FOR få år siden levede Cesar og hans kone, Rocio, et komfortabelt liv i Californien; Cesar arbejdede fuldtids med ventilation, varme og aircondition, mens Rocio havde deltidsarbejde som lægesekretær. De havde deres eget hus og ingen børn. Men så skete der noget som ændrede deres liv. Hvad var det?

I oktober 2009 sendte Afdelingskontoret i USA et brev ud til alle menigheder i landet som indbød faguddannede brødre og søstre til at ansøge om midlertidig beteltjeneste for at hjælpe med udvidelserne i Wallkill, New York. Også de der havde passeret den almindelige aldersgrænse for beteltjeneste, blev indbudt til at søge. “På grund af vores alder vidste vi at dette sikkert var vores eneste chance for at tjene på Betel,” fortæller Cesar og Rocio. “Den mulighed ville vi for alt i verden ikke gå glip af!” Parret sendte straks deres ansøgninger.

Der gik over et år, og Cesar og Rocio var ikke blevet inviteret til Betel. Alligevel tog de yderligere skridt til at nå deres mål ved at forenkle deres liv. “Vi byggede vores garage om til en etværelses lejlighed så vi kunne udleje vores hus til nogle andre. Så rykkede vi ud af det 200 kvadratmeter store drømmehus som vi havde bygget blot nogle få år før, og flyttede ind i vores tidligere garage på 25 kvadratmeter. At vi foretog disse forandringer, gjorde at vi bedre kunne sige ja til Betel hvis vi blev indbudt,” siger Cesar. Hvad skete der så? “En måned efter at vi var flyttet ind i vores lille lejlighed,” fortæller Rocio, “blev vi indbudt til at være midlertidige betelitter i Wallkill. Det stod klart for os at ved at forenkle vores liv havde vi givet Jehova noget at velsigne.”

Mange par har sagt farvel til dejlige huse, gode job og endda deres kæledyr for at kunne tjene Jehova i højere grad. Har han velsignet deres selvopofrende indstilling? Det er der ingen tvivl om!

Way, der er elektriker, og hans kone, Debra, som begge er sidst i halvtredserne, solgte deres hus og de fleste af deres ejendele i Kansas og flyttede til Wallkill for at tjene som ‘commutere’.b Selvom det har krævet at de skulle gøre en del forandringer, synes de at ofrene har været det hele værd. Om sin opgave på Betel siger Debra: “Nogle gange føler jeg det som om jeg er trådt lige ind i et af de billeder i vores publikationer hvor der bygges huse i Paradiset!”

Melvin og Sharon solgte deres hus og ejendele i South Carolina for at kunne hjælpe i Warwick. Det var ikke let for parret at bringe disse ofre, men de føler det som et stort privilegium at være med på et sådant historisk projekt. De siger: “Det er vidunderligt at tænke på at man er med til noget som vil gavne den globale organisation.”