Foruden at brødrene må respektere beklædningsrestriktionerne i nogle landsbyer, må de tage hensyn til andre begrænsninger der råder blandt disse mennesker på grund af deres tro. Arturo Villasin, nu kredstilsynsmand, beretter: „De brødre der leder en gruppe i forkyndelsen er meget omhyggelige med at tage hensyn til landsbyboernes frygt for at gøre noget der vil mishage ånderne. I nogle landsbyer er det strengt forbudt at nævne visse ord eller navne, som for eksempel at sige navnet på en død forfader som menes at have magt over landsbyen. Nogle træer betragtes også som hellige, og kun mænd må sidde i skyggen af dem. I en landsby ved kysten er det anstødeligt at gå i bestemte farver; man kan ikke gå i rødt eller sort. Dér vil man taktfuldt undlade at bruge en bog eller bibel med rødt eller sort bind i forkyndelsen.

Der er visse dele af landsbyerne hvor kvinder under ingen omstændigheder må komme. En mand må ikke sætte sig på samme bænk som en kvinde medmindre hun er hans kone. Hvis nogen af disse skikke bliver brudt, må der straks betales erstatning. Det er derfor vigtigt at brødrene og søstrene er godt inde i hver eneste landsbys regler, love og begrænsninger hvis der skal aflægges et virkningsfuldt vidnesbyrd. Før de går ind i en landsby vil den broder som leder gruppen derfor i detaljer drøfte med gruppens medlemmer — især søstrene, som lettere uforvarende kunne komme til at bryde de mandsorienterede skikke — hvad de bør gøre og ikke bør gøre mens de er i landsbyen. Der vises med glæde hensyn som ikke er i modstrid med Jehovas retfærdige principper, således at landsbyboerne får en reel mulighed for at høre den gode nyhed. Mange har reageret positivt og har med glæde aflagt vaner som mishager den sande Gud.“

Adskillige dage senere besøgte den rejsende tilsynsmand Aiolo. Lyt til hvad han har at sige: „Min kone og jeg blev inviteret til et måltid mad hos en af brødrene. Midt iblandt dem sad denne bortløbne familie. Vi syntes straks godt om dem, men de var bange og sad med ryggen til os. Da måltidet var slut, smilede de imidlertid over hele hovedet og sad med ansigtet vendt mod os. De var blevet klar over at vi var ligesom alle de andre brødre og søstre som elsker Jehova og er elsket af ham!“

Ingen lange bukser

Men lad os vende tilbage til broder Villasin og spørge ham hvorfor han nu går i shorts i stedet for lange bukser. Han siger: „I en landsby havde vores gruppe forkyndt for alle i landsbyen. En broder havde imidlertid talt længe med landsbyens høvding. Til sidst kom broderen ud af høvdingens hus. Han så bekymret ud. Høvdingen havde sagt til ham at han ville have mine lange bukser! Jeg havde ikke et ekstra par med, og det var ikke passende for en kredstilsynsmand at gå rundt uden bukser. Jeg bad broderen om hurtigt at gå tilbage til høvdingen og overbevise ham om at selv om det var fuldstændig normalt for ham og hans folk at gå rundt uden tøj, var jeg en mand fra et andet land med helt andre skikke, og en af vore skikke var at vi under ingen omstændigheder viste os nøgne offentligt. Høvdingen ville imidlertid meget gerne have mine bukser. Efter en lang samtale fik broderen dog overbevist høvdingen om at det var bedst jeg beholdt bukserne. Jeg var lettet! Siden har jeg ikke haft lange bukser på i nogen landsby. Jeg går med shorts ligesom alle de andre brødre!“

En anden udenlandsk rejsende tilsynsmand kom ud for en hårrejsende oplevelse. I én landsby må man ikke bruge de engelske ord for „ond“ og „krig“. Disse to ord er navnene på to af deres dæmoner. At sige disse navne er en lovovertrædelse, og den der gør det må betale en stor erstatning. Da de lokale brødre tog dertil for at forkynde, sagde den nye kredstilsynsmand til brødrene at han hellere ville nøjes med at lytte. Det syntes brødrene ikke om; de insisterede på at kredstilsynsmanden skulle sige noget, eftersom han var blevet sat godt ind i de lokale skikke. Den besøgende broder gik til sidst med til det. Mens han gik op og ned ad bjergene ad stierne i urskoven, blev han ved med at mumle for sig selv: „Sig ikke KRIG, sig ikke OND.“

Da de omsider nåede distriktet, inviterede en mand den rejsende tilsynsmand og to andre brødre ind i sit hus. De to brødre indledte samtalen og præsenterede så den nervøse rejsende tilsynsmand. Han fremholdt en kort præsentation fra Bibelen, og alt gik godt. Den besøgte så ud til at være glad for det han hørte. Den rejsende tilsynsmand var også ret tilfreds med sig selv og åbnede bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden og begyndte at vise billederne af Paradiset. Men så, til sin rædsel, tilføjede han: „Og Gud vil gøre ende på al krig.“

Manden gjorde store øjne af forbavselse, og det gjorde den rejsende tilsynsmand også. Han så hurtigt hen på de to brødre for at få hjælp og tog en dyb indånding, men de så hen på den besøgte, som om de ville sige: „Han sagde ikke ’krig’, vel?“ Og den besøgte så på dem, som om han ville sige: „Nej, det gjorde han vist ikke.“ Og således sluttede samtalen uden at de måtte betale erstatning. Men den rejsende tilsynsmand kunne ikke hurtigt nok komme tilbage til Aiolo.