De der afskrev De Hebraiske Skrifter, var meget omhyggelige, da de var bange for at begå fejl. Med tiden blev de overordentlig pertentlige. Det gik så vidt at de ikke alene talte ordene i det de havde afskrevet, men også bogstaverne. Indtil nogle hundrede år efter Kristi tid bestod det hebraiske skriftsprog kun af konsonanter, så hvis et bogstav blev indføjet eller udeladt, kunne det ændre ordets betydning totalt. Hvis de skriftlærde opdagede den mindste fejl, ja blot et enkelt bogstav som var skrevet forkert, blev hele det pågældende afsnit af skriftrullen kasseret til synagogebrug, og afsnittet blev skåret ud og erstattet med et nyt og fejlfrit. De skriftlærde læste hvert ord højt før de skrev det. At skrive blot et enkelt ord efter hukommelsen blev betragtet som en stor synd. De tillagde sig også helt absurde vaner; det siges for eksempel at de under bøn tørrede pennen af hver gang de skulle skrive ordet ’Ælohīmʹ (Gud) eller ’Adhonajʹ (suveræne Herre).

På hans tid begyndte de skriftlærde (sōferīmʹ, „soferim“) at træde i forgrunden som en særlig gruppe.