I 1988 blev Festus Funusui og hans kone, Ovature, sendt til Belamna som specialpionerer for yderligere at organisere forkyndelsesarbejdet. Forkyndelse på gader og markeder blev introduceret i Lata Station.

I 1984 blev David Kirite’e og Ben Ramo derfor sendt dertil som specialpionerer. De fik det imidlertid ikke let.

Bladene råber

Et af de problemer David og Ben kom ud for, skyldtes til dels det fjendskab der er mellem nogle reeføboere og malaitanere. Denne fjendtlige holdning opstod efter at der næsten samtidig med at pionererne ankom, udbrød en strid mellem rivaliserende anglikanske grupper i Honiara. De malaitanske specialpionerer fik derfor svært ved at gå nogen steder på egen hånd for at forkynde. Deres problem blev ikke mindre af at folk lever i frygt for deres biskop og præster. Præsterne besøgte ofte folk for at se om de havde nogen af Selskabets bøger i hjemmet. Hvis der blev fundet nogen, var husejeren sikker på at blive skældt grundigt ud og blev tvunget til at udlevere bogen så præsten kunne ødelægge den. Det blev derfor meget vanskeligt at forkynde for nogen; folk løb væk så snart de fik øje på en forkynder.

Pionererne blev klar over at de måtte forkynde på en anden måde. „Vi besluttede at bruge blade fra træerne,“ sagde de. „Vi gik til et sted hvor stierne i urskoven krydsede hinanden og rykkede et stort blad af et træ i nærheden og skrev et skriftsted på det med store bogstaver og, med mindre bogstaver, en forklaring af skriftstedet. Med meget små bogstaver skrev vi så: ’Hvis du gerne vil vide mere om dette skriftsted, skriv da til Jehovas Vidner på Salomonøerne, eller spørg et Jehovas vidne der bor i nærheden af dig.’“

David og Ben giver os endnu et eksempel på deres bladforkyndelse: „Vi skrev et tema, for eksempel ’Guds rige’, og så nedenunder det første skriftsted, Mattæus 24:14, med ordene ’Vi må forkynde om dette’. Og så, nedenunder, et spørgsmål: ’Hvad vil Guds rige udrette?’ Og så det sidste skriftsted, Åbenbaringen 21:4.“

Hvis pionererne forkyndte i et område hvor folk var meget imod sandheden, brugte de Salme 37:9 som det sidste skriftsted på bladet: „De onde udryddes nemlig, men de der håber på Jehova, skal tage jorden i besiddelse.“ De lagde så bladet midt på de mest befærdede stier i urskoven og gik bort. Førte denne forkyndelsesmetode til gode resultater?

En dag skrev en af pionererne en prædiken på et blad med en kuglepen og placerede det omhyggeligt lige midt på en meget befærdet vej. Han gik et lille stykke væk og stod skjult mellem træerne. Han ventede, nysgerrig efter at se hvem der ville samle bladet op. Til hans overraskelse kom en hund gående hen ad vejen og standsede op for at snuse til bladet. „Jeg tror hunden kunne læse,“ sagde pioneren humoristisk, „for den begyndte at gø ad bladet. Hunden blev ophidset og lavede så megen støj at en jæger i urskoven troede at hunden havde fået jaget en opossum eller et firben op i et træ. Jægeren løb hen til stedet, blot for at opdage at hunden gøede ad bladet og skubbede til det med poten. Han skubbede hunden væk og samlede forsigtigt bladet op. Han brugte nogle få øjeblikke på at læse prædikenen på bladet, og lagde så lige så forsigtigt bladbudskabet tilbage midt på vejen.“

Pioneren slutter historien: „Da jeg senere gik forbi jægerens hus, råbte han til mig: ’Var det dig der lagde noget på vejen?’ Vi begyndte en bibelsk drøftelse, der snart blev til et regelmæssigt bibelstudium. Nu er manden og hele hans familie forkyndere af den gode nyhed.“

Den blinde ser

Billy Kwalobili blev gift i 1986, og han og hans brud, Lina, blev sendt til Reeføerne som specialpionerer. Et af deres bedste bibelstudier var studiet med en ung mand, Eriki, der var blind. Eriki var fascineret af fuglenes og insekternes lyde og kunne efterligne dem fuldstændigt. Gennem sit bibelstudium med broder og søster Kwalobili lærte han om den der har skabt alle disse skabninger. Han lærte også hvorfor folk er syge og hvorfor han var blind. Billy læste alle paragrafferne i studiematerialet højt; Eriki lyttede opmærksomt og besvarede derpå spørgsmålene til paragrafferne med sine egne ord. Eriki lærte mere end 30 skriftsteder udenad.

Det var vanskeligt at sende pionerer til øen for at forkynde, for stammelivsformen tog ikke højde for besøgende. Det begyndte imidlertid at lysne da en broder der kunne betjene entreprenørmaskiner, blev sendt til San Cristobal af sit firma. Afdelingskontoret benyttede sig straks af lejligheden og sendte James Ronomaelana, specialpioner og nu medlem af afdelingskontorets udvalg, til San Cristobal for at bedømme mulighederne for at åbne arbejdet dér.

Da James forkyndte på øen, måtte han i begyndelsen udholde megen modstand, og en dag blev han forbavset over at støde på et skilt med advarselen: „Jehova-folk! Ingen adgang uden særlig tilladelse.“ De mange nedslående erfaringer kølnede imidlertid ikke hans nidkærhed, og han blev velsignet med en spændende oplevelse. Han fortæller: „I en landsby kom jeg til et stort hus. Manden i huset ejede en kokosplantage og kvæg og var tydeligvis langt mere velhavende end sine naboer. Jeg sprang derfor huset over, idet jeg mente at denne mand ikke ville have tid til sandheden. Mens jeg var på vej væk, begyndte jeg at bebrejde mig selv at jeg havde været så frygtsom. Jeg spurgte strengt mig selv: ’Hvorfor springer du huset over?’ og svarede så modigt: ’Jehova har sendt mig her, og måske er det sidste gang jeg er her. Jeg må gå hen og tale med den mand!’“

Da han nåede huset, traf han ejerne, Oswald og Rachel Oli. James indledte begejstret samtalen med at gøre opmærksom på at Gud har et navn, og at han har en hensigt med jorden. Parret blev fyldt med glæde over at lære at Gud vil gøre jorden til et paradis. Ved det andet besøg blev der påbegyndt et bibelstudium. Oswald og Rachel begyndte snart at indrette deres liv efter Jehovas retfærdige principper. Da Oswald var en stor bidragyder i kirken, kom det ikke som nogen overraskelse at den anglikanske kirke rettede en heftig modstand mod ham. På det tidspunkt blev der også sendt specialpionerer til øen for at udvide arbejdet, og dét gjorde de lokale præster endnu mere vrede, så de endda opfordrede deres medlemmer til at bruge vold for at bringe pionererne til tavshed.

Hverken pionererne eller Oswald og hans familie lod sig dog afskrække, som det fremgår af dette eksempel: Da Hankton Salatalau, en specialpioner, forkyndte for en interesseret mand, begyndte et medlem af den anglikanske kirke at råbe skældsord efter ham. Da Hankton respektfuldt gik sin vej, angreb manden ham bagfra og slog ham omkuld så han ramte nogle skarpe koralblokke, og sparkede ham nådeløst i over et kvarter. Landsbyfolkene var chokerede mens de så til i rædsel. Deres store frygt for præsterne afholdt dem imidlertid fra at komme ham til hjælp. Hankton lå hjælpeløs på jorden og prøvede at dække hovedet og kroppen med sine arme. Hans ryg var en blodig masse og lignede et stykke råt kød efter at være blevet flænset på de skarpe koraller. Endelig tog nogle mod til sig og skred ind. De greb fat i angriberen og holdt ham tilbage, mens Hankton, ilde tilredt, slap hjem.

Mange øboere er sørgeligt nok stadig fanget i det spind af frygt som kirken har vævet. Nogle er ikke desto mindre begyndt at se forskellen mellem kristenheden og sand kristendom. I mellemtiden er de fire specialpionerers udholdenhed blevet belønnet. Der er to flittige og blomstrende menigheder på San Cristobal. Oswald, Rachel og deres børn, samt Rachels familie, er også frygtløse forkyndere af den gode nyhed.

Usædvanlige skikke

I mange af de vanskeligt tilgængelige egne af Malaita, især i bjergene, og på andre øer, er der stammer som kun har haft ringe berøring med enten kristenheden eller den sande kristendom. De er hovedsagelig forfædredyrkere, men nogle er animister.

Elson Site, tidligere kredstilsynsmand og nu specialpioner med en familie på otte børn, forklarer hvordan forholdene er i nogle af disse områder: „I stammerne er det almindeligt at man kun har meget lidt eller slet intet tøj på, og hvis nogen med tøj på besøger en sådan landsby, betragtes han med mistænksomhed og bliver ofte forhindret i at komme ind i landsbyen.“

Hvordan ville de klare denne prekære situation? Elson fortsætter: „Ved en lejlighed ankom en gruppe brødre og søstre fra en lille menighed til en landsby for at forkynde, men høvdingen gjorde indsigelse mod at de havde noget som helst tøj på mens de var i landsbyen. Brødrene forklarede at det ikke var en kristen skik at gå nøgen. Eftersom de havde rejst den lange vej for at delagtiggøre dem i nogle vigtige oplysninger fra Guds ord, ville de meget gerne finde en løsning på det lille problem der forhindrede hans folk i at høre en god nyhed. Høvdingen konfererede i et godt stykke tid med landsbyens ældste og afgjorde til sidst at det ikke ville være muligt for brødrene at forkynde for landsbyboerne den dag. Men der blev truffet foranstaltninger til at gøre fremtidige besøg mere vellykkede. Landsbyboerne lovede at bygge et hus af blade lige uden for landsbyens grænse, så brødrene og søstrene, fuldt påklædte, kunne bruge huset til at mødes med de folk fra landsbyen der ønskede at komme og høre hvad Bibelen lærer. Denne ordning fungerede fint, da landsbyboerne altid er glade for at tale om åndelige ting.“

[Illustration på side 227]

Taroblade bruges som paraplyer. Der kan også skrives budskaber på dem

[Illustration på side 233]

Specialpioneren Elson Site og hans familie