Et „anderledes“ bid på Reeføerne

Nogen tid efter at John Mealue havde taget imod sandheden, gik Michael Polesi fra Gawa på Reeføerne, der ligger i den ydre østlige øgruppe, på et seminarium i Honiara. Michael var anglikaner. Da han en morgen gik forbi markedet hvor Vidnerne stod under træerne og udførte gadearbejde, lagde han mærke til at nogle store drenge lavede sjov med nogle af de ældre forkyndere. Deres stiklerier gik ofte ud over Benjamin Ru’u, en forkynder der havde fået noget af sit ene ben amputeret. Da Michael så Benjamin gå ved hjælp af et træben der var bundet fast til hans knæ, fik han ondt af ham og modtog bogen Sandheden der fører til evigt liv af ham. Han tog den med sig tilbage til Malo på Santa Cruz-øerne, hvor han underviste i underskolen.

Dér blev han kontaktet af John Mealues broder Drawman, som da stadig var lærer i underskolen. Michael var lykkelig for at der var nogen som kunne hjælpe ham med at forstå Bibelen. Desværre var skoleåret ved at være slut og Michael ville snart vende tilbage til sit hjem og sin familie på Reeføerne. Da han var klar til at vende hjem, havde han kun læst tre kapitler i ’Sandhedsbogen’. Til trods for sin begrænsede forståelse af Bibelen, begyndte han ikke desto mindre at forkynde da han var kommet hjem.

Da Michael ikke ville holde op med at tale om sandheden, lagde præsterne pres på skolevæsenets embedsmænd i Lata Station for at få ham fyret, ligesom de senere fik James og Drawman fyret. Michael besluttede at skaffe sig sit udkomme ved at dyrke jorden. Han og hans kone, Naomi, og deres børn blev til sidst tvunget til at forlade landsbyen som udstødte. Langt borte fra landsbyen byggede de et nyt hjem og senere en rigssal. Da de forlod landsbyen, tog de en hundehvalp med sig som de kaldte Anderledes, for, som Michael siger: „Det er et tegn, for at vise at vi virkelig er anderledes end verden.“ Den dag i dag ser det, ifølge Michael, ud til at Anderledes også kender forskellen, for „han bider kun dem bagi som ikke er Jehovas vidner eller interesserede“.

Men tilbage til beretningen. Senere ankom James Sopi, Billy Kwalobili og Joe Kwasui med skib fra Santa Cruz-øerne og blev i syv dage for at opmuntre Michael åndeligt og hjælpe ham med at tage sig af de interesserede. Michael blev en nidkær forkynder og blev senere døbt ved et områdestævne i Honiara. Antallet af dem der sluttede sig til Michael som forkyndere på Reeføerne blev ved med at vokse. I 1984 blev David Kirite’e og Ben Ramo derfor sendt dertil som specialpionerer. De fik det imidlertid ikke let.

Bladene råber

Et af de problemer David og Ben kom ud for, skyldtes til dels det fjendskab der er mellem nogle reeføboere og malaitanere. Denne fjendtlige holdning opstod efter at der næsten samtidig med at pionererne ankom, udbrød en strid mellem rivaliserende anglikanske grupper i Honiara. De malaitanske specialpionerer fik derfor svært ved at gå nogen steder på egen hånd for at forkynde. Deres problem blev ikke mindre af at folk lever i frygt for deres biskop og præster. Præsterne besøgte ofte folk for at se om de havde nogen af Selskabets bøger i hjemmet. Hvis der blev fundet nogen, var husejeren sikker på at blive skældt grundigt ud og blev tvunget til at udlevere bogen så præsten kunne ødelægge den. Det blev derfor meget vanskeligt at forkynde for nogen; folk løb væk så snart de fik øje på en forkynder.

Pionererne blev klar over at de måtte forkynde på en anden måde. „Vi besluttede at bruge blade fra træerne,“ sagde de. „Vi gik til et sted hvor stierne i urskoven krydsede hinanden og rykkede et stort blad af et træ i nærheden og skrev et skriftsted på det med store bogstaver og, med mindre bogstaver, en forklaring af skriftstedet. Med meget små bogstaver skrev vi så: ’Hvis du gerne vil vide mere om dette skriftsted, skriv da til Jehovas Vidner på Salomonøerne, eller spørg et Jehovas vidne der bor i nærheden af dig.’“

David og Ben giver os endnu et eksempel på deres bladforkyndelse: „Vi skrev et tema, for eksempel ’Guds rige’, og så nedenunder det første skriftsted, Mattæus 24:14, med ordene ’Vi må forkynde om dette’. Og så, nedenunder, et spørgsmål: ’Hvad vil Guds rige udrette?’ Og så det sidste skriftsted, Åbenbaringen 21:4.“

Hvis pionererne forkyndte i et område hvor folk var meget imod sandheden, brugte de Salme 37:9 som det sidste skriftsted på bladet: „De onde udryddes nemlig, men de der håber på Jehova, skal tage jorden i besiddelse.“ De lagde så bladet midt på de mest befærdede stier i urskoven og gik bort. Førte denne forkyndelsesmetode til gode resultater?

En dag skrev en af pionererne en prædiken på et blad med en kuglepen og placerede det omhyggeligt lige midt på en meget befærdet vej. Han gik et lille stykke væk og stod skjult mellem træerne. Han ventede, nysgerrig efter at se hvem der ville samle bladet op. Til hans overraskelse kom en hund gående hen ad vejen og standsede op for at snuse til bladet. „Jeg tror hunden kunne læse,“ sagde pioneren humoristisk, „for den begyndte at gø ad bladet. Hunden blev ophidset og lavede så megen støj at en jæger i urskoven troede at hunden havde fået jaget en opossum eller et firben op i et træ. Jægeren løb hen til stedet, blot for at opdage at hunden gøede ad bladet og skubbede til det med poten. Han skubbede hunden væk og samlede forsigtigt bladet op. Han brugte nogle få øjeblikke på at læse prædikenen på bladet, og lagde så lige så forsigtigt bladbudskabet tilbage midt på vejen.“

Pioneren slutter historien: „Da jeg senere gik forbi jægerens hus, råbte han til mig: ’Var det dig der lagde noget på vejen?’ Vi begyndte en bibelsk drøftelse, der snart blev til et regelmæssigt bibelstudium. Nu er manden og hele hans familie forkyndere af den gode nyhed.“

Den blinde ser

Billy Kwalobili blev gift i 1986, og han og hans brud, Lina, blev sendt til Reeføerne som specialpionerer. Et af deres bedste bibelstudier var studiet med en ung mand, Eriki, der var blind. Eriki var fascineret af fuglenes og insekternes lyde og kunne efterligne dem fuldstændigt. Gennem sit bibelstudium med broder og søster Kwalobili lærte han om den der har skabt alle disse skabninger. Han lærte også hvorfor folk er syge og hvorfor han var blind. Billy læste alle paragrafferne i studiematerialet højt; Eriki lyttede opmærksomt og besvarede derpå spørgsmålene til paragrafferne med sine egne ord. Eriki lærte mere end 30 skriftsteder udenad.

Da en rejsende tilsynsmand besøgte Eriki, sagde han: „Hold ham ikke tilbage. Lad ham forkynde.“ Den weekend vandrede Eriki sammen med otte forkyndere gennem den tætte urskov til distriktet. Den rejsende tilsynsmand holdt i den ene ende af en paraply og Eriki holdt i den anden ende og fulgte rask efter. Hele tiden lød det: „Der ligger en træstamme!“ eller: „Pas på klippeblokken til venstre!“ og så skrævede Eriki over træstammen eller trådte et skridt til siden for at undgå klippeblokken. Mange lyttede til Eriki når han fortalte om sit håb; og når han citerede skriftsteder fra hukommelsen, rystede de forbløffede på hovedet mens de fulgte med i deres egen bibel.

Ved slutningen af besøget sagde Eriki til den rejsende tilsynsmand: „Der er tre ting som jeg meget gerne vil have hvis bare jeg kunne få dem.“ Da han blev spurgt hvad det var, svarede han: „En bibel, en sangbog og en forkyndertaske!“

„Men hvorfor vil du have de ting, Eriki?“ spurgte tilsynsmanden. Eriki svarede: „For at jeg, når jeg går i rigssalen eller i forkyndelsen, kan være ét med mine brødre og søstre. Når jeg forkynder, vil folk måske ikke tro på hvad jeg siger, men når jeg viser dem ordene i min bibel, kan de følge med. Og for at have min bibel og min sangbog med, har jeg brug for en taske.“ Snart efter modtog Eriki to gaver — en ny bibel og en sangbog. Brødrene har ikke lædertasker, men klipper rissække midt over og syr skulderstropper i dem. Eriki fik også sin egen ’risforkyndertaske’. Det var som om en drøm gik i opfyldelse for ham. Hele menigheden delte hans glæde!

Snart efter blev Michael Polesi igen ansat som skolelærer. I denne stilling kunne han nu kontakte flere mennesker på Reeføerne. Det var en yderligere glæde da de to første kvinder fra Reeføerne blev døbt i 1990 ved et kredsstævne på Santa Cruz-øerne. Der er meget mere godt i vente for Temotuprovinsen.

[Illustration på side 227]

Taroblade bruges som paraplyer. Der kan også skrives budskaber på dem