George Phillips skrev: „Mens forbuddet var i kraft, fik vi . . . de mest fantastiske vidnesbyrd om at Jehova viser sit folk kærlig omsorg og beskytter det. Vi gik aldrig glip af et eneste nummer af Vagttårnet. Ofte slap der kun et enkelt eksemplar igennem. Det kunne komme fra en abonnent i Nord- eller Sydrhodesia [nu Zambia og Zimbabwe], fra en i Portugisisk Østafrika [nu Mocambique], fra en på en ensomt beliggende farm i Sydafrika eller fra en besøgende om bord på en båd der lagde til ved Cape Town.“

I august 1941 blev al udgående post fra afdelingskontoret beslaglagt uden at man fik nogen som helst forklaring fra censuren. Senere samme år udstedte indenrigsministeren en ordre om at alle organisationens publikationer i landet skulle beslaglægges. En formiddag klokken ti ankom kriminalpolitiet til afdelingskontoret med lastvogne for at fjerne al litteratur. Broder Phillips undersøgte kendelsen og konstaterede at den ikke var helt i overensstemmelse med vedtægterne. Der var ikke en liste over bøgernes titler, hvilket var et krav ifølge Lovtidende.

Broder Phillips bad betjentene om at vente mens han kontaktede en advokat og i hast henvendte sig til Højesteret for at få en dommerkendelse der hindrede indenrigsministeren i at beslaglægge boglageret. Hans anmodning gik igennem. Ved middagstid modtog man Højesterets kendelse, og politiet måtte drage tomhændet bort. Fem dage senere tilbagekaldte indenrigsministeren sin ordre og betalte vores sagsomkostninger.

[Ramme/illustrationer på side 88, 89]

Et eksempel i trofasthed

GEORGE PHILLIPS

FØDT 1898

DØBT 1912

PROFIL Begyndte som almindelig pioner i 1914. Tjente som afdelingstilsynsmand i Sydafrika i næsten 40 år og døde som en trofast tjener for Jehova i 1982.

GEORGE PHILLIPS var født og opvokset i Glasgow, Skotland. Han begyndte som pioner i 1914, 16 år gammel. I 1917 blev han fængslet fordi han holdt fast ved sin kristne neutralitet. I 1924 indbød broder Rutherford ham til at tjene i Sydafrika. Han sagde: „George, du skal måske være der i et års tid eller lidt længere.“

George har beskrevet sit første indtryk af Sydafrika således: „Sammenlignet med forholdene i Storbritannien var alting her anderledes, og der blev forkyndt i langt mindre omfang. På det tidspunkt var der kun 6 i heltidstjenesten og kun omkring 40 der udførte en lille smule forkyndelse. Vores distrikt omfattede alt fra Cape til Kenya. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre at komme rundt i hele dette distrikt og aflægge et grundigt vidnesbyrd i løbet af et enkelt år? Men hvorfor bekymre sig om det? Det var bare med at komme i gang, bruge de midler der var til rådighed, og så lade resultaterne være op til Jehova.

Sydafrika er et land fuld af modsætninger, med mange racer og sprog. Det var en virkelig stor glæde at lære disse forskellige befolkningsgrupper at kende. At få arbejdet organiseret i så enormt et område og at lægge det nødvendige fundament som vi kunne bygge videre på, var ikke nogen nem opgave.

I årenes løb har Jehova kærligt sørget for at dække alle mine behov; han har beskyttet mig og ledet mig, og der har altid været en overflod af vidnesbyrd om hans velsignelse. Jeg har lært at ’gudsfrygt sammen med tilfredshed er en stor vinding’, og at man, hvis man vil forblive i „den Højestes skjul“, må holde sig til hans organisation og flittigt arbejde på at udføre hans gerning på den måde han ønsker.“ — 1 Tim. 6:6, King James Version; Sl. 91:1.