• Den åndelige vækst fortsætter hvor urkristendommen blomstrede
    Vagttårnet – 2005 | 15. juni

    • De døve „hører“ den gode nyhed

      Der er over 90.000 døve i Italien. I midten af 1970’erne begyndte Jehovas Vidner at overveje hvordan de kunne hjælpe dem til at lære den bibelske sandhed at kende. Først blev nogle villige forkyndere oplært i italiensk tegnsprog (ISL) af døve Jehovas Vidner så der kunne blive forkyndt blandt denne del af befolkningen. Resultatet blev at flere og flere døve begyndte at vise interesse for Bibelen. I dag overværes de kristne møder af flere end 1400 der kommunikerer ved hjælp af ISL. Femten menigheder og 52 grupper holder møder på ISL.

      Til at begynde med afhang forkyndelsen for de døve først og fremmest af de enkelte forkynderes eget initiativ, men i 1978 begyndte det italienske afdelingskontor at arrangere stævner for døve. I maj det år blev det meddelt at der ved det kommende internationale stævne i Milano ville være programafsnit for døve. Det første kredsstævne for døve blev holdt i stævnehallen i Milano i februar 1979.

      Afdelingskontoret har siden været meget opmærksomt på at give de døve åndelig føde ved at tilskynde et voksende antal forkyndere til at dygtiggøre sig i tegnsprog. Siden 1995 er specialpionerer (heltidsforkyndere) blevet sendt ud til døvegrupper for at organisere kristne møder og oplære forkynderne. I tre stævnehaller er der installeret topmoderne videoanlæg der gør det lettere at se programmet. Desuden findes der videobånd med kristne publikationer som indeholder åndelig føde til døve.

      Det er ikke gået ubemærket hen at Jehovas Vidner gør meget for at dække de døves åndelige behov. P@role & Segni, et blad der udgives af det italienske døvesamfund, citerede et brev sendt af en katolsk præst der skrev: „Det er vanskeligt at være døv fordi døve har brug for konstant opmærksomhed. Det er let nok for dem at komme til kirken, men for at forstå alt hvad der læses, siges og synges under selve gudstjenesten, har de brug for en tolk.“ Bladet fortsatte med at sige at præsten „mener at kirken desværre endnu ikke er klar til at tage sig af folk med dette handicap, og han påpeger at mange døve møder større omsorg i Jehovas Vidners rigssale end i den lokale kirke.“