I slutningen af 1977 kom jeg tilbage til Nigeria for at få oplæring. Da de tre ugers kursus var slut, viste Malcolm Vigo, der var koordinator for Afdelingskontorets Udvalg, mig et brev fra Afdelingskontoret i Sierra Leone. Brødrene var på udkig efter en sund og rask pionerbror der kunne være kredstilsynsmand i Guinea. Han skulle være single og kunne tale engelsk og fransk. Bror Vigo fortalte mig at det faktisk var derfor jeg var blevet kaldt ind på kurset. Han understregede at det ikke ville være en let opgave. “Tænk dig godt om før du siger ja,” sagde han. Jeg svarede med det samme: “Det er Jehova der sender mig, så derfor tager jeg afsted.”

Jeg fløj til Sierra Leone og mødtes med brødrene på Betel. En bror der var medlem af Afdelingskontorets Udvalg, sagde: “Vi ved ikke ret meget om forkyndelsen i Guinea.” Afdelingskontoret førte tilsyn med arbejdet i nabolandet Guinea, men det var umuligt at kommunikere med forkynderne i landet på grund af den anspændte politiske situation. Og de havde flere gange forsøgt at sende en bror til Guinea for at besøge forkynderne der, men det var ikke lykkedes. Derfor bad de mig om at rejse til Conakry, hovedstaden i Guinea, og prøve at få opholdstilladelse.

Kort tid efter rejste jeg tilbage til Afdelingskontoret i Sierra Leone og fortalte brødrene om min samtale med indenrigsministeren. De råbte af glæde da de hørte at Jehova havde velsignet min rejse, og at jeg havde fået opholdstilladelse i Guinea.

Fra 1978 til 1989 var jeg i kredstjenesten i Guinea og Sierra Leone, og nogle gange var jeg også vikar for en kredstilsynsmand i Liberia.