Da jeg var 18, besøgte Pauline Landis, et Jehovas Vidne som var missionær, vores bygningskompleks. Hun tilbød at undervise mig i hvad Bibelen siger. Jeg fortalte hende at jeg hverken kunne læse eller skrive, men det ville hun også lære mig. Så jeg sagde ja.

Det jeg lærte fra Bibelen, gjorde mig meget glad. En dag spurgte jeg Pauline om jeg måtte overvære et menighedsmøde i et hjem der lå en blok fra hvor jeg boede. „Jeg kan gå derhen ved hjælp af mine træklodser,“ sagde jeg.

Da Pauline kom for at hente mig, holdt min mor og mine naboer bekymret øje med mig. Jeg tog fat i mine træklodser, strakte mig frem og satte dem ned på jorden. Så svang jeg min krop forbi klodserne. Mens jeg arbejdede mig hen over gården, råbte naboerne til Pauline: „Du tvinger hende jo. Hun har før forsøgt at gå uden at det lykkedes for hende.“

„Jay, er du sikker på at du gerne vil med?“ spurgte Pauline blidt.

„Ja!“ svarede jeg. „Det er min egen beslutning.“

Naboerne så tavst til mens jeg nærmede mig porten. Da jeg endelig nåede den, brød de ud i jubel.