Slaveri

Spanierne udholdt mange ubehageligheder i form af fødevareknaphed, snavset vand og farligt minearbejde i deres søgen efter sølv. Det var også et meget koldt klima. De der forsøgte at varme sig ved en trækulsild, blev i visse tilfælde kulilteforgiftet.

Snart udtænkte de spanske erobrere en plan der skulle befri dem for strabadserne — de udskrev indianerne til tvangsarbejde. Avisen Bolivian Times fra La Paz skriver: „Otte millioner slaver skal være omkommet“ i minerne ved Potosí i kolonitiden. Grusomhed, opslidende arbejde og sygdom resulterede i en forfærdende affolkning. Ikke overraskende kaldte en krønikeskriver i 1550 Potosí for „indgangen til helvede“!

Det lå de spanske erobrere stærkt på sinde at grundfæste den katolske kirke på det amerikanske kontinent. Men hvordan retfærdiggjorde disse navnkristne deres storstilede udnyttelse af indianske slaver? Nogle gejstlige fordømte modigt uretfærdighederne, mens andre begrundede slaveriet med at det var bedre for indianerne at være under spaniernes tyranni end under inkaernes. De påstod at indianerne var undermennesker og fra naturens side tilbøjelige til at leve et moralsk fordærvet liv. Det skulle derfor være sundt for de indfødte at arbejde i minerne. Andre igen hævdede at det var nødvendigt at tvangsudskrive indianerne til minearbejde for at omvende dem til den katolske tro.

Historien viser imidlertid at de gejstlige var blandt de rigeste i Potosí. Historikeren Mariano Baptista siger: „Kirken som et hele og dens repræsentanter som enkeltpersoner udgjorde en begunstiget del af den kreds som udnyttede [indianerne].“ Ifølge samme historiker klagede en vicekonge i 1591 over at de gejstlige „udsugede indianerne med større begærlighed og iver end lægfolket“.