Omkring 150 forkyndere søgte tilflugt i missionærhjemmene i Kissy og Cockerill. Laddie Sandy, en af Betels to nattevagter, fortæller: „En sen aften, mens Philip Turay og jeg havde vagt, dukkede to bevæbnede oprørere pludselig op på Betel og befalede at vi skulle åbne glasdørene ind til lobbyen. Philip og jeg sprang i sikkerhed da de begyndte at skyde på dørlåsen. Utroligt nok holdt låsen, og de overvejede åbenbart ikke at skyde ruden i stykker. Frustrerede gik de.

To nætter senere vendte oprørerne tilbage med hen ved 20 beslutsomme og svært bevæbnede medsammensvorne. Hurtigt advarede vi betelfamilien og løb ned til vores tilflugtssted i kælderen. Vi gemte os alle syv bag to store tønder. Der var bælgmørkt, og vi rystede af skræk. Oprørerne skød sig vej ind i bygningen og en af dem brølede: ’Find de Jehovas Vidner, og skær halsen over på dem!’ I syv timer gennemsøgte de bygningen mens vi krøb sammen i dyb tavshed. Langt om længe var de tilfredse med nattens udbytte og gik videre.

Vi samlede vores personlige ejendele og løb op ad vejen til missionærhjemmet i Cockerill, det tidligere betelhjem. På vejen blev vi standset af en anden gruppe oprørere, som stjal fra os. Dybt rystede, men taknemmelige for at være i live, ankom vi til missionærhjemmet. Efter at have brugt et par dage på at komme til hægterne tog vi tilbage til Betel for at rydde op.“

Mere end 200 traumatiserede forkyndere blev indkvarteret på Betel og på missionærhjemmet i Cockerill.

De Vidner der havde søgt tilflugt på missionærhjemmet i Kissy, som ligger i den østlige del af byen, havde desperat brug for medicin. Men det var livsfarligt at krydse byen, så hvem skulle man sende af sted med forsyninger? De to modige nattevagter på Betel, Laddie Sandy og Philip Turay, meldte sig straks.

„Byen var et stort kaos,“ husker Philip. „Der var mange kontrolposter bemandet med oprørssoldater, og de chikanerede folk på må og få. Fra midt på eftermiddagen til midt på formiddagen var der strengt udgangsforbud, så det var vanskeligt for os at komme omkring. To dage efter at vi var taget af sted, nåede vi endelig frem til Kissy, kun for at opdage at missionærhjemmet var blevet plyndret og brændt ned.