skilt på. Ikke længe efter kom der regelmæssigt tredive interesserede til møderne.

Faren for at blive arresteret bevirkede at brødrene til at begynde med var meget forsigtige i forkyndelsen. Men efterhånden som de følte sig mere sikre, øgede de deres indsats. I løbet af 1973 fik denne lille menighed afsat 6.000 traktater. Senere gik forkynderne i gang med at afsætte blade til folk på kontorer og i forretningskvarterer. Langsomt begyndte myndighederne og folk i almindelighed at forstå og værdsætte vores arbejde. Den 15. december 1993 kulminerede disse tålmodige og vedvarende bestræbelser i at Den Kristne Forening af Jehovas Vidner i Guinea blev juridisk anerkendt.

Bekæmper analfabetisme

I begyndelsen af 1963, da Milton Henschel for anden gang besøgte Sierra Leone, omtalte han et behov som afdelingskontoret gennem nogen tid havde prøvet at tilgodese. Han tilskyndede brødrene til at gøre en større indsats for at bekæmpe analfabetismen.

Nogle menigheder havde læseklasser på engelsk. Men efter bror Henschels besøg begyndte brødrene at lære eleverne at læse og skrive på deres eget sprog. Nogle menigheder havde læseklasser på to eller tre sprog. Klasserne blev så populære at en tredjedel af landets forkyndere tilmeldte sig dem.

I 1966 udarbejdede brødrene i Liberia et illustreret læsehæfte for begyndere på sproget kissi. Da brødrene viste de liberianske myndigheder hæftet, besluttede de imponerede embedsmænd at trykke dette hæfte og uddele det gratis. Det blev delt ud i Guinea, Liberia og Sierra Leone og hjalp hundredvis af kissi-talende med at lære at læse og skrive. Senere blev der udarbejdet eller tilpasset læsehæfter på andre sprog, og mange blev hjulpet til at kunne læse og skrive.

Læseklasserne lærte ikke blot folk at læse og skrive; de hjalp dem også til at gøre åndelige fremskridt. Sia Ngallah, en 50-årig udøbt forkynder som hverken kunne læse eller skrive, holdt regnskab med sin forkyndelse ved hjælp af sorte og røde snore. Når hun havde været i forkyndelsen en time, slog hun en knude på den sorte snor. Når hun havde aflagt et genbesøg, lavede hun en knude på den røde snor. Hun blev tilmeldt en læseklasse, og det hjalp hende til bedre at holde styr på hvor meget hun udrettede. Det bevirkede også at hun blev en bedre forkynder og underviser, og hun gjorde gode fremskridt mod at blive døbt.

I dag er der stadig læseklasser i mange menigheder i Sierra Leone og Guinea. En ældre embedsmand i Sierra Leone sagde rosende til brødrene på afdelingskontoret: „Det er et beundringsværdigt arbejde I udfører når I, ud over at undervise mennesker i hvad Bibelen siger, også lærer dem at læse og skrive.“

’Stenene råber’

Efterhånden som flere fra forskellige etniske grupper lærte at læse, blev behovet for oversættelse større. De fleste stammer havde kun lidt, om overhovedet noget, læsestof på deres eget sprog. I Sierra Leone læste skoleuddannede engelsk litteratur, mens man i Guinea læste fransk. Hvad kunne man gøre for at skaffe de indfødte bibelsk litteratur på deres eget sprog?

I 1959 oversatte to gileadmissionærer en traktat og en brochure til mende, men der blev kun uddelt et begrænset antal eksemplarer. Ti år senere blev brochurerne „Denne gode nyhed om riget“ og Lev i håbet om en retfærdig ny verden oversat til kissi. Der blev afsat omkring 30.000 af disse brochurer, som også blev brugt i forbindelse med bibelstudier.

I 1975 begyndte afdelingskontoret at udgive studieartikler fra Vagttårnet på kissi. Forkynderne var begejstrede! En bror skrev: „Jehova har udført et stort mirakel til gavn for os. Ingen af os har nogen sinde gået i skole. Vi var som sten — ude af stand til at tale. Ja, sådan var vi, men nu hvor vi har fået Vagttårnet på kissi, kan vi fortælle om Jehovas storslåede gerninger.“ (Luk. 19:40) Flere andre publikationer blev også oversat til kissi.

I dag læser de fleste i Sierra Leone og Guinea stadig vores publikationer på engelsk eller fransk, som er de sprog der hovedsagelig benyttes ved menighedsmøderne. Men i de senere år er antallet af udgivelser på de lokale sprog steget voldsomt. Man kan nu få bibelsk litteratur på kissi, kpelle, krio, maninkakan, mende, pular og susu. Brochurerne Lyt til Gud og få evigt liv og Listen to God er oversat til alle disse sprog. Disse hjælpemidler der er lette at bruge, har hjulpet mange med begrænsede læsefærdigheder til at forstå og værdsætte Bibelens storslåede budskab.

Et afdelingskontor bygges

I begyndelsen af 1960’erne havde brødrene i Freetown gennem nogen tid været på udkig efter en grund hvor man kunne bygge et nyt afdelingskontor. Endelig, i 1965, købte de et stykke jord på Wilkinson Road med udsigt over havet i et af de bedste områder i byen.

På den endelige tegning var en rigssal, et missionærhjem og kontorer samlet i én attraktiv bygning. Under byggeriet gik den tunge og tætte trafik på Wilkinson Road ofte næsten helt i stå fordi chaufførerne og passagererne ville følge med i hvad der foregik. Bygningen blev indviet den 19. august 1967. Næsten 300 overværede programmet, deriblandt byens højtstående folk og adskillige brødre og søstre som var blevet døbt af „Bibel-Brown“ i 1923.

Det nye afdelingskontor betød at mange fik større respekt for Jehovas Vidners arbejde. Det tilbageviste også nogle religiøse kritikeres påstand om at Jehovas Vidner ikke fortsat ville være at finde i Sierra Leone. Den nye bygning var et klart vidnesbyrd om at Jehovas Vidner var kommet for at blive.

Flittige missionærer fremmer væksten

Fra midten af 1970’erne og fremefter satte en stadig strøm af missionærer fart i arbejdet i Sierra Leone og Guinea. Nogle havde allerede tjent i andre afrikanske lande og vænnede sig hurtigt til de lokale forhold. For andre var Afrika noget helt nyt. Hvordan ville de klare „den hvide mands grav“? Lyt til nogle af deres kommentarer.

„Folk var ydmyge og åndeligt udhungrede. Det var en stor tilfredsstillelse at se hvordan sandheden forbedrede deres liv.“ — Hannelore Altmeyer.

„Det tropiske klima og tropesygdommene var en udfordring. Men glæden ved at hjælpe de retsindige til at tjene Jehova var det hele værd.“ — Cheryl Ferguson.

„Jeg lærte at være tålmodig. Da jeg spurgte en søster hvornår hendes gæster ville komme, svarede hun: ’Måske i dag. Måske i morgen. Eller måske i overmorgen.’ Jeg må have set helt forbløffet ud, for hun fortsatte: ’Men de skal nok komme!’“ — Christine Jones.

„På missionærhjemmet i Freetown boede der fjorten missionærer med forskellig etnisk og kulturel baggrund. Vi måtte deles om to toiletter, et brusebad, en vaskemaskine og et køkken. Mængden af fødevarer var begrænset, og kvaliteten dårlig. Det var ikke til at forudse hvornår elektriciteten svigtede — nogle gange var vi uden strøm i dagevis. De fleste af os fik malaria og andre tropesygdomme. Alt dette kunne lyde som om det ville ende med at vi måtte give op, men vi lærte at leve med det, at være tilgivende og at se det humoristiske i vanskelige situationer. Forkyndelsen var en stor glæde, og missionærerne knyttede nære venskaber.“ — Robert og Pauline Landis.

„Tiden i Sierra Leone er noget af det bedste vi har oplevet. Vi fortryder ikke noget og har intet at klage over. Vi savner det bare rigtig meget.“ — Benjamin og Monica Martin.

„Engang besøgte vi en interesseret kvinde som serverede et måltid der så lidt underligt ud. ’Det er slange,’ sagde hun. ’Jeg har fjernet gifttænderne. Vil I smage?’ Vi sagde høfligt nej tak, men hun insisterede. Sådanne oplevelser var ganske vist afskrækkende, men vi værdsatte den store gæstfrihed vores værter viste os, og kom til at holde meget af dem.“ — Frederick og Barbara Morrisey.

„I mine 43 år i missionærtjenesten har jeg boet sammen med mere end 100 andre missionærer. Det har været et stort privilegium at lære så mange mennesker at kende, mennesker med forskellig personlighed, men alle med samme mål. Og hvor er det en stor glæde at være Guds medarbejder og se folk tage imod Bibelens budskab!“ — Lynette Peters.

„Hvor er det en stor glæde at være Guds medarbejder og se folk tage imod Bibelens budskab!“

Siden 1947 har 154 missionærer tjent i Sierra Leone og 88 i Guinea. Der er også kommet mange andre Jehovas Vidner til landet for at deltage i forkyndelsen. I dag er der 44 missionærer i Sierra Leone og 31 i Guinea. Deres utrættelige indsats og uselviske engagement har påvirket utallige menneskers liv. Alfred Gunn, der længe har været medlem af afdelingskontorets udvalg, siger: „Vi tænker på dem med stor glæde.“

„I 1987 overværede mere end 1.000 delegerede områdestævnet ’Guds fred’ i Guekedou i Guinea. Eftersom stævnepladsen lå i nærheden af grænserne til Sierra Leone og Liberia, besluttede mange af de delegerede fra disse lande at pendle over grænsen hver dag. De havde imidlertid ikke de nødvendige dokumenter. Ansvarlige brødre forhandlede derfor med grænsemyndighederne og fik en ordning med dem. De delegerede skulle blot være i besiddelse af ét dokument — deres reversmærke til stævnet. Når grænsepolitiet så det orange kort, vinkede de med det samme de delegerede videre.“ — Everett Berry, tidligere missionær.

Borgerkrig

I 1980’erne førte sociale, politiske og økonomiske problemer til stridigheder i hele Vestafrika. Da nabolandet Liberia blev hærget af krig, flygtede mange til Sierra Leone. Afdelingskontoret sørgede for at private hjem og rigssale kunne huse Vidner der var flygtet, og brødrene tog sig godt af dem.

Det var bestemt en hård tid for flygtningene, men de oplevede også nogle sjove situationer. Isolde Lorenz, en erfaren missionærsøster, fortæller: „En far sendte sin søn hen for at varme noget mad over et ildsted i haven bag rigssalen, der lå på Afdelingskontorets grund. Da drengen kom tilbage, sagde han til sin far at de ikke ville få noget at spise i dag. Som svar på hvorfor de ikke ville det, udbrød drengen: ’I dag har Jehova udfriet mig af løvens gab!’ Hvad var der sket? På vej tilbage med fadet med mad var han løbet ind i Lobo, Afdelingskontorets store, men fredsommelige, schæferhund. Drengen var ved at dø af skræk! Han havde forsøgt at holde hunden på afstand med fadet, hvilket Lobo havde opfattet som en invitation til at tage for sig af retterne. Og det var præcis hvad Lobo gjorde!“

Den 23. marts 1991 bredte den væbnede konflikt i Liberia sig til Sierra Leone og satte gang i en borgerkrig der skulle vare i 11 år. En oprørsgruppe kaldet Revolutionary United Front (RUF) trængte hurtigt frem mod Kailahun og Koindu og tvang derved størstedelen af lokalbefolkningen til at flygte til Guinea. Blandt flygtningene var omkring 120 Jehovas Vidner. Samtidig strømmede flygtende trosfæller fra Liberia ind i Sierra Leone med oprørerne lige i hælene.

„I flere måneder ankom grupper af hærgede, udtærede og sultne brødre til Betel i Freetown,“ fortæller Billie Cowan, der var koordinator for Afdelingskontorets Udvalg på det tidspunkt. „Mange havde været vidne til ubeskrivelige grusomheder og havde spist vilde planter for ikke at dø af sult. Vi skyndte os at give dem mad og tøj, og derudover tog vi os af de familiemedlemmer og interesserede der var fulgt med dem. Lokale Vidner åbnede deres hjerte og hjem for flygtningene. De brødre og søstre der var flygtet, tog med det samme fat på forkyndelsen og hjalp de lokale menigheder. Med tiden rejste mange af dem videre, men så længe de var her, styrkede de os!“

Trøst og håb

Afdelingskontoret sendte mad, medicin, byggematerialer, værktøj og redskaber til Vidnerne i flygtningelejre i den sydlige del af Guinea. Brødrene modtog også store mængder doneret tøj fra Frankrig. „Mine børn dansede, sang og priste Jehova,“ skrev en far. „Nu havde de noget nyt at tage på til møderne!“ Nogle sagde at de aldrig før havde været så pænt klædt!

Materiel hjælp var dog ikke det eneste flygtningene havde brug for. Jesus sagde: „Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund.“ (Matt. 4:4) Så Afdelingskontoret sendte bibelske publikationer til regionen og arrangerede regelmæssige stævner. Der blev også sendt pionerer og rejsende tilsynsmænd til området.

Da kredstilsynsmanden André Baart kom til Koundou i Guinea, mødte han en mand der førte tilsyn med en flygtningelejr, og som indbød ham til at holde et bibelsk foredrag i lejren. Der var cirka 50 til stede da André holdt et foredrag med titlen „Søg tilflugt hos Jehova“, bygget over Salme 18. Da foredraget var forbi, rejste en ældre kvinde sig og sagde: „Du har gjort os meget glade! Ris kan ikke løse vores problemer, men Bibelen viser os at vi kan stole på Gud. Vi takker dig af hele vores hjerte for at have givet os trøst og håb.“

Dengang missionærægteparret William og Claudia Slaughter kom til Guekedou i Guinea, var menigheden, der bestod af mere end 100 flygtninge, „brændende i ånden“. (Rom. 12:11) „Mange af de unge mænd var ivrige efter at gøre åndelige fremskridt,“ fortæller William. „Hvis én ikke kunne tage sin opgave på Den Teokratiske Skole, var der straks 10-15 unge brødre som var klar til at springe til. Store grupper af brødre og søstre deltog ivrigt i forkyndelsen. Nogle af de ihærdige unge mænd blev senere specialpionerer og rejsende tilsynsmænd.“

Byggeri midt i en borgerkrig

Kort efter at borgerkrigen var brudt ud, købte brødrene en grund på 6.000 kvadratmeter på Wilkinson Road 133 i Freetown. Grunden lå på samme vej som Afdelingskontoret, bare et par hundrede meter væk. „Vi ville egentlig gerne bygge et nyt betelhjem, men vi havde vores betænkeligheder på grund af krigen,“ siger Alfred Gunn. „Nu havde vi besøg af Lloyd Barry fra Det Styrende Råd på det tidspunkt, så vi talte med ham om vores bekymringer. Han svarede: ’Hvis vi lod os stoppe af krige, ville vi aldrig få udrettet noget som helst!’ Hans ord gav os mod til at gå videre med vores planer.“

Flere hundrede brødre arbejdede på byggeprojektet, deriblandt over 50 frivillige fra 12 lande og en masse hjælpere fra de lokale menigheder. Arbejdet begyndte i maj 1991. „Folk var imponeret over kvaliteten af de byggeblokke der blev fremstillet på stedet. Og stålkonstruktionen adskilte sig meget fra lokale byggerier,“ fortæller Tom Ball, der var tilsynsmand for byggeriet. „Men det der imponerede folk allermest, var at se den gode stemning og det nære samarbejde mellem hvide udlændinge og sorte indfødte.“

Den 19. april 1997 samledes en international skare til indvielsen af det nye afdelingskontor. En måned senere, efter fem års hærgen i landområderne, indledte RUF et angreb på Freetown.

Kampen om Freetown

Flere tusind RUF-soldater med filtret hår og røde pandebånd væltede ind over byen og plyndrede, voldtog og dræbte. „Situationen var højspændt,“ husker Alfred Gunn. „De fleste udenlandske missionærer blev straks evakueret. De sidste der tog af sted, var Billie og Sandra Cowan, Jimmie og Joyce Holland samt Catherine og mig.

Vi bad en bøn sammen med de lokale betelitter der frivilligt blev tilbage, og skyndte os derefter hen til evakueringsområdet. På vejen blev vi stoppet af omkring 20 vilde, fordrukne oprørssoldater. Da vi gav dem blade og penge, lod de os passere. Sammen med mere end 1.000 andre blev vi samlet på evakueringsområdet, der blev bevogtet af svært bevæbnede amerikanske marineinfanterister. Med militærhelikopter blev vi fragtet ud til et amerikansk flådefartøj. Senere fortalte en officer os at det var den største evakuering af civile som den amerikanske flåde havde udført siden Vietnamkrigen. Den følgende dag blev vi med helikopter fløjet til Conakry i Guinea, hvor vi oprettede et midlertidigt afdelingskontor.“

Missionærerne ventede uroligt på nyt fra Freetown. Endelig kom der et brev, hvori der stod: „Midt i kaosset fortsætter vi med at uddele Rigets Nyheder nr. 35, ’Kærlighed mellem alle mennesker — et realistisk håb?’ Folk er virkelig lydhøre, og vi er endda begyndt at studere med nogle af oprørerne! Vi er derfor besluttet på at øge vores indsats i forkyndelsen.“

Jonathan Mbomah, der var kredstilsynsmand, fortæller: „Vi afholdt endda en særlig stævnedag i Freetown! Programmet var så opmuntrende at jeg også rejste til Bo og Kenema for at afholde stævnedagen der. Brødrene i disse krigshærgede byer takkede Jehova for den vidunderlige åndelige føde.

I slutningen af 1997 afholdt vi et områdestævne på National Stadium i Freetown. På stævnets sidste dag kom oprørssoldater ind på stadionet og gav os ordre til at forlade stedet. Vi bad dem indtrængende om at få lov til at fuldføre programmet. Efter at have diskuteret frem og tilbage gav de sig og gik. Der var mere end 1.000 til stede ved stævnet, og 27 blev døbt. Adskillige brødre tog den farlige tur til Bo for at høre programmet igen. Hvor var det nogle fantastiske og spændende stævner!“

Betel angribes!

I februar 1998 indledte regeringssoldater og tropper fra en fælles vestafrikansk militærstyrke (ECOMOG) en totaloffensiv for at drive oprørerne ud af Freetown. Tragisk nok blev en bror dræbt af granatsplinter under de voldsomme kampe.

Omkring 150 forkyndere søgte tilflugt i missionærhjemmene i Kissy og Cockerill. Laddie Sandy, en af Betels to nattevagter, fortæller: „En sen aften, mens Philip Turay og jeg havde vagt, dukkede to bevæbnede oprørere pludselig op på Betel og befalede at vi skulle åbne glasdørene ind til lobbyen. Philip og jeg sprang i sikkerhed da de begyndte at skyde på dørlåsen. Utroligt nok holdt låsen, og de overvejede åbenbart ikke at skyde ruden i stykker. Frustrerede gik de.

To nætter senere vendte oprørerne tilbage med hen ved 20 beslutsomme og svært bevæbnede medsammensvorne. Hurtigt advarede vi betelfamilien og løb ned til vores tilflugtssted i kælderen. Vi gemte os alle syv bag to store tønder. Der var bælgmørkt, og vi rystede af skræk. Oprørerne skød sig vej ind i bygningen og en af dem brølede: ’Find de Jehovas Vidner, og skær halsen over på dem!’ I syv timer gennemsøgte de bygningen mens vi krøb sammen i dyb tavshed. Langt om længe var de tilfredse med nattens udbytte og gik videre.

Vi samlede vores personlige ejendele og løb op ad vejen til missionærhjemmet i Cockerill, det tidligere betelhjem. På vejen blev vi standset af en anden gruppe oprørere, som stjal fra os. Dybt rystede, men taknemmelige for at være i live, ankom vi til missionærhjemmet. Efter at have brugt et par dage på at komme til hægterne tog vi tilbage til Betel for at rydde op.“

To måneder senere, da ECOMOG-styrkerne havde fået byen under kontrol, begyndte missionærerne at komme tilbage fra Guinea. Deres ophold skulle dog vise sig at blive ret kort.

Intet skal overleve

Otte måneder senere, i december 1998, overværede flere hundrede områdestævnet „Guds vej — den bedste livsform“ på National Stadium i Freetown. Pludselig hørte de et brag i det fjerne, og røg steg op fra bjergene. Oprørshæren var vendt tilbage!

Situationen i Freetown blev værre og værre i dagene der fulgte. Afdelingskontorets Udvalg chartrede et lille fly og evakuerede 12 missionærer, 8 udenlandske betelitter og 5 byggearbejdere til Conakry. Tre dage senere, den 6. januar 1999, iværksatte oprørshæren en brutal drabskampagne kaldet „Operation No Living Thing“ (Intet skal overleve). Freetown blev fyldt med rædsel og gru, og 6.000 civile blev nedslagtet. Oprørerne afhuggede arme og ben på folk, bortførte flere hundrede børn og ødelagde tusindvis af bygninger.

Edward Toby, en højt elsket bror, var blandt dem der blev myrdet. Mere end 200 traumatiserede forkyndere blev indkvarteret på Betel og på missionærhjemmet i Cockerill. Andre gemte sig derhjemme. De Vidner der havde søgt tilflugt på missionærhjemmet i Kissy, som ligger i den østlige del af byen, havde desperat brug for medicin. Men det var livsfarligt at krydse byen, så hvem skulle man sende af sted med forsyninger? De to modige nattevagter på Betel, Laddie Sandy og Philip Turay, meldte sig straks.

„Byen var et stort kaos,“ husker Philip. „Der var mange kontrolposter bemandet med oprørssoldater, og de chikanerede folk på må og få. Fra midt på eftermiddagen til midt på formiddagen var der strengt udgangsforbud, så det var vanskeligt for os at komme omkring. To dage efter at vi var taget af sted, nåede vi endelig frem til Kissy, kun for at opdage at missionærhjemmet var blevet plyndret og brændt ned.

Vi gennemsøgte området og fandt en af vores brødre, Andrew Caulker, der havde nogle frygtelige læsioner i hovedet. Oprørerne havde bundet ham og slået ham flere gange med en økse. Utroligt nok havde han overlevet og var flygtet. Vi skyndte os at få ham på hospitalet, og langsomt fik han det bedre. Senere begyndte han som pioner.“

Andre Vidner undgik at blive slået ihjel eller lemlæstet fordi de var kendt for deres kristne neutralitet. En bror fortæller: „Oprørerne forlangte at vi skulle tage hvide bandanaer på og danse på gaden for at støtte deres sag. ’Hvis I ikke gør det, hugger vi en arm eller et ben af jer eller slår jer ihjel!’ truede de. Skrækslagne trådte min kone og jeg til side og bad en stille bøn til Jehova. Da en ung nabo der samarbejdede med oprørerne, så den svære situation vi stod i, sagde han til anføreren: ’Han er vores „bror“. Han blander sig aldrig i politik, så vi skal nok danse i stedet for ham.’ Tilfreds forlod anføreren os, og vi skyndte os hjem.“

Efterhånden som en uhyggelig ro sænkede sig over byen, begyndte brødrene igen at afholde møder og forkynde, dog med forsigtighed. Forkynderne bar deres reversmærke fra stævnet for at man ved kontrolposterne let kunne se hvem de var. Efterhånden blev de dygtige til at indlede bibelske samtaler mens de ventede i de lange køer ved kontrolposterne.

Der opstod efterhånden mangel på alt i byen, og Afdelingskontoret i Storbritannien fik derfor fløjet 200 kasser med nødforsyninger ind i landet. Billie Cowan og Alan Jones fløj fra Conakry til Freetown for at ledsage forsyningerne gennem en hel række kontrolposter. Forsendelsen nåede frem til Betel lige inden udgangsforbuddet trådte i kraft. James Koroma rejste flere gange til Conakry som kurer og tog litteratur og andre livsfornødenheder med tilbage. Noget af denne åndelige føde blev sendt videre til isolerede forkyndere i Bo og Kenema.

Den 9. august 1999 begyndte missionærerne i Conakry at vende tilbage til Freetown. Året efter drev en britisk ekspeditionsstyrke oprørerne ud af byen. I en periode var der stadig sporadiske kampe, men i januar 2002 blev krigen erklæret for overstået. På det tidspunkt havde den 11 år lange konflikt kostet 50.000 menneskeliv, 20.000 var blevet lemlæstet, 300.000 hjem var blevet ødelagt, og 1,2 millioner var flygtet.

Men hvordan var det gået med Jehovas organisation? Jehova havde tydeligvis beskyttet og velsignet den. I løbet af borgerkrigen var der blevet døbt 700. Flere hundrede Jehovas Vidner var flygtet fra krigszonen, men alligevel var antallet af forkyndere i Sierra Leone steget med 50 procent. I Guinea var forkyndertallet steget med 300 procent! Men hvad der var endnu vigtigere: Guds tjenere havde bevaret deres integritet. Midt i „elendighedens smelteovn“ havde deres kristne enhed og kærlighed været ubrydelig, og de havde ’uden ophør undervist og forkyndt den gode nyhed’. — Es. 48:10; Apg. 5:42.

JEG var 16 år da oprørssoldater tvang mig ind i deres hær. De forsynede mig med stoffer og alkohol, og ofte kæmpede jeg i en narkorus. Jeg deltog i mange kampe og gjorde nogle grusomme ting. Det fortryder jeg inderligt.

En dag kom et ældre Jehovas Vidne og forkyndte på vores kaserne. Langt de fleste mennesker frygtede og afskyede os oprørere, men han ønskede at hjælpe os åndeligt. Jeg tog imod hans invitation til at overvære et møde. Faktisk husker jeg ikke hvad der blev sagt ved mødet, men jeg husker tydeligt den varme velkomst jeg fik.

Da krigen tog til i styrke, mistede jeg kontakten med Jehovas Vidner. En dag blev jeg hårdt såret og sendt til et område kontrolleret af oprørere for at komme mig. Inden krigen sluttede, lykkedes det mig at flygte til et regeringskontrolleret område, hvor jeg deltog i et program der skulle hjælpe soldater til at vende tilbage til et normalt liv.

Jeg havde et stort behov for åndelig hjælp. Af den grund begyndte jeg at komme i Pinsekirken, men medlemmerne kaldte mig „Satan“. Så gik jeg i gang med at lede efter Jehovas Vidner. Da jeg havde fundet dem, begyndte jeg at studere og komme til møderne. Jeg fortalte dem om alt det forfærdelige jeg havde gjort, hvilket fik brødrene til at læse Jesu trøstende ord for mig: „De raske trænger ikke til læge, men det gør de syge. ... Jeg er nemlig ikke kommet for at indbyde retfærdige, men syndere.“ — Matt. 9:12, 13.

De ord rørte virkelig mit hjerte! Jeg rakte min kniv til broren der studerede Bibelen med mig, og sagde: „Jeg har beholdt denne her for at beskytte mig mod hævnaktioner. Men nu hvor jeg ved at Jehova og Jesus elsker mig, vil jeg ikke have den mere.“

Brødrene lærte mig at læse og skrive, og med tiden blev jeg døbt og startede som pioner. Når jeg i dag forkynder for tidligere oprørere, fortæller de mig at de har stor respekt for at jeg har fået styr på mit liv. Jeg har endda studeret med en officer i min tidligere deling.

Mens jeg var soldat, blev jeg far til tre sønner. Efter at jeg havde lært sandheden at kende, ville jeg gerne hjælpe dem til også at tjene Jehova, og til min store glæde havde to af dem et lyttende øre. Den ene af mine drenge er udøbt forkynder, og den ældste er hjælpepioner.

„Tak, Jehova!“

Efterhånden som forholdene blev mere stabile, vendte brødrene og søstrene tilbage til resterne af deres hjem. De menigheder der var gået i opløsning under krigen, især i den krigshærgede østlige del af Sierra Leone, begyndte nu at blomstre op igen. I et område rapporterede specialpionererne: „Der kom 16 til vores første møde, 36 til det næste, 56 til det efterfølgende, og til mindehøjtiden nåede vi helt op på 77! Det var fantastisk!“ Der blev oprettet 9 menigheder, så der i alt var 24. Desuden fik vi 10 nye missionærer fra Gilead, som pustede nyt liv i forkyndelsen. I 2004 overværede 7.594 mindehøjtiden — fem gange flere end antallet af forkyndere! Guinea oplevede en lignende fremgang.

Det Styrende Råd stillede hurtigt midler til rådighed så de hjemvendte flygtninge kunne etablere sig igen. (Jak. 2:15, 16) Rejsende byggehold bestående af frivillige arbejdere istandsatte eller opførte 12 rigssale og istandsatte en stævnehal i Koindu. De byggede også 42 beskedne lerstenshuse til familier som havde fået deres hjem ødelagt. Da en 70-årig søster der var enke, så sit nye hus med bølgebliktag, begyndte tårerne at løbe ned ad kinderne på hende, og hun udbrød: „Tak, Jehova! Tak, Jehova! Og tak til jer, kære brødre!“

Afdelingskontoret satte også gang i rigssalsbyggerier ved hjælp af penge fra byggeprogrammet for lande med begrænsede midler. Saidu Juanah, der tjener som ældste og pioner i Bo West Menighed, fortæller: „En søster sagde til mig: ’Hvis vi får at vide at vi skal have en ny rigssal, klapper jeg med både hænder og fødder!’ Da jeg meddelte menigheden at vi ville få en ny rigssal, sprang søsteren op og klappede og dansede, ja, ’klappede’ med hænder og fødder!“

I 2010 indviede Waterloo Menighed en rigssal der kan udvides så den kan bruges som stævnehal med plads til 800. Samme dag som menigheden købte ejendommen, gav en anden interesseret køber et højere bud, men ejeren sagde: „Jeg vil hellere have at min grund bruges til religiøse konferencer end til kommercielle formål.“

Som følge af byggeprogrammet for lande med begrænsede midler er der blevet opført 17 rigssale i Sierra Leone og 6 i Guinea. Disse beskedne men værdige bygninger har givet mange flere lyst til at komme til møderne og tilbede Jehova.

Jehovas forsvundne får findes

Da der var kommet gang i forkyndelsen igen, arrangerede Afdelingskontoret en kampagne hvor man i to måneder ville fokusere på at forkynde i områder der sjældent blev gennemgået. Forkynderne afsatte næsten 15.000 bøger og havde mange skønne oplevelser. Flere spurgte om ikke Jehovas Vidner ville oprette menigheder i nogle af byerne. Det endte med at der blev oprettet to nye menigheder. I en afsidesliggende landsby fandt brødrene to søstre der var flygtet under krigen og havde været afskåret fra kontakt med organisationen. Brødrene arrangerede med det samme møder i landsbyen, og der blev oprettet adskillige bibelstudier.

I 2009 fik Afdelingskontoret nys om at der i en landsby langt inde i Guineas skove befandt sig nogle mennesker der hævdede at de var Jehovas Vidner. Et par brødre blev sendt af sted for at undersøge sagen, og det viste sig at der havde været en ældre bror som var vendt tilbage til sin landsby efter at han var holdt op med at arbejde. Han havde studeret med en hel del mænd inden han døde. En af disse mænd fik tro på Jehova og begyndte at fortælle andre om Bibelen. Han afholdt også møder ved hjælp af den afdøde brors publikationer. I 20 år havde gruppen tilbedt Jehova inden en forkynder tilfældigt stødte på dem. Afdelingskontoret sendte straks nogle brødre der kunne støtte gruppen. I 2012 kom 172 af landsbyboerne til mindehøjtiden.

I den senere tid er der blevet fundet adskillige ’forsvundne får’, det vil sige personer der er gledet bort eller er blevet udelukket. De har ændret sind og er vendt tilbage til sandheden. Jehovas tjenere har taget imod dem med åbne arme. — Luk. 15:11-24.

Retsindige muslimer tager imod sandheden

For at kunne dele den gode nyhed med andre måtte Paulus ’blive alt for alle slags mennesker’. (1 Kor. 9:22, 23) På lignende måde har Jehovas tjenere i Sierra Leone og Guinea tilpasset deres måde at forkynde på så de kan nå mennesker med forskellig baggrund. Her følger et eksempel på hvordan nogle forkyndere ræsonnerer med tolerante muslimer, den største religiøse gruppe i begge lande.

Saidu Juanah, der tidligere var muslim, forklarer: „Muslimer tror at Adam blev skabt af støv, men at han først levede i et paradis i himlen. For at hjælpe dem til at få den rigtige forståelse spørger jeg dem: ’Hvor kommer støv fra?’

’Fra jorden,’ svarer de.

’Ja, så hvor blev Adam skabt?’ fortsætter jeg.

’På jorden.’

For at få pointen til at stå helt klart læser jeg 1 Mosebog 1:27, 28 og spørger: ’Kan himmelske skabninger få børn?’

’Nej. Engle er hverken hankøn eller hunkøn,’ svarer de.

’Så hvor må Adam og Eva have befundet sig da Gud sagde at de skulle få børn?’

’På jorden.’

’Hvor tror du så at Gud vil genskabe Paradiset?’ spørger jeg.

’Her på jorden,’ svarer de.“

Saidu forklarer videre: „Når man på den måde ræsonnerer ud fra Bibelen, får mange retsindige muslimer lyst til at høre mere og til at tage imod bibelske publikationer.“

Som eksempel kan nævnes Momoh, en muslimsk butiksindehaver der gerne ville være imam. En dag forklarede nogle af vores missionærer ham noget ud fra Bibelen, og det vakte hans interesse. Han overværede en del af et kredsstævne og var begejstret for det han hørte. Fire dage senere overværede Momoh sammen med sin kone, Ramatu, og deres fem børn højtiden til minde om Jesu død. Fra da af begyndte Momoh at tage sit bibelstudium alvorligt. Efter at have studeret et stykke tid holdt han op med at sælge cigaretter. Han sagde endda til sine kunder at cigaretter er skadelige, og at Gud ikke bryder sig om at man ryger! Momoh begyndte også at studere med sin kone og børn i butikken. Hvis der kom kunder mens de studerede, bad han dem om at sætte sig ned og vente, for studiet var meget vigtigt for hans familie. Da Momoh og Ramatu blev lovformeligt gift, mødte de kraftig modstand fra familiens side, men de lod sig ikke skræmme. De forkyndte frimodigt for deres slægtninge, som med tiden begyndte at respektere dem for deres gode måde at være på. Momoh blev døbt i 2008, og Ramatu i 2011.

Respekt for blodets hellighed

Jehovas folk holder modigt fast ved Guds norm for hvad der er rigtigt og forkert, også når det gælder hans syn på blod. (Apg. 15:29) Vores holdning bliver respekteret af flere og flere læger og sygeplejersker i Sierra Leone og Guinea.

I 1978 uddelte brødrene brochuren Jehovas vidner og spørgsmålet om blod til læger, sygeplejersker og hospitalsledere samt advokater og dommere i hele Sierra Leone. Kort efter fik en søster med fødselsveer indre blødninger, men lægerne nægtede at behandle hende uden at bruge blod. Efter at have sat sig ind i de gode og logiske informationer i brochuren indvilligede en læge dog i at hjælpe hende. Søsteren fik en sund baby og kom sig fuldstændigt.

Omkring 1991 læste dr. Bashiru Koroma, en kirurg på hospitalet i Kenema, brochuren Hvordan kan blod redde dit liv? Informationerne i brochuren gjorde så stort indtryk på ham at han begyndte at studere Bibelen og overvære møderne. Da en niårig dreng hvis forældre er Jehovas Vidner, kom ud for en ulykke og sprængte sin milt, nægtede lægerne at operere ham uden at bruge blod. De sagde til forældrene: „Tag jeres barn, og lad ham dø derhjemme!“ Forældrene kontaktede dr. Koroma, som udførte en vellykket operation.

Der gik ikke længe før dr. Koroma blev til bror Koroma — en stærk fortaler for transfusionsfri behandling. På grund af hans holdning ville nogle af de andre læger ikke have noget med ham at gøre, men hans patienter klarede sig godt. Senere begyndte nogle af hans kolleger at spørge ham til råds når de skulle udføre komplicerede operationer.

Siden 1994 har Hospitalinformationen på Afdelingskontoret i Freetown oprettet Kontaktudvalg til Hospitaler rundt omkring i Sierra Leone og Guinea. Kontaktudvalgene har kærligt støttet mange brødre og søstre der har haft behov for behandling, og hjulpet adskillige læger til at forstå og respektere vores holdning til blod.

Forkyndelse for døve

Det skønnes at der er mellem 3.000 og 5.000 døve i Sierra Leone og flere hundrede i Guinea. Jehova ønsker „at alle slags mennesker skal frelses“, så hvordan bliver den gode nyhed forkyndt for døve? — 1 Tim. 2:4.

Michelle Washington, der blev sendt til Sierra Leone som missionær i 1998, fortæller: „Min mand, Kevin, og jeg kom til at tilhøre en menighed hvor fire døve overværede møderne. Da jeg kan amerikansk tegnsprog, ville jeg gerne hjælpe dem. Afdelingskontoret gav mig til opgave at tolke møder og stævner, og de omkringliggende menigheder blev informeret om ordningen. Desuden arrangerede Afdelingskontoret tegnsprogsundervisning for forkyndere der gerne ville hjælpe døve. Vi begyndte at lede efter døve i vores distrikt og studere Bibelen med dem. Folk i området roste os for alt det vi gjorde for døve. Det var dog ikke alle der var glade for vores indsats. En døvepræst udråbte os til at være ’falske profeter’ og advarede døve og deres familier mod os. Nogle fik besked på at de ville miste den økonomiske støtte hvis de havde noget med os at gøre. Hurtigt blev døvesamfundet delt i to lejre: dem der aldrig havde talt med os, og som støttede præsten; og dem der havde talt med os, og som ikke støttede præsten. Nogle i den sidstnævnte gruppe tog standpunkt for sandheden og blev døbt.“

Som eksempel kan nævnes Femi, der blev født døv og kun havde nogle simple tegn at kommunikere med. Han var mistænksom over for alle — især hørende — og følte sig nedtrykt og uelsket. Men så begyndte han at studere Bibelen med nogle brødre fra tegnsprogsgruppen. Inden længe kom han fast til møderne og gik i gang med at lære tegnsprog. Femi gjorde åndelige fremskridt, blev døbt og er nu selv i fuld gang med at undervise andre døve i sandheden.

I juli 2010 blev tegnsprogsgruppen i Freetown en menighed. Der er også tegnsprogsgrupper i Bo og Conakry.

Fattige men „rige i tro“

I Bibelen kan man se at de fleste af de kristne i det første århundrede var fattige. Disciplen Jakob skrev: „Har Gud ikke valgt dem som er fattige hvad verden angår, til at være rige i tro?“ (Jak. 2:5) Troen på Jehova har også bragt trøst og håb til forkynderne i Sierra Leone og Guinea.

Troen bevæger mange fattige familier i afsidesliggende egne til at spare op i flere måneder for at komme til områdestævne. Nogle dyrker afgrøder og sælger dem for at få råd til rejsen. Grupper på 20-30 stævnedeltagere klemmer sig sammen på ladet af små lastbiler, hvorefter de begiver sig ud på en varm, støvet og knoglerystende tur på 20 timer eller mere. Andre må tilbagelægge store afstande til fods. „De første 80 kilometer af turen til stævnet gik vi mens vi bar på en masse bananer,“ fortæller en bror. „Bananerne solgte vi undervejs, så vi fik mindre og mindre at bære på og tjente penge nok til at tage en lastbil det sidste stykke vej.“

Troen har også fået mange forkyndere til at modstå fristelsen til at flytte til mere velstående lande. „Vi er sikre på at Jehova vil sørge for vores behov,“ siger Emmanuel Patton, der har været på Bibelskolen for Ugifte Brødre. „Fordi vi bor i et land hvor der er et stort behov for forkyndere, forstår vi at den tjeneste vi hver især udfører, har stor værdi.“ (Matt. 6:33) Emmanuel er nu ældste, og både han og hans kone, Eunice, er travlt optaget af tjenesten for Jehova. Andre familieoverhoveder har besluttet ikke at flytte til udlandet fordi de gerne vil værne om familiens sammenhold og åndelige sundhed. „Jeg afviste blankt at tage imod arbejde der krævede at jeg var væk fra min familie i en længere periode,“ fortæller Timothy Nyuma, der har været specialpioner og afløser for kredstilsynsmanden. „Min kone, Florence, og jeg lod også vores børn gå i en lokal skole i stedet for at sende dem langt væk og lade dem blive opdraget af andre.“

Andre brødre og søstre viser deres stærke tro ved at fortsætte med de kristne aktiviteter på trods af forskellige vanskeligheder. Kevin Washington, der blev nævnt tidligere, bemærker: „Mange deltager regelmæssigt i forkyndelsen og tager sig af opgaver i menigheden selvom de kæmper med problemer der måske kunne få os til at blive derhjemme og surmule. Nogle har for eksempel en kronisk sygdom og har ikke adgang til den medicin og de hjælpemidler der er tilgængelige andre steder. Andre kæmper en brav kamp for at lære at læse og skrive. Hvis jeg en gang imellem får lyst til at kritisere den måde en bror løser en opgave på, spørger jeg mig selv: ’Hvordan ville jeg have klaret det hvis jeg havde fuldtidsarbejde, alvorlige helbredsproblemer, dårligt syn og ingen mulighed for at få briller, et meget lille teokratisk bibliotek og var uden elektricitet?’“

På disse og utallige andre måder er vores brødre og søstre i Sierra Leone og Guinea med til at prise Jehova. Ligesom de første kristne viser de at de er Guds tjenere „ved at udholde meget, ved trængsler, ved tilfælde af nød, ... som fattige, der dog gør mange rige, som nogle der intet har og dog ejer alt“. — 2 Kor. 6:4, 10.

Ser fremtiden i møde med tillid

For mere end 90 år siden rapporterede Alfred Joseph og Leonard Blackman at markerne i Sierra Leone var „hvide til høst“. (Joh. 4:35) Omkring 35 år senere skrev Manuel Diogo fra Guinea: „Her er der masser af interesse.“ I dag er Jehovas tjenere i begge lande overbevist om at mange flere vil tage imod den gode nyhed.

I 2012 var der i Guinea 3.479 der overværede mindehøjtiden, hvilket var fire en halv gang så mange som antallet af forkyndere i landet. De 2.030 Jehovas Vidner i Sierra Leone kunne glæde sig over at der i alt kom 7.854 til mindehøjtiden, næsten fire gange så mange som det samlede antal forkyndere. En af dem der var til stede, var den trofaste 93-årige specialpioner Winifred Remmie. Sammen med sin mand, Lichfield, kom hun til Sierra Leone i 1963. Efter 60 år i heltidstjenesten var hun stadig specialpioner. Winifred sagde ved en lejlighed: „Hvem kunne have forestillet sig at Sierra Leone ville være så rig på åndeligt stærke brødre og søstre? Nu er jeg blevet gammel, men jeg vil stadig gerne bidrage til denne glædelige fremgang.“a

Jehovas Vidner i Sierra Leone og Guinea tilslutter sig af hele deres hjerte Winifreds ord. Ligesom statelige træer der vokser på vandrige steder, er de besluttet på at bære frugt til pris og ære for Jehova. (Sl. 1:3) Med kraft fra Jehova vil de fortsætte med at forkynde om menneskehedens eneste virkelige håb om frihed — „Guds børns herlige frihed“. — Rom. 8:21.

FRA barnsben var jeg lammet fra livet og ned. Jeg boede med min mor i et bygningskompleks i Freetown sammen med flere andre fattige familier. Da jeg skammede mig over mit udseende og var bange for hvordan fremmede ville opfatte mig, vovede jeg mig kun uden for vores område én gang i løbet af 18 år.

Da jeg var 18, besøgte Pauline Landis, et Jehovas Vidne som var missionær, vores bygningskompleks. Hun tilbød at undervise mig i hvad Bibelen siger. Jeg fortalte hende at jeg hverken kunne læse eller skrive, men det ville hun også lære mig. Så jeg sagde ja.

Det jeg lærte fra Bibelen, gjorde mig meget glad. En dag spurgte jeg Pauline om jeg måtte overvære et menighedsmøde i et hjem der lå en blok fra hvor jeg boede. „Jeg kan gå derhen ved hjælp af mine træklodser,“ sagde jeg.

Da Pauline kom for at hente mig, holdt min mor og mine naboer bekymret øje med mig. Jeg tog fat i mine træklodser, strakte mig frem og satte dem ned på jorden. Så svang jeg min krop forbi klodserne. Mens jeg arbejdede mig hen over gården, råbte naboerne til Pauline: „Du tvinger hende jo. Hun har før forsøgt at gå uden at det lykkedes for hende.“

„Jay, er du sikker på at du gerne vil med?“ spurgte Pauline blidt.

„Ja!“ svarede jeg. „Det er min egen beslutning.“

Naboerne så tavst til mens jeg nærmede mig porten. Da jeg endelig nåede den, brød de ud i jubel.

Jeg nød virkelig det møde. Derefter besluttede jeg at jeg ville med i rigssalen. Det betød at jeg skulle „gå“ ned til enden af vejen, tage en taxa og derefter få brødrene til at bære mig op ad en stejl bakke. Ofte var jeg våd og tilsølet når jeg nåede frem, og var nødt til at skifte tøj i rigssalen. Senere sendte en kærlig søster i Schweiz mig en kørestol, som gjorde at jeg kunne færdes på en mere værdig måde.

Beretninger om andre handicappede Vidners erfaringer gav mig ønsket om at tjene Jehova i endnu højere grad, og i 1988 blev jeg pioner. Jeg bad Jehova hjælpe mig med at nå mit mål — at få nogle i min familie og nogle i mit område til at blive hans tjenere. Mine bønner blev hørt. Det lykkedes mig at hjælpe to af mine nevøer og en kvinde jeg mødte på gadearbejde, til at lære sandheden at kende.

Nu har jeg ikke længere kræfter i mine arme, så jeg er afhængig af at andre kører mig rundt. Jeg har også ondt hele tiden. Men jeg har opdaget at et godt hjælpemiddel mod smerterne er at lære andre om Jehova. Den glæde det giver mig, virker lindrende og trøster mig. Ja, Jehova hjalp mig i gang, og i dag lever jeg et meningsfyldt liv.

EN EFTERMIDDAG kom oprørerne ind i vores by, og de skød op i luften i omkring to timer. Nogle af dem var blot teenagere som med stort besvær bar deres våben. De så vilde og beskidte ud, og det virkede som om de var påvirket af stoffer.

Den følgende dag begyndte myrderierne. Brutalt blev mennesker lemlæstet eller henrettet. Kvinder blev voldtaget. Det var et stort kaos. Bror Amara Babawo og hans familie samt fire der studerede Bibelen, søgte tilflugt i mit hus. Vi var skrækslagne.

Der gik ikke lang tid før en befalingsmand fra oprørshæren mødte op og beordrede at vi skulle stille til militærtræning næste morgen. Vi var fast besluttet på at være neutrale selvom det ville koste os livet. Vi bad det meste af natten. Tidligt om morgenen stod vi op og drøftede dagens tekst mens vi ventede på at oprørerne skulle komme. Men de dukkede ikke op.

Senere blev mit hus beslaglagt af en officer fra oprørshæren og fire af hans mænd. De sagde at vi kunne blive boende, så vi fortsatte med regelmæssigt at holde møderne og at drøfte dagens tekst. Nogle af soldaterne sagde: „I læser dagsteksten. I må være Jehovas Vidner.“ Det var ikke fordi de var interesseret i Bibelen, men de respekterede os.

En dag kom en højtstående befalingsmand for at inspicere soldaterne som var indkvarteret i mit hjem. Han gjorde honnør for bror Babawo og gav ham hånd. Idet befalingsmanden henvendte sig til soldaterne, råbte han: „Denne mand er min boss, og han er også jeres. Hvis I krummer så meget som et hår på hans hoved eller på dem som bor hos ham, får I med mig at bestille. Forstået?“ „Javel!“ svarede de. Derefter gav han os et stykke papir som forklarede at vi var fredelige borgere, og at oprørshæren (RUF) ikke måtte gøre os noget.

Flere måneder senere begyndte nogle af oprørsgrupperne at bekæmpe hinanden, og derfor flygtede vi over grænsen til Liberia. Dér blev vi truet af en anden oprørsgruppe. „Vi er Jehovas Vidner,“ sagde vi. „Hvad står der så i Johannes 3:16?“ spurgte en af soldaterne. Da vi gengav verset, lod de os gå.

Nogen tid senere mødte vi endnu en befalingsmand, som befalede at bror Babawo og jeg skulle følge med ham. Vi frygtede for vores liv. Men så fortalte han at han havde studeret med Jehovas Vidner før krigen. Han gav os nogle penge og lovede at aflevere et brev til brødrene i en nærliggende menighed. Kort efter kom to brødre med nødhjælpsforsyninger, og de førte os i sikkerhed.

I 1997, mens oprørsstyrker og regeringstropper bekæmpede hinanden i Freetown, meldte jeg mig til at bringe post fra Freetown til det midlertidige afdelingskontor i Conakry i Guinea.

På byens busstation steg jeg på en bus sammen med nogle andre mænd. Lyden af skud kunne høres i det fjerne og fyldte os med frygt. På vej gennem byen brød en ildkamp ud omkring os. Chaufføren vendte hurtigt om og kørte en anden vej. Kort efter blev vi stoppet af en gruppe bevæbnede oprørere, som beordrede os ud af bussen. Efter at have udspurgt os lod de os passere. Senere blev vi stoppet af endnu en gruppe soldater, men fordi en af passagererne kendte befalingsmanden, fik vi igen lov til at fortsætte. I udkanten af byen mødte vi en tredje gruppe oprørere, som først udspurgte os og derefter gav os besked på at køre videre. På vores vej nordpå kom vi gennem mange vejspærringer, og tidligt på aftenen trillede vi ind i Conakry i vores støvede bus.

På andre ture medbragte jeg kasser med litteratur, kontorudstyr, optegnelser og nødhjælpsforsyninger. For det meste foregik turene i bil eller minibus, men jeg brugte også bærere og kanoer til at transportere litteratur gennem regnskove og over floder.

Engang da jeg transporterede udstyr fra Freetown til Conakry, blev minibussen stoppet ved grænsen af oprørssoldater. En af dem fik øje på min bagage og begyndte mistænksomt at udspørge mig. I samme øjeblik så jeg en tidligere skolekammerat blandt oprørerne. De kaldte ham „Bissen“, og af hele flokken var han den der så mest frygtindgydende ud. Jeg sagde til ham der udspurgte mig, at jeg var kommet for at hilse på Bissen, og så kaldte jeg på ham. Bissen genkendte mig straks og løb over til mig. Vi omfavnede hinanden og grinede. Men så fik han den alvorlige mine på.

„Har du problemer?“ spurgte han.

„Jeg prøver at komme ind i Guinea,“ svarede jeg.

Omgående gav han soldaterne ordre til at lade minibussen passere uden inspektion.

Fra da af gav Bissen soldaterne ordre til at lade mig passere hver gang jeg kom til den vejspærring. Soldaterne var glade for at læse vores blade, så de fik altid nogle når jeg kom forbi. Inden længe begyndte de at kalde mig „Vagttårnsmanden“.

I 1970 arbejdede jeg for et britisk mineselskab i Tongo Fields, et område nord for Kenema som er rigt på diamanter. Jeg søgte også efter diamanter i min fritid. Når jeg fandt nogle ædelsten i fritiden, klædte jeg mig pænt på og tog til Kenema for at sælge dem og have det sjovt.

I 1972 fik jeg kontakt med Jehovas Vidner og begyndte at studere Bibelen. Fem måneder senere var jeg klar til at blive døbt. Men da jeg ikke havde ferie tilovers, spurgte jeg en arbejdskammerat om han ville tage min vagt så jeg kunne overvære områdestævnet og blive døbt. Det ville han gerne, dog på den betingelse at jeg gav ham en uges løn. Jeg accepterede gladeligt, for det at blive døbt betød mere for mig end penge. Da jeg kom tilbage fra stævnet, sagde han at jeg gjorde det rigtige ved at tjene Gud, og at jeg derfor kunne beholde mine penge. Seks måneder senere forlod jeg mit godt betalte arbejde for at samle værdier i himlen som specialpioner. — Matt. 6:19, 20.

I 18 år tjente jeg som specialpioner og kredstilsynsmand i forskellige dele af landet. Jeg blev også gift med Christiana, som er en loyal og god støtte for mig, og senere fik vi en dejlig datter, Lynette.

Under borgerkrigen i Sierra Leone var Christiana og jeg pionerer i Bo, som ligger i et andet område med mange diamantminer. Her fandt vi adskillige åndelige „diamanter“, ægte kristne. I løbet af fire år voksede vores menighed med mere end 60 procent. Nu er der tre blomstrende menigheder i Bo.

I 2002 blev jeg indbudt til at være medlem af Afdelingskontorets Udvalg i Sierra Leone. Min kone og jeg bor i nærheden af Betel, så hver dag tager jeg derind for at arbejde. Christiana tjener som specialpioner, og Lynette er med til at oversætte til krio på Betel.

Engang drømte jeg om at finde bogstavelige diamanter, men så fandt jeg noget der var langt bedre — åndelige værdier. Derudover har jeg fundet 18 åndelige „diamanter“, eller sande kristne. Jehova har virkelig velsignet mig i rigt mål.

I 1991 flygtede min kone, Satta, og jeg for livet da oprørssoldater indtog vores by, Koindu, i Sierra Leone. I løbet af de næste otte år boede vi i mange forskellige flygtningelejre. Vi sultede, vi blev syge, og vi var omgivet af mennesker der opførte sig umoralsk.

Hver gang vi kom til en ny lejr, ansøgte vi om at få et stykke jord vi kunne bygge en rigssal på. Nogle gange blev vores anmodning godkendt, andre gange gjorde den ikke. Men vi sørgede altid for at have et sted hvor vi kunne holde møderne. Vi var fast besluttet på at tjene Jehova og nåede at bygge fire rigssale i lejrene.

Da krigen endelig var slut, kunne vi ikke vende hjem. Flere års kampe havde nærmest lagt Koindu øde. Vi blev derfor sendt til endnu en flygtningelejr, denne gang i nærheden af Bo. Her byggede vi, med økonomisk støtte fra Afdelingskontoret, den femte rigssal.

DA JEG kom til Sierra Leone, tog det mig ikke engang to uger at blive forelsket i landet. Jeg var betaget af hvordan folk med ubesværet elegance bar tunge byrder på hovedet. De forskellige kvarterer vrimlede med liv. Børn legede og dansede i gaderne mens de klappede og stampede livlige rytmer. Jeg var omgivet af farver, liv og musik.

Forkyndelsen er dog det jeg holder allermest af. Sierraleonerne sætter en ære i at tage godt imod fremmede. De har respekt for Bibelen og lytter til dens budskab. Ofte inviterer de mig indenfor, og når jeg går, følger de mig nogle gange hele vejen ned ad gaden. Alt dette hjælper mig til at klare de mindre gener i hverdagen, såsom vandmangel og strømafbrydelser.

Fordi jeg ikke er gift, spørger folk mig somme tider om jeg ikke er ensom engang imellem. Men faktisk har jeg så travlt at jeg ikke har tid til at føle mig ensom. Mit liv er fyldt med mening og indhold.