Usædvanlige skikke

I mange af de vanskeligt tilgængelige egne af Malaita, især i bjergene, og på andre øer, er der stammer som kun har haft ringe berøring med enten kristenheden eller den sande kristendom. De er hovedsagelig forfædredyrkere, men nogle er animister.

Elson Site, tidligere kredstilsynsmand og nu specialpioner med en familie på otte børn, forklarer hvordan forholdene er i nogle af disse områder: „I stammerne er det almindeligt at man kun har meget lidt eller slet intet tøj på, og hvis nogen med tøj på besøger en sådan landsby, betragtes han med mistænksomhed og bliver ofte forhindret i at komme ind i landsbyen.“

Hvordan ville de klare denne prekære situation? Elson fortsætter: „Ved en lejlighed ankom en gruppe brødre og søstre fra en lille menighed til en landsby for at forkynde, men høvdingen gjorde indsigelse mod at de havde noget som helst tøj på mens de var i landsbyen. Brødrene forklarede at det ikke var en kristen skik at gå nøgen. Eftersom de havde rejst den lange vej for at delagtiggøre dem i nogle vigtige oplysninger fra Guds ord, ville de meget gerne finde en løsning på det lille problem der forhindrede hans folk i at høre en god nyhed. Høvdingen konfererede i et godt stykke tid med landsbyens ældste og afgjorde til sidst at det ikke ville være muligt for brødrene at forkynde for landsbyboerne den dag. Men der blev truffet foranstaltninger til at gøre fremtidige besøg mere vellykkede. Landsbyboerne lovede at bygge et hus af blade lige uden for landsbyens grænse, så brødrene og søstrene, fuldt påklædte, kunne bruge huset til at mødes med de folk fra landsbyen der ønskede at komme og høre hvad Bibelen lærer. Denne ordning fungerede fint, da landsbyboerne altid er glade for at tale om åndelige ting.“

Foruden at brødrene må respektere beklædningsrestriktionerne i nogle landsbyer, må de tage hensyn til andre begrænsninger der råder blandt disse mennesker på grund af deres tro. Arturo Villasin, nu kredstilsynsmand, beretter: „De brødre der leder en gruppe i forkyndelsen er meget omhyggelige med at tage hensyn til landsbyboernes frygt for at gøre noget der vil mishage ånderne. I nogle landsbyer er det strengt forbudt at nævne visse ord eller navne, som for eksempel at sige navnet på en død forfader som menes at have magt over landsbyen. Nogle træer betragtes også som hellige, og kun mænd må sidde i skyggen af dem. I en landsby ved kysten er det anstødeligt at gå i bestemte farver; man kan ikke gå i rødt eller sort. Dér vil man taktfuldt undlade at bruge en bog eller bibel med rødt eller sort bind i forkyndelsen.

Der er visse dele af landsbyerne hvor kvinder under ingen omstændigheder må komme. En mand må ikke sætte sig på samme bænk som en kvinde medmindre hun er hans kone. Hvis nogen af disse skikke bliver brudt, må der straks betales erstatning. Det er derfor vigtigt at brødrene og søstrene er godt inde i hver eneste landsbys regler, love og begrænsninger hvis der skal aflægges et virkningsfuldt vidnesbyrd. Før de går ind i en landsby vil den broder som leder gruppen derfor i detaljer drøfte med gruppens medlemmer — især søstrene, som lettere uforvarende kunne komme til at bryde de mandsorienterede skikke — hvad de bør gøre og ikke bør gøre mens de er i landsbyen. Der vises med glæde hensyn som ikke er i modstrid med Jehovas retfærdige principper, således at landsbyboerne får en reel mulighed for at høre den gode nyhed. Mange har reageret positivt og har med glæde aflagt vaner som mishager den sande Gud.“

Omgivet af dæmoner

I bjergdistriktet Kwaio på Malaita ligger landsbyen Aiolo. Denne landsby består næsten udelukkende af Jehovas vidner.

Aiolo er som et tilflugtssted for Jehovas folk, omgivet af dæmondyrkelse. Når man fra landsbyen ser ud over landskabet, ser man mange såkaldt hellige steder — høje med tæt urskov på toppen og siderne ryddet for at man kan skelne mellem helligt og neutralt område. Dér ofrer præsterne grise til guderne. En del af ofrene spises af præsten og, somme tider, af andre mænd. Men det er under dødsstraf forbudt kvinder at spise noget af offeret eller at være med til selve ofringen, selv om det hovedsagelig er dem der opdrætter grisene. Efter ofringen må præsten eller andre der har foretaget ofringen, blive i et helligt hus inden for landsbyens område i et bestemt antal dage før de kan vende hjem til deres familie.

I Aiolo blev der opført et ’hurtigbygget hus’ lavet af bambus og andre materialer fra urskoven. Et Jehovas vidne stillede dette nye hus til rådighed for de såkaldt bortløbne. Det er interesserede, endda hele familier, som er løbet bort fra dæmondyrkelsen. De er flygtet fra deres dæmondyrkende landsby for at finde tilflugt i Aiolo. Engang ankom en bortløben familie, en ægtemand, hans kone og nogle af hans brødre og søstre, fordi landsbyboerne søgte at dræbe dem fordi de havde fornærmet deres dæmon ved ikke at ofre en gris til den. Straffen? Døden!

Adskillige dage senere besøgte den rejsende tilsynsmand Aiolo. Lyt til hvad han har at sige: „Min kone og jeg blev inviteret til et måltid mad hos en af brødrene. Midt iblandt dem sad denne bortløbne familie. Vi syntes straks godt om dem, men de var bange og sad med ryggen til os. Da måltidet var slut, smilede de imidlertid over hele hovedet og sad med ansigtet vendt mod os. De var blevet klar over at vi var ligesom alle de andre brødre og søstre som elsker Jehova og er elsket af ham!“

Ingen lange bukser

Men lad os vende tilbage til broder Villasin og spørge ham hvorfor han nu går i shorts i stedet for lange bukser. Han siger: „I en landsby havde vores gruppe forkyndt for alle i landsbyen. En broder havde imidlertid talt længe med landsbyens høvding. Til sidst kom broderen ud af høvdingens hus. Han så bekymret ud. Høvdingen havde sagt til ham at han ville have mine lange bukser! Jeg havde ikke et ekstra par med, og det var ikke passende for en kredstilsynsmand at gå rundt uden bukser. Jeg bad broderen om hurtigt at gå tilbage til høvdingen og overbevise ham om at selv om det var fuldstændig normalt for ham og hans folk at gå rundt uden tøj, var jeg en mand fra et andet land med helt andre skikke, og en af vore skikke var at vi under ingen omstændigheder viste os nøgne offentligt. Høvdingen ville imidlertid meget gerne have mine bukser. Efter en lang samtale fik broderen dog overbevist høvdingen om at det var bedst jeg beholdt bukserne. Jeg var lettet! Siden har jeg ikke haft lange bukser på i nogen landsby. Jeg går med shorts ligesom alle de andre brødre!“

En anden udenlandsk rejsende tilsynsmand kom ud for en hårrejsende oplevelse. I én landsby må man ikke bruge de engelske ord for „ond“ og „krig“. Disse to ord er navnene på to af deres dæmoner. At sige disse navne er en lovovertrædelse, og den der gør det må betale en stor erstatning. Da de lokale brødre tog dertil for at forkynde, sagde den nye kredstilsynsmand til brødrene at han hellere ville nøjes med at lytte. Det syntes brødrene ikke om; de insisterede på at kredstilsynsmanden skulle sige noget, eftersom han var blevet sat godt ind i de lokale skikke. Den besøgende broder gik til sidst med til det. Mens han gik op og ned ad bjergene ad stierne i urskoven, blev han ved med at mumle for sig selv: „Sig ikke KRIG, sig ikke OND.“

Da de omsider nåede distriktet, inviterede en mand den rejsende tilsynsmand og to andre brødre ind i sit hus. De to brødre indledte samtalen og præsenterede så den nervøse rejsende tilsynsmand. Han fremholdt en kort præsentation fra Bibelen, og alt gik godt. Den besøgte så ud til at være glad for det han hørte. Den rejsende tilsynsmand var også ret tilfreds med sig selv og åbnede bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden og begyndte at vise billederne af Paradiset. Men så, til sin rædsel, tilføjede han: „Og Gud vil gøre ende på al krig.“

Manden gjorde store øjne af forbavselse, og det gjorde den rejsende tilsynsmand også. Han så hurtigt hen på de to brødre for at få hjælp og tog en dyb indånding, men de så hen på den besøgte, som om de ville sige: „Han sagde ikke ’krig’, vel?“ Og den besøgte så på dem, som om han ville sige: „Nej, det gjorde han vist ikke.“ Og således sluttede samtalen uden at de måtte betale erstatning. Men den rejsende tilsynsmand kunne ikke hurtigt nok komme tilbage til Aiolo.

Det er ikke blot skikkene og klædedragten der er anderledes på Salomonøerne end i den vestlige verden; også byggemetoderne er anderledes. Ikke desto mindre har to store byggeprojekter hjulpet mange af de lokale til at se at Jehova Guds ånd er med dem der tilbeder ham. I 1989 blev indbyggerne i Auki på Malaita forbløffede da de så en menighed på 60 forkyndere bygge en stævnehal med plads til over tusind stævnedeltagere. Og i juni 1991 gjorde folk i Honiara store øjne da en stævnehal med 1200 siddepladser syntes at skyde op fra grunden på blot to uger, den første hurtigbyggede hal af den størrelse i Stillehavsområdet. Det første stop på vores tur til byggepladserne bliver øen Malaita.

„Den hal Jehova har bygget“

Begynd med to hamre og to stemmejern som værktøj. Tilføj i snesevis af villige arbejdere og alt det tømmer der kan fældes i den omkringliggende sumpede skov. Så har du det der skal til for at bygge en stævnehal med 1500 siddepladser i den stil man bruger på Salomonøerne. Et sådant byggemirakel har ført til en vældig lovprisning af Jehovas navn på Malaita. Der måtte overvindes så mange tilsyneladende uoverstigelige problemer under bygningen af den 950 kvadratmeter store hal, at den er blevet kendt som „den hal Jehova har bygget“.

I juni 1982 holdt missionærerne på Malaita et møde i hovedprovinsbyen Auki og nåede til denne slutning: Der var et presserende behov for en ny rigssal til den lokale menighed på 65 forkyndere. Til stede ved mødet var Roger Allan og to filippinske missionærer, Pepito Pagal og Arturo Villasin.

Den gamle rigssal var plaget af termitter. Den var blevet så vakkelvorn at blot det mindste vindstød truede med at vælte den. Den var oprindelig blevet bygget som et midlertidigt ly mod solen og regnen for de 400 mennesker der havde overværet et stævne i Auki 15 år tidligere, og dens dage var nu talte.

Menigheden i Auki havde kun to fuldtidsbeskæftigede brødre, og deres indkomst beløb sig hver til cirka 325 kroner om måneden. Menighedens medlemmer blev derfor enige om først at koncentrere sig om at skaffe penge til at påbegynde projektet. Broder Pagal og broder Villasin fik til opgave at organisere et „forbund“ i menigheden — en gruppe frivillige som skulle arbejde på at skaffe de nødvendige midler.

Menigheden dyrkede kål og søde kartofler. Afgrøderne blev pakket i kurve af kokosblade og sendt med båd til Honiara. Dér solgte en ældre pionersøster, Cleopass Laubina, grøntsagerne til den bedste pris hun kunne få og sendte pengene tilbage til menigheden i Auki. Hver mandag arbejdede 40-50 brødre desuden hårdt i deres ansigts sved for at skaffe penge ved at grave grøfter, rydde kokosplantager for bundvegetation og blande beton ved håndkraft. I 1985 havde menigheden, efter 3¹/₂ års arbejde, samlet en byggesum på 13.000 kroner.

Udvid projektet

I mellemtiden var det blevet besluttet at udvide byggeprojektet betydeligt, så det kunne gavne alle 23 menigheder på Malaita. „I stedet for at bygge en rigssal til 70 forkyndere, hvorfor så ikke bygge en stævnehal til 1500?“ ræsonnerede de lokale Vidner. Altså planlagde man at opføre en stor bygning med siddepladser til 1500 mennesker, en bygning der ikke blot kunne give ly for den brændende tropesol men også for de hyppige regnskyl der er så karakteristiske for Salomonøerne.

Der blev tegnet et groft udkast til en hal, cirka 30 meter lang og 32 meter bred, med et tag der skrånede jævnt opad for at den opstigende varme luft kunne slippe ud. Hallen skulle være uden bærende søjler i midten, så tilhørernes udsyn ikke blev hindret. Den skulle ligge på menighedens grund på to hektarer.

I 1985 fik menighedens byggeudvalg et lån til en lav rente. Kort efter gav brødrene i Sverige en ret stor gave, hvorved stævnehalsfonden i alt havde 87.750 kroner til at begynde byggeriet med.

Lederen af et savværk i Honiara lovede at levere alle de 300 afbarkede tømmerstokke der skulle bruges som støttepiller for selve salen og som stolper til verandaen og forhallen, samt til tagspær, åse og lægter. Spærene skulle fremstilles i Honiara og derefter skilles ad og fragtes med pram til Auki, hvor de atter skulle samles og rejses på støttepillerne.

Byggefolkene var klar, ivrige efter at komme i gang! Men det eneste værktøj de havde var to kløftehamre og to stemmejern. Der var en masse villige hjælpere som var parate til at give en hånd med i arbejdet. Men ingen af brødrene på Malaita havde nogen faglig erfaring. „Brødrene og søstrene ventede at jeg førte tilsyn med byggeriet, men jeg havde ikke engang prøvet at bygge et hønsehus!“ sagde broder Allan.

Hvordan skulle brødrene få tagspærene — der hver bestod af otte store tømmerstokke der var boltet sammen og vejede fra to til fem tons — løftet fra jorden og op på de seks meter høje støttepiller? Og hvordan skulle de få spidsen af spærene cirka 12 meter op i luften uden at bruge store byggekraner?

„Jeg aner det ikke,“ indrømmede broder Allan dengang. „Vi må bare stole på at Jehova vil hjælpe os.“

Faglig hjælp hilses velkommen

Der kom faglig hjælp langvejsfra over havet i oktober 1986. Jon og Margaret Clarke, der havde været med til at bygge det nye afdelingskontor i New Zealand, hørte om Aukimenighedens situation og var i stand til at få et tre måneders visum så de kunne komme til Malaita.

Da menigheden havde fået en blandemaskine som gave, kunne den gå i gang med at bygge en stor scene og en væg af betonsten med sidefløje bag scenen. Forkynderne brugte de bare hænder som skovle og gravede dybe huller og fyldte dem med beton, hvori de satte de 18 støttepiller til væggen, taget og verandaen.

Da de indfødte brødre var blevet oplært af broder Clarke, samlede de selv tagspærene til salen og de tre der skulle være over forhallen. Men de havde stadig problemet med at få løftet de tunge spær på plads. Det var noget af en teknisk bedrift, for hvert spær var lavet af otte tømmerstokke der var boltet sammen i en kæmpemæssig trekant. Brødrenes beslutsomhed og opfindsomhed trodser enhver beskrivelse.

En tømmerstokballet

Det eneste udstyr der var til rådighed til det vældige løftearbejde var en blok og en talje på en interimistisk kran. Selve kranen var lavet af otte stykker tømmer. Det første spær, der vejede to tons, skulle løftes op over den nyligt opførte betonstensvæg og anbringes på to støttepiller bag den. Da spæret ved spidsen blev løftet op i lodret position af kranen, blev brødrene til deres bestyrtelse klar over at kranen ikke kunne løfte spæret højt nok til at det var fri af muren. Den var én meter for kort! I to dage hang spæret og dinglede i kranen — understøttet af tømmerstokke — mens brødrene sukkede og spekulerede over problemet.

Forbipasserende gjorde nar og sagde: „Kan Jehova ikke løfte spæret for jer?“

„Godt!“ udbrød brødrene. „Nu vil Jehova helt bestemt hjælpe os!“

Et pludseligt udbrud af kreativitet inspirerede arbejderne. En donkraft fra en pickup blev stukket ind under den ene ende af spæret og løftede det nogle centimeter højere op. Den ende af spæret blev så yderligere understøttet. Derefter blev donkraften flyttet over til den anden ende af spæret for at løfte den ende, hvorefter den også blev understøttet. Sådan fortsatte man indtil det første spær, efter fire dages jongleren, centimeter for centimeter var blevet løftet op over betonmuren og anbragt på de dertil bestemte støttepiller. Denne mægtige bedrift fik brødrene til at danse rundt på byggepladsen i en stor kreds, mens de klappede i hænderne og sang glade melodier.

Først da projektet var færdigt og donkraften med stor succes var blevet brugt til at løfte tre spær — hvoraf det ene vejede så meget som fem tons — blev brødrene klar over at de udviskede ord der var stemplet på den ene side af donkraften, viste at løftekapaciteten ikke var „15 tons“, som de havde troet, men kun „1,5 tons“!

„Når man tænker over hvad brødrene og søstrene gjorde, overgår det al forstand,“ siger broder Allan. „At se de vældige spær rejse sig var som at se en tømmerstokballet!“

„Kan Jehova ikke bygge en hal?“

I januar 1987 kom to indfødte brødre fra Honiara, der var i byggebranchen, til Auki, og efter at have inspiceret spærene sagde de at savværket uden at vide det havde leveret uegnede tømmerstokke af frugttræ, og at dette tømmer havde en forræderisk tendens til at rådne indefra. De mente at tømmerstokkene allerede var begyndt at rådne i marven og at alt tømmeret skulle skiftes ud. Fire måneder senere blev den skæbnesvangre diagnose bekræftet — det meste af det leverede tømmer var ved at rådne, og størstedelen af det tunge byggearbejde der var blevet udført, måtte gøres om.

Broder og søster Clarke kom tilbage til Auki i juli, ledsaget af Steven og Allan Brown fra Auckland. De medbragte en del udstyr som en gave fra byggepladsen i New Zealand, hvor man var færdig med det nye afdelingskontor. Newzealænderne havde planlagt deres besøg så de kunne være med til at færdiggøre tagkonstruktionen på hallen, men i stedet kom deres arbejde mest til at bestå i at afmontere det der var blevet bygget året før.

Det allervanskeligste for brødrene var imidlertid at bære de konstante hånlige tilråb fra folk der i åbne lastbiler kørte forbi byggepladsen, og de ydmygende bemærkninger fra folk på markedet eller på gaden i Auki.

„Kan Jehova ikke bygge en hal?“ sagde de hånligt. „Det viser at I dyrker en falsk religion,“ spottede de. „Det er kun tossede mennesker der bygger en hal og så river den ned igen.“ Når folk fra andre trossamfund gik forbi byggepladsen, dansede og sang de foran de modløse arbejdere — og frydede sig over deres vanheld. De lokale brødre var så modfaldne at de sagde til de fire missionærer at de „ville forlade denne hal lige med det samme hvis ikke det var fordi Jehovas navn stod på den“.

Spotten kortvarig

Spotten var somme tider kortvarig. For eksempel råbte en gruppe sangere der var på vej til en særlig begivenhed i en kirke 16 kilometer borte, smædeord og lo ad byggearbejderne da de i lastbil kørte forbi byggepladsen. Halvanden kilometer efter byggepladsen brød deres lastbil sammen, og de nåede ikke deres bestemmelsessted.

Da det rygtedes på byggepladsen blev der givet vejledning om ikke at ’gengælde ondt med ondt’. (Rom. 12:17) Men da nogle af brødrene, stående bag i byggepladsens lastbil, lidt senere kørte forbi de strandede sangere, kunne de ikke lade være med stille at danse et par glade trin!

Landsbyen Kona kommer til undsætning

Kun 38 af tømmerstokkene fra savværket var uden råd, så resten af de 300 tømmerstokke der var brug for, måtte komme et andet sted fra. Men hvorfra? Brødrene fra landsbyen Kona, der lå fem kilometer fra byggepladsen, henvendte sig til byggearbejderne og tilbød at skænke byggeriet nogle specielle løvtræer som voksede på deres jord. Tømmeret kunne erstatte støttepillerne, stolperne til verandaen og forhallen og salens tagspær. Det var et stort offer for brødrene i denne landsby, for Malaita var blevet hærget af cyclonen Namu, og de havde regnet med at genopbygge deres ødelagte huse med tømmer fra disse træer.

For at få fat i tømmeret anlagde søstrene i Aukimenigheden en seks meter bred vej, idet de skar en otte hundrede meter lang åbning i den tætte urskov fra fældningsstedet ud til hovedvejen. De mønstrede alle deres kræfter og fældede træer, byggede broer over grøfter og fjernede forhindringer på den nye vej. Så kunne de udvalgte træer fældes, afgrenes og skæres firkantede med kædesave.

„Vi er som myrer“

Det nye tømmer blev skåret i stykker der var 36 centimeter på hver led og 6,4 meter lange. Men hvordan skulle man få disse store stykker tømmer ud til hovedvejen otte hundrede meter borte?

Menighedens medlemmer svarede: „Vi er som myrer! Hvis vi har hænder nok, kan vi flytte alting!“ (Jævnfør Ordsprogene 6:6.) Når der var brug for flere brødre og søstre til at bære tømmeret, lød råbet: „Myrer! Myrer! Myrer!“ Så kom brødrene og søstrene strømmende fra alle retninger for at give en hånd med. Fyrre brødre og søstre løftede et stykke tømmer på et halvt ton med hænderne og bar det ned ad vejen til hovedvejen, hvorfra det med lastbil blev kørt til byggepladsen.

At sætte støttepillerne og stolperne på plads var et risikabelt foretagende. Endnu en gang viste det sig at de indfødtes måde at gøre tingene på, var den bedste. Når støttepillerne kom til byggepladsen, blev de placeret cirka tre meter fra det dybe hul hvori de skulle sænkes og støbes i beton.

Tredive brødre og søstre løftede så støttepillens øverste ende hen på en krydsramme. Derefter skubbede de hurtigt pillen hen over jorden, med den nederste ende i retning af det hul pillen skulle stå i. To af de mest modige brødre stod på den modsatte side af hullet med nogle tykke brædder, og når den rutsjende pille ramte disse brædder, blev den standset så brat at fremdriften fik den op i lodret position, hvorpå den faldt ned i fundamenthullet.

En fejl vendes til en velsignelse

Dernæst skulle taget lægges på. På det tidspunkt var byggefonden imidlertid fuldstændig opbrugt, og menigheden havde ikke råd til et bliktag på bygningen. Da Jehovas Vidners Styrende Råd blev underrettet om brødrenes situation, blev der glædeligvis stillet en gave på 10.000 dollars (65.000 kroner) til rådighed — nok til ikke blot tagbeklædning, men også til at færdiggøre selve salen.

Der blev betalt et depositum på 39.000 kroner til et metalvarefirma for et bliktag der var malet lysegråt. Selv om hverken farven, tykkelsen eller kvaliteten var den byggeudvalget havde ønsket, var det hvad der var råd til. Til byggemandskabets bestyrtelse var bliktaget imidlertid allerede blevet solgt til en anden religiøs gruppe i Honiara, som byggede en ny kirke. Leverandøren undskyldte uordenen, men havde ikke mere tagbeklædning af den type på lager.

En uge senere meddelte firmaet at man havde fået en forsyning tagbeklædning af en bedre og sværere kvalitet på lager. På grund af fejlen ville firmaet oven i købet lade menigheden købe det til en meget reduceret pris — som lå et godt stykke inden for byggeriets budget. Og det nye bliktag var endda allerede malet i en mere tiltalende mørkegrøn farve, som var den farve brødrene oprindelig havde ønsket, men ikke havde råd til.

I december 1987 ankom broder Henry Donaldson, en tagentreprenør fra New Zealand. Projektet blev kronet med et smukt tag på 1100 kvadratmeter. Når de tidligere plageånder kørte forbi byggepladsen på lastbiler, kunne brødrene og søstrene nu endelig synge og danse — idet de begejstret pegede på den næsten færdige bygning!

Forestil dig deres glæde da hallen nogle få dage senere blev brugt for første gang. Viv Mouritz fra afdelingskontoret i Australien, der tjente som zonetilsynsmand, talte til en forsamling på 593. Han roste alle de frivillige der havde arbejdet så hårdt på dette vældige projekt, for deres selvopofrelse og udholdenhed.

Man klarede sig

Denne stævnehal på Malaita står som et eksempel på hvordan der kan udrettes store ting uden moderne byggeudstyr og præfabrikerede materialer. Den er et vidnesbyrd om at Jehova velsigner dem der sætter al deres lid til ham. Ofte gik arbejdet videre uden selv de mest grundlæggende redskaber, som for eksempel spader eller skovle, som ville blive regnet for en absolut nødvendighed i mere velstående lande.

Da det blev nødvendigt at udgrave koralholdig jord og læsse det i sække for at transportere det til byggepladsen, løsnede søstre koralgruset i et stenbrud med spidse stokke og fyldte derefter det skarpe, takkede grus i sække med de bare hænder. På blot én dag gravede og læssede søstrene 13 lastvognslæs koralfyld, hver på tre tons!

Et andet eksempel på hvordan man klarede sig, er det der skete da hjulet på byggepladsens eneste trillebør blev ødelagt så meget at det ikke kunne repareres, og man ikke kunne skaffe et andet noget sted på Salomonøerne. Det afskrækkede ikke brødrene det mindste. Når de havde fyldt trillebøren med beton, løftede de den simpelt hen op og bar den hen hvor den skulle, og det gjorde de indtil der fem uger senere ankom et nyt hjul fra New Zealand.

Da stævnehallen endelig var helt færdig, blev den brugt til områdestævnet „Guds retfærdighed“ i oktober 1988.

[Illustrationer på side 243]

Træstammer bæres fra sumpområdet, skæres firkantede med kædesave og læsses på lastbiler. Et stykke tømmer (en støtte- pille) sættes i et fundamenthul til stævnehallen i Auki

[Illustrationer på side 244]

Store tagspær der vejer op til fem tons, boltes sammen af otte tømmerstokke. Spærene anbringes oven på seks meter høje støttepiller uden hjælp af tungt byggeudstyr

[Illustration på side 245]

Den færdige stævnehal med 1500 siddepladser i Auki på Malaita