Jehova har velsignet min villige indstilling

En ældre mand kommer med en skat

Nogle år efter at min familie og jeg var flyttet til Roodepoort i Sydafrika, døde min far. Så i 1947 arbejdede jeg som 16-årig på fuld tid på telefoncentralen for at hjælpe min familie økonomisk. En dag hvor jeg var hjemme, bankede en ældre mand på vores dør og tilbød os et abonnement på Vagttaarnet. Det takkede vi så ja til, mest for at være venlig over for ham.

Men der gik ikke længe før vi fik lyst til at få mere at vide om hvad Bibelen virkelig lærer. Min mor, der som ung var medlem af den hollandsk reformerte kirke, kunne se at der var forskel på det Bibelen siger, og det hun havde lært i kirken. Vi takkede ja til et bibelstudie og begyndte at overvære menighedens møder. I 1949 blev jeg som den første i familien døbt. Jeg fortsatte med at arbejde på telefoncentralen i et par år, men jeg ville gerne gøre mere i tjenesten for Jehova.

Villig til at tjene hvor der er større behov

FomaA/stock.adobe.com

I 1954 begyndte jeg som pioner, og jeg spurgte Afdelingskontoret i Sydafrika hvor jeg kunne være til større gavn. Jeg blev anbefalet at tage til Pretoria, hvor en anden søster ville slutte sig til mig. Vi fik et rimeligt komfortabelt sted at bo, og jeg kan stadig huske de lækre koeksisters – en slags flettede og friturestegte donuts dyppet i sirup – som vi kunne købe i nærheden.

Da min pionermakker var blevet gift, spurgte landstjeneren, bror George Phillips, om jeg ville begynde som specialpioner. Det tilbud tog jeg imod med glæde.

Mit første distrikt som specialpioner var i byen Harrismith, hvor jeg flyttede til i 1955. Det var lidt af en kamp for min nye pionermakker og mig at finde et permanent sted at bo. For eksempel fik den lokale kirke nys om os og pressede en udlejer vi boede hos på et tidspunkt, til at opsige vores lejemål.

Senere blev jeg bedt om at flytte til Parkhurst i Johannesburg, hvor jeg fik selskab af to missionærsøstre. Men på et tidspunkt blev den ene af dem gift, og den anden fik tildelt et nyt distrikt. En kær søster ved navn Eileen Porter tilbød at jeg kunne bo hos hende, selvom hun og hendes familie faktisk ikke rigtig havde plads til mig. Jeg sov i en lille alkove der var afgrænset fra resten af huset ved hjælp af et gardin. Eileen var utroligt kærlig og opmuntrende at være sammen med, og jeg følte mig rigtig godt tilpas i hendes selskab. Jeg var imponeret over hvor meget hun brændte for sandheden på trods af hendes familieforpligtelser.

Der gik ikke længe før jeg fik tildelt byen Aliwal North i Eastern Cape som mit nye distrikt. Her skulle jeg samarbejde med en søster ved navn Merlene Laurens, der blev kaldt Merle. Vi var begge i tyverne, og vi blev meget inspireret af en ældre søsters flotte eksempel. Hun hed Dorothy, men vi kaldte hende altid Tante Dot. Som ung havde hun haft en grim oplevelse med nogle hunde der overfaldt hende mens hun var i forkyndelsen, men det lagde bestemt ikke en dæmper på hendes iver og entusiasme!

I 1956 tog Merle afsted for at overvære Gileadskolens 28. klasse. Hvor jeg dog gerne ville have været med hende! Men søde Tante Dot tog sig godt af mig, og vi blev nære venner på trods af den store aldersforskel.

Forestil jer hvor glad jeg blev da jeg, ligesom Merle, blev inviteret på Gilead! I omkring otte måneder inden jeg skulle afsted, tjente jeg i byen Nigel, hvor jeg arbejdede sammen med Kathy Cooke, der havde været på Gilead. Hendes begejstring for skolen bidrog til forventningens glæde, og i januar 1958 tog jeg endelig afsted til New York.

Syv år efter Fu-lones død anbefalede brødrene i Hongkong at jeg flyttede til et større afdelingskontor så det var nemmere for mig at passe på mit helbred. Så i 2015 flyttede jeg til Afdelingskontoret i Sydafrika. Det ligger faktisk ikke ret langt væk fra det område hvor jeg lærte sandheden at kende dengang tilbage i 1947.