Sloveniens historie i nyere tid

Slovenien udgjorde den nordvestlige del af Jugoslavien indtil det opnåede uafhængighed i 1991. I tiden derefter oplevede Slovenien en fortsat økonomisk vækst, og i 2004 blev det en del af EU. På trods af landets forholdsvis lille størrelse er landskabet meget varieret. Slovenien byder på majestætiske bjerge, bjergsøer, frodige skove, enorme kalkstensgrotter og den skønne slovenske riviera. På godt en time kan man komme fra de kølige bjergskråninger til de velgørende olivenlunde og vinmarker ved Adriaterhavet. Derudover findes der uanede muligheder for at udforske Sloveniens mange kulturelle og historiske steder. Dette lille lands skønhed rækker dog længere end til nationalparker og historisk interessante byer. Slovenien har en rig åndelig arv.

RIGSSALE OG PIONERER

Du husker sikkert at det var i byen Maribor at „de bibeltroende barberer“ forkyndte om deres nyfundne tro. En restaurant der senere fik det passende navn Novi Svet (Den Nye Verden), var et godt sted at mødes for den lille gruppe der opstod dér. Vidnerne i Slovenien takker i dag Jehova for de smukke rigssale hvor de mødes for at tilbede ham og få bibelsk vejledning. Da antallet af forkyndere steg, og forholdene desuden bedredes i 1990’erne, blev der oprettet et regionalt byggeudvalg. Med hjælp fra mere end 100 frivillige samt økonomisk støtte fra udlandet har menighederne bygget eller renoveret 14 rigssale siden 1995.

Efterhånden som antallet af forkyndere steg, steg også antallet af pionerer — fra 10 i 1990 til 107 i 2000. En af disse flittige pionerer er Anica Kristan, som var medlem af Det Kommunistiske Partis Centralkomité inden hun tog imod sandheden.

De brødre og søstre der er kommet fra andre lande for at tjene i Slovenien, har med deres iver sat gang i forkyndelsesarbejdet. I 1992 ankom de første missionærer, Franco og Debbie Dagostini. Da de fik tildelt nyt distrikt i Afrika, kom et østrigsk par, Daniel og Karin Friedl, til Slovenien. Inden for de senere år er der kommet flere gileadmissionærer til, nemlig Geoffrey og Tonia Powell og Jochen og Michaela Fischer. Sammen med specialpionerer fra Østrig, Italien og Polen har de vist at de har dyb kærlighed til Jehova og et stærkt ønske om at hjælpe folk.

KONTAKTUDVALG TIL HOSPITALER

I 1994 blev der på Betel oprettet en afdeling af Hospitalinformation, og der blev etableret to Kontaktudvalg til Hospitaler (KUH). Nogle af brødrene i disse udvalg mødtes med sundhedsministeren, som fik et møde i stand med alle hospitalsdirektører i Slovenien. Brødrene forklarede hvordan KUH fungerer, og redegjorde for grunden til at Jehovas Vidner ikke vil modtage blodtransfusion. Det har ført til et godt samarbejde mellem lægerne og de patienter der siger nej til blodtransfusion, og har resulteret i at der i lægetidsskrifter er blevet trykt artikler om behandling uden blod.

I 1995 udførte læger i Slovenien deres første operation på åbent hjerte uden brug af blod. Medierne berettede om den vellykkede operation, og den kirurg og narkoselæge der havde været med, skrev en videnskabelig artikel om den. Så nu er døren blevet åbnet for behandling uden blod, og der er flere læger som er villige til at respektere Jehovas Vidners valg af behandling.

DER DRAGES OMSORG FOR DET VOKSENDE ANTAL FORKYNDERE

Efter de politiske forandringer i 1991 besluttede Det Styrende Råd at der skulle oprettes et kontor i Slovenien så man på en bedre måde kunne tage sig af Rigets arbejde. Man købte en enetages bygning i den centrale del af Sloveniens hovedstad, Ljubljana. Ejendommen blev renoveret, og den 1. juli 1993 var den klar til at betelfamilien kunne flytte ind. Til at begynde med var der 10 medlemmer af familien, men inden for ti år, var antallet steget til 35. Som følge deraf lejede man en nærliggende bygning og flyttede køkkenet, spisestuen og vaskeriet dertil, og betelitterne flyttede ind i lejligheder i nærheden for at skaffe mere kontorplads. Dette landskontor begyndte at fungere som afdelingskontor i 1997.

Da Det Styrende Råd gav tilladelse til at bygge et nyt afdelingskontor i Slovenien, begyndte brødrene at lede efter en egnet grund. Efter at have set på omkring 40 forskellige grunde valgte brødrene en i nærheden af byen Kamnik, 20 kilometer fra hovedstaden, ved foden af nogle smukke bjerge. Snart var lokalplanens krav blevet opfyldt, byggetilladelserne opnået, grunden købt, kontrakter med et byggefirma underskrevet og internationale byggearbejdere inviteret til at komme og arbejde på projektet. Alt syntes parat til at byggeriet kunne gå i gang.

Men da nyheden om byggeriet blev offentliggjort, begyndte naboerne med det samme at protestere. Den dag byggeriet skulle have været påbegyndt, havde demonstranter spærret adgangen til byggegrunden med barrikader, og de opsatte hurtigt bannere der gav udtryk for deres modstand. Ved middagstid seks dage senere ankom cirka 30 politibetjente som skulle beskytte de kommunalarbejdere der havde fået til opgave at fjerne demonstranternes barrikader. Betjentene blev mødt med skældsord fra demonstranterne. Da projektet i mellemtiden var blevet udsat, befandt der sig hverken nogen af brødrene eller nogen fra byggefirmaet på pladsen den dag. Fordi projektet således var stillet i bero, begyndte modstanden at tage af, og brødrene arbejdede på at finde en fredelig løsning.

Hegnet omkring byggepladsen var blevet revet ned tre gange af demonstranter, men projektet kom endelig i gang en måned senere og blev gennemført uden yderligere forhindringer. Faktisk resulterede det der begyndte som et angreb på Jehovas folk, i noget godt, for sagen tiltrak sig stor mediebevågenhed. Der blev bragt mere end 150 indslag eller artikler om byggeprojektet på tv, i radio og i aviser. Byggeriet var færdigt efter cirka 11 måneder, og i august 2005 tog betelfamilien deres nye faciliteter i brug.

Forholdet mellem brødrene og naboerne er nu fuldstændig ændret. Mange af naboerne har besøgt Betel. En tidligere modstander blev senere meget interesseret i byggeprojektet. Han spurgte til hvem vi var, og hvad bygningerne skulle bruges til. Da han var på rundvisning, gjorde det et stort indtryk på ham at han blev taget så venligt imod, og at der var så rent alle steder. „De andre naboer spørger om jeg nu er på jeres side,“ fortalte han brødrene, „og jeg svarer at lige så meget jeg før var imod Jehovas Vidner, lige så meget er jeg nu for dem fordi de er gode mennesker.“

Den 12. august 2006 var en glædelig dag, for den dag holdt Theodore Jaracz fra Det Styrende Råd indvielsestalen for en tilhørerskare på 144 fra cirka 20 forskellige lande. Ved et særligt møde i Ljubljana talte han til en tilhørerskare på 3097 fra alle egne af Slovenien såvel som fra Kroatien og Bosnien-Hercegovina.

EN LYS FREMTID

Jehovas Vidner i Slovenien ser fremtiden i møde i fuld tillid til deres himmelske Faders ledelse og velsignelse. De var begejstrede for at modtage Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter på slovensk ved områdestævnet i 2004. De er nu, ved hjælp af det nye, veludstyrede afdelingskontor og mange hårdtarbejdende pionerer, besluttede på at efterkomme befalingen til at forkynde og gøre disciple. — Matt. 28:19, 20.

I Slovenien, der overvejende er romerskkatolsk, var der mange som blev ateister under den kommunistiske æra. Desuden er en stor del af befolkningen tynget af livets bekymringer eller fanget i materialismens snare. Atter andre er opslugt af sport og underholdning. Men alligevel er der stadig oprigtige mennesker der føler sig tiltrukket af Guds løfter som vi finder dem i Bibelen.

Arbejdet går fortsat fremad. I august 2008 blev der nået et nyt højdepunkt på 1935 forkyndere, og cirka en fjerdedel var i en eller anden form for pionertjeneste. I det fremmedsprogede distrikt forkyndes der nu på albansk, engelsk, kinesisk, kroatisk og serbisk, og desuden også på slovensk tegnsprog. Da arbejdet tog sin spæde begyndelse i Slovenien, var der kun to barberer som forkyndte den gode nyhed, men nu er der en stor gruppe af nidkære forkyndere af forskellige nationaliteter der søger at finde frem til dem som gerne vil tjene den sande Gud, Jehova. — Matt. 10:11.

[Illustration på side 249, 250]

„Det var som om Jehova blindede dem“

JANEZ NOVAK

FØDT 1964

DØBT 1983

PROFIL Han tilbragte tre år i fængsel på grund af sin tro og er nu medlem af afdelingskontorets udvalg i Slovenien.

I DECEMBER 1984 fik jeg gentagne gange besked fra de militære myndigheder om at jeg skulle melde mig til hæren. Da de satte indkaldelsen op på min dør og truede med at militærpolitiet ville hente mig, besluttede jeg at møde op på kasernen for at forklare mit standpunkt. De accepterede ikke min forklaring og ville gøre alt hvad der stod i deres magt, for at få mig til at blive soldat. De ragede mig skaldet, fjernede mit civile tøj og gav mig en soldateruniform. Da jeg ikke ville tage uniformen på, gav de mig den på med magt og placerede en pen i min hånd og prøvede at tvinge mig til at skrive under på at jeg ville være soldat. Jeg nægtede at gøre det.

Jeg nægtede også at tage del i aktiviteter som morgeneksercitsen og flaghilsenen. Da fire soldater bragte mig til eksercerpladsen og beordrede mig til at gøre øvelserne, løftede jeg ikke hænderne. De prøvede at løfte mine hænder indtil de indså hvor tåbeligt det var. De sigtede på mig med en riffel og truede med at dræbe mig. Nogle gange prøvede de at lokke mig ved at tilbyde mig kaffe og kage.

Min standhaftighed fik nogle af dem til at råbe op. Andre blev rasende da jeg nægtede at spytte på et billede af marskal Tito som de holdt op foran mit ansigt. Efter nogle dage prøvede de at få mig til at bære våben, men det afslog jeg også. Det blev betragtet som en militær overtrædelse, og jeg blev holdt indespærret på kasernen i en måned. Derefter tilbragte jeg nogle uger i en fængselscelle i Zagreb, Kroatien, mens jeg ventede på dommen. Der brændte et rødt lys i cellen hele natten, og kun hvis den der havde vagt, var i godt humør, fik jeg lov til at gå på toilettet.

Endelig fik jeg min dom, som lød på tre års fængsel på øen Goli Otok i Adriaterhavet. Her blev de værste fanger sendt hen. De sendte mig til dette fængsel, der var kendt for vold mellem de indsatte, med håndjern på fordi jeg ikke ville slås. Jeg mødte her fire andre Jehovas Vidner som var i fængsel på grund af deres neutrale standpunkt.

Vi måtte ikke medbringe en bibel eller noget som helst af vores bibelske litteratur. Men der var allerede en bibel i fængselet. Min familie sendte mig Vagttårnet i en kasse med falsk bund. Vagterne opdagede aldrig publikationerne og fandt aldrig ud af at vi holdt kristne møder. Når vagterne kom ind, lå publikationerne nogle gange lige foran dem, men det var som om Jehova blindede dem, for de lagde ikke mærke til noget.

Efter et år blev jeg flyttet til Slovenien for at afsone det sidste af min straf dér. Jeg blev gift med Rahela mens jeg stadig var i fængsel. Da jeg omsider blev løsladt, begyndte jeg som pioner sammen med min kone, og siden 1993 har vi tjent på Betel i Slovenien.