Men desværre har denne blanding af racer skabt problemer. „Sydafrika,“ skriver Sir Laurens van der Post, „har flere spændinger mennesker imellem end noget andet land i verden: der er spændinger mellem hvide og asiater, sorte og asiater, hvide og sydafrikanere af blandet europæisk og afrikansk herkomst, afrikanderea og briter, og mellem både afrikandere og briter og sorte.“

Kampen om jord

Buskmændenes livsform var ikke forenelig med hottentotternes og de afrikanske stammefolks. Kampen om jord blev intensiveret med europæernes ankomst, for de krævede store gårde til deres kvægbestande. Selv om den lille jæger var utrolig modig, blev han tvunget til at fortrække, og til sidst bukkede han under for den hvide mands avancerede våben. Nogle blev absorberet af andre folkeslag, som sothofolket, mens andre overlevede i den ugæstfri Kalahariørken.

Efter nogle få kampe var hottentotterne mere villige til at overgive sig og tjene de hvide bosættere. Med tiden kom de til at udgøre en del af det sydafrikanske samfund af blandet europæisk og afrikansk herkomst — en åben og venlig befolkningsgruppe hvis hudfarve varierer fra hvid til mørkebrun.

At buskmændene forsvandt og hottentotterne blev undertvunget bragte ikke fred til Sydafrika. Som bogen Gold and Workers (Guld og arbejdere) forklarer: „Der begyndte en bitter kamp om jord, først i det østlige Kapland mellem xhosafolket og hollænderne og senere briterne, senere i Natal mellem zuluerne og hollænderne og briterne . . . Vendepunktet kom da briterne sendte store hære til Sydafrika. De afgjorde resultatet. Med deres heste, deres moderne geværer og deres kanoner var de til sidst i stand til at knuse xhosafolket i det østlige Kapland og zuluerne i Natal.“

I 1899, 20 år senere, begyndte Boerkrigen, der varede i næsten fire år. Det var en konflikt mellem hvide af engelsk og hollandsk herkomst, og den kostede over 40.000 mennesker livet. Forestil dig det syn der mødte de sorte. Her slagtede de „kristne“ der havde bragt dem Bibelen, hinanden.

Sorte og asiater

Hvad med de sorte der udgør flertallet i Sydafrika? Er de forenede? I begyndelsen af det 19. århundrede sejrede en mægtig zulukriger, Shaka, over flere nabostammer. Hans sejr førte til en kædereaktion af stammekrige der kostede millioner livet.

På grund af opdagelsen af rige guldfelter og industriens fremmarch er sorte stammefolk i løbet af det sidste århundrede efterhånden flyttet til hvide byer for at arbejde der. En tredjedel af den sorte befolkning, der repræsenterer mange forskellige sprog, bor nu sammen i bydele i nærheden af de hvide befolkningsgrupper. Et eksempel er Soweto, med omkring én million sorte, der ligger i udkanten af Sydafrikas største by, Johannesburg. De sorte der bor i disse bydele har antaget mange europæiske skikke, men de holder også fast ved gammel stammetro.

Noget der bidrager til den rige variation af racer er de over et hundrede tusind sorte kontraktansatte minearbejdere fra nabolandene Botswana, Lesotho, Swaziland, Malawi og Mozambique. De kommer for at tjene penge til deres familier derhjemme. De bor i minelejre, hvor der ofte opstår slagsmål mellem de forskellige nationaliteter.

Endelig er der de over en halv million asiater i Sydafrika. Hvordan er de kommet her? I det 19. århundrede herskede Storbritannien over kystregionen Natal. Zuluernes magt var endnu ikke brudt, og de var uvillige til at arbejde i de hvides sukkerplantager. Derfor hyrede man fra 1860 og fremefter arbejdere fra Indien, og de fleste af dem foretrak at blive i landet efter at deres kontrakter var udløbet. Immigrationen fra Indien fortsatte indtil 1911, på hvilket tidspunkt over 150.000 mænd, kvinder og børn havde gjort Sydafrika til deres hjem og dermed bidraget til den rige variation af racer. Sørgeligt nok er selv de ikke forenede. Blandt dem er der hinduer, muslimer og nogle der hører til kristenhedens forskellige kirker, og den dag i dag er der fjendskab mellem nogle sorte og indere.

Måske kan læseren nu forstå hvorfor den tidligere citerede sydafrikanske skribent om dette land skriver at det „har flere spændinger mennesker imellem end noget andet land i verden“. For nylig fremlagde den udelukkende hvide regering nye planer i håb om at tilfredsstille inderne og de farvede. Men mange hvide protesterede kraftigt, hvilket førte til dannelsen af et nyt politisk parti.

Bogen South Africa 1982 anslår at over 83 procent af sydafrikanerne, både hvide og sorte, hævder at være kristne. Men deres indbyrdes uenighed har fået mange mennesker til at vende sig bort fra kristendommen. Betyder det at der er noget galt med Bibelen? Nej, for Bibelen fordømmer klart „fjendskaber, strid, skinsyge, . . . splittelser“, og siger at „de der øver sådanne ting ikke skal arve Guds rige“. (Galaterne 5:20, 21) Ja, Bibelen har faktisk vist sig at have kraft til at skabe enhed i det splittede Sydafrika.