DER YDES KÆRLIG HJÆLP

Under ledelse af hovedkontoret i Brooklyn skete der endnu et fremskridt — der blev udnævnt vennetjenere. De var forløbere for vore dages kredstilsynsmænd. De der blev udnævnt, var ugifte mænd med et godt helbred og masser af energi så de kunne klare et travlt program.

Til at begynde med fik større menigheder besøg i to eller tre dage, mens mindre grupper kun blev besøgt en enkelt dag. De udnævnte brødre rejste derfor meget. De brugte fortrinsvis offentlige transportmidler og rejste ofte med tog og bus på ubekvemme tidspunkter. Under deres besøg gennemgik de omhyggeligt menighedernes optegnelser. Deres vigtigste opgave var imidlertid at gå i tjenesten med brødrene og oplære dem i forkyndelsen.

En vennetjener der blev udnævnt i 1943, var Gert Nel, som havde lært sandheden at kende i 1934 mens han var skolelærer i det nordlige Transvaal. Han hjalp utallige forkyndere, og mange kan stadig huske hans trofaste tjeneste. Han var høj og mager og kunne godt se streng ud, men han var en nidkær forkæmper for sandheden. Han var berømt for sin fænomenale hukommelse, men var samtidig et meget kærligt menneske. Han kunne være i tjenesten fra klokken syv om morgenen til klokken syv eller otte om aftenen uden at holde pause. På sine ture som rejsende tilsynsmand tog han toget på alle tider af døgnet, tilbragte nogle få dage sammen med en menighed og rejste så videre til den næste. Sådan fortsatte han, uge efter uge. I 1946 blev han kaldt ind på Betel for at oversætte til afrikaans, og dér virkede han trofast indtil sin død i 1991. Han var den sidste salvede broder der tjente på Betel i Sydafrika. Mellem 1982 og 1985 havde flere andre trofaste salvede brødre afsluttet deres jordiske livsløb. Det var George Phillips, Andrew Jack og Gerald Garrard.

DE GAV GAVMILDT AF SIG SELV

Jehovas tjenere sætter pris på den indsats som rejsende tilsynsmænd og deres koner yder når de uselvisk giver af sig selv for at styrke menighederne åndeligt. Et eksempel er Luke Dladla der blev udnævnt som rejsende tilsynsmand i 1965, og som nu er almindelig pioner. Han fortæller: „Nu, i 2006, er jeg 81 år gammel, og min kone er 68, men vi klarer stadig bjergene og krydser floderne for at sprede den gode nyhed i vores distrikt. Vi har brugt over 50 år i forkyndelsen.“

Andrew Masondo blev udnævnt som kredstilsynsmand i 1954. Han har berettet følgende: „I 1965 blev jeg sendt til Botswana, og det var som at komme til et missionærdistrikt. Der var hungersnød i landet, for det havde ikke regnet i tre år. Min kone, Georgina, og jeg fandt ud af hvordan det er at gå i seng uden aftensmad og at tage i forkyndelsen om morgenen uden at have fået morgenmad. Som regel fik vi kun ét måltid om dagen, og det var til middag.

Da jeg kom tilbage til Sydafrika, blev jeg udnævnt til områdetilsynsmand. Jeg blev oplært af Ernest Pandachuk, og hans afskedsord til mig var: ’Prøv aldrig at hæve dig op over dine brødre. Vær hellere som et modent aks — når det har mange kerner, viser det sin rigdom ved at bøje sit hoved.’“

[Illustration på side 95]

Gert Nel, vennetjener, 1943