Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Salomonøerne
    Jehovas Vidners Årbog 1992
    • Ned med korset i Temotuprovinsen

      Cirka 900 kilometer sydøst for Honiara ligger Temotuprovinsen, der omfatter de østligste af Salomonøerne, heriblandt Santa Cruz-øerne. Temotuprovinsen var usædvanlig. Der var kun ét trossamfund repræsenteret dér, den anglikanske kirke. Det var i årevis ikke lykkedes noget andet trossamfund at gøre noget som helst indtryk på de alvorlige mennesker på disse øer. Men i 1976 blev John Mealue, en anglikansk lægprædikant, af sin kirke sendt til Papua Ny Guinea for at blive oplært som oversætter af de lokale sprog. Dette skulle komme til at forandre det religiøse billede i provinsen.

      Mens John boede i Papua Ny Guinea åbnede han en formiddag døren for et af Jehovas vidner. Han fik da den første smagsprøve af den gode nyhed om Riget. Efter flere drøftelser blev John hurtigt klar over at det han hørte var sandheden. Skønt han var blevet udvalgt til at blive den næste anglikanske biskop på Santa Cruz-øerne, opgav han sine sprogstudier og vendte tilbage til Salomonøerne. På vejen tilbage til Santa Cruz-øerne stoppede han ved afdelingskontoret i Honiara og spurgte om nogen kunne besøge hans ø og oprette en menighed der. Afdelingskontoret begyndte straks at træffe forberedelser hertil.

      Da John kom tilbage til sin landsby, begyndte han at forkynde for sine kødelige brødre, James Sopi og Drawman Alilvo, der begge var skolelærere, men de modsatte sig hans budskab. Hans brødre såvel som andre ville gerne vide hvorfor han var vendt hjem. Han svarede dem direkte og fortalte dem hvor skuffet han var over præsterne. „De har løjet for os hele tiden,“ sagde han, og gav dem eksempler. John havde endnu ikke lært hvordan man forkynder taktfuldt. En dag gik han med en økse i hånden lige ind midt i landsbyen Malo og huggede dens kæmpemæssige kors om, slæbte det hen ad jorden og smed det i havet. Ingen vovede at lægge hånd på ham. Hans handling kostede ham ikke desto mindre en dag i retten, og fordi han havde omhugget deres hellige symbol, forudsagde de religiøse ledere at John om otte dage ville blive ramt af døden.

      Otte dage senere levede John stadig. Dette blev et vendepunkt for retsindige mennesker. Nyheden bredte sig som en løbeild, og da John mødte i retten var ikke alene domhuset fyldt til bristepunktet, men hele Lata Station, hovedstaden i Temotuprovinsen, vrimlede med mennesker.

      Man kunne høre en nål falde til gulvet i retslokalet da John stod op for at forsvare sig. Han appellerede til tilhørernes samvittighed da han i detaljer fortalte om korsets oprindelse, kristenhedens hykleri og hvordan præsterne åndeligt talt havde holdt ham og hans folk i mørke. I sin kendelse sagde dommeren: „Anklagerne er afvist. De skal imidlertid betale en bøde på 20 dollars for at have ødelagt privat ejendom.“

      Præsterne havde lidt et nederlag; de ville gerne have haft John dømt til hårdt fængselsarbejde. Ikke så få, deriblandt hans brødre, James og Drawman, var blevet berørt af det de havde hørt i retten og kom senere i sandheden.

  • Salomonøerne
    Jehovas Vidners Årbog 1992
    • Der var kun tre uger til at kredstilsynsmanden og områdetilsynsmanden skulle komme for at holde det allerførste kredsstævne på Santa Cruz-øerne. Men der var et stort problem: der var ikke noget sted at holde stævnet. Man gik straks i gang med at skaffe et stykke jord til en rigssal. Men hvor? Der var ganske vist mange interesserede i Nemba, men der var også stærk modstand fra den anglikanske kirke. Uheldigvis var jordbesidderne alle medlemmer af kirken og meget imod at der blev opført en rigssal i nærheden af dem. Det blev derfor besluttet at bygge i John Mealues landsby, på øen Malo, tre timers kanosejlads fra Nemba.

      Da pionererne kom til John med dette forslag, svarede han: „Det er lige hvad jeg længe har ønsket.“ Den selv samme dag begyndte byggeriet, og det blev udført i rasende fart. Et stykke inde i byggeriet ankom kredstilsynsmanden på sit regelmæssige besøg i menigheden, og han gav en hånd med ved byggeriet. Lige til tiden stod en pæn sal, bygget af blade, med tag, podium og åben til de tre sider, klar til at rumme de mennesker man ventede til stævnet.

      Med tiden blev John, James og Drawman og deres respektive ægtefæller døbt.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del