Jeg vil aldrig glemme en togrejse til Johannesburg i Sydafrika i januar 1941. En af mine venner fra drengetiden Elias Kunene og jeg var på vej tilbage til vores arbejdsplads efter at have holdt ferie i Zululand.

DER var en ung mand med det samme tog som havde noget muti, en slags medicin der menes at besidde overnaturlige kræfter. Man kan som regel få denne medicin hos en heksedoktor. Manden smurte mutien på sine øjenbryn i den tro at den ville hjælpe ham til at gøre et godt indtryk på hans hvide arbejdsgiver. Da vi steg af toget sagde Elias: „Den muti er hans gud.“ Disse ord skar mig som en kniv i hjertet fordi jeg i min taske havde min egen muti som jeg havde blandet efter en heksedoktors recept.

Elias og jeg studerede Bibelen med Jehovas vidner, og jeg indså derfor at han åndeligt set havde gjort langt større fremskridt end jeg havde. Øjeblikkelig smed jeg mutien i skraldespanden, og overværede fra da af regelmæssigt Jehovas Vidners møder sammen med Elias.

Elias og jeg var begge gifte mænd. Så hvorfor arbejdede vi i en by der lå omkring 400 kilometer hjemmefra? Hvordan var bylivet sammenlignet med livet i en landsby i Zululand? Og gavnede det vore familier derhjemme at vi kom sammen med Jehovas vidner?

Mens vi var i Johannesburg besluttede Elias Kunene og jeg at søge efter den sande religion. Vi besøgte kirker i nabolaget men fandt ikke det vi søgte. Så var det at Elias mødte Jehovas vidner. Da han forsøgte at forklare mig hvad han havde lært af dem, fortalte jeg ham at han var blevet ført på vildspor. Men efter at have lyttet til hans drøftelse med gejstlige og set at de ikke var i stand til at bevise at hans opfattelse var forkert, begyndte jeg at læse Vagttårnsselskabets publikationer, som jeg fik af Elias. Det var på dette tidspunkt jeg havde den uforglemmelige togrejse hvor Elias hjalp mig til at indse faren ved at stole på mutien. — 5 Mosebog 18:10-12; Ordsprogene 3:5, 6.

Dengang overværede jeg sammen med Elias regelmæssigt møderne i Jehovas Vidners første menighed af sorte i Johannesburg.

Elias var den første der forlod Johannesburg for aldrig at skilles fra sin familie igen. Det bevirkede at hans hustru og fem børn blev aktive vidner for Jehova. Elias opdragede også fire forældreløse niecer og nevøer, der blev indviede Jehovas vidner. Han døde i 1983 efter at have sat et godt eksempel i trofast at udføre de anvisninger Jehova giver gennem sit ord og sin jordiske organisation.