Velloo Naicker blev født i 1915 som den fjerde søn i en familie med ni børn. Hans forældre arbejdede i en sukkerrørsplantage og var nidkære hinduer. Bibeltimer i skolen stimulerede Velloos interesse, og som ung fik han en bibel foræret. Han læste i den hver dag, og efter fire år var han kommet igennem den. Han skrev: „Ordene i Mattæus 5:6 tiltalte mig. Da jeg læste dem, gik det op for mig at det glæder Gud hvis en person hungrer efter det der er sandt og rigtigt.“

På et tidspunkt blev Velloo kontaktet af et af Jehovas Vidner og begyndte at studere Bibelen. Han blev døbt i 1954, som en af de første indere i Sydafrika. Hinduerne som han dengang levede iblandt i Actonville, Gauteng, var stærke modstandere af Jehovas Vidner, og en fremtrædende person truede endda med at slå Velloo ihjel. Velloo mistede sit arbejde som bestyrer af et renseri fordi han holdt fast ved sandheden fra Bibelen. Men han fortsatte med at tjene Jehova trofast frem til sin død i 1981. Hans gode eksempel bar frugt, for fire generationer i hans familie, i alt 190 personer (iberegnet dem der har giftet sig ind i familien) tjener nu Jehova.

Gopal Coopsammy var 14 år gammel da han første gang hørte om sandheden gennem sin onkel Velloo. „Velloo talte med nogle af os børn og unge om Bibelen, men jeg havde endnu ikke et bibelstudium,“ fortæller han. „Bibelen var en fremmed bog for mig, der var hindu. Men noget af det jeg læste i den, gav mening. En dag så jeg at Velloo tog af sted til et menighedsbogstudium. Jeg spurgte ham om jeg måtte tage med. Det sagde han ja til, og lige siden er jeg kommet til møderne. Jeg ønskede at få noget mere at vide om Bibelen og gik derfor hen på byens bibliotek og fandt nogle af Jehovas Vidners publikationer. Jeg mødte meget modstand fra min familie, men huskede altid ordene i Salme 27:10: ’Om så min fader og min moder forlod mig, da ville Jehova tage mig til sig.’ Jeg blev døbt i 1955, 15 år gammel.“

Gopal er i dag præsiderende tilsynsmand i den menighed hvor han tjener sammen med sin kone, Susila. De har hjulpet omkring 150 mennesker til at blive indviede og døbte tjenere for Jehova. Da Gopal blev spurgt om hvordan de havde båret sig ad med dette, forklarede han: „Mange af mine familiemedlemmer boede i vores område, og dem kunne jeg forkynde for. En del af dem reagerede gunstigt på det jeg fortalte. Desuden havde jeg min egen forretning, og det gav mig noget fritid som jeg kunne bruge i tjenesten. Jeg var pioner i fire år. Jeg arbejdede hårdt i forkyndelsen og sørgede for at følge al den interesse op jeg mødte.“

Isabella fortalte denne oplevelse: „En dag jeg gik i forkyndelsen, talte jeg med en mand som tog imod bladene. Hans kone, Darishnie, som lige havde været i kirke, kom og stillede sig ved siden af ham med deres spædbarn på armen. Vi havde en dejlig samtale, og jeg aftalte at komme igen. Men Darishnie var aldrig hjemme. Senere fortalte hun mig at hendes præst havde sagt til hende at hun skulle gå sin vej når jeg kom på besøg. Han gik ud fra at jeg så ville tro at hun ikke var interesseret. På et tidspunkt rejste jeg til England for at besøge min familie. Mens jeg var der, blev jeg ved med at tænke på Darishnie. Da jeg kom tilbage til Sydafrika, tog jeg hen for at besøge hende. Hun ville vide hvor jeg havde været, og sagde: ’Jeg var sikker på at du troede at jeg ikke var interesseret. Jeg er så glad for at se dig igen.’ Vi begyndte at studere, men hendes mand havde ikke lyst til at være med. Hun var en flittig bibelstudieelev, og efter et stykke tid blev hun døbt.

Ifølge hendes tro skal en gift kvinde bære et guldsmykke i et gult bånd omkring halsen. Det kaldes en tali. Kvinden må kun tage den af hvis hendes mand dør. Da Darishnie ønskede at være med i forkyndelsen, forstod hun at hun først blev nødt til at tage sin tali af. Hun spurgte mig hvad hun skulle gøre. Jeg rådede hende til først at spørge sin mand og se hvordan han reagerede. Hun spurgte ham, men han ville ikke tillade at hun tog den af. Jeg sagde til hende at hun skulle være tålmodig, vente et stykke tid og så spørge ham igen en dag hvor han var i godt humør. Til sidst gik han med til at hun tog talien af. Vi tilskyndede vores bibelstudieelever til at være taktfulde og vise respekt for hinduernes lære samtidig med at de tog et fast standpunkt for sandheden fra Bibelen. Derved undgik de at såre deres venners og slægtninges følelser unødigt, og disse fik nemmere ved at acceptere at bibelstudieeleverne skiftede religion.“