Vendaernes frugtbare land

I DE sidste ti år har min kone og jeg arbejdet som heltidsforkyndere blandt vendaerne. Vendaerne bor syd for Limpopofloden i det nordlige Sydafrika og består af en række stammer der i de forløbne århundreder har krydset Limpopofloden. Nogle vendaer hævder at deres forfædre slog sig ned på denne egn for over 1000 år siden.

Denne region hørte engang til en gammel civilisation ved navn Mapungubweriget. Her lå Sydafrikas første store bysamfund, og det beherskede Limpopoflodens vidtstrakte dal, fra det nuværende Botswana i vest til Mocambique i øst. Fra omkring år 900 til år 1100 forsynede Mapungubwefolket arabiske købmænd med elfenben, horn fra næsehorn, skind, kobber og guld. Mesterligt udformede genstande belagt med guld er blevet gravet op fra en kongelig gravhøj der også bærer navnet Mapungubwe. Det antydes i et leksikon at disse fund er blandt „de tidligste tegn på guldminedrift i det sydlige Afrika“.

Der udvindes ikke længere guld af jorden her. I dag er vendaernes land kendt for sin frugtbare jord. Syd for Soutpansbjergene ligger der en frodig dal hvor der findes en overflod af frugter som avocadoer, bananer, mangoer og guavaer. Ud over pekannødder og macadamianødder frembringer jorden også et righoldigt udbud af grøntsager — herunder den vildtvoksende muroho, der smager som spinat og er en yndet spise blandt lokalbefolkningen.

Vendaerne er et fredsommeligt og gæstfrit folkeslag. Det er ikke ualmindeligt at familiens overhoved sørger for at der bliver tilberedt en kylling til en uventet gæst. Kyllingen spises med vhuswa, hovednæringsmidlet, der laves af majs. Efter besøget er det skik at overhovedet følger gæsten et kort stykke på vej. Sådan viser man traditionelt respekt for en gæst. Børn lærer at hilse på gæster på en yndefuld måde ved at bukke og lade den ene hånd glide hen over den anden. På denne side kan man se to vendakvinder følge denne hilseskik.

Et vanskeligt sprog

Vendasproget er ikke let at tilegne sig for folk af europæisk oprindelse. En af vanskelighederne er at mange ord staves ens, men udtales forskelligt. Engang da jeg holdt et bibelsk foredrag for en vendamenighed, prøvede jeg på at opmuntre tilhørerne til at tale med alle mennesker. En af tilhørerne kunne ikke lade være med at le fordi jeg sagde „finger til finger“ i stedet for „menneske til menneske“.

Da jeg lige var begyndt at tale venda i forkyndelsen, sagde en dame til mig: „Jeg taler ikke engelsk.“ Jeg mente ellers at jeg lige havde talt et forståeligt venda, men hun troede altså at det var engelsk. Mens jeg ved en anden lejlighed nærmede mig et hus, bad jeg en dreng kalde på familieoverhovedet. Vendaernes ord for dette er thoʹho. Ved en fejltagelse kom jeg til at sige thohoʹ og bad således om at måtte tale med aben i huset! Fejl som denne tog ofte modet fra mig, men på grund af udholdenhed er min kone og jeg i dag i stand til at føre samtaler på et rimelig godt venda.

Landet bærer åndelig frugt

Vendaernes land har vist sig at være frugtbart i åndelig henseende. I 1950’erne oprettede gæstearbejdere der kom fra nabolande for at arbejde i kobberminen i byen Messina, en menighed af Jehovas Vidner. På grund af deres nidkære arbejde har mange vendaer fået kendskab til sandheden fra Bibelen. Således holdt en hel gruppe vendatalende Jehovas vidner ti år senere møder i et privat hjem i byen Sibasa.

For at fremskynde væksten sendte Vagttårnets afdelingskontor i Sydafrika heltidsforkyndere ud på denne frugtbare mark. Snart blev gruppen i Sibasa til en stor menighed. På det tidspunkt blev de kristne møder holdt i et klasseværelse. Med hjælp fra Jehovas vidner i og omkring Pietersburg, omtrent 160 kilometer længere mod syd, blev der bygget en rigssal i Thohoyandou, en by i nærheden af Sibasa.

Den vendatalende befolkning i det nordlige Sydafrika tæller over 500.000. Der var ingen Vidner blandt vendaerne da forkyndelsesarbejdet begyndte her i 1950’erne. Nu er der over 150. Men der er stadig mange områder hvor forkyndelsen ikke er nået ud, og der ligger masser af arbejde foran os. I 1989 begyndte vi at forkynde i en vendalandsby ved navn Hamutsha. På det tidspunkt boede der her kun ét Jehovas vidne. Nu er der over 40 forkyndere i denne landsby. Vi har derfor travlt med at fuldføre vores rigssal, endnu en gang takket være den hjælp brødrene fra menighederne i Pietersburg yder os, og de økonomiske bidrag som brødrene fra de mere velstående lande sender.

Vi bor i en lille campingvogn på en gård. For at have mere tid til at nå ud til den lokale befolkning med den gode nyhed har vi en enkel livsførelse. (Markus 13:10) Det har ført til at vi ofte er blevet velsignet med den forret at hjælpe andre til at vie deres liv til Jehova Gud. Et eksempel herpå er Michael, der hjemme hos en ven så bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden.a Han begyndte at læse den og kunne med det samme se at det var sandheden. Han skrev derfor til Vagttårnsselskabet for at bede om flere bibelske publikationer. I sit brev forklarede Michael at han for nylig var blevet et døbt medlem af den lokale apostolske kirke. Han fortsatte: „Jeg har opdaget at jeg har valgt den forkerte vej mod Guds rige. Jeg har besluttet mig til at blive medlem hos jer, men jeg ved ikke hvordan det foregår.“ Derefter opgav han sin adresse og bad om at få besøg af et Jehovas vidne der kunne hjælpe ham. Det lykkedes mig at finde Michael og påbegynde et bibelstudium med ham. I dag er han et døbt Jehovas vidne og tjener Jehova loyalt.

I december 1997 overværede vi områdestævnet med temaet „Troen på Guds ord“ på et sportsstadion i Thohoyandou. Der var 634 til stede, og 12 nye blev døbt. Jeg havde den forret at holde to foredrag på venda. For os, der havde tilbragt ti år i dette frugtbare land, var dette afgjort en milepæl. — Indsendt.

[Fodnote]