Broderkærligheden er levende
Hovedpunkter fra brevet til Filemon
JESUS KRISTUS gav sine disciple ’det nye bud’ at de skulle elske hinanden ligesom han havde elsket dem. (Johannes 13:34, 35) Som følge af denne kærlighed var de endog villige til at dø for hinanden. Ja, så stærk og levende er broderkærligheden.
Apostelen Paulus var overbevist om at broderkærligheden ville virke tilskyndende på Filemon, en kristen der tilhørte menigheden i Kolossæ i Lilleasien. Kærlighed havde allerede tilskyndet Filemon til at stille sit hjem til rådighed for de kristne møder. Filemons træl Onesimus var imidlertid løbet bort og havde måske stjålet for at kunne betale sin rejse til Rom, hvor han senere mødte Paulus og blev kristen.
Det var under sit fangenskab i Rom at Paulus omkring år 60-61 skrev et brev der først og fremmest var stilet til Filemon. Heri blev Filemon opfordret til at tage imod den hjemvendte Onesimus i broderkærlighedens ånd. Læs brevet og du vil se hvordan det er et virkelig godt eksempel med hensyn til takt og hengivenhed — noget som er vigtigt for Guds folk at eje.
Ros for tro og kærlighed
Idet Paulus henvender sig til Filemon og andre, kommer han først med ros. (Vers 1-7) Apostelen har hørt meget om Filemons tro og om hans kærlighed til Kristus og alle de hellige. Dette har været til stor glæde og trøst for Paulus og han takker Jehova for det. Roser vi trosfæller som er eksempler i tro og kærlighed? Det burde vi gøre.
Det er altid godt at give medkristne kærlige tilskyndelser, som det fremgår af Paulus’ ord. (Vers 8-14) Efter sin taktfulde indledning skriver apostelen at han kunne „befale“ Filemon at „gøre hvad der er passende“, men han foretrækker at tilskynde ham. Til hvad? Til at tage venligt imod trællen Onesimus! Paulus ville gerne have beholdt Onesimus, men ikke uden Filemons samtykke.
Paulus fremhæver derefter at noget der tilsyneladende er ugunstigt, ofte viser sig at blive til gavn. (Vers 15-21) Faktisk var der kommet noget godt ud af at Onesimus var løbet sin vej. Hvordan? Jo, for nu fik Filemon ham tilbage som en villig, ærlig kristen broder, og ikke som en uvillig og måske uærlig træl. Paulus bad Filemon tage lige så vel imod Onesimus som hvis det havde været Paulus. Hvis Onesimus på nogen måde havde øvet uret mod Filemon, ville apostelen betale erstatning. For at gøre Filemon endnu mere samarbejdsvillig mindede Paulus ham om at han faktisk stod i gæld til Paulus for at være blevet kristen. Apostelen var derfor sikker på at Filemon endog ville gøre mere end han blev bedt om. Virkelig en taktfuld, kærlig appel! Ja, sådan bør vi også behandle vore medkristne.
Sidst i sit brev giver Paulus udtryk for et lønligt håb og sender hilsener og gode ønsker. (Vers 22-25) Han håber i kraft af andres bønner for ham snart at blive løsladt fra sit fangenskab. (Som det fremgår af Paulus’ andet brev til Timoteus blev disse bønner besvaret.) Paulus afslutter sit brev med hilsener og med ønsket om at Jesu Kristi ufortjente godhed må være med den ånd Filemon og hans medtjenere lægger for dagen.
[Ramme/illustration på side 23]
Mere end en træl: Om den bortløbne træl Onesimus’ hjemvenden skrev Paulus: „Måske . . . han rev sig løs for en time, for at du kunne få ham tilbage for evigt, ikke længere som en træl, men som mere end en træl, som en elsket broder, især for mig, men hvor meget mere da ikke for dig, både i det kødelige forhold og i forholdet til Herren.“ (Filemon 15, 16) I Romerriget blev slaveriet håndhævet af myndighederne, og Paulus adlød disse „højere myndigheder“. (Romerne 13:1-7) Han var ikke fortaler for slaveoprør, men hjalp enkeltpersoner til at opnå åndelig frihed som kristne. I harmoni med sin egen vejledning til trælle om at adlyde deres herrer, sendte Paulus Onesimus tilbage til Filemon. (Kolossenserne 3:22-24; Titus 2:9, 10) Onesimus var nu mere end en verdslig træl. Han var en elsket trosfælle som skulle vise Filemon relativ lydighed, og være en god træl der lod sig lede af guddommelige principper og viste broderkærlighed.