-
Syng Jehovas prisVagttårnet – 1994 | 1. maj
-
-
Lovsang — en vigtig del af vor tilbedelse
10. Hvilket påbud giver Guds ord om at prise ham i sang?
10 Måske synes du ikke at det at synge med på Rigets sange er så væsentligt at du behøver at engagere dig særlig meget i det. Hvis det forholder sig sådan bør du nok tage sagen op til fornyet overvejelse i betragtning af den betydning Jehova Gud og Jesus Kristus tillægger det at synge lovsange. Guds ord indeholder utallige opfordringer til at prise Jehova og lovsynge ham! For eksempel læser vi i Esajas 42:10: „Syng for Jehova en ny sang, hans lovsang fra jordens ende, I som går ned til havet og til det som fylder det, I øer og I som bor på dem.“ — Se også Salme 96:1; 98:1.
11. Hvilken vejledning gav apostelen Paulus vedrørende sang?
11 Apostelen Paulus var også klar over at det virker opløftende at synge, for han gav to gange vejledning i den forbindelse. Vi læser i Efeserbrevet 5:18, 19: „Bliv fortsat fyldt med ånd, idet I taler til hinanden med salmer og lovsange til Gud og åndelige sange, og i jeres hjerte synger og spiller for Jehova.“ Og i Kolossenserbrevet 3:16 læser vi: „Lad Messias’ ord i rigt mål bo hos jer i al visdom. Bliv ved med at undervise og formane hinanden med salmer, lovsange til Gud, åndelige sange med ynde, idet I synger i jeres hjerter for Jehova.“
12. Hvad viser at vore sange hjælper os til at undervise og formane hinanden?
12 Læg mærke til at Paulus i begge tilfælde gentagne gange taler om at synge, idet han nævner ’salmer, lovsange til Gud, åndelige sange’ og det at ’synge og spille for Jehova i hjertet’. Han indleder denne vejledning til kolossenserne med at sige at vi på den måde kan „undervise og formane hinanden“. At det virkelig forholder sig sådan fremgår blandt andet af sangenes titler. Tænk på sange som „Lovsyng Jehova, alt hvad han har skabt!“ (nummer 5), „Vær faste, urokkelige!“ (nummer 10), „Vær glade i håbet om Riget!“ (nummer 16), „’Frygt ikke for dem’!“ (nummer 27) og „Pris Jehova, vor Gud!“ (nummer 100), for blot at nævne nogle få eksempler.
13. Hvordan har „den trofaste og kloge træl“ vist os vigtigheden af at synge i forbindelse med vor gudsdyrkelse?
13 I overensstemmelse med disse påbud har „den trofaste og kloge træl“ tilrettelagt at vore sammenkomster — menighedsmøder, kredsstævner, særlige stævnedage, områdestævner og internationale stævner — indledes og afsluttes med en af Rigets sange. (Mattæus 24:45) Desuden synges der også på andre tidspunkter ved disse sammenkomster. Eftersom vore møder normalt indledes med at vi synger en af Rigets sange, bør vi gøre os det til en regel at komme tids nok til at vi også kan være med i denne del af vor gudsdyrkelse. Og da møderne også afsluttes med en sang, bør vi blive længe nok til at vi kan deltage i den afsluttende sang og den bøn der følger umiddelbart efter.
14. Nævn nogle eksempler på at de sange der vælges passer til det program der er tilrettelagt.
14 Sangene ved vore møder er omhyggeligt udvalgt så de passer til programmet. Ved områdestævnet i 1993 med temaet „Oplært af Gud“ blev sang nummer 191, „Gør sandheden kendt i dit liv“, en sang der opmuntrer kristne til at modstå Satan, verden og det faldne kød, sunget umiddelbart efter tre foredrag der netop viste hvordan dette kan lade sig gøre. Sang nummer 164, „Børnene — gaver fra Gud“, en sang der indeholder megen god vejledning til forældre, blev sunget umiddelbart efter et foredrag der understregede at forældre har pligt til at oplære deres børn. Sang nummer 70, „Tjen som Jeremias!“, blev sunget før en række foredrag bygget over Jeremias’ profetier. Og efter et symposium der behandlede forskellige sider af vor tjeneste for Riget, kom sang nummer 156 med temaet „’Det vil jeg’“, en sang der lægger stor vægt på villigheden til at tjene. Også de sange der vælges til vagttårnsstudiet, tjenestemødet og den teokratiske skole udvælges med omhu. Det vil derfor også være rigtigt at den broder der holder det offentlige foredrag vælger en sang der passer til foredragets tema.
15. Hvordan kan ordstyreren øge værdsættelsen af den sang der skal synges?
15 Når ordstyreren nævner den sang der skal synges, kan han skabe interesse for sangen ved også at nævne dens tema. Vi synger ikke numre, men bibelske temaer. Det kan også skabe større værdsættelse af sangen hvis man nævner det skriftsted der er anført under titlen. Desuden kan det være på sin plads med nogle få bemærkninger så alle kan få en fornemmelse af sangens stemning.
Giv udtryk for værdsættelse af Jehovas godhed i sang
16. Hvordan kan vi leve os ind i de forskellige stemninger der kendetegner vore sange?
16 Eftersom teksterne til Rigets sange er meget udtryksfulde, er det godt at koncentrere sig om det man synger og leve sig ind i sangenes stemning. Nogle sange er inderlige, for eksempel dem der handler om åndens frugt kærlighed. (Galaterne 5:22) De skal synges med inderlighed og varme. Andre er jubelsange og skal derfor synges med glæde. Atter andre er livlige marchsange og skal derfor synges fortrøstningsfuldt og med begejstring. På den teokratiske skole undervises vi i at vise varme, følelse og begejstring når vi fremholder vore opgaver. Men det er faktisk endnu vigtigere med varme, følelse og begejstring når vi synger vore sange.
17. (a) Hvad ønsker vi ikke der skal kunne siges om vor sang? (b) Hvad bliver resultatet når vi retter os efter den vejledning vore sange indeholder?
17 Hvis vore tanker drager på langfart og vi ikke lægger mærke til teksten når vi synger Rigets sange, ligner vi så ikke i nogen grad de troløse israelitter der blev irettesat fordi deres hjerte var langt borte fra Gud skønt de priste ham med deres læber? (Mattæus 15:8) Vi ønsker bestemt ikke at det samme skal kunne siges om os og den måde hvorpå vi synger med på Rigets sange. Når vi synger med på Rigets sange af hele vor sjæl, virker det tilskyndende ikke blot på os selv men også på dem omkring os, deriblandt børnene og de unge. Ja, hvis alle der deltager i sangen i vore rigssale tager sangens indhold til sig, vil det være en stærk tilskyndelse til at være nidkær i tjenesten og undgå en uret adfærd.
18. Hvilken virkning havde det på en kvinde at høre en af Rigets sange og den måde den blev sunget på?
18 Fra tid til anden gør Rigets sange stort indtryk på udenforstående. Ved en lejlighed bragte Vagttårnet denne erfaring: „At sangen ved møderne også kan lære nogle noget betydningsfuldt om Jehova Gud, vidner følgende tildragelse om: En aften kom en dame helt af sig selv hen i den lokale rigssal, og hun overværede hele programmet. Da menigheden sluttede med [sangen] ’Hold jer sejrens pris for øje!’, gjorde både sangens ord og måden den blev sunget på, så stort indtryk på hende at hun besluttede at her ville hun gerne komme. Derefter henvendte hun sig til et af de tilstedeværende Jehovas vidner og bad om et bibelstudium; i dag er hun et kristent vidne for Jehova.“
19. Hvilken afsluttende opmuntring får vi til at synge med på Rigets sange af hele vort hjerte?
19 Ved de fleste af vore møder er der forholdsvis få muligheder for at tilhørerne kan give udtryk for deres følelser og deres værdsættelse. Men vi kan alle give udtryk for hvad vi synes om Jehovas godhed ved af hjertet at synge med på Rigets sange. Er vi for øvrigt ikke vel til mode når vi kommer sammen? Jamen så bør vi have lyst til at synge. (Jakob 5:13) I den udstrækning vi værdsætter Jehovas ufortjente godhed vil vi synge ham lovsange af vort fulde bryst.
-
-
Syng Jehovas prisVagttårnet – 1994 | 1. maj
-
-
[Ramme på side 11]
Glæd dig over sangene!
Det lader til at nogle har haft lidt svært ved at lære flere af de nye sange. Men der er også nogle menigheder der ikke har haft de store problemer med at lære dem. Måske skal der blot en lille ekstra indsats til for at lære de sange man ikke kender så godt. Når man først er blevet kendt med dem, bliver menigheden ofte mere glad for disse sange end for dem der var lettere at lære. Til sidst kan alle i menigheden synge godt med og glæde sig over sangene.
-