Under et tougers ophold i byen Gizo blev broder Fanidua tilskyndet til at fortsætte sit forkyndelsesarbejde af distriktspolitiinspektøren, som også sagde at han og hans partner skulle sætte sig i forbindelse med ham hvis de fik nogen problemer inden for hans embedsområde, som omfattede øgruppen New Georgia. Det varede ikke længe før pionererne ankom til Munda, en bebyggelse ved Rovianalagunen på øen New Georgia.

Munda er i virkeligheden en række små landsbyer der ligger hele vejen rundt om en landingsbane som blev bygget i begyndelsen af 1940’erne af den japanske hær. Det amerikanske luftvåben overtog senere landingsbanen, udvidede den og brugte den under resten af den anden verdenskrig. Stammerne i dette område er matriarkalske samfund. Broder Fanidua mindes: „Da vi ankom til Munda med statens postbåd, begyndte vi at spekulere på hvor og hos hvem vi skulle bo og hvordan sandheden ville blive modtaget i dette nye område. Vi gik hen ad vejen der løb langs med lagunen og stod kort efter foran Taude Kenaz’ hus. Taude var malaitaner. Jeg vidste han ville byde os velkommen, da han også var en kwara’ae, men om vi kunne bo i hans hus mens vi var i Munda afhang for en stor del af hvordan vi blev modtaget af jordbesidderen, hans svigermoder, Miriam, der var enke.“

Miriam var et kendt og respekteret medlem af rovianastammen på øen New Georgia. Hun udøvede ikke blot magt som jordbesidder men havde også megen indflydelse i Den Forenede Kirke. Hendes afdøde mand havde været medvirkende til at dette trossamfund var kommet til deres område. Da Miriam tidligere havde drømt at hun ville modtage nogle usædvanlige besøgende, troede hun ikke sine egne øjne da hun så de to pionerer stå ved døren med en taske og Bibelen i hånden. Til pionerernes store overraskelse indbød hun dem straks til at bo i sit hus. Hendes gæstfrihed viste sig at blive til velsignelse for hele hendes familie. Pionererne plejede nemlig hver aften at studere med alle der viste en sådan venlighed. Miriam og hendes datter Esther, og Taude, Esthers mand, var tre sådanne mennesker.

Det var i denne periode, i 1970, at de rejsende tilsynsmænd John Cutforth og Jim Smith besøgte Munda på deres vej tilbage til Papua Ny Guinea. Broder Smith blev hurtigt klar over den potentielle interesse i Munda, og han sagde derfor til pionererne at det ville være godt hvis de kunne blive der indtil der var blevet oprettet en menighed. Disse to tilsynsmænd hjalp omhyggeligt pionererne med at organisere møder. For første gang kunne man høre lovprisningssange til Jehova på øen New Georgia! De rejsende tilsynsmænd lod pionererne i Munda tage sig af fårene, og drog videre til andre distrikter.

En aften blev pionererne pludselig revet ud af deres søvn af en skare vrede mennesker. Pøbelen blev anført af en politimand der ikke var i tjeneste. Han beordrede strengt brødrene til straks at forlade området. Broder Fanidua henvendte sig til skaren og fortalte dem hvad politiinspektøren havde sagt til dem på Gizo: „Hvis I skulle få nogen problemer noget sted i mit embedsområde, skal I sætte jer i forbindelse med mig.“ Da politimanden hørte dette, blev han bange, og skaren spredtes. Sagen rygtedes imidlertid hurtigt og kom også inspektøren på Gizo for øre.

Inspektøren tog med det samme med et fly til Munda. Kort efter at han var ankommet, blev broder Fanidua bedt om at møde på den lokale politistation. Da broder Fanidua kom ind på stationen, lagde han mærke til at der var to højtstående lokale politimænd til stede. Så dæmrede det for ham; samtalen med inspektøren fandt sted af hensyn til de to lokale politimænd. Efter at broder Fanidua havde forklaret hvorfor han og hans partner var kommet til Munda, opsummerede inspektøren det der var blevet sagt ved at sige: „Jeg har min tro. Du, Albert [han pegede på den ene politimand], har din tro. Du, Alex [den anden politimand], har din tro. Salomonøernes lov garanterer alle tilbedelsesfrihed. Vidnerne bor i Miriams hus, hvilket hun har indbudt dem til. Hun er jordbesidderen, og hun er både i sin lovlige og sin stammemæssige ret til at have folk af en hvilken som helst tro på besøg i sit hjem, og I har som lovens håndhævere, hvad enten I er i tjeneste eller ej, ingen ret til at forsøge at forhindre Miriam i at vise interesse for Jehovas Vidner.“ Han sluttede med at stille de to pionerer under de to lokale politimænds særlige beskyttelse.

Ned med korset i Temotuprovinsen

Cirka 900 kilometer sydøst for Honiara ligger Temotuprovinsen, der omfatter de østligste af Salomonøerne, heriblandt Santa Cruz-øerne. Temotuprovinsen var usædvanlig. Der var kun ét trossamfund repræsenteret dér, den anglikanske kirke. Det var i årevis ikke lykkedes noget andet trossamfund at gøre noget som helst indtryk på de alvorlige mennesker på disse øer. Men i 1976 blev John Mealue, en anglikansk lægprædikant, af sin kirke sendt til Papua Ny Guinea for at blive oplært som oversætter af de lokale sprog. Dette skulle komme til at forandre det religiøse billede i provinsen.

Mens John boede i Papua Ny Guinea åbnede han en formiddag døren for et af Jehovas vidner. Han fik da den første smagsprøve af den gode nyhed om Riget. Efter flere drøftelser blev John hurtigt klar over at det han hørte var sandheden. Skønt han var blevet udvalgt til at blive den næste anglikanske biskop på Santa Cruz-øerne, opgav han sine sprogstudier og vendte tilbage til Salomonøerne. På vejen tilbage til Santa Cruz-øerne stoppede han ved afdelingskontoret i Honiara og spurgte om nogen kunne besøge hans ø og oprette en menighed der. Afdelingskontoret begyndte straks at træffe forberedelser hertil.

Da John kom tilbage til sin landsby, begyndte han at forkynde for sine kødelige brødre, James Sopi og Drawman Alilvo, der begge var skolelærere, men de modsatte sig hans budskab. Hans brødre såvel som andre ville gerne vide hvorfor han var vendt hjem. Han svarede dem direkte og fortalte dem hvor skuffet han var over præsterne. „De har løjet for os hele tiden,“ sagde han, og gav dem eksempler. John havde endnu ikke lært hvordan man forkynder taktfuldt. En dag gik han med en økse i hånden lige ind midt i landsbyen Malo og huggede dens kæmpemæssige kors om, slæbte det hen ad jorden og smed det i havet. Ingen vovede at lægge hånd på ham. Hans handling kostede ham ikke desto mindre en dag i retten, og fordi han havde omhugget deres hellige symbol, forudsagde de religiøse ledere at John om otte dage ville blive ramt af døden.

Otte dage senere levede John stadig. Dette blev et vendepunkt for retsindige mennesker. Nyheden bredte sig som en løbeild, og da John mødte i retten var ikke alene domhuset fyldt til bristepunktet, men hele Lata Station, hovedstaden i Temotuprovinsen, vrimlede med mennesker.

Man kunne høre en nål falde til gulvet i retslokalet da John stod op for at forsvare sig. Han appellerede til tilhørernes samvittighed da han i detaljer fortalte om korsets oprindelse, kristenhedens hykleri og hvordan præsterne åndeligt talt havde holdt ham og hans folk i mørke. I sin kendelse sagde dommeren: „Anklagerne er afvist. De skal imidlertid betale en bøde på 20 dollars for at have ødelagt privat ejendom.“

Præsterne havde lidt et nederlag; de ville gerne have haft John dømt til hårdt fængselsarbejde. Ikke så få, deriblandt hans brødre, James og Drawman, var blevet berørt af det de havde hørt i retten og kom senere i sandheden.

Den fredelige måde at forkynde på

I 1981 ankom Billy Kwalobili og Joe Kwasui til flyvepladsen i Lata i Temotuprovinsen, efter to års arbejde ved betelbyggeriet. De glædede sig til at fremme sandheden i dette nye distrikt. De nye forkyndere havde brug for at lære at ’en Herrens træl ikke bør strides med nogen, men bør være mild imod alle, idet han finder sig i ondt’. (2 Tim. 2:24) Da en gruppe forkyndere en dag var ude i tjenesten, gik en pøbelskare af ophidsede anglikanere, ansporet af præsten, til angreb på en af forkynderne og gav resten ordre til ikke at forkynde i deres landsby. De nye forkyndere tænkte at den eneste mulighed for at få vidnearbejdet gjort, var at fjerne forhindringen med magt. De bankede derfor hele pøbelskaren og brækkede benet på en af modstanderne! Men hjulpet af god undervisning fra Selskabet og af pionerernes eksempel lærte de nye forkyndere, med nogle problematiske øjeblikke indimellem, til sidst at forkynde fredeligt.

Billy og Joe mødte også andre udfordringer. Der var kun tre uger til at kredstilsynsmanden og områdetilsynsmanden skulle komme for at holde det allerførste kredsstævne på Santa Cruz-øerne. Men der var et stort problem: der var ikke noget sted at holde stævnet. Man gik straks i gang med at skaffe et stykke jord til en rigssal. Men hvor? Der var ganske vist mange interesserede i Nemba, men der var også stærk modstand fra den anglikanske kirke. Uheldigvis var jordbesidderne alle medlemmer af kirken og meget imod at der blev opført en rigssal i nærheden af dem. Det blev derfor besluttet at bygge i John Mealues landsby, på øen Malo, tre timers kanosejlads fra Nemba.

Da pionererne kom til John med dette forslag, svarede han: „Det er lige hvad jeg længe har ønsket.“ Den selv samme dag begyndte byggeriet, og det blev udført i rasende fart. Et stykke inde i byggeriet ankom kredstilsynsmanden på sit regelmæssige besøg i menigheden, og han gav en hånd med ved byggeriet. Lige til tiden stod en pæn sal, bygget af blade, med tag, podium og åben til de tre sider, klar til at rumme de mennesker man ventede til stævnet.

Med tiden blev John, James og Drawman og deres respektive ægtefæller døbt. Disse tre kødelige brødre havde været højt værdsat af den anglikanske kirke, men efter at de havde taget imod sandheden, lagde præsterne pres på skolevæsenets embedsmænd og fik James og Drawman fyret fra deres arbejde. Det afskrækkede ikke de to brødre. De besluttede at skaffe sig deres udkomme af jorden og havet og bruge deres tid til at forkynde fra hus til hus om de virkelige skatte, de vidunderlige sandheder om Riget. Snart sluttede mange flere sig til dem. Til sidst blev der bygget en rigssal i Nemba.

Et „anderledes“ bid på Reeføerne

Nogen tid efter at John Mealue havde taget imod sandheden, gik Michael Polesi fra Gawa på Reeføerne, der ligger i den ydre østlige øgruppe, på et seminarium i Honiara. Michael var anglikaner. Da han en morgen gik forbi markedet hvor Vidnerne stod under træerne og udførte gadearbejde, lagde han mærke til at nogle store drenge lavede sjov med nogle af de ældre forkyndere. Deres stiklerier gik ofte ud over Benjamin Ru’u, en forkynder der havde fået noget af sit ene ben amputeret. Da Michael så Benjamin gå ved hjælp af et træben der var bundet fast til hans knæ, fik han ondt af ham og modtog bogen Sandheden der fører til evigt liv af ham. Han tog den med sig tilbage til Malo på Santa Cruz-øerne, hvor han underviste i underskolen.

Dér blev han kontaktet af John Mealues broder Drawman, som da stadig var lærer i underskolen. Michael var lykkelig for at der var nogen som kunne hjælpe ham med at forstå Bibelen. Desværre var skoleåret ved at være slut og Michael ville snart vende tilbage til sit hjem og sin familie på Reeføerne. Da han var klar til at vende hjem, havde han kun læst tre kapitler i ’Sandhedsbogen’. Til trods for sin begrænsede forståelse af Bibelen, begyndte han ikke desto mindre at forkynde da han var kommet hjem.

Da Michael ikke ville holde op med at tale om sandheden, lagde præsterne pres på skolevæsenets embedsmænd i Lata Station for at få ham fyret, ligesom de senere fik James og Drawman fyret. Michael besluttede at skaffe sig sit udkomme ved at dyrke jorden. Han og hans kone, Naomi, og deres børn blev til sidst tvunget til at forlade landsbyen som udstødte. Langt borte fra landsbyen byggede de et nyt hjem og senere en rigssal. Da de forlod landsbyen, tog de en hundehvalp med sig som de kaldte Anderledes, for, som Michael siger: „Det er et tegn, for at vise at vi virkelig er anderledes end verden.“ Den dag i dag ser det, ifølge Michael, ud til at Anderledes også kender forskellen, for „han bider kun dem bagi som ikke er Jehovas vidner eller interesserede“.

Men tilbage til beretningen. Senere ankom James Sopi, Billy Kwalobili og Joe Kwasui med skib fra Santa Cruz-øerne og blev i syv dage for at opmuntre Michael åndeligt og hjælpe ham med at tage sig af de interesserede. Michael blev en nidkær forkynder og blev senere døbt ved et områdestævne i Honiara. Antallet af dem der sluttede sig til Michael som forkyndere på Reeføerne blev ved med at vokse. I 1984 blev David Kirite’e og Ben Ramo derfor sendt dertil som specialpionerer. De fik det imidlertid ikke let.

Bladene råber

Et af de problemer David og Ben kom ud for, skyldtes til dels det fjendskab der er mellem nogle reeføboere og malaitanere. Denne fjendtlige holdning opstod efter at der næsten samtidig med at pionererne ankom, udbrød en strid mellem rivaliserende anglikanske grupper i Honiara. De malaitanske specialpionerer fik derfor svært ved at gå nogen steder på egen hånd for at forkynde. Deres problem blev ikke mindre af at folk lever i frygt for deres biskop og præster. Præsterne besøgte ofte folk for at se om de havde nogen af Selskabets bøger i hjemmet. Hvis der blev fundet nogen, var husejeren sikker på at blive skældt grundigt ud og blev tvunget til at udlevere bogen så præsten kunne ødelægge den. Det blev derfor meget vanskeligt at forkynde for nogen; folk løb væk så snart de fik øje på en forkynder.

Pionererne blev klar over at de måtte forkynde på en anden måde. „Vi besluttede at bruge blade fra træerne,“ sagde de. „Vi gik til et sted hvor stierne i urskoven krydsede hinanden og rykkede et stort blad af et træ i nærheden og skrev et skriftsted på det med store bogstaver og, med mindre bogstaver, en forklaring af skriftstedet. Med meget små bogstaver skrev vi så: ’Hvis du gerne vil vide mere om dette skriftsted, skriv da til Jehovas Vidner på Salomonøerne, eller spørg et Jehovas vidne der bor i nærheden af dig.’“

David og Ben giver os endnu et eksempel på deres bladforkyndelse: „Vi skrev et tema, for eksempel ’Guds rige’, og så nedenunder det første skriftsted, Mattæus 24:14, med ordene ’Vi må forkynde om dette’. Og så, nedenunder, et spørgsmål: ’Hvad vil Guds rige udrette?’ Og så det sidste skriftsted, Åbenbaringen 21:4.“

Hvis pionererne forkyndte i et område hvor folk var meget imod sandheden, brugte de Salme 37:9 som det sidste skriftsted på bladet: „De onde udryddes nemlig, men de der håber på Jehova, skal tage jorden i besiddelse.“ De lagde så bladet midt på de mest befærdede stier i urskoven og gik bort. Førte denne forkyndelsesmetode til gode resultater?

En dag skrev en af pionererne en prædiken på et blad med en kuglepen og placerede det omhyggeligt lige midt på en meget befærdet vej. Han gik et lille stykke væk og stod skjult mellem træerne. Han ventede, nysgerrig efter at se hvem der ville samle bladet op. Til hans overraskelse kom en hund gående hen ad vejen og standsede op for at snuse til bladet. „Jeg tror hunden kunne læse,“ sagde pioneren humoristisk, „for den begyndte at gø ad bladet. Hunden blev ophidset og lavede så megen støj at en jæger i urskoven troede at hunden havde fået jaget en opossum eller et firben op i et træ. Jægeren løb hen til stedet, blot for at opdage at hunden gøede ad bladet og skubbede til det med poten. Han skubbede hunden væk og samlede forsigtigt bladet op. Han brugte nogle få øjeblikke på at læse prædikenen på bladet, og lagde så lige så forsigtigt bladbudskabet tilbage midt på vejen.“

Pioneren slutter historien: „Da jeg senere gik forbi jægerens hus, råbte han til mig: ’Var det dig der lagde noget på vejen?’ Vi begyndte en bibelsk drøftelse, der snart blev til et regelmæssigt bibelstudium. Nu er manden og hele hans familie forkyndere af den gode nyhed.“

Den blinde ser

Billy Kwalobili blev gift i 1986, og han og hans brud, Lina, blev sendt til Reeføerne som specialpionerer. Et af deres bedste bibelstudier var studiet med en ung mand, Eriki, der var blind. Eriki var fascineret af fuglenes og insekternes lyde og kunne efterligne dem fuldstændigt. Gennem sit bibelstudium med broder og søster Kwalobili lærte han om den der har skabt alle disse skabninger. Han lærte også hvorfor folk er syge og hvorfor han var blind. Billy læste alle paragrafferne i studiematerialet højt; Eriki lyttede opmærksomt og besvarede derpå spørgsmålene til paragrafferne med sine egne ord. Eriki lærte mere end 30 skriftsteder udenad.

Da en rejsende tilsynsmand besøgte Eriki, sagde han: „Hold ham ikke tilbage. Lad ham forkynde.“ Den weekend vandrede Eriki sammen med otte forkyndere gennem den tætte urskov til distriktet. Den rejsende tilsynsmand holdt i den ene ende af en paraply og Eriki holdt i den anden ende og fulgte rask efter. Hele tiden lød det: „Der ligger en træstamme!“ eller: „Pas på klippeblokken til venstre!“ og så skrævede Eriki over træstammen eller trådte et skridt til siden for at undgå klippeblokken. Mange lyttede til Eriki når han fortalte om sit håb; og når han citerede skriftsteder fra hukommelsen, rystede de forbløffede på hovedet mens de fulgte med i deres egen bibel.

Ved slutningen af besøget sagde Eriki til den rejsende tilsynsmand: „Der er tre ting som jeg meget gerne vil have hvis bare jeg kunne få dem.“ Da han blev spurgt hvad det var, svarede han: „En bibel, en sangbog og en forkyndertaske!“

„Men hvorfor vil du have de ting, Eriki?“ spurgte tilsynsmanden. Eriki svarede: „For at jeg, når jeg går i rigssalen eller i forkyndelsen, kan være ét med mine brødre og søstre. Når jeg forkynder, vil folk måske ikke tro på hvad jeg siger, men når jeg viser dem ordene i min bibel, kan de følge med. Og for at have min bibel og min sangbog med, har jeg brug for en taske.“ Snart efter modtog Eriki to gaver — en ny bibel og en sangbog. Brødrene har ikke lædertasker, men klipper rissække midt over og syr skulderstropper i dem. Eriki fik også sin egen ’risforkyndertaske’. Det var som om en drøm gik i opfyldelse for ham. Hele menigheden delte hans glæde!

Den gode nyhed når Makiraprovinsen

I 1984 blev der åbnet et distrikt hvor der aldrig før var blevet forkyndt. Det var øen San Cristobal, hvor det meste af befolkningen stadig levede i stammelandsbyer. Det var vanskeligt at sende pionerer til øen for at forkynde, for stammelivsformen tog ikke højde for besøgende. Det begyndte imidlertid at lysne da en broder der kunne betjene entreprenørmaskiner, blev sendt til San Cristobal af sit firma. Afdelingskontoret benyttede sig straks af lejligheden og sendte James Ronomaelana, specialpioner og nu medlem af afdelingskontorets udvalg, til San Cristobal for at bedømme mulighederne for at åbne arbejdet dér.

Da James forkyndte på øen, måtte han i begyndelsen udholde megen modstand, og en dag blev han forbavset over at støde på et skilt med advarselen: „Jehova-folk! Ingen adgang uden særlig tilladelse.“ De mange nedslående erfaringer kølnede imidlertid ikke hans nidkærhed, og han blev velsignet med en spændende oplevelse. Han fortæller: „I en landsby kom jeg til et stort hus. Manden i huset ejede en kokosplantage og kvæg og var tydeligvis langt mere velhavende end sine naboer. Jeg sprang derfor huset over, idet jeg mente at denne mand ikke ville have tid til sandheden. Mens jeg var på vej væk, begyndte jeg at bebrejde mig selv at jeg havde været så frygtsom. Jeg spurgte strengt mig selv: ’Hvorfor springer du huset over?’ og svarede så modigt: ’Jehova har sendt mig her, og måske er det sidste gang jeg er her. Jeg må gå hen og tale med den mand!’“

Da han nåede huset, traf han ejerne, Oswald og Rachel Oli. James indledte begejstret samtalen med at gøre opmærksom på at Gud har et navn, og at han har en hensigt med jorden. Parret blev fyldt med glæde over at lære at Gud vil gøre jorden til et paradis. Ved det andet besøg blev der påbegyndt et bibelstudium. Oswald og Rachel begyndte snart at indrette deres liv efter Jehovas retfærdige principper. Da Oswald var en stor bidragyder i kirken, kom det ikke som nogen overraskelse at den anglikanske kirke rettede en heftig modstand mod ham. På det tidspunkt blev der også sendt specialpionerer til øen for at udvide arbejdet, og dét gjorde de lokale præster endnu mere vrede, så de endda opfordrede deres medlemmer til at bruge vold for at bringe pionererne til tavshed.

Hverken pionererne eller Oswald og hans familie lod sig dog afskrække, som det fremgår af dette eksempel: Da Hankton Salatalau, en specialpioner, forkyndte for en interesseret mand, begyndte et medlem af den anglikanske kirke at råbe skældsord efter ham. Da Hankton respektfuldt gik sin vej, angreb manden ham bagfra og slog ham omkuld så han ramte nogle skarpe koralblokke, og sparkede ham nådeløst i over et kvarter. Landsbyfolkene var chokerede mens de så til i rædsel. Deres store frygt for præsterne afholdt dem imidlertid fra at komme ham til hjælp. Hankton lå hjælpeløs på jorden og prøvede at dække hovedet og kroppen med sine arme. Hans ryg var en blodig masse og lignede et stykke råt kød efter at være blevet flænset på de skarpe koraller. Endelig tog nogle mod til sig og skred ind. De greb fat i angriberen og holdt ham tilbage, mens Hankton, ilde tilredt, slap hjem.

Mange øboere er sørgeligt nok stadig fanget i det spind af frygt som kirken har vævet. Nogle er ikke desto mindre begyndt at se forskellen mellem kristenheden og sand kristendom. I mellemtiden er de fire specialpionerers udholdenhed blevet belønnet. Der er to flittige og blomstrende menigheder på San Cristobal. Oswald, Rachel og deres børn, samt Rachels familie, er også frygtløse forkyndere af den gode nyhed.

[Illustration på side 227]

Taroblade bruges som paraplyer. Der kan også skrives budskaber på dem