KÆRLIGHED OG TÅLMODIGHED BÆRER FRUGT

Doreen Kilgour og Isabella Elleray udgik fra Gilead i henholdsvis 1956 og 1957. De tjente i 24 år blandt den indiske befolkning i Chatsworth, en forstad til Durban.

Doreen beskrev hvordan det var at arbejde i distriktet: „Vi måtte have tålmodighed. Nogle havde aldrig hørt om Adam og Eva. Folk var dog gæstfri, for hinduer mener at det er forkert at lade en blive stående i døren. De plejede at sige ’drik te, og gå’ og mente dermed at vi skulle blive og få en kop te inden vi gik videre. Efter et stykke tid følte vi at vi var ved at drukne i te. Hver gang en inder forlod sine dybt forankrede religiøse opfattelser og blev en tjener for Jehova, betragtede vi det som et mirakel.“

Isabella fortalte denne oplevelse: „En dag jeg gik i forkyndelsen, talte jeg med en mand som tog imod bladene. Hans kone, Darishnie, som lige havde været i kirke, kom og stillede sig ved siden af ham med deres spædbarn på armen. Vi havde en dejlig samtale, og jeg aftalte at komme igen. Men Darishnie var aldrig hjemme. Senere fortalte hun mig at hendes præst havde sagt til hende at hun skulle gå sin vej når jeg kom på besøg. Han gik ud fra at jeg så ville tro at hun ikke var interesseret. På et tidspunkt rejste jeg til England for at besøge min familie. Mens jeg var der, blev jeg ved med at tænke på Darishnie. Da jeg kom tilbage til Sydafrika, tog jeg hen for at besøge hende. Hun ville vide hvor jeg havde været, og sagde: ’Jeg var sikker på at du troede at jeg ikke var interesseret. Jeg er så glad for at se dig igen.’ Vi begyndte at studere, men hendes mand havde ikke lyst til at være med. Hun var en flittig bibelstudieelev, og efter et stykke tid blev hun døbt.

Ifølge hendes tro skal en gift kvinde bære et guldsmykke i et gult bånd omkring halsen. Det kaldes en tali. Kvinden må kun tage den af hvis hendes mand dør. Da Darishnie ønskede at være med i forkyndelsen, forstod hun at hun først blev nødt til at tage sin tali af. Hun spurgte mig hvad hun skulle gøre. Jeg rådede hende til først at spørge sin mand og se hvordan han reagerede. Hun spurgte ham, men han ville ikke tillade at hun tog den af. Jeg sagde til hende at hun skulle være tålmodig, vente et stykke tid og så spørge ham igen en dag hvor han var i godt humør. Til sidst gik han med til at hun tog talien af. Vi tilskyndede vores bibelstudieelever til at være taktfulde og vise respekt for hinduernes lære samtidig med at de tog et fast standpunkt for sandheden fra Bibelen. Derved undgik de at såre deres venners og slægtninges følelser unødigt, og disse fik nemmere ved at acceptere at bibelstudieeleverne skiftede religion.“

Da Doreen blev spurgt om hvad der hjalp hende og Isabella til at holde ud i missionærtjenesten i mange år, svarede hun: „Vi kom til at elske de mennesker vi var iblandt. Vi lod os opsluge helt af tjenesten og nød den i fulde drag.“ Isabella tilføjede: „Vi fik mange kære venner. Vi var kede af at forlade vores distrikt, men vores helbred er ikke godt længere. Vi tog taknemmeligt imod den kærlige indbydelse vi fik til at tjene på Betel.“ Isabella døde den 22. december 2003.

Doreen Kilgour