De første hvide kolonister, hollænderne, gik i land ved Kap det gode Håb i 1652. Da de så hottentotterne og buskmændene, landets indfødte beboere der gik klædt i dyrehuder, følte de sig overlegne på grund af deres højere kultur. Snart opstod der gnidninger.

Da hvide landbrugere slog sig ned på de indfødtes jagtmarker blev buskmændene vrede og viste det ved at stjæle kvæg. De små buskmænd blev jaget som dyr, og derfor var de i det 19. århundrede skammeligt nær ved at blive udryddet. Hottentotterne blev undertvunget, deres antal blev drastisk reduceret af kopper, og de få der var tilbage blev optaget i andre racer.

I det 18. århundrede stødte de hvide landbrugere (boerne) på xhosafolket — der var en del af en sort indvandrerbølge fra nord. Igen opstod der spændinger. Forbitrede krige blev udkæmpet. Englænderne havde i mellemtiden erobret Kapkolonien, men mange boere var modstandere af det britiske herredømme og drog derfor nordpå i 1830rne. Efter mange vanskeligheder og konflikter grundlagde de to nye stater nord for floderne Oranje og Vaal. Både englænderne og boerne praktiserede raceadskillelse.

Splittelsen greb mere og mere om sig. I dag er der særskilte nederlandsk-reformerte kirker for hvide, sorte, farvede og indere.

Ved århundredskiftet kæmpede „kristne“ hvide, imperialistiske englændere og nationalistiske boere, om overherredømmet.