AFSTED TIL SYDAFRIKA!

Vi fire brødre kom først til Betel i Brooklyn, hvor vi fik tre måneders oplæring i at arbejde ved en sættemaskine. Så steg vi ombord på et fragtskib med kurs mod Cape Town i Sydafrika. Jeg var kun lige blevet 20. Om aftenen efter at vi var ankommet, begyndte vi på den lange rejse med tog fra Cape Town til Johannesburg. Det første sted toget standsede tidligt næste morgen, var i den lille by Karoo, som ligger i en halvørken hvor der er varmt og støvet. Vi fire brødre stirrede ud gennem togvinduet og spekulerede på hvad det var for et sted. Hvad var det dog vi havde sagt ja til? Senere kom vi sommetider tilbage til det samme område, og vi kom til at sætte pris på de hyggelige småbyer og deres fredelige livsform.

I nogle år havde jeg så den opgave at betjene en Linotype, en spændende og kompliceret maskine som støbte de linjer af bly der blev brugt ved trykningen af bladene Vagttårnet og Vågn op! På afdelingskontoret trykte man bladene på mange afrikanske sprog, ikke bare til Sydafrika men også til mange lande længere mod nord i Afrika. Den nye rotationspresse der havde fået os til at rejse halvvejs rundt om jorden, blev godt udnyttet!

Senere kom jeg til at arbejde på trykkerikontoret, hvorfra man ledte hele processen med at trykke, sende og oversætte litteraturen. Jeg havde et travlt, spændende og meningsfyldt liv.

TILBAGE TIL BETEL

På Betel kom jeg i Tjenesteafdelingen, hvor jeg fik det privilegium at arbejde sammen med mange modne og erfarne brødre. Dengang fik hver menighed et brev fra Tjenesteafdelingen på baggrund af den rapport kredstilsynsmanden skrev når han havde været på besøg i menigheden. Tanken med brevet var at opmuntre og give råd og vejledning om nødvendigt. Det gav vores sekretærer en masse arbejde. De skulle oversætte breve fra xhosa, zulu og andre sprog til engelsk, og svarene skulle så oversættes fra engelsk til de afrikanske sprog. Jeg beundrede de flittige oversættere, der også lærte mig meget om de vanskeligheder vores afrikanske brødre og søstre måtte klare.

Dengang levede befolkningen i Sydafrika under apartheidsystemet. Hver race havde nogle bestemte områder hvor de skulle bo, og der var ikke ret meget social kontakt mellem mennesker af forskellig race. Vores afrikanske brødre og søstre talte deres egne sprog, forkyndte på deres egne sprog og hørte til menigheder som brugte deres egne sprog.

Faktisk havde jeg ikke lært ret mange afrikanere at kende endnu, for alle de menigheder jeg havde været i eller besøgt, var engelsktalende. Men nu havde jeg en chance for at lære noget om afrikanerne og deres kultur og skikke. For eksempel hørte jeg om de problemer som lokale traditioner og religiøse opfattelser gav vores brødre og søstre. De viste et fantastisk mod når de brød med ubibelske skikke, og når de kom ud for hård modstand fra deres familie fordi de ikke ville følge de spiritistiske traditioner! Der var meget fattigdom ude i landområderne. Mange havde ikke fået ret meget skoleundervisning, men de havde respekt for Bibelen.

Jeg fik også det privilegium at arbejde med nogle juridiske sager der drejede sig om vores neutralitet og vores frihed til at tilbede Jehova. Det var virkelig trosstyrkende at se hvor loyale og modige børnene af Jehovas Vidner var når de blev bortvist fra deres skole fordi de ikke ville være med til fælles bøn og salmesang.

Vores venner stod over for en anden udfordring i det lille land der dengang hed Swaziland. Da landets konge, Sobhuza II, døde, skulle alle borgere deltage i nogle bestemte sørgeritualer. For eksempel skulle mændene kronrages, og kvinderne skulle klippe deres hår kort. Det var en skik som var forbundet med forfædredyrkelse, og mange brødre og søstre blev forfulgt fordi de ikke ville deltage i den. Hvor var det rørende at se deres loyalitet mod Jehova! Vores afrikanske brødre og søstre lærte os utroligt meget om trofasthed, loyalitet og udholdenhed, og det gjorde vores egen tro endnu stærkere.

TILBAGE TIL TRYKKERIET

I 1981 fik jeg en ny opgave – jeg skulle hjælpe til ved udviklingen af computerbaserede metoder i forbindelse med trykning. Nu kom jeg altså tilbage til trykkeriet. Det var en spændende tid! Alt hvad der hed trykkevirksomhed, var i forandring. En lokal forhandler gav os lov til at låne en fotosættemaskine uden forpligtelser for at vi kunne afprøve den. Resultatet blev at vi udskiftede ni Linotype-maskiner med fem nye fotosættere. Der blev også installeret en ny rotationspresse – en offsetmaskine. Udviklingen tog fart!

Overgangen til brug af computere betød at vi tog nye tekstbehandlings- og ombrydningsmetoder i anvendelse. Nu brugte vi MEPS, et elektronisk system til udgivelse af publikationer på mange sprog. Der var sandelig sket meget siden vi fire betelbrødre fra Canada var kommet til Sydafrika for at være med i det besværlige og langsommelige arbejde med blysats og Linotype-maskiner! (Esa. 60:17) Desuden var vi alle sammen blevet gift med dygtige, åndeligsindede pionersøstre. Bill og jeg var stadig på Betel. Ken og Dennis boede i nærheden og havde begge fået børn.

Vores afdelingskontor fik mere og mere at lave. Der blev oversat bibelsk litteratur til flere og flere sprog, og publikationerne blev trykt og sendt afsted til andre afdelingskontorer. Nu var der brug for nye betelbygninger. I et smukt område vest for Johannesburg byggede vi et nyt kompleks, som blev indviet i 1987. Det var en fornøjelse at være en del af hele denne udvikling, og i mange år havde jeg også den glæde at tjene i Afdelingskontorets Udvalg i Sydafrika.