• Finland
    Jehovas Vidners Årbog 1990

    • En løjtnant bliver en Kristi soldat

      I 1942 blev en ung løjtnant, den 23-årige Kalle Salavaara, såret af en eksploderende granat og indlagt på et hospital for at blive opereret. „Efter operationen,“ fortæller han, „lå jeg på et militærhospital der var blevet indrettet på den skole jeg havde gået i. Ved min seng sad broder Sakari Kanerva, som mange gange før havde fortalt mig om sandheden. Nu traf jeg min beslutning, og der var kun nogle praktiske ting der skulle ordnes. ’I morgen i Möysänjärvisøen er det slut med min karriere i militæret,’ sagde jeg til mig selv.

      Næste dag døbte broder Kanerva mig. Da hele min krop stadig var i gips, blev gipsen våd og opblødt under ceremonien. Næste morgen så militærlægen Heinonen bebrejdende på gipsen og spurgte: ’Hvor har du ligget og rodet? Gipsen har jo fuldstændig mistet sin facon!’

      ’Jeg er blevet døbt,’ svarede jeg. Han stod som forstenet. Det var som om han holdt et minuts stilhed til minde om min død. ’Hvad var det du sagde?’ spurgte han til sidst. Derefter fik jeg lejlighed til at aflægge mit første offentlige vidnesbyrd.“

      Så snart Kalle Salavaara var blevet rask, brugte han sin frihed — og sit militærpas — til at rejse rundt med „fast føde“ til menighederne. Da han tog af sted til menighederne i det sydvestlige Finland med duplikeret læsestof, advarede Väinö Pallari, som arbejdede på Betel, ham om politiet i Matku. De havde flere gange taget ham med på politistationen til forhør og syntes at vide nøjagtigt hvornår en kurér skulle komme. Kalle fortæller:

      „Da jeg med tog ankom til Matku fra Urjala, kom der straks en håndfast betjent hen til mig og bad med myndig røst om at måtte se mine identifikationspapirer. Jeg viste ham mit militærpas. Det forbavsede ham. Med en helt anden stemme bad han om min arbejdsattest. Da jeg havde forudset en sådan situation, havde jeg netop formelt indskrevet mig på Helsinkis universitet. Jeg kunne derfor række betjenten et certifikat, underskrevet af universitetets rektor, hvoraf det fremgik at jeg arbejdede der, skønt det ikke viste hvilken form for arbejde jeg havde. Betjentens modstand var brudt. Da jeg begyndte at slæbe mine kufferter hen til den ventende bus, tilbød han høfligt at bære dem. Jeg kunne ikke modstå fristelsen til at give ham den store, tunge kuffert som indeholdt det forbudte duplikerede materiale. Det virkede så betryggende at have en betjent til at bære den!“

      Mange gange kom brødrene og søstrene med hesteslæde, i kane eller til fods til jernbanestationen sent om aftenen for at få nogle forbudte artikler. Om vinteren var temperaturen undertiden på minus 30 grader. „Ingen beklagede sig,“ erindrer broder Salavaara. „Jeg så kun lykkelige, taknemmelige modtagere, hvilket fik mig til at mindes de smukke ord fra Bjergprædikenen: ’Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov.’ For dem var det som manna fra himmelen.“