I mange af de vanskeligt tilgængelige egne af Malaita, især i bjergene, og på andre øer, er der stammer som kun har haft ringe berøring med enten kristenheden eller den sande kristendom. De er hovedsagelig forfædredyrkere, men nogle er animister.

Foruden at brødrene må respektere beklædningsrestriktionerne i nogle landsbyer, må de tage hensyn til andre begrænsninger der råder blandt disse mennesker på grund af deres tro. Arturo Villasin, nu kredstilsynsmand, beretter: „De brødre der leder en gruppe i forkyndelsen er meget omhyggelige med at tage hensyn til landsbyboernes frygt for at gøre noget der vil mishage ånderne. I nogle landsbyer er det strengt forbudt at nævne visse ord eller navne, som for eksempel at sige navnet på en død forfader som menes at have magt over landsbyen. Nogle træer betragtes også som hellige, og kun mænd må sidde i skyggen af dem. I en landsby ved kysten er det anstødeligt at gå i bestemte farver; man kan ikke gå i rødt eller sort. Dér vil man taktfuldt undlade at bruge en bog eller bibel med rødt eller sort bind i forkyndelsen.

Der er visse dele af landsbyerne hvor kvinder under ingen omstændigheder må komme. En mand må ikke sætte sig på samme bænk som en kvinde medmindre hun er hans kone. Hvis nogen af disse skikke bliver brudt, må der straks betales erstatning. Det er derfor vigtigt at brødrene og søstrene er godt inde i hver eneste landsbys regler, love og begrænsninger hvis der skal aflægges et virkningsfuldt vidnesbyrd. Før de går ind i en landsby vil den broder som leder gruppen derfor i detaljer drøfte med gruppens medlemmer — især søstrene, som lettere uforvarende kunne komme til at bryde de mandsorienterede skikke — hvad de bør gøre og ikke bør gøre mens de er i landsbyen. Der vises med glæde hensyn som ikke er i modstrid med Jehovas retfærdige principper, således at landsbyboerne får en reel mulighed for at høre den gode nyhed. Mange har reageret positivt og har med glæde aflagt vaner som mishager den sande Gud.“

Omgivet af dæmoner

I bjergdistriktet Kwaio på Malaita ligger landsbyen Aiolo. Denne landsby består næsten udelukkende af Jehovas vidner.

Aiolo er som et tilflugtssted for Jehovas folk, omgivet af dæmondyrkelse. Når man fra landsbyen ser ud over landskabet, ser man mange såkaldt hellige steder — høje med tæt urskov på toppen og siderne ryddet for at man kan skelne mellem helligt og neutralt område. Dér ofrer præsterne grise til guderne. En del af ofrene spises af præsten og, somme tider, af andre mænd. Men det er under dødsstraf forbudt kvinder at spise noget af offeret eller at være med til selve ofringen, selv om det hovedsagelig er dem der opdrætter grisene. Efter ofringen må præsten eller andre der har foretaget ofringen, blive i et helligt hus inden for landsbyens område i et bestemt antal dage før de kan vende hjem til deres familie.

I Aiolo blev der opført et ’hurtigbygget hus’ lavet af bambus og andre materialer fra urskoven. Et Jehovas vidne stillede dette nye hus til rådighed for de såkaldt bortløbne. Det er interesserede, endda hele familier, som er løbet bort fra dæmondyrkelsen. De er flygtet fra deres dæmondyrkende landsby for at finde tilflugt i Aiolo. Engang ankom en bortløben familie, en ægtemand, hans kone og nogle af hans brødre og søstre, fordi landsbyboerne søgte at dræbe dem fordi de havde fornærmet deres dæmon ved ikke at ofre en gris til den. Straffen? Døden!

I én landsby må man ikke bruge de engelske ord for „ond“ og „krig“. Disse to ord er navnene på to af deres dæmoner. At sige disse navne er en lovovertrædelse, og den der gør det må betale en stor erstatning. Da de lokale brødre tog dertil for at forkynde, sagde den nye kredstilsynsmand til brødrene at han hellere ville nøjes med at lytte. Det syntes brødrene ikke om; de insisterede på at kredstilsynsmanden skulle sige noget, eftersom han var blevet sat godt ind i de lokale skikke. Den besøgende broder gik til sidst med til det. Mens han gik op og ned ad bjergene ad stierne i urskoven, blev han ved med at mumle for sig selv: „Sig ikke KRIG, sig ikke OND.“

Da de omsider nåede distriktet, inviterede en mand den rejsende tilsynsmand og to andre brødre ind i sit hus. De to brødre indledte samtalen og præsenterede så den nervøse rejsende tilsynsmand. Han fremholdt en kort præsentation fra Bibelen, og alt gik godt. Den besøgte så ud til at være glad for det han hørte. Den rejsende tilsynsmand var også ret tilfreds med sig selv og åbnede bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden og begyndte at vise billederne af Paradiset. Men så, til sin rædsel, tilføjede han: „Og Gud vil gøre ende på al krig.“

Manden gjorde store øjne af forbavselse, og det gjorde den rejsende tilsynsmand også. Han så hurtigt hen på de to brødre for at få hjælp og tog en dyb indånding, men de så hen på den besøgte, som om de ville sige: „Han sagde ikke ’krig’, vel?“ Og den besøgte så på dem, som om han ville sige: „Nej, det gjorde han vist ikke.“ Og således sluttede samtalen uden at de måtte betale erstatning.