Franz flyttede til Maribor i Slovenien, hvor han fik arbejde i en barbersalon. Han forkyndte for ejeren, Richard Tautz, som tog imod sandheden. Franz og Richard brugte salonen som center for forkyndelsen, og i folkemunde blev de omtalt som de bibeltroende barberer. Deres kunder lyttede andægtigt — åbenbart turde de hverken bevæge sig eller tale mens de blev barberet! En af kunderne var en politiker ved navn Ðuro Džamonja. En anden kunde var Rudolf Kalle, ejeren af et skrivemaskine-værksted. Både Ðuro og Rudolf gjorde hurtige fremskridt og blev snart døbt. Ðuro stoppede med sit politiske arbejde og hjalp med at oprette ’Bibelstudenternes Fyrtårnsselskab i Kongeriget Jugoslavien’. Dette juridiske redskab satte brødrene i stand til at forkynde og frit at afholde møder.

’FOTODRAMAET’ BANER VEJEN

I 1931 sendte afdelingskontoret i Schweiz to brødre for at vise „Skabelsens Fotodrama“ i Jugoslaviens større byer. Salene var fyldt til bristepunktet, og tilhørerne var meget opmærksomme mens Ðuro præsenterede materialet. ’Fotodramaet’ vakte interesse for Bibelens budskab i hele landet. I mellemtiden ledede brødrene i Maribor møderne på både slovensk og tysk.

Forsynet med disse blade rejste brødre og søstre med tog til forskellige dele af Jugoslavien for at forkynde. Indimellem lejede brødrene i Slovenien en åben lastvogn og hyrede en chauffør der ikke var et af Jehovas Vidner. Han kørte dem til det område hvor de ville forkynde, og ventede hele dagen indtil de var færdige. Dengang havde forkynderne meget lidt erfaring, og deres budskab var indimellem ret kontant; og dog velsignede Jehova deres flittige indsats ved at hjælpe dem med at finde dem „som var ret indstillet til evigt liv“. — Apg. 13:48.

Franc Sagmeister fortæller: „I 1931 hørte jeg om sandheden gennem min moster, Terezija Gradič, og hendes mand, Franc, som blev en af de første forkyndere i Slovenien. Selvom han tidligere havde været stor modstander af religion, begyndte han ivrigt at læse Bibelen. Det gjorde dybt indtryk på mig, så jeg gik i gang med at undersøge Bibelen sammen med ham. På trods af modstand fra min familie begyndte jeg at fortælle andre om det jeg lærte. Det kom sognepræsten for øre, og han bad mig øjeblikkelig om at stille hos ham. Han sagde til mig at jeg ikke havde lov til at have en bibel fordi jeg ikke kunne forstå den. Men jeg nægtede at give ham min bibel. Senere, da min far døde, kontaktede præsten mig på gaden. Han var rasende fordi jeg ikke havde betalt for at få læst så meget som én messe for min far. Jeg sagde til ham: ’Jeg ville betale for hundrede messer, ja endda for tusinde, hvis det kunne hjælpe min far.’

’Det hjælper, det hjælper!’ sagde præsten.

’Hvis han er i himmelen,’ sagde jeg, ’har han ikke brug for Deres messe, og hvis han er i helvede, har han heller ikke brug for den.’

’Men hvad så hvis han er i skærsilden?’ spurgte han meget bestemt.

’Hr. pastor,’ sagde jeg, ’De ved at jeg ejer ret meget. Jeg er parat til lige nu at gå ned på sagførerens kontor og overdrage det hele til Dem hvis De kan overbevise mig om ud fra Bibelen at mennesket har en udødelig sjæl der lever videre efter døden, at helvede og skærsilden findes, og at Gud er en slags treenighed.’

Han så vredt på mig, tændte en cigaret og gik.“

PIONERER TAGER FAT PÅ AT FORKYNDE

I 1930’erne åbnede flittige mænd og kvinder vejen for at sandhedens lys kunne skinne i Jugoslavien. I Maribor i Slovenien, for eksempel, meldte Grete Staudinger, Katarina Konečnik og senere Karolina Stropnik sig som det der blev kendt som feriepioner.