-
SydafrikaJehovas Vidners Årbog 2007
-
-
Tag for eksempel Elijah Dlodlo, der opgav en lovende sportskarriere for at blive en indviet tjener for Jehova. To uger før Sydafrikas første demokratiske valg var der store spændinger mellem rivaliserende sorte grupper. Elijahs menighed besluttede at arbejde i et distrikt der kun sjældent blev gennemarbejdet, og som lå nogle få kilometer borte. Elijah, der kun havde været døbt i to måneder, blev bedt om at arbejde sammen med to drenge der begge var udøbte forkyndere. Mens de stod ved en dør og talte med en dame, blev de antastet af en flok unge der var medlemmer af en politisk bevægelse. Gruppens leder svingede med en kraftig læderpisk. „Hvad foregår der her?“ spurgte han.
„Vi taler om Bibelen,“ svarede damen.
Den vrede mand ignorerede hende og sagde henvendt til Elijah og de to andre: „I tre drenge, kom og slut jer til os. Nu er det ikke tiden til bibelsnak; det er tiden til at kæmpe for vores rettigheder.“
Elijah svarede ham modigt: „Det kan vi ikke, for vi arbejder for Jehova.“
Så skubbede manden til Elijah og begyndte at piske løs på ham. For hvert slag råbte manden: „Slut jer til os!“ Efter det første slag følte Elijah ikke længere nogen smerte. Han fandt styrke i apostelen Paulus’ ord om at alle sande kristne ’vil blive forfulgt’. — 2 Tim. 3:12.
Til sidst blev manden med pisken træt og holdt inde. Så begyndte en af angriberne at kritisere ham og sige at Elijah slet ikke var fra deres område. Gruppen blev delt i to lejre og begyndte at kæmpe indbyrdes, og lederen fik så en ordentlig omgang med sin egen pisk. I mellemtiden slap Elijah og hans to venner bort. Denne prøve styrkede Elijahs tro, og han fortsatte med at gøre fremskridt som en frygtløs forkynder af den gode nyhed. I dag har han kone og børn og tjener som ældste i sin menighed.
-
-
SydafrikaJehovas Vidners Årbog 2007
-
-
[Illustration på side 120]
Elijah Dlodlo udholdt piskeslag
-