Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • yb07 s. 66-175
  • Sydafrika

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Sydafrika
  • Jehovas Vidners Årbog 2007
  • Underoverskrifter
  • ET SMUKT LANDSKAB
  • NOGLE FÅ SÆDEKORN GAV VÆKST
  • TEOKRATISK VÆKST I KRIGSTID
  • FRYGTLØSE FORKÆMPERE FOR SANDHEDEN
  • SANDHEDENS SÆD BLIVER SÅET I ANDRE BEFOLKNINGSGRUPPER
  • TEOKRATISK VÆKST I VANSKELIGE TIDER
  • YDERLIGERE VÆKST
  • ET NYT AFDELINGSKONTOR
  • STOR VÆKST I KRIGSÅRENE
  • VÆKST TRODS CENSUR
  • GAVNLIGE VIRKNINGER AF TEOKRATISK OPLÆRING
  • DER YDES KÆRLIG HJÆLP
  • DE GAV GAVMILDT AF SIG SELV
  • DET FØRSTE KREDSSTÆVNE
  • OPMUNTRENDE RESULTATER I DET INDISKE DISTRIKT
  • KÆRLIGHED OG TÅLMODIGHED BÆRER FRUGT
  • ET KÆMPE PROJEKT
  • DEN KRISTNE ENHED BEVARET UNDER APARTHEID
  • EN „BLÅ BOMBE“ SÆTTER GANG I VÆKSTEN
  • EN NEUTRALITETSPRØVE
  • KRISTENHEDENS KIRKER OG SPØRGSMÅLET OM NEUTRALITET
  • DE SORTE BRØDRES INTEGRITET
  • MODSTAND I SKOLER
  • ANDRE VANSKELIGHEDER I SKOLERNE
  • STÆVNER UNDER APARTHEIDSTYRET
  • STÆVNE TRODS FORDOM
  • ET JURIDISK SELSKAB OPRETTES
  • REVOLUTIONERENDE ÆNDRINGER I TRYKKEMETODERNE
  • PLANLÆGNING MED FREMTIDIG VÆKST FOR ØJE
  • ET VIGTIGT BEHOV DÆKKES
  • EN SELVOPOFRENDE ÅND
  • OGSÅ NOGET ANDRE BEMÆRKER
  • BEHOVET FOR RIGSSALE I AFRIKA DÆKKES
  • POLITISKE OMVÆLTNINGER BERØRER BRØDRENE
  • SANDHEDEN SLÅR ROD I FLERE OG FLERE HJERTER
  • „GØR DINE TELTREB LANGE“
  • PASSENDE STEDER AT HOLDE STÆVNE
  • IKKE SPLITTET AF MENNESKESKABTE LOVE
  • EN ÆNDRING TIL GAVN FOR DISTRIKTET
  • FREMSKRIDT INDEN FOR OVERSÆTTELSE
  • DØVE ’HØRER’ SANDHEDEN
  • FORKYNDELSEN OM RIGET BÆRER FRUGT I ANDRE LANDE
  • FREMTIDSUDSIGTER
Jehovas Vidners Årbog 2007
yb07 s. 66-175

Sydafrika

HVIS du går på et travlt forretningsstrøg i Sydafrika, kan du betragte et kalejdoskopisk billede af mennesker med mange forskellige hudfarver, lige fra kulsort til kridhvid. Midt i trafikstøjen hører du brudstykker af samtaler på en mangfoldighed af sprog. Tårnhøje kontorbygninger skygger for den brændende sols stråler mens du passerer gadesælgere der falbyder frugter, souvenirs og tøj. Hvis du har lyst, kan du stoppe op og blive klippet hos en fortovsfrisør.

I denne brogede befolkning på over 44 millioner er det svært at udpege en typisk sydafrikaner. De sorte indfødte, som udgør omkring 75 procent af det samlede indbyggertal, består af befolkningsgrupperne zulu, xhosa, sotho, pedi, tswana og adskillige andre mindre grupper. Den hvide befolkning består hovedsagelig af engelsk- og afrikaanstalende folk. Disse er blandt andet efterkommere af hollandske kolonister som kom til landet i midten af det 17. århundrede, og af de senere ankomne franske huguenotter. Engelske kolonister kom til landet i begyndelsen af det 19. århundrede.

Der er også en stor indisk befolkning, som er efterkommere af arbejdere i sukkerrørsplantager i Natal (nu i KwaZulu-Natal). På grund af denne blanding af racer og kulturer bliver Sydafrika meget rammende kaldt for regnbuelandet.

Tidligere var der et meget spændt forhold mellem racerne, og det internationale samfund fordømte Sydafrikas apartheidpolitik. I de senere år har det imidlertid givet en positiv medieomtale at landet har afskaffet apartheid og indsat en demokratisk valgt regering.

Nu kan alle racer færdes frit blandt hinanden — de kan gå i biografen og på restaurant, ja være på et hvilket som helst offentligt sted. Folk af alle racer kan bo hvor de vil, forudsat at de har råd til det.

Efter at apartheid var blevet afskaffet og den første begejstring havde lagt sig, opstod der dog nogle uundgåelige spørgsmål. I hvor vid udstrækning ville den nye regering afhjælpe de uretfærdigheder som var en følge af apartheid? Og hvor lang tid ville det tage? Nu hvor der er gået over ti år, er der stadig nogle alvorlige problemer som ikke er blevet løst. Blandt de store vanskeligheder regeringen står over for, er stigende kriminalitet, en arbejdsløshedsprocent på over 41 og omkring fem millioner hiv-positive. Mange har erkendt at ingen jordisk regering kan fjerne disse problemer, og er begyndt at se sig om efter løsninger andre steder.

ET SMUKT LANDSKAB

Til trods for problemerne i Sydafrika føler turister sig stadig draget af landets naturskønhed. De utallige turistattraktioner omfatter smukke solbeskinnede strande, imponerende bjergkæder og vandrestier af enhver slags. I byerne finder man butikker og restauranter i verdensklasse. Det tempererede klima er også med til at gøre Sydafrika til et attraktivt sted.

Det rige dyreliv er en af de store attraktioner. Landet kan prale af at have omkring 200 pattedyrarter, 800 fuglearter og 20.000 slags blomstrende planter. Folk strømmer til vildtreservaterne, blandt andet den berømte Kruger National Park. Dér i den vilde natur kan man se de dyr der kaldes Afrikas „fem store“: elefanter, næsehorn, løver, leoparder og bøfler.

Et besøg i en af Sydafrikas mange urskove er en uforglemmelig oplevelse. Her kan man i uforstyrret ro nyde synet af sjældne bregner, laver og blomster foruden eksotiske fugle og insekter. Når man ser op på et prægtigt nåletræ af slægten Podocarpus, undres man over at denne kæmpe er vokset frem af et lille bitte frø. Nogle af disse træer er op til 50 meter høje og kan være tusind år gamle.

I de sidste hundrede år er der imidlertid blevet sået og dyrket en anden slags sædekorn i dette land. Det er den gode nyhed om Guds rige, som er blevet sået i folks hjerte. En salmist sammenlignede lydhøre mennesker med store træer. Han skrev: „Den retfærdige skyder op som palmetræet; som cederen på Libanon vokser han sig stor.“ (Sl. 92:12) Sådanne retfærdige vil komme til at leve længere end selv de ældste Podocarpus, for Jehova har lovet dem evigt liv. — Joh. 3:16.

NOGLE FÅ SÆDEKORN GAV VÆKST

Op gennem det 19. århundrede var landet plaget af krig og politiske konflikter. Opdagelsen af diamanter og guld i den sidste del af århundredet fik vidtrækkende betydning. I bogen The Mind of South Africa forklarer Allister Sparks: „Fra den ene dag til den anden forvandledes landbrugssamfundet til et industrisamfund; det lokkede folk fra landet ind til byen og ændrede deres liv.“

I 1902 kom de første af sandhedens sædekorn til Sydafrika i en hollandsk præsts bagage. En af hans kufferter indeholdt nogle publikationer der var udgivet af bibelstudenterne, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt. Disse publikationer faldt i hænderne på Frans Ebersohn og Stoffel Fourie i Klerksdorp. De forstod at det de læste, var sandheden, og så begyndte de at fortælle andre om det de havde lært. Mere end 80 medlemmer af Fouriefamilien i fem generationer og adskillige af Ebersohnfamiliens efterkommere blev indviede tjenere for Jehova. En af Stoffel Fouries efterkommere tjener nu på Betel i Sydafrika.

I 1910 kom William W. Johnston til Sydafrika fra Glasgow i Skotland for at oprette et afdelingskontor for bibelstudenterne. Broder Johnston, som sandsynligvis var først i trediverne på det tidspunkt, var en pålidelig mand med begge ben på jorden. Det afdelingskontor han oprettede, bestod af et lille værelse i en bygning i Durban. Dette kontor fik til opgave at føre tilsyn med forkyndelsen i et kæmpemæssigt distrikt, praktisk talt hele den del af Afrika der lå syd for ækvator.

Her i begyndelsen var det først og fremmest i de hvide samfund at den gode nyhed slog rod. Bibelstudenternes publikationer var kun tilgængelige på hollandsk og engelsk, og først mange år senere blev nogle af dem oversat til de lokale sprog. Efterhånden gik arbejdet fremad blandt alle fire befolkningsgrupper — hvide, sorte, farvedea og indere.

Fra og med 1911 blev der rapporteret om fremgang blandt landets sorte befolkningsgrupper. Johannes Tshange vendte tilbage til sin hjemby, Ndwedwe, i nærheden af Durban. Den kundskab han havde om Bibelen, delte han med andre. Han ledede regelmæssige bibelstudier med en lille gruppe og gjorde brug af bogserien Studier i Skriften på engelsk. Denne gruppe blev øjensynlig den første sorte menighed i Sydafrika.

Gruppen tiltrak sig de lokale præsters opmærksomhed. Medlemmer af den wesleyanske kirke henvendte sig til dem for at finde ud af om de holdt sig til kirkens lære. Gruppen svarede at de underviste i det der stod i Bibelen. Efter mange diskussioner blev medlemmerne af denne gruppe ekskommunikeret fra kirken. Broder Johnston kontaktede gruppen og besøgte den regelmæssigt for at lede møderne og yde hjælp. Skønt der kun var nogle få bibelstudenter, blev der udført et stort forkyndelsesarbejde. En rapport fra 1912 viste at der var blevet spredt i alt 61.808 traktater. Og i slutningen af 1913 trykte 11 aviser i Sydafrika den kendte bibelstudent C.T. Russells prædikener på fire sprog.

TEOKRATISK VÆKST I KRIGSTID

Året 1914 havde stor betydning for den lille gruppe af Jehovas tjenere i Sydafrika, såvel som for Guds folk i resten af verden. Mange forventede at modtage deres himmelske belønning på dette tidspunkt. I den årsrapport som broder Johnston sendte til hovedkontoret i Brooklyn, skrev han: „I den sidste årsrapport udtrykte jeg håb om at jeg næste gang kunne aflægge rapport til hovedkontoret i himmelen, på den anden side af forhænget. Dette håb er ikke blevet indfriet.“ Men han tilføjede: „Det forgangne år har været det travleste i høstarbejdets historie i Afrika.“ Efterhånden forstod de fleste at der var mere arbejde der skulle gøres, og de glædede sig over at have en andel i det. At forkyndelsesarbejdet gik hastigt fremad, afspejledes i rapporten for 1915, som viste at der var blevet spredt 3141 eksemplarer af Studier i Skriften, omkring dobbelt så mange som året før.

En af dem der fandt sandheden på dette tidspunkt, var Japie Theron, som var en dygtig advokat. Han læste en artikel i en Durbanavis der omtalte noget læsestof som bibelstudenterne havde udgivet flere årtier tidligere. Avisen pegede på at visse begivenheder der havde fundet sted siden 1914, var blevet forudsagt i bogserien Studier i Skriften, som forklarede bibelske profetier. Japie skrev: „Jeg måtte bare have disse bøger, og efter at jeg forgæves havde støvet alle boghandelerne igennem, fik jeg endelig fat i et eksemplar ved at skrive til afdelingskontoret i Durban. Det jeg læste, var noget af en åbenbaring! Jeg frydede mig over at forstå ’skjulte ting’ som er nedskrevet i Bibelen!“ Efter et stykke tid blev Japie døbt, og han forkyndte nidkært Bibelens sandhed for andre indtil 1921, hvor han døde af sygdom i en alt for tidlig alder.

I april 1914 afholdt de internationale bibelstudenter det første sydafrikanske stævne i Johannesburg. Af de 34 der var til stede, blev 16 døbt.

I 1916 kom „Skabelsens Fotodrama“ til landet og blev godt modtaget overalt. Avisen Cape Argus skrev: „Den succes man har haft med at fremstille denne vidunderlige bibelske film, retfærdiggør til fulde bibelstudenternes store arbejde og forudseenhed med at få den her til landet.“ ’Fotodramaets’ virkning på distriktet kunne ikke umiddelbart mærkes, men forestillingen tiltrak folk i massevis, og i løbet af kort tid blev der aflagt et godt vidnesbyrd i et stort område. Broder Johnston rejste omkring 8000 kilometer gennem landet for at vise ’Fotodramaet’.

Broder Russells død samme år førte til en midlertidig tilbagegang i forkyndelsesarbejdet i Sydafrika, ligesom det var tilfældet andre steder. Nogle modarbejdede de forandringer man blev nødt til at foretage efter hans død, og skabte splid i de menigheder de tilhørte. For eksempel rev hovedparten af menigheden i Durban sig løs og begyndte at holde deres egne møder. De kaldte sig selv „Forenede Bibelstudenter“. Kun 12 fra den oprindelige menighed forblev trofaste, og af disse var de fleste søstre. Det bragte en teenager ved navn Henry Myrdal der lige var blevet døbt, i en vanskelig situation. Hans far havde sluttet sig til modstandsgruppen, hvorimod hans mor var forblevet i den lille menighed. Efter at have tænkt sagen grundigt igennem under bøn besluttede Henry sig for at blive i menigheden. Som det ofte er tilfældet, gik udbrydergruppen snart i opløsning.

I 1917 blev afdelingskontoret flyttet fra Durban til Cape Town. Forkyndertallet voksede stabilt. Man skønnede at der på dette tidspunkt var mellem 200 og 300 bibelstudenter af europæisk afstamning foruden en hel del livskraftige menigheder blandt den sorte befolkning.

I 1917 stod der følgende i en rapport fra afdelingskontoret i Sydafrika: „Til trods for at vi ikke har noget læsestof på de indfødtes sprog, har de indfødte brødre en fremragende forståelse af den nærværende sandhed. Vi kan kun sige at ’det er Herrens værk, og det er underfuldt for vore øjne’.“ Brødre fra Nyasaland (nu Malawi) kom til Sydafrika for at arbejde, og de hjalp mange blandt den sorte befolkning til at blive disciple. Blandt disse var James Napier og McCoffie Nguluh.

FRYGTLØSE FORKÆMPERE FOR SANDHEDEN

Den lille gruppe forkyndere der var dengang, forsvarede frygtløst sandheden. I Nylstroom i det nordlige Transvaal (nu Limpopo Province) læste to skoledrenge brochuren Hvad siger Skriften om Helvede? Det gjorde stort indtryk på dem at lære sandheden om de døde at kende. En af dem, Paul Smit,b sagde: „Da vi to skoledrenge utvetydigt bekendtgjorde at kirkens lære var forkert, vakte det et røre i Nylstroom som var den blevet ramt af en cyklon. I løbet af nul komma fem talte alle om denne nye religion. Præsterne levede selvfølgelig op til deres ry som nogle der giver et fordrejet billede af Guds tjenere og forfølger dem. I flere måneder, ja år, kredsede deres prædikener om denne ’falske religion’.“ I 1924 var der ikke desto mindre en lille gruppe på 13 aktive forkyndere i Nylstroom.

I 1917 studerede Piet de Jager teologi på universitetet i Stellenbosch. En af hans studiekammerater læste noget litteratur som bibelstudenterne havde udgivet, og fortalte andre om det. Det foruroligede fakultetets kirkelige ledelse. De bad Piet om at tale med sin studiekammerat og invitere ham til at overvære et ugentligt bibelstudium som var arrangeret af det kristelige studenterforbund. Udfaldet blev imidlertid ikke som ledelsen havde tænkt sig. Piet tog selv imod sandheden. Efter at han havde haft en række ørkesløse debatter med sine professorer om sjælen, helvede og andre emner, forlod han universitetet.

Senere blev der arrangeret en offentlig debat mellem Piet og en hollandsk reformert doktor i teologi, Dwight Snyman. Der var 1500 studerende til stede. Broder Attie Smit fortalte hvad der skete: „Piet gendrev alle den lærde doktors argumenter og beviste ud fra Bibelen at kirkens læresætninger var ubibelske. En af de studerende beskrev med få ord sit indtryk af debatten: ’Hvis det ikke var fordi jeg var overbevist om at Piet de Jager var forkert på den, ville jeg have svoret at han havde ret, for han beviste alt hvad han sagde, med skriftsteder fra Bibelen!’“

SANDHEDENS SÆD BLIVER SÅET I ANDRE BEFOLKNINGSGRUPPER

På et besøg i den lille by Franschhoek i nærheden af Stellenbosch kontaktede broder Johnston nogle i den farvede befolkning. Flere år tidligere havde en lokal skolelærer, Adam van Diemen, forladt den hollandsk reformerte kirke og dannet en lille religiøs gruppe. Broder Johnston besøgte ham, og hr. van Diemen tog imod læsestof til både sig selv og sine venner.

Van Diemen og nogle af hans venner tog sandheden til sig og fortalte andre om det de lærte. Det banede vej for at den gode nyhed om Riget kunne blive forkyndt for de farvede. G.A. Daniels, der dengang var 17 år gammel, lærte sandheden at kende og viede resten af sit liv til at tjene Jehova.

Senere gjorde en farvet broder ved navn David Taylor også en stor indsats for at forkynde Bibelens sandheder i dette område. Han begyndte at studere Bibelen med bibelstudenterne da han var 17 år gammel. I 1950 blev han udnævnt som kredstilsynsmand og fik til opgave at besøge de 24 farvede menigheder og isolerede grupper der nu var i landet. Dette betød at han skulle rejse meget med tog og bus.

TEOKRATISK VÆKST I VANSKELIGE TIDER

I 1918 fik broder Johnston til opgave at føre tilsyn med forkyndelsen i Australien, og Henry Ancketill blev bedt om at virke som afdelingstilsynsmand i Sydafrika. Han havde tidligere været medlem af den lovgivende forsamling i Natal. Selvom han nu var pensionist og ikke var ung længere, varetog han opgaven i de næste seks år.

Trods de turbulente krigsår og organisationsmæssige ændringer tog mange ivrigt imod sandheden fra Bibelen, og væksten fortsatte. I 1921 fik Christiaan Venter, der var leder af et hold jernbanearbejdere, øje på et stykke papir der sad fast under en togskinne. Det var en traktat udgivet af bibelstudenterne. Han læste den og løb hen til sin svigersøn, Abraham Celliers. Christiaan sagde: „Abraham, i dag har jeg fundet sandheden!“ De to mænd fik fat på mere bibelsk læsestof som de omhyggeligt studerede. Begge blev indviede tjenere for Jehova og hjalp mange til at lære sandheden at kende. Over et hundrede af deres efterkommere er vidner for Jehova.

YDERLIGERE VÆKST

I 1924 var der blevet sendt en trykpresse til Cape Town. Desuden var der kommet to brødre fra Storbritannien — Thomas Walder, der blev udnævnt som afdelingstilsynsmand, og George Phillips,c der efterfulgte ham som afdelingstilsynsmand nogle få år senere. Broder Phillips tjente i denne opgave i næsten 40 år og gjorde en stor indsats for at fremme og grundfæste Rigets arbejde i Sydafrika.

I 1931 blev der sat yderligere skub i forkyndelsesarbejdet da man ved en resolution antog navnet Jehovas Vidner. På dette tidspunkt blev brochuren Riget, Verdens Haab udgivet. Den indeholdt hele resolutionens ordlyd. Brochuren blev delt ud i hele landet, og man bestræbte sig for at give et eksemplar til alle præster, politikere og fremtrædende forretningsmænd i distriktet.

ET NYT AFDELINGSKONTOR

I 1933 blev afdelingskontoret flyttet til større lejede lokaler i Cape Town, og dér var det indtil 1952. På det tidspunkt var betelfamilien vokset til 21 medlemmer. Betelitterne var dengang indkvarteret hos brødre uden for Betel og rejste frem og tilbage til kontoret og trykkeriet hver dag. Inden arbejdets begyndelse om morgenen mødtes de i omklædningsrummet ved trykkeriet for at drøfte dagens tekst. Derefter fremsagde de enstemmigt bønnen fadervor.

Nogle boede for langt væk til at tage hjem til frokost. De fik en shilling og seks pence (cirka halvanden krone) til at købe et måltid mad for. Det rakte til en tallerkenfuld kartoffelmos og en lille pølse på jernbanecaféen eller en skive brød og noget frugt.

I 1935 blev Andrew Jack, der var en dygtig trykker, sendt til afdelingskontoret i Cape Town for at hjælpe til. Han var skotte, spinkel af bygning og havde altid et smil på læben. Tidligere havde han været i heltidstjenesten i de baltiske stater Litauen, Letland og Estland. Da Andrew kom til Sydafrika, sørgede han for at skaffe noget mere trykkeriudstyr, og inden længe var der fuld fart på enmandstrykkeriet. Den første automatiske trykpresse, en Frontex, blev installeret i 1937. I over 40 år trykte den millionvis af løbesedler og formularer samt blade på afrikaans.

Andrew tjente på Betel i Sydafrika resten af sit liv. Selv da han var kommet godt op i årene, havde han en fuld andel i forkyndelsen og var dermed et godt eksempel for betelfamilien. Som en trofast salvet broder fuldendte Andrew sit jordiske livsløb i 1984 i en alder af 89 år, efter 58 år som en indviet og døbt tjener for Jehova.

STOR VÆKST I KRIGSÅRENE

Den anden verdenskrig gik ikke så hårdt ud over Sydafrika som over Europa, selvom mange sydafrikanere var soldater i Afrika og Italien. Medierne gav krigen stor omtale for at vinde folkets støtte og rekruttere soldater. Til trods for den stærkt patriotiske ånd der var fremherskende i befolkningen på dette tidspunkt, var der i tjenesteåret 1940 et nyt højdepunkt på 881 forkyndere — en 58,7 procents stigning i forhold til det foregående års højdepunkt på 555.

I januar 1939 blev det der svarede til det danske Ny Verden (nu Vågn op!), for første gang trykt på afrikaans. Det var samtidig det allerførste blad Jehovas Vidner trykte i Sydafrika. Bladet blev sat med løse typer, som håndsats, hvilket var en meget langsommelig proces. Inden længe blev det besluttet også at udgive Vagttårnet på afrikaans. Uden at brødrene havde nogen anelse om det, viste dette sig at være en yderst betimelig beslutning på grund af de fremtidige begivenheder i Europa. En Linotypemaskine og en falsemaskine blev sat op. Det første nummer af Vagttårnet udkom den 1. juni 1940.

Frem til dette tidspunkt havde brødrene fået Vagttårnet fra Holland til de afrikaanstalende læsere, da hollandsk og afrikaans ligner hinanden meget. Men i maj 1940 invaderede Hitlers hære Holland, og afdelingskontoret blev pludselig lukket. I Sydafrika var man imidlertid begyndt at trykke Vagttårnet på afrikaans, så brødrene gik ikke glip af et eneste nummer af bladet. Uddelingen af blade steg til 17.000 om måneden.

VÆKST TRODS CENSUR

Kristenhedens religiøse ledere øvede et massivt pres på myndighederne, og regeringen var ængstelig over vores neutrale standpunkt. Dét fik censuren til at beslaglægge abonnementsnumre af Vagttårnet og Ny Verden i 1940. Der blev bragt en officiel bekendtgørelse som forbød disse publikationer. Oversøiske forsendelser af blade og litteratur blev beslaglagt ved ankomsten.

Ikke desto mindre fik brødrene stadig deres åndelige føde til tiden. Et eksemplar af Vagttårnet på engelsk fandt altid vej til afdelingskontoret, hvor det blev sat og trykt. George Phillips skrev: „Mens forbuddet var i kraft, fik vi . . . de mest fantastiske vidnesbyrd om at Jehova viser sit folk kærlig omsorg og beskytter det. Vi gik aldrig glip af et eneste nummer af Vagttårnet. Ofte slap der kun et enkelt eksemplar igennem. Det kunne komme fra en abonnent i Nord- eller Sydrhodesia [nu Zambia og Zimbabwe], fra en i Portugisisk Østafrika [nu Mocambique], fra en på en ensomt beliggende farm i Sydafrika eller fra en besøgende om bord på en båd der lagde til ved Cape Town.“

I august 1941 blev al udgående post fra afdelingskontoret beslaglagt uden at man fik nogen som helst forklaring fra censuren. Senere samme år udstedte indenrigsministeren en ordre om at alle organisationens publikationer i landet skulle beslaglægges. En formiddag klokken ti ankom kriminalpolitiet til afdelingskontoret med lastvogne for at fjerne al litteratur. Broder Phillips undersøgte kendelsen og konstaterede at den ikke var helt i overensstemmelse med vedtægterne. Der var ikke en liste over bøgernes titler, hvilket var et krav ifølge Lovtidende.

Broder Phillips bad betjentene om at vente mens han kontaktede en advokat og i hast henvendte sig til Højesteret for at få en dommerkendelse der hindrede indenrigsministeren i at beslaglægge boglageret. Hans anmodning gik igennem. Ved middagstid modtog man Højesterets kendelse, og politiet måtte drage tomhændet bort. Fem dage senere tilbagekaldte indenrigsministeren sin ordre og betalte vores sagsomkostninger.

Den juridiske kamp for at få ophævet forbuddet mod vores litteratur fortsatte i nogle år. Brødrene skjulte bøger og blade i deres hjem. Selvom der ikke var så mange publikationer at gøre godt med i forkyndelsen, gjorde brødrene klog brug af dem der var. De lånte bøger ud til dem der ønskede at studere Bibelen, og der var mange som tog imod sandheden i denne periode.

Hen imod slutningen af 1943 fik landet en ny indenrigsminister. Man ansøgte igen om at få forbuddet ophævet, og denne gang lykkedes det. I begyndelsen af 1944 blev alle de publikationer som myndighederne havde beslaglagt, leveret tilbage til afdelingskontoret.

Havde modstanderne af den sande tilbedelse succes med at få standset forkyndelsen af Riget? Nej, tallene fra tjenesteåret 1945 viser at Jehova velsignede sit folks nidkære tjeneste, og arbejdet havde fremgang som aldrig før. Gennemsnitlig 2991 forkyndere spredte 370.264 publikationer og ledede 4777 bibelstudier. Dette var en betragtelig vækst i forhold til det højeste antal forkyndere i 1940 som var 881.

GAVNLIGE VIRKNINGER AF TEOKRATISK OPLÆRING

I 1943 blev der indført et kursus i teokratisk tjeneste (nu Den Teokratiske Skole), som oplærte mange brødre til at holde offentlige foredrag. Det udrustede også flere til at blive dygtige forkyndere. I 1945 var et stort antal brødre blevet oplært til at holde foredrag, og man påbegyndte en kampagne med offentlige møder. Brødrene averterede foredragene ved hjælp af løbesedler og plakater.

Piet Wentzeld var på dette tidspunkt en ung pioner. Han ser tilbage på den tid og fortæller: „Jeg blev forflyttet til Vereeniging sammen med Frans Muller som skulle være min pionermakker. Inden vi begyndte på vores kampagne med offentlige møder i juli 1945, udarbejdede jeg to af de fire foredrag der skulle holdes. Jeg gik ned til floden hver middag, og i en time talte jeg til floden og træerne. Sådan øvede jeg mig i en hel måned før jeg følte mig sikker nok til at tale til et publikum.“ Det første foredrag der blev holdt i Vereeniging, blev overværet af 37 interesserede. Her blev grundvolden lagt til den menighed der senere blev oprettet.

Efter at have været i rejsetjenesten i mange år blev Piet og hans kone, Lina, indbudt til at tjene på Betel. I dag er han medlem af afdelingskontorets udvalg, og han er stadig flittig i forkyndelsen og studerer ivrigt Bibelen. Lina døde den 12. februar 2004 efter at have tjent Jehova i heltidstjenesten i 59 år.

DER YDES KÆRLIG HJÆLP

Under ledelse af hovedkontoret i Brooklyn skete der endnu et fremskridt — der blev udnævnt vennetjenere. De var forløbere for vore dages kredstilsynsmænd. De der blev udnævnt, var ugifte mænd med et godt helbred og masser af energi så de kunne klare et travlt program.

Til at begynde med fik større menigheder besøg i to eller tre dage, mens mindre grupper kun blev besøgt en enkelt dag. De udnævnte brødre rejste derfor meget. De brugte fortrinsvis offentlige transportmidler og rejste ofte med tog og bus på ubekvemme tidspunkter. Under deres besøg gennemgik de omhyggeligt menighedernes optegnelser. Deres vigtigste opgave var imidlertid at gå i tjenesten med brødrene og oplære dem i forkyndelsen.

En vennetjener der blev udnævnt i 1943, var Gert Nel, som havde lært sandheden at kende i 1934 mens han var skolelærer i det nordlige Transvaal. Han hjalp utallige forkyndere, og mange kan stadig huske hans trofaste tjeneste. Han var høj og mager og kunne godt se streng ud, men han var en nidkær forkæmper for sandheden. Han var berømt for sin fænomenale hukommelse, men var samtidig et meget kærligt menneske. Han kunne være i tjenesten fra klokken syv om morgenen til klokken syv eller otte om aftenen uden at holde pause. På sine ture som rejsende tilsynsmand tog han toget på alle tider af døgnet, tilbragte nogle få dage sammen med en menighed og rejste så videre til den næste. Sådan fortsatte han, uge efter uge. I 1946 blev han kaldt ind på Betel for at oversætte til afrikaans, og dér virkede han trofast indtil sin død i 1991. Han var den sidste salvede broder der tjente på Betel i Sydafrika. Mellem 1982 og 1985 havde flere andre trofaste salvede brødre afsluttet deres jordiske livsløb. Det var George Phillips, Andrew Jack og Gerald Garrard.

DE GAV GAVMILDT AF SIG SELV

Jehovas tjenere sætter pris på den indsats som rejsende tilsynsmænd og deres koner yder når de uselvisk giver af sig selv for at styrke menighederne åndeligt. Et eksempel er Luke Dladla der blev udnævnt som rejsende tilsynsmand i 1965, og som nu er almindelig pioner. Han fortæller: „Nu, i 2006, er jeg 81 år gammel, og min kone er 68, men vi klarer stadig bjergene og krydser floderne for at sprede den gode nyhed i vores distrikt. Vi har brugt over 50 år i forkyndelsen.“

Andrew Masondo blev udnævnt som kredstilsynsmand i 1954. Han har berettet følgende: „I 1965 blev jeg sendt til Botswana, og det var som at komme til et missionærdistrikt. Der var hungersnød i landet, for det havde ikke regnet i tre år. Min kone, Georgina, og jeg fandt ud af hvordan det er at gå i seng uden aftensmad og at tage i forkyndelsen om morgenen uden at have fået morgenmad. Som regel fik vi kun ét måltid om dagen, og det var til middag.

Da jeg kom tilbage til Sydafrika, blev jeg udnævnt til områdetilsynsmand. Jeg blev oplært af Ernest Pandachuk, og hans afskedsord til mig var: ’Prøv aldrig at hæve dig op over dine brødre. Vær hellere som et modent aks — når det har mange kerner, viser det sin rigdom ved at bøje sit hoved.’“

DET FØRSTE KREDSSTÆVNE

I april 1947 blev det første kredsstævne i Sydafrika afholdt i Durban. Milton Bartlett, som var udgået fra Gileadskolens femte klasse og var den første missionær der var kommet til Sydafrika, beskriver sit indtryk af de brødre der overværede stævnet: „Det var skønt at betragte de sorte Jehovas Vidner og se deres måde at være på. De var pæne og rene, stille og rolige, meget oprigtige og ivrige efter at lære mere om sandheden, og så var de utrolig flittige i forkyndelsen.“

Efterhånden som der blev større interesse for sandheden i den sorte befolkning, blev der ydet mere hjælp. Den første udgave af Vagttårnet på zulu udkom den 1. januar 1949. Bladet blev trykt på en lille hånddreven duplikator på afdelingskontoret i Cape Town. Det var ikke det farvestrålende og flotte blad som det er i dag, men det indeholdt værdifuld åndelig føde. I 1950 blev der oprettet læseklasser på seks sprog. Disse klasser oplærte hundreder af ivrige brødre og søstre til selv at læse i Guds ord.

I takt med at forkyndelsesarbejdet havde fremgang, opstod der behov for egnede mødesteder. I 1948 blev en pioner sendt til Strand, i nærheden af Cape Town, hvor han fik den fornemme opgave at organisere byggeriet af den første rigssal i Sydafrika. Projektet blev finansieret af en lokal søster. George Phillips sagde: „Jeg ville ønske at jeg kunne sætte den nye rigssal på hjul og tage den med rundt i landet for at opmuntre brødrene til at bygge flere rigssale.“ Der gik nogle år inden der blev organiseret rigssalsbyggerier i hele landet.

OPMUNTRENDE RESULTATER I DET INDISKE DISTRIKT

Fra 1860 til 1911 kom kontraktarbejdere fra Indien til Sydafrika for at arbejde i sukkerrørsplantagerne i Natal. Mange blev i landet efter at deres kontrakt var udløbet, og en betragtelig indisk befolkning — som nu er på over en million — bosatte sig i landet. I begyndelsen af 1950’erne blev interessen for Bibelens sandheder vakt i de indiske befolkningsgrupper.

Velloo Naicker blev født i 1915 som den fjerde søn i en familie med ni børn. Hans forældre arbejdede i en sukkerrørsplantage og var nidkære hinduer. Bibeltimer i skolen stimulerede Velloos interesse, og som ung fik han en bibel foræret. Han læste i den hver dag, og efter fire år var han kommet igennem den. Han skrev: „Ordene i Mattæus 5:6 tiltalte mig. Da jeg læste dem, gik det op for mig at det glæder Gud hvis en person hungrer efter det der er sandt og rigtigt.“

På et tidspunkt blev Velloo kontaktet af et af Jehovas Vidner og begyndte at studere Bibelen. Han blev døbt i 1954, som en af de første indere i Sydafrika. Hinduerne som han dengang levede iblandt i Actonville, Gauteng, var stærke modstandere af Jehovas Vidner, og en fremtrædende person truede endda med at slå Velloo ihjel. Velloo mistede sit arbejde som bestyrer af et renseri fordi han holdt fast ved sandheden fra Bibelen. Men han fortsatte med at tjene Jehova trofast frem til sin død i 1981. Hans gode eksempel bar frugt, for fire generationer i hans familie, i alt 190 personer (iberegnet dem der har giftet sig ind i familien) tjener nu Jehova.

Gopal Coopsammy var 14 år gammel da han første gang hørte om sandheden gennem sin onkel Velloo. „Velloo talte med nogle af os børn og unge om Bibelen, men jeg havde endnu ikke et bibelstudium,“ fortæller han. „Bibelen var en fremmed bog for mig, der var hindu. Men noget af det jeg læste i den, gav mening. En dag så jeg at Velloo tog af sted til et menighedsbogstudium. Jeg spurgte ham om jeg måtte tage med. Det sagde han ja til, og lige siden er jeg kommet til møderne. Jeg ønskede at få noget mere at vide om Bibelen og gik derfor hen på byens bibliotek og fandt nogle af Jehovas Vidners publikationer. Jeg mødte meget modstand fra min familie, men huskede altid ordene i Salme 27:10: ’Om så min fader og min moder forlod mig, da ville Jehova tage mig til sig.’ Jeg blev døbt i 1955, 15 år gammel.“

Gopal er i dag præsiderende tilsynsmand i den menighed hvor han tjener sammen med sin kone, Susila. De har hjulpet omkring 150 mennesker til at blive indviede og døbte tjenere for Jehova. Da Gopal blev spurgt om hvordan de havde båret sig ad med dette, forklarede han: „Mange af mine familiemedlemmer boede i vores område, og dem kunne jeg forkynde for. En del af dem reagerede gunstigt på det jeg fortalte. Desuden havde jeg min egen forretning, og det gav mig noget fritid som jeg kunne bruge i tjenesten. Jeg var pioner i fire år. Jeg arbejdede hårdt i forkyndelsen og sørgede for at følge al den interesse op jeg mødte.“

KÆRLIGHED OG TÅLMODIGHED BÆRER FRUGT

Doreen Kilgour og Isabella Elleray udgik fra Gilead i henholdsvis 1956 og 1957. De tjente i 24 år blandt den indiske befolkning i Chatsworth, en forstad til Durban.

Doreen beskrev hvordan det var at arbejde i distriktet: „Vi måtte have tålmodighed. Nogle havde aldrig hørt om Adam og Eva. Folk var dog gæstfri, for hinduer mener at det er forkert at lade en blive stående i døren. De plejede at sige ’drik te, og gå’ og mente dermed at vi skulle blive og få en kop te inden vi gik videre. Efter et stykke tid følte vi at vi var ved at drukne i te. Hver gang en inder forlod sine dybt forankrede religiøse opfattelser og blev en tjener for Jehova, betragtede vi det som et mirakel.“

Isabella fortalte denne oplevelse: „En dag jeg gik i forkyndelsen, talte jeg med en mand som tog imod bladene. Hans kone, Darishnie, som lige havde været i kirke, kom og stillede sig ved siden af ham med deres spædbarn på armen. Vi havde en dejlig samtale, og jeg aftalte at komme igen. Men Darishnie var aldrig hjemme. Senere fortalte hun mig at hendes præst havde sagt til hende at hun skulle gå sin vej når jeg kom på besøg. Han gik ud fra at jeg så ville tro at hun ikke var interesseret. På et tidspunkt rejste jeg til England for at besøge min familie. Mens jeg var der, blev jeg ved med at tænke på Darishnie. Da jeg kom tilbage til Sydafrika, tog jeg hen for at besøge hende. Hun ville vide hvor jeg havde været, og sagde: ’Jeg var sikker på at du troede at jeg ikke var interesseret. Jeg er så glad for at se dig igen.’ Vi begyndte at studere, men hendes mand havde ikke lyst til at være med. Hun var en flittig bibelstudieelev, og efter et stykke tid blev hun døbt.

Ifølge hendes tro skal en gift kvinde bære et guldsmykke i et gult bånd omkring halsen. Det kaldes en tali. Kvinden må kun tage den af hvis hendes mand dør. Da Darishnie ønskede at være med i forkyndelsen, forstod hun at hun først blev nødt til at tage sin tali af. Hun spurgte mig hvad hun skulle gøre. Jeg rådede hende til først at spørge sin mand og se hvordan han reagerede. Hun spurgte ham, men han ville ikke tillade at hun tog den af. Jeg sagde til hende at hun skulle være tålmodig, vente et stykke tid og så spørge ham igen en dag hvor han var i godt humør. Til sidst gik han med til at hun tog talien af. Vi tilskyndede vores bibelstudieelever til at være taktfulde og vise respekt for hinduernes lære samtidig med at de tog et fast standpunkt for sandheden fra Bibelen. Derved undgik de at såre deres venners og slægtninges følelser unødigt, og disse fik nemmere ved at acceptere at bibelstudieeleverne skiftede religion.“

Da Doreen blev spurgt om hvad der hjalp hende og Isabella til at holde ud i missionærtjenesten i mange år, svarede hun: „Vi kom til at elske de mennesker vi var iblandt. Vi lod os opsluge helt af tjenesten og nød den i fulde drag.“ Isabella tilføjede: „Vi fik mange kære venner. Vi var kede af at forlade vores distrikt, men vores helbred er ikke godt længere. Vi tog taknemmeligt imod den kærlige indbydelse vi fik til at tjene på Betel.“ Isabella døde den 22. december 2003.

De andre missionærer der tjente i Chatsworth, var også kommet højt op i årene og kunne derfor ikke fortsætte i deres distrikt og samtidig sørge for driften af missionærhjemmet. De blev også indbudt til at komme på Betel. Det var Eric og Myrtle Cooke, Maureen Steynberg og Ron Stephens, som nu er død.

ET KÆMPE PROJEKT

Da Nathan Knorr og Milton Henschel, som tjente på hovedkontoret i Brooklyn, besøgte Sydafrika i 1948, blev det besluttet at købe en byggegrund til betelhjem og trykkeri i Elandsfontein, i nærheden af Johannesburg. Projektet blev fuldført i 1952. For første gang kunne medlemmerne af betelfamilien bo under samme tag. Der blev sat meget ekstra trykkeriudstyr op, blandt andet en fladpresse. Vagttårnet blev udgivet på otte sprog, og Vågn op! på tre.

I 1959 blev betelhjemmet og trykkeriet udvidet. Tilbygningen var større end den oprindelige bygning. Der blev installeret en ny Timson-trykkemaskine, afdelingskontorets første rotationspresse.

Broder Knorr indbød fire unge brødre fra Canada til at flytte til Sydafrika for at hjælpe på trykkeriet. Det var Bill McLellan, Dennis Leech, Ken Nordin og John Kikot. De ankom i november 1959. Bill McLellan og hans kone, Marilyn, er stadig på Betel i Sydafrika, mens John Kikot og hans kone, Laura, nu tjener på Betel i Brooklyn. Ken Nordin og Dennis Leech blev i Sydafrika, hvor de begge blev gift og stiftede familie. De gør fortsat en stor indsats for at fremme Rigets interesser. Begge Kens børn tjener nu på Betel i Sydafrika.

Det udvidede betelhjem og det nye udstyr blev udnyttet fuldt ud for at man kunne tage sig af den voksende interesse i landet. I 1952 kom forkyndertallet i Sydafrika op på over 10.000. I 1959 var tallet vokset til 16.776.

DEN KRISTNE ENHED BEVARET UNDER APARTHEID

For at forstå de problemer som brødrene stod over for under apartheidsystemet, er det nyttigt at vide hvad apartheid gik ud på. Loven tillod sorte, hvide (af europæisk herkomst), farvede (af blandet herkomst) og indere at arbejde i byerne i de samme bygninger, såsom fabrikker, kontorer og restauranter. Men om aftenen skulle hver racegruppe vende tilbage til sin egen forstad. Racerne blev således holdt adskilt hvad boligområder angik. Alle bygninger skulle have separate spise- og vaskefaciliteter for hvide og folk af andre racer.

Da det første afdelingskontor blev bygget i Elandsfontein, tillod myndighederne ikke sorte, farvede og indiske brødre at bo i de samme bygninger som de hvide brødre. På det tidspunkt var de fleste på Betel hvide fordi det var så vanskeligt for folk af andre racer at få tilladelse til at arbejde i byen. Der var dog 12 sorte og farvede brødre og søstre på Betel, fortrinsvis nogle der oversatte til lokale sprog. Regeringen gav tilladelse til at man bag ved hovedbygningen opførte en separat bygning med fem værelser hvor disse brødre og søstre kunne bo. Men da myndighederne senere begyndte at håndhæve apartheidlovene i højere grad, trak de tilladelsen tilbage, og vores brødre måtte rejse til nærmeste township, eller beboelsesområde for sorte og farvede, omkring 20 kilometer væk, og bo på et herberg for mænd. De to sorte søstre blev indlogeret i private hjem hos Jehovas Vidner i townshippen.

Loven tillod ikke engang disse betelitter at spise sammen med deres hvide brødre i spisesalen, og inspektører fra de kommunale myndigheder holdt øje med om loven blev overtrådt. De hvide brødre kunne imidlertid ikke bære tanken om at spise afsondret fra de sorte. De erstattede derfor de klare glasruder i spisesalen med ruder man ikke kunne se igennem, så hele familien kunne være sammen til måltiderne uden at blive forstyrret.

I 1966 fandt George Phillips det nødvendigt at forlade Betel fordi hans kone, Stella, var syg. Harry Arnott blev udnævnt som ny afdelingstilsynsmand og virkede i denne opgave i to år. Fra og med 1968 har Frans Mullere tjent som afdelingstilsynsmand og senere som koordinator for afdelingskontorets udvalg.

EN „BLÅ BOMBE“ SÆTTER GANG I VÆKSTEN

Bogen Sandheden der fører til evigt liv blev udgivet ved områdestævnet i 1968. „Den blå bombe“, som den blev kaldt, virkede meget ansporende på distriktet. Forsendelsesafdelingen havde hvert år sendt omkring 90.000 bøger ud til menighederne, men i tjenesteåret 1970 blev der sendt 447.000 bøger ud.

I 1971 besøgte broder Knorr endnu engang Sydafrika. På dette tidspunkt var afdelingskontoret igen blevet for lille, og der var nu 68 i betelfamilien. Derfor blev der lagt planer om at opføre nogle nye bygninger, og brødrene støttede villigt byggeriet ved at stille deres arbejdskraft til rådighed eller give økonomiske bidrag. Byggeriet var færdigt den 30. januar 1972. I 1978 blev man færdig med endnu en tilbygning. Alle disse udvidelser var et opmuntrende vidnesbyrd om at Jehova støttede arbejdet, for på dette tidspunkt blev Guds folk udsat for et større og større pres fra myndighederne.

EN NEUTRALITETSPRØVE

I maj 1961 trådte Sydafrika ud af British Commonwealth og blev en republik. Det var en tid med politisk uro og tiltagende vold i landet. I et forsøg på at få kontrol over situationen oppiskede den daværende regering en nationalistisk stemning i befolkningen, og det forårsagede vanskeligheder for Jehovas Vidner i årene der fulgte.

I mange år var Jehovas Vidner ikke blevet pålagt at udføre militærtjeneste. Dette ændrede sig sidst i 1960’erne da landet blev mere og mere involveret i militæroperationer i Namibia og Angola. En ny lovgivning krævede at unge hvide mænd som var sunde og raske, skulle udføre militærtjeneste. Brødre der nægtede dette, blev interneret på militærkaserner i 90 dage.

Mike Marx var i en gruppe af internerede brødre som blev beordret til at iføre sig militæruniform og hjelm. Han fortæller: „Da vi ikke ønskede at blive identificeret med militæret, nægtede vi at gøre det. Den øverstbefalende, der var kaptajn, fratog os så visse privilegier, anbragte os i isolationsfængsel og satte os på sultekost.“ Det betød at brødrene hverken måtte skrive eller modtage breve, få besøg eller eje noget som helst læsestof ud over Bibelen. Sultekosten — der var tiltænkt uforbederlige fanger — bestod af vand og en halv skive brød om dagen i to dage, fulgt af normale militærrationer i syv dage og så igen to dage med vand og brød. Selv den såkaldt normale kost lod ofte meget tilbage at ønske, både hvad mængde og kvalitet angik.

Der blev gjort alt for at få brødrene til at give slip på deres integritet. De blev spærret inde i hver sin lille celle. På et tidspunkt fik de ikke lov til at tage brusebad. I stedet fik hver broder en spand han skulle bruge som toilet, og en anden med vand til at vaske sig i. Efter et stykke tid fik brødrene igen lov til at tage brusebad.

Keith Wiggill fortæller: „En vinterdag fjernede vagterne vores madrasser og tæpper lige efter at vi havde været under den kolde bruser. Vi fik ikke lov til at tage vores civile tøj på, så vi havde ikke andet end et par shorts og en undertrøje. Vi sov på et fugtigt håndklæde på det iskolde betongulv. Næste morgen var oversergenten forbløffet over at se hvor glade vi var, og hvor godt vi havde det. Han erkendte at vores Gud havde passet på os i denne bidende kolde nat.“

Kort før brødrene var færdige med at afsone den 90 dage lange straf, blev de igen slæbt i retten fordi de ikke ville iføre sig uniformen eller træne sammen med de andre militærfanger. Derefter blev de atter spærret inde. Myndighederne gjorde det klart for brødrene at de ville blive ved med at idømme dem nye straffe indtil de var fyldt 65 og ikke længere var egnede til militærtjeneste.

I 1972 blev loven ændret efter stærkt pres fra offentlig og politisk side. Nu blev brødrene kun idømt én fængselsstraf, der svarede til længden af militærtjenesten. I begyndelsen var straffen på mellem 12 og 18 måneder. Senere blev den forlænget til tre år og til sidst til seks år. Med tiden gjorde myndighederne visse indrømmelser, og brødrene fik lov til at holde et ugentligt møde.

Brødrene glemte ikke Jesu befaling om at gøre disciple mens de var interneret. (Matt. 28:19, 20) De forkyndte for medfanger, for militære befalingsmænd og for andre de kom i kontakt med. I en periode fik de lov til at bruge lørdag eftermiddag på at skrive breve for at fortælle andre om den gode nyhed.

På et tidspunkt gav militærmyndighederne ordre til at de 350 internerede Jehovas Vidner skulle spise deres måltider sammen med de 170 militærfanger. De kaserner hvor brødrene var interneret, blev det eneste distrikt med et forholdstal på to Jehovas Vidner for hvert ikkevidne, så der gik ikke lang tid før myndighederne afgjorde at brødrene igen skulle spise deres måltider for sig selv.

KRISTENHEDENS KIRKER OG SPØRGSMÅLET OM NEUTRALITET

Hvordan reagerede kristenhedens kirker på spørgsmålet om tvungen militærtjeneste? South African Council of Churches (SACC) vedtog i juli 1974 en resolution vedrørende samvittighedsnægtelse. I stedet for at holde sig til den religiøse side af sagen havde erklæringen tydelige politiske undertoner. Grunden til at den støttede samvittighedsnægtelse, var at militæret kæmpede for at forsvare et „uretfærdigt og diskriminerende samfund“ og derfor førte en uretfærdig krig. Både de afrikaanssprogede kirker og andre kirkelige grupper var imod SACC-resolutionen.

Den hollandsk reformerte kirke støttede regeringen i dens militære forehavender. Kirken afviste SACC-resolutionen med den begrundelse at den var en overtrædelse af princippet i Romerbrevet, kapitel 13. En anden gruppe som var imod resolutionen, var feltpræsterne i Sydafrikas forsvarsstyrke. Nogle af disse præster tilhørte kirker der var medlemmer af SACC. I en fælleserklæring fordømte feltpræsterne i de engelsksprogede kirker resolutionen og erklærede: „Vi . . . tilskynder alle medlemmer af vore kirker og især de unge mænd til at yde en personlig indsats for at forsvare landet.“

Dertil kom at SACC’s enkelte medlemskirker ikke tog et klart standpunkt i spørgsmålet om neutralitet. Bogen War and Conscience in South Africa indrømmer: „De fleste . . . forsømte at præcisere deres stillingtagen over for deres medlemmer, og de opfordrede bestemt heller ikke deres medlemmer til at nægte at udføre militærtjeneste af samvittighedsgrunde.“ Bogen viser at regeringens stærke reaktion på SACC-resolutionen, der affødte en stramning af lovene, fik kirkerne til at være tilbageholdende med at give udtryk for deres synspunkter. Den siger: „Forsøg på at få kirken til at følge en konstruktiv handlingsplan slog helt fejl.“

Som en kontrast til kirkernes holdning nævner bogen følgende: „Langt de fleste af de samvittighedsnægtere der blev fængslet, var Jehovas Vidner.“ Og den tilføjer: „Jehovas Vidner fokuserede på den enkeltes ret til af samvittighedsgrunde at modsætte sig al krig.“

Jehovas Vidners standpunkt var udelukkende religiøst begrundet. Samtidig med at Vidnerne anerkender at ’de eksisterende myndigheder af Gud er anbragt i deres relative stillinger’, forbliver de politisk neutrale. (Rom. 13:1) De er først og fremmest tro mod Jehova, der i sit ord, Bibelen, åbenbarer at hans sande tilbedere ikke på nogen måde vil deltage i bogstavelig krigsførelse. — Es. 2:2-4; Apg. 5:29.

Efter at dette interneringssystem havde været i brug i en årrække, var det tydeligt at Jehovas Vidner ikke ville give køb på deres neutrale standpunkt for at slippe for en barsk behandling. Interneringskasernerne var desuden overfyldte og fik megen negativ omtale i medierne. Visse myndigheder pressede på for at brødrene skulle sendes i civile fængsler.

Militære myndighedspersoner der var positivt indstillet over for brødrene, gik ikke ind for dette forslag. De respekterede vores unge brødre for deres høje moralnormer. Hvis brødrene kom i civilt fængsel, ville de ikke længere have en ren straffeattest. Desuden ville de komme i selskab med samfundets værste elementer og risikere at blive voldtaget. Der blev derfor truffet foranstaltninger til at de kunne udføre samfundstjeneste i ministerier som ikke havde noget at gøre med militæret. Da det politiske klima i landet ændrede sig i 1990’erne, blev den tvungne militærtjeneste afskaffet.

Hvordan påvirkede det vores unge brødre at være interneret i en lang periode på så afgørende et tidspunkt i deres liv? Mange tjente Jehova trofast og gjorde klog brug af den lejlighed det gav dem til at studere Guds ord og vokse åndeligt. „Den periode hvor jeg var interneret, blev et vendepunkt for mig,“ fortæller Cliff Williams. „De tydelige vidnesbyrd om at Jehova beskyttede og velsignede mig under mit fangenskab, motiverede mig til at gøre mere for at fremme Rigets interesser. Kort efter at jeg var blevet løsladt i 1973, begyndte jeg som almindelig pioner, og året efter kom jeg på Betel, hvor jeg tjener den dag i dag.“

Stephen Venter, der var 17 år gammel da han blev interneret, fortæller: „Jeg var udøbt forkynder, og min kundskab om sandheden var begrænset. Den åndelige styrke jeg fik gennem den daglige drøftelse af et skriftsted — som vi gennemførte mens vi polerede gulve om morgenen — de regelmæssige møder og det bibelstudium som en mere erfaren broder havde med mig, gjorde opholdet tåleligt. Selvom der var dårlige tider, er det utroligt hvor lidt jeg husker fra disse! Faktisk var de tre år i fangenskab måske de bedste år af mit liv. Det jeg kom ud for, gjorde mig til en mand. Jeg lærte Jehova at kende, og det motiverede mig til at tage heltidstjenesten op.“

Den uretfærdige internering af vores brødre tjente et godt formål. Gideon Benade, der besøgte brødrene på interneringskasernerne, skrev: „Når man ser tilbage, går det op for en hvor magtfuldt et vidnesbyrd der blev aflagt.“ Vores brødres udholdenhed og mediernes hyppige omtale af deres prøvelser og de straffe de blev idømt, efterlod et uudsletteligt vidnesbyrd om Jehovas Vidners neutrale standpunkt, som gjorde indtryk på såvel militæret som på landets befolkning.

DE SORTE BRØDRES INTEGRITET

I de første år under apartheidstyret blev de sorte brødres integritet ikke prøvet i samme grad som de hvides. For eksempel blev sorte ikke indkaldt til militærtjeneste. Men da sorte politiske bevægelser begyndte at protestere mod apartheidstyret, førte det til alvorlige prøvelser for de sorte Jehovas Vidner. Nogle blev dræbt, andre blev pryglet, og atter andre måtte flygte da deres hjem og ejendele gik op i flammer — alt sammen fordi de nægtede at bryde deres integritet. Ja, de var besluttede på at adlyde Jesu befaling om ’ikke at være en del af verden’. — Joh. 15:19.

Nogle politiske grupper krævede at alle og enhver i deres område skulle købe partikort. Repræsentanter for disse grupper opsøgte folk i deres hjem og forlangte penge til køb af våben eller til dækning af begravelsesomkostninger for deres kammerater som var døde i kampe mod de hvide sikkerhedsstyrker. Fordi de sorte brødre respektfuldt afslog at give sådanne bidrag, blev de anklaget for at være spioner for apartheidstyret. Nogle brødre og søstre blev overfaldet når de gik i forkyndelsen, og anklaget for at udbrede hvid afrikaanerpropaganda.

Tag for eksempel Elijah Dlodlo, der opgav en lovende sportskarriere for at blive en indviet tjener for Jehova. To uger før Sydafrikas første demokratiske valg var der store spændinger mellem rivaliserende sorte grupper. Elijahs menighed besluttede at arbejde i et distrikt der kun sjældent blev gennemarbejdet, og som lå nogle få kilometer borte. Elijah, der kun havde været døbt i to måneder, blev bedt om at arbejde sammen med to drenge der begge var udøbte forkyndere. Mens de stod ved en dør og talte med en dame, blev de antastet af en flok unge der var medlemmer af en politisk bevægelse. Gruppens leder svingede med en kraftig læderpisk. „Hvad foregår der her?“ spurgte han.

„Vi taler om Bibelen,“ svarede damen.

Den vrede mand ignorerede hende og sagde henvendt til Elijah og de to andre: „I tre drenge, kom og slut jer til os. Nu er det ikke tiden til bibelsnak; det er tiden til at kæmpe for vores rettigheder.“

Elijah svarede ham modigt: „Det kan vi ikke, for vi arbejder for Jehova.“

Så skubbede manden til Elijah og begyndte at piske løs på ham. For hvert slag råbte manden: „Slut jer til os!“ Efter det første slag følte Elijah ikke længere nogen smerte. Han fandt styrke i apostelen Paulus’ ord om at alle sande kristne ’vil blive forfulgt’. — 2 Tim. 3:12.

Til sidst blev manden med pisken træt og holdt inde. Så begyndte en af angriberne at kritisere ham og sige at Elijah slet ikke var fra deres område. Gruppen blev delt i to lejre og begyndte at kæmpe indbyrdes, og lederen fik så en ordentlig omgang med sin egen pisk. I mellemtiden slap Elijah og hans to venner bort. Denne prøve styrkede Elijahs tro, og han fortsatte med at gøre fremskridt som en frygtløs forkynder af den gode nyhed. I dag har han kone og børn og tjener som ældste i sin menighed.

Vores sorte søstre viste også stort mod til trods for det pres de blev udsat for i et forsøg på at få dem til at holde op med at forkynde. Lad os nævne Florah Malinda som eksempel. Hendes døbte datter, Maki, blev brændt ihjel af en flok unge fordi hun prøvede at forsvare sin bror da han nægtede at slutte sig til deres politiske bevægelse. Til trods for dette tragiske tab blev Florah ikke bitter, men fortsatte med at forkynde Guds ord der hvor hun boede. En dag kom repræsentanter for den politiske bevægelse der havde myrdet hendes datter, og forlangte at hun enten sluttede sig til deres bevægelse eller tog konsekvenserne af ikke at gøre det. Naboer kom Florah til hjælp og forklarede gruppen at hun ikke blandede sig i politik, men var travlt optaget af at studere Bibelen med folk. Dette resulterede i at aktivisterne begyndte at diskutere indbyrdes, og til sidst lod de Florah være i fred. Under alle disse prøvelser og frem til i dag har Florah hele tiden tjent som almindelig pioner.

En pionerbroder beskriver hvad der skete da han kørte med en bus ud til sit distrikt. En ung politisk aktivist skubbede til ham og spurgte hvorfor han gik rundt med litteratur der var fremstillet af afrikaanere, og solgte det til de sorte. Broderen fortæller hvad der videre skete: „Han forlangte at jeg smed litteraturen ud ad vinduet. Da jeg nægtede det, slog han mig i ansigtet og pressede en glødende cigaret mod min kind. Jeg lod som ingenting. Så snuppede han min forkyndertaske og smed den ud ad vinduet. Han hev også mit slips af og sagde at det hører til den hvide mands måde at klæde sig på. Han blev ved med at håne mig og gøre nar af mig og sige at folk som mig skulle brændes levende. Jehova reddede mig, for jeg kom ud af bussen uden at der skete yderligere. Oplevelsen afskrækkede mig ikke fra at fortsætte med at forkynde.“

Afdelingskontoret i Sydafrika modtog mange breve fra enkeltpersoner og menigheder der berettede om de sorte brødres integritet. Et af disse breve kom fra en ældste i en menighed i KwaZulu-Natal. Det lød: „Vi skriver dette brev for at fortælle jer at vi har mistet vores kære broder Moses Nyamussua. Han arbejdede med at svejse og reparere biler. På et tidspunkt bad en politisk gruppe ham om at svejse deres hjemmelavede geværer, men det nægtede han. Den 16. februar 1992 holdt de et politisk møde, hvor de kom op at slås med deres modstandsgruppe. Da de samme aften vendte hjem efter kampen, fik de øje på vores broder der var på vej hen til et indkøbscenter. De slog ham ihjel på stedet med deres spyd. Hvad var deres begrundelse? ’Du nægtede at svejse vores geværer, og nu er vores kammerater døde i kampen.’ Dette har været et meget stort chok for brødrene, men vi holder ud i vores tjeneste.“

MODSTAND I SKOLER

Der opstod problemer i skolerne i de sorte townships fordi Jehovas Vidners børn ikke ville deltage i skolens morgensang og bøn. I de skoler hvor de hvide elever gik, var der ingen problemer. Her skulle forældrene blot skrive et brev der gjorde rede for deres standpunkt, så blev børnene fritaget. Men i skoler for sorte børn blev det betragtet som oprør mod skolemyndighederne hvis man nægtede at deltage i religiøse ceremonier. Lærerne var ikke vant til at møde den slags modstand. Når forældrene kom for at gøre rede for Jehovas Vidners holdning, holdt lærerne hårdnakket på at der ikke ville blive gjort nogen undtagelser.

Skolemyndighederne insisterede på at Jehovas Vidners børn skulle være til stede ved morgensangen fordi der her blev bragt meddelelser om forhold på skolen. Børnene mødte op, men stod stille uden at synge med og deltage i bønnerne. Nogle lærere gik ned langs rækkerne for at kontrollere om børnene lukkede øjnene under bønnerne, og om de sang med. Det er hjertevarmende at vide at disse børn, hvoraf nogle var meget små, modigt holdt fast ved deres integritet.

Da et stort antal børn var blevet bortvist fra skolerne, besluttede brødrene sig for at gå rettens vej. Den 10. august 1976 afgjorde højesteretten i Johannesburg en vigtig sag der omfattede 15 elever på en skole. Retsreferatet lød: „De indstævnede . . . erkendte at ansøgernes børn havde ret til at undlade at deltage i bønner og at synge med på salmer, og . . . erkendte også at bortvisningerne . . . var lovstridige.“ Dette var en vigtig juridisk sejr, og med tiden blev problemet løst på alle de implicerede skoler.

ANDRE VANSKELIGHEDER I SKOLERNE

Mange børn af Jehovas Vidner der gik i skoler for hvide, stod over for en anden prøve på deres integritet som resulterede i at de blev bortvist. Apartheidstyret ønskede at få de hvide unge til at støtte dets ideologi. I 1973 indførte regeringen et program der blev kaldt Ungdomsberedskabet. Dette indbefattede march, selvforsvar og andre patriotiske aktiviteter.

Forældre der var Jehovas Vidner, søgte juridisk bistand, og sagen blev forelagt undervisningsministeren, men det førte ikke til noget. Ministeren fastholdt at ungdomsberedskabsprogrammet var af ren og skær undervisende karakter. Regeringen sørgede for at Jehovas Vidner fik masser af negativ presseomtale på grund af denne sag. På nogle skoler var forstanderne tolerante. De lod børnene blive fritaget fra de dele af programmet der omfattede ubibelske aktiviteter. Men på andre skoler blev børnene bortvist.

Nogle få kristne forældre havde råd til at sende deres børn på privatskole. Andre forældre sørgede for at deres børn blev undervist gennem korrespondancekurser. Jehovas Vidner der var lærere, tilbød hjemmeundervisning. Men mange af de bortviste børn fik ikke færdiggjort deres grundlæggende highschool-uddannelse. Derimod nød de gavn af den bibelske oplæring i hjemmet og i menigheden. (Es. 54:13) En del af dem begyndte i heltidstjenesten. Disse modige unge var glade for at de holdt ud under prøvelse og satte hele deres lid til Jehova. (2 Pet. 2:9) På et tidspunkt ændredes det politiske klima i landet, og vores børn blev ikke længere bortvist fra skolerne fordi de nægtede at deltage i patriotiske aktiviteter.

STÆVNER UNDER APARTHEIDSTYRET

Ifølge sydafrikansk lov var brødrene nødt til at arrangere særskilte stævner for hver racegruppe. Første gang alle racer mødtes på samme sted, var til et landsstævne der blev holdt på Wembley Stadium i Johannesburg i 1952. På det tidspunkt var broder Knorr og broder Henschel på besøg i Sydafrika, og de holdt foredrag ved stævnet. I overensstemmelse med apartheidreglerne skulle de forskellige racegrupper sidde hver for sig. Hvide sad på den vestlige tribune, sorte på den østlige tribune, og farvede og indere på den nordlige tribune. Også i forbindelse med bespisningen måtte racerne holdes adskilt. Men til trods for disse begrænsninger skrev broder Knorr følgende om stævnet: „Det glædelige var at vi alle var på det samme stadion for at tilbede Jehova i helligt skrud.“

I januar 1974 blev der holdt tre stævner i Johannesburg, et for sorte, et for farvede og indere og et for hvide. Der var imidlertid blevet arrangeret noget helt særligt i forbindelse med den sidste stævnedag. Under eftermiddagsprogrammet skulle alle racerne være sammen på Rand Stadium i Johannesburg. I alt 33.408 strømmede ind på stadionet. Der var stor glæde og begejstring! Denne gang blandede alle racerne sig med hinanden og sad sammen. Der var også mange gæster fra Europa til stede, hvilket gjorde det hele endnu mere mindeværdigt. Men hvordan kunne det lade sig gøre? Uden at vide det havde stævnearrangørerne lejet et stadion der var beregnet til internationale begivenheder med deltagere af alle racer, og det var derfor ikke nødvendigt at få en tilladelse til dette ene programafsnit.

STÆVNE TRODS FORDOM

Nogle år tidligere var der arrangeret et landsstævne i Johannesburg. Men så kom en regeringsembedsmand fra Pretoria på besøg i de offentlige kontorer i Johannesburg der tog sig af sager vedrørende bantufolket (de sorte). I et mødereferat bemærkede han at Mofolo Park var blevet lejet af Jehovas Vidner til et stævne for sorte.

Han aflagde rapport til sit hovedkontor i Pretoria, og departementet der tog sig af sager vedrørende bantufolket, aflyste omgående lejemålet med den begrundelse at Jehovas Vidner ikke var et „anerkendt trossamfund“. De hvide brødre havde lejet Milner Park Show Grounds i centrum af Johannesburg, hvor de skulle holde deres stævne samtidig, og de farvede brødre skulle mødes på Union Stadium, i en af byens vestlige forstæder.

To brødre fra Betel tog hen for at tale med den ansvarlige minister. Det viste sig at han tidligere havde været præst i den hollandsk reformerte kirke. Brødrene gjorde opmærksom på at Jehovas Vidner i årevis havde holdt stævner i Mofolo Park, og at de hvide og de farvede brødre skulle have stævner, så hvorfor nægte de sorte brødre retten til at mødes? Ministeren var ikke til at rokke.

Mofolo Park ligger i den vestlige del af Johannesburg, så de to brødre besluttede sig for at prøve at arrangere at stævnet kunne holdes i den østlige del af Johannesburg, hvor der også var store sorte townships. De mødtes med den ansvarshavende for området, men fortalte ham ikke noget om mødet med ministeren i Pretoria. Den ansvarshavende var meget imødekommende da brødrene anmodede om et sted hvor de kunne holde stævne, og han sørgede for at de kunne bruge Wattville Stadium. Her var der endog tilskuertribuner, hvilket der ikke var i Mofolo Park.

Alle brødrene fik hurtigt besked om at mødestedet var ændret. Stævnet blev en stor succes med omkring 15.000 tilstedeværende og uden nogen indblanding fra Pretoria. I nogle år fortsatte brødrene med at holde stævner på Wattville Stadium uden problemer.

ET JURIDISK SELSKAB OPRETTES

Den 24. januar 1981 blev der under Det Styrende Råds ledelse oprettet et juridisk selskab bestående af 50 medlemmer, nemlig Foreningen af Jehovas Vidner i Sydafrika. Dette juridiske selskab gjorde det nu muligt at fremme de åndelige interesser på flere områder.

I årevis prøvede brødre fra afdelingskontoret forgæves at få tilladelse til at Jehovas Vidner fik deres egne giftefogeder. Frans Muller fortæller: „Hver gang blev vi afvist af regeringsmyndighederne, som lod skinne igennem at de ikke mente at vores trossamfund havde den status og stabilitet der var nødvendig for at vi kunne have vores egne giftefogeder.“

Inden det juridiske selskab blev oprettet, var det også umuligt at opnå tilladelse til at bygge rigssale i de sorte townships. Brødrene blev altid afvist af myndighederne med begrundelsen: „I er ikke et anerkendt trossamfund.“

Kort efter oprettelsen af det juridiske selskab fik brødrene tilladelse til at have deres egne giftefogeder. De fik også lov til at bygge rigssale i de sorte townships. Sydafrika har nu mere end 100 ældste der virker som giftefogeder. De kan udføre vielsesceremonien i rigssalen så det ikke er nødvendigt først at gå på domhuset for at blive borgerligt viet.

REVOLUTIONERENDE ÆNDRINGER I TRYKKEMETODERNE

Trykkemetoderne ændrede sig hastigt, og bogtrykmaskinerne var ved at blive umoderne. Desuden blev det efterhånden vanskeligt og dyrt at skaffe reservedele. Det blev derfor besluttet at tiden var inde til at gå over til computerstyret fotosats og offsettrykning. Man købte udstyr til indtastning af data og fotosætning, og i 1979 blev en TKS rotations-offsettrykkemaskine installeret — en rundhåndet gave fra det japanske afdelingskontor.

Eftersom Jehovas Vidner fremstiller læsestof på mange sprog, kunne de se fordelene ved at udvikle deres eget fotosatssystem. I 1979 begyndte brødre i Brooklyn derfor at arbejde på det der kom til at hedde MEPS (et akronym for „multilanguage electronic phototypesetting system“). MEPS blev installeret i Sydafrika i 1984. At man begyndte at bruge computere i forbindelse med oversættelse og fotosætning, gjorde det muligt at udgive litteratur samtidigt på en lang række sprog.

PLANLÆGNING MED FREMTIDIG VÆKST FOR ØJE

Først i 1980’erne var betelkomplekset i Elandsfontein blevet for lille til at dække det stigende behov i distriktet. Man købte derfor en grund i byen Krugersdorp, omkring en halv times kørsel fra Johannesburg. Den 87 hektar store grund ligger i et attraktivt, kuperet område med et rislende vandløb. Mange brødre sagde deres arbejde op for at være med til byggeriet, og andre kom og hjalp til i deres ferier. Der kom også nogle få frivillige byggearbejdere tilrejsende fra andre lande, såsom New Zealand og USA, og i løbet af seks år blev byggeriet færdiggjort.

Det var stadig vanskeligt for sorte Jehovas Vidner, især oversættere, at få lov til at bo på Betel. Der blev kun givet tilladelse til 20 personer, og der måtte opføres en særskilt bygning hvor de kunne bo. Med tiden lempede regeringen imidlertid sin apartheidpolitik, og brødre af alle racer kunne bo hvor som helst på Betel.

Betelfamilien glædede sig over de smukke bygninger og de rummelige og praktisk indrettede værelser. Den røde, skalmurede bygning i tre etager er omgivet af et smukt haveanlæg. Da byggeriet i Krugersdorp begyndte, var der 28.000 aktive Jehovas Vidner i Sydafrika. Men da bygningerne blev indviet, den 21. marts 1987, var forkyndertallet vokset til 40.000. Alligevel spekulerede nogle på om det virkelig havde været nødvendigt at bygge så stort et kompleks. En af boligfløjene og en hel etage i kontorfløjen var slet ikke taget i brug. Men brødrene havde blot prøvet at se fremad og var overbeviste om at de havde taget højde for fremtidig vækst.

ET VIGTIGT BEHOV DÆKKES

Der var et presserende behov for flere rigssale til det voksende antal menigheder. De brødre der boede i de overvejende sorte områder, holdt møder under temmelig ugunstige forhold. De mødtes i garager og udhuse og i klasseværelser hvor de sad ved lave borde som var beregnet til små børn. De måtte også finde sig i at religiøse grupper som holdt til i andre klasseværelser på samme skole, lavede en øredøvende larm med deres højlydte sang og trommespil.

Sidst i 1980’erne begyndte de regionale byggeudvalg at eksperimentere med nye metoder for at sætte fart i rigssalsbyggerierne. I 1992 stillede 11 canadiske Jehovas Vidner med erfaring i hurtigbyggeri sig til rådighed for at hjælpe med opførelsen af en dobbeltrigssal — en toetages bygning — i Hillbrow, Johannesburg. Disse brødre delte deres erfaringer med de lokale brødre og hjalp dem til at forbedre deres byggemetoder.

Den første hurtigbyggede rigssal blev opført i Diepkloof i Soweto i 1992. Lige siden 1962 havde brødrene forsøgt at få en grund så de kunne bygge en rigssal i dette område. Zechariah Sedibe, som var en af de brødre der havde arbejdet på at skaffe denne byggegrund, var til stede ved indvielsen af rigssalen den 11. juli 1992. Med et stort smil sagde han: „Vi troede aldrig det skulle lykkes os at få en rigssal. Vi var unge dengang. Nu er jeg pensioneret, men vi har fået vores rigssal — den første hurtigbyggede rigssal i Soweto.“

Der er i øjeblikket 600 rigssale i de lande som afdelingskontoret i Sydafrika fører tilsyn med. Disse rigssale er centre for den rene tilbedelse af Jehova. Der er imidlertid stadig omkring 300 menigheder, med 30 eller flere forkyndere i hver, der har behov for at få deres egen rigssal.

Under afdelingskontorets ledelse sørger 25 regionale byggeudvalg for at yde praktisk hjælp til de menigheder der ønsker at bygge en rigssal. Menigheder kan optage rentefri lån som en hjælp til at finansiere deres projekter. Peter Butt, der har hjulpet med rigssalsbyggerier i over 18 år, er ordstyrer i Gautengs regionale byggeudvalg. Han fortæller at de brødre der er med i byggeudvalgene, som regel er hårdtarbejdende familiefædre der med glæde ofrer meget af deres tid på at hjælpe brødrene.

Jakob Rautenbach, der også er medlem af et af de regionale byggeudvalg, forklarer at udvalgsmedlemmerne som regel selv arbejder med på byggepladsen i hele perioden. Desuden er de involveret i planlægningen før byggeriet. Han beskriver med stor begejstring den glade og samarbejdsvillige ånd der præger de frivillige arbejdere. De betaler selv den ofte lange rejse til byggepladsen.

Jakob fortæller at der også er mange andre i menighederne som med glæde bidrager til rigssalsbyggerierne ved at give af deres tid og ressourcer. Han nævner et eksempel: „To kødelige søstre der har et transportfirma, fragter vores 13 meter lange container med udstyr rundt til byggerierne i hele landet — og endda til byggerier i nabolandene — og det har de gjort siden 1993. Det udgør et betragteligt bidrag! Mange af de firmaer vi handler med, føler sig tilskyndet til at yde bidrag eller give os rabatter når de ser hvad vi laver.“

Når det hele er blevet omhyggeligt planlagt og der er blevet organiseret nogle arbejdshold, opfører brødrene ofte en rigssal på tre dage. Det har aftvunget mange iagttageres respekt. Da den første dag på en byggeplads var ved at være slut, kom to mænd hen til brødrene. De havde siddet på et værtshus og drukket tæt. Normalt gik de tværs hen over en tom byggegrund når de skulle hjem, men nu stod der en bygning på grunden, sagde de. De var sikre på at de måtte være faret vild, og spurgte derfor om vej.

EN SELVOPOFRENDE ÅND

Politiske ændringer i begyndelsen af 1990’erne førte ikke til fred og stabilitet. Tværtimod brød volden ud som aldrig før. Situationen var kompliceret, og af de mange grunde der er blevet nævnt til at volden eskalerede, havde de fleste at gøre med politisk rivalisering og økonomisk utilfredshed.

Rigssalsbyggerierne fortsatte imidlertid. Frivillige byggearbejdere af forskellige racer blev af lokale brødre eskorteret ind i de sorte townships. Nogle af byggearbejderne blev angrebet af vrede pøbelskarer. Under byggeriet af en rigssal i Soweto i 1993 kastede en voldelig pøbelskare sten efter tre hvide brødre der var på vej ind til byggepladsen med materialer. Alle ruder i bilen blev smadret, og brødrene blev såret. Det lykkedes dem at blive ved med at køre og nå frem til byggepladsen. De lokale brødre kørte dem så i hast til hospitalet ad en mere sikker rute.

Arbejdet på projektet blev ikke forsinket. Der blev taget visse forholdsregler, og den følgende weekend arbejdede i hundredvis af brødre af alle racer på byggeriet. Lokale pionerer gik på gadearbejde i området omkring rigssalen. Hvis de opdagede at der var problemer under opsejling, advarede de brødrene på byggepladsen. Efter nogle få dage havde de sårede brødre fået det så godt at de kunne vende tilbage til arbejdet på rigssalen.

Menighederne påskønner de frivillige byggearbejderes energiske indsats og de ofre de bringer. I en periode på 15 år har Fanie og Elaine Smit været med til at bygge rigssale til 46 menigheder — hvilket ofte har betydet lange rejser for egen regning.

En menighed i KwaZulu-Natal skrev følgende til det regionale byggeudvalg: „I ofrede jeres nattesøvn, samværet med jeres familier, jeres fritid — og meget andet — for at komme hertil og bygge en rigssal til os. Derudover ved vi at I også ofrede mange af jeres egne penge for at gøre projektet til en succes. Måtte Jehova huske det ’til gunst for jer’. — Nehemias 13:31.“

Det virker positivt i distriktet når en menighed har sin egen rigssal. Følgende kommentar fra en menighed er typisk: „Der er begyndt at komme så mange til møderne efter at vi har fået en rigssal, at menigheden er nødt til at dele sig i to grupper til det offentlige foredrag og vagttårnsstudiet. Inden længe bliver vi nødt til at oprette en ny menighed.“

De små menigheder på landet har nogle gange svært ved at skaffe de nødvendige midler til en rigssal. Mange har dog fundet på metoder til at skaffe pengene. I én menighed solgte brødrene grise. Da de fik behov for flere penge, solgte de en ko og en hest. Derefter solgte de 15 får og endnu en ko og en hest. En søster tilbød at betale al malingen, en anden betalte det tæppe der skulle bruges, og en tredje betalte for gardinerne. Til sidst blev der solgt endnu en ko og fem får for at skaffe penge til stolene.

Da en menighed i Gauteng havde fået en rigssal, skrev brødrene: „I mindst to uger efter at rigssalen var blevet bygget, gik vi hen for at beundre den når vi havde været i forkyndelsen. Vi kunne ikke gå hjem fra tjenesten uden først at se vores rigssal.“

OGSÅ NOGET ANDRE BEMÆRKER

Det omgivende samfund lægger ofte mærke til de bestræbelser Jehovas Vidner gør for at opføre egnede mødesteder. Menigheden i Umlazi i KwaZulu-Natal modtog et brev der i uddrag lød: „’Foreningen til bevarelse af Durbans skønhed’ sætter pris på de bestræbelser I gør for at holde området rent, og vil tilskynde jer til at blive ved med det. Jeres flittige indsats har gjort at dette sted er blevet meget smukt. Vores forening har helliget sig kampen mod affald og går ind for bevarelsen af et rent miljø. Vi er overbeviste om at renhed bidrager til sundheden i området. Det er derfor vi roser vores borgere for at holde byen ren. Tak fordi I er sådan et godt eksempel. Vi tilskynder jer til i alt hvad I gør, at holde Umlazi-området rent.“

En menighed skrev: „Da en berygtet tyv brød ind i vores nye rigssal, blev han pågrebet af naboerne. De sagde at han øvede hærværk mod ’deres kirke’, eftersom det er den eneste religiøse bygning i omegnen. De pryglede ham før de overgav ham til politiet.“

BEHOVET FOR RIGSSALE I AFRIKA DÆKKES

I 1999 igangsatte Jehovas organisation en ordning for opførelse af rigssale i lande der har begrænsede ressourcer. Man oprettede et regionalt kontor for rigssalsbyggerier på afdelingskontoret i Sydafrika. Herfra skulle arbejdet i adskillige lande i Afrika organiseres. En repræsentant fra dette kontor blev sendt rundt til de forskellige afdelingskontorer for at hjælpe brødrene med at oprette en afdeling som skulle koordinere rigssalsbyggerierne. Denne afdeling er ansvarlig for købet af byggegrunde og organiseringen af rigssalsbyggehold. Der blev også sendt internationale byggearbejdere ud som skulle hjælpe og oplære de lokale brødre.

Sydafrikas regionale kontor for rigssalsbyggerier har oprettet 25 afdelinger i Afrika som skal koordinere byggerierne, og disse tager sig af behovet i 37 lande. Siden november 1999 er der blevet bygget 7207 rigssale i lande der er under denne ordning. Midt i 2006 blev det afgjort at der er behov for endnu 3305 rigssale i disse lande.

POLITISKE OMVÆLTNINGER BERØRER BRØDRENE

Voksende utilfredshed med den tidligere regerings racepolitik skabte grobund for uroligheder og vold, og nogle Jehovas Vidner blev direkte berørt af situationen. Der var voldsomme kampe i de sorte townships, og mange mistede livet. De fleste af brødrene udviste imidlertid stor forsigtighed og fortsatte med at tjene Jehova trofast i denne vanskelige periode. En sen aften blev der kastet en molotovcocktail ind i et hus hvor en familie af Jehovas Vidner lå og sov. Det lykkedes dem at undslippe, og senere skrev broderen følgende til afdelingskontoret: „Min familie og jeg har en endnu stærkere tro nu. Vi har mistet alle vores ejendele, men vi er kommet nærmere til Jehova og hans folk. Brødrene har hjulpet os materielt. Vi ser frem til afslutningen på denne tingenes ordning og takker Jehova for vores åndelige paradis.“

Den 10. maj 1994 blev den første sorte præsident, Nelson Mandela, taget i ed. Han var samtidig landets første demokratisk valgte præsident, og det var første gang at sorte fik muligheden for at stemme. Landet var grebet af en nationalistisk og fuldstændig euforisk stemning. Dette skabte en helt ny slags udfordringer for vores brødre.

Sørgeligt nok krænkede nogle deres kristne neutralitet, men de fleste forblev neutrale. Mange af dem der var gået på kompromis, indså deres fejl, viste oprigtig anger og tog den bibelske vejledning til sig.

SANDHEDEN SLÅR ROD I FLERE OG FLERE HJERTER

De mange rigssale der bliver bygget, vidner om Jehovas velsignelse, men den virkelig mirakuløse vækst finder sted i folks hjerter. (2 Kor. 3:3) Mennesker med vidt forskellig baggrund føler sig tiltrukket af sandheden. Lad os her se på et par eksempler.

Ralson Mulaudzi blev fængslet i 1986 og dømt til døden for mord. Han fandt afdelingskontorets adresse i en af vores brochurer og skrev dertil for at få hjælp til at lære mere om Bibelen. Les Lee, der var specialpioner, fik lov til at besøge ham og begyndte at studere Bibelen med ham. Inden længe fortalte Ralson de andre indsatte og vagterne om det han lærte. Han blev døbt i fængselet i april 1990. Ralson bliver regelmæssigt besøgt af brødrene fra den lokale menighed, og han har tilladelse til at forlade sin celle i en time om dagen. Denne tid bruger han på at forkynde for andre fanger. Ralson har hjulpet tre personer frem til dåb, og i øjeblikket leder han to bibelstudier. Hans dødsdom er blevet forvandlet til livsvarigt fængsel med mulighed for prøveløsladelse.

Andre af dem der føler sig draget mod Jehova, har en helt anden baggrund. En interesseret dame ved navn Queenie Rossouw overværede menighedsbogstudiet og bad bogstudietilsynsmanden om at besøge hendes 18-årige søn, der var ved at forberede sig til undervisningen i katekismus. Broderen fik en god snak med den unge mand, der begyndte at overvære møderne sammen med sin mor. Moderen bad så broderen om at besøge hendes mand, Jannie, der var ældste i den hollandsk reformerte kirke og ordstyrer for kirkens forstanderskab; han ville gerne stille nogle spørgsmål. Broderen talte med manden, der sagde ja tak til et bibelstudium.

Samme uge var der områdestævne, og broderen inviterede Queenie til at komme og overvære det. Til broderens forbavselse kom Jannie også og overværede alle fire dage. Stævneprogrammet og den kærlighed han så blandt Jehovas Vidner, gjorde et dybt indtryk på ham. Både deres søn på 18 og deres ældste søn, der var diakon i kirken, begyndte nu at være med til bibelstudiet.

De meldte sig alle ud af kirken og begyndte straks at komme til møderne. De overværede også en samling. Broderen forklarede Jannie at han ikke kunne gå med ud at forkynde sammen med brødrene fordi han endnu ikke havde kvalificeret sig til at blive udøbt forkynder. Med tårerne løbende ned ad kinderne sagde han at han hele sit liv havde søgt efter sandheden, og at han ikke længere kunne tie stille med at han nu havde fundet den.

Ægteparret Rossouw havde endnu en søn, der var 22 år gammel og studerede teologi på tredje år. Jannie skrev til ham og bad ham om at komme hjem, da han ikke længere ville betale for sønnens studier. Tre dage efter at sønnen var kommet hjem, arbejdede Jannie og de tre af hans sønner en hel dag sammen med menigheden på betelkomplekset i Krugersdorp. Den teologistuderende blev så imponeret over det han så på Betel, at han gerne ville studere Bibelen sammen med sine brødre. Efter at have studeret et stykke tid sagde han at han havde lært mere om Bibelen i løbet af en enkelt måned end han havde lært i de to og et halvt år han læste på universitetet.

Hele familien blev til sidst døbt. Faderen er nu ældste, og nogle af sønnerne er henholdsvis ældste og menighedstjenere. En af døtrene er almindelig pioner.

„GØR DINE TELTREB LANGE“

Til trods for at man havde bestræbt sig på at tage højde for fremtidige behov på afdelingskontoret, var det nødvendigt med store udvidelser blot 12 år efter at komplekset i Krugersdorp var blevet indviet. (Es. 54:2) I denne periode var forkyndertallet i Sydafrika og de lande som dette afdelingskontor fører tilsyn med, steget med 62 procent. Der blev nu opført en lagerbygning og tre nye boligblokke. Også vaskeriet og kontorbygningen blev udvidet, og der blev bygget endnu en spisesal. Den 23. oktober 1999 blev alle disse nye bygninger indviet til Jehova. Daniel Sydlik fra Det Styrende Råd holdt indvielsesforedraget.

For nylig er trykkeriet blevet udvidet med en bygning på 8000 kvadratmeter. Denne huser en ny MAN Roland Lithoman rotationspresse. Afdelingskontoret har også fået nye fuldautomatiske maskiner der skærer, tæller og stabler bladene. Det tyske afdelingskontor har finansieret en bogbinderilinje der gør det muligt for Sydafrika at fremstille bøger og bibler i blødt bind til hele den del af Afrika der ligger syd for Sahara.

PASSENDE STEDER AT HOLDE STÆVNE

Der er blevet planlagt mange byggerier for at dække behovet for stævnehaller. Den første hal blev bygget i Eikenhof, syd for Johannesburg, og den blev indviet i 1982. En anden blev opført i Bellville i Cape Town, og indvielsesforedraget blev holdt af Milton Henschel i 1996. I 2001 blev endnu en stævnehal færdiggjort i Midrand, som ligger mellem Pretoria og Johannesburg.

Naboer der til at begynde med havde været imod byggeprojektet i Midrand, ændrede indstilling da de lærte brødrene at kende og så hvad det var de lavede. Én nabo leverede kasser med frugt og grønt hver fjortende dag i over et år. Nogle firmaer fik lyst til at yde et bidrag. Ét firma leverede gratis kompost til haverne. Og et andet gav brødrene en check på 10.000 rand (godt 9000 kroner) til projektet. Brødrene ydede selvfølgelig også gavmilde bidrag til stævnehallen.

Hallen er en smuk, velindrettet bygning. Guy Pierce der er medlem af Det Styrende Råd, holdt indvielsesforedraget og pegede på hvad det i virkeligheden er der gør stævnehallen smuk — nemlig at den bruges til lovprisning af vor store Gud, Jehova. — 1 Kong. 8:27.

IKKE SPLITTET AF MENNESKESKABTE LOVE

I mange år var det vanskeligt at finde passende stævnesteder i de sorte områder. I provinsen Limpopo boede brødrene i et såkaldt reservat, der på det tidspunkt var forbudt område for hvide. Områdetilsynsmanden, Corrie Seegers, kunne ikke få tilladelse til at komme ind i området, og det var ham umuligt at finde et sted hvor der kunne holdes stævne.

Broder Seegers henvendte sig til en mand hvis farm lå i nærheden af reservatet, men han ville ikke have at stævnet blev holdt på hans jord. Ikke desto mindre gav han broder Seegers tilladelse til at parkere sin beboelsesvogn der. Det endte med at brødrene holdt stævnet i en lysning i bushen inde i reservatet. Lysningen grænsede op mod farmerens jord, og der var kun et pigtrådshegn imellem. Broder Seegers parkerede sin beboelsesvogn på farmerens grund, lige ved siden af lysningen, og holdt sine foredrag derfra. Brødrene fik stævneprogrammet selvom der var et pigtrådshegn mellem dem og „talerstolen“, og broder Seegers kunne tale til dem uden at bryde loven.

EN ÆNDRING TIL GAVN FOR DISTRIKTET

Det Styrende Råd besluttede at alle menigheder i Sydafrika fra år 2000 skulle ind under den frivillige bidragsordning, som betyder at alle der viser ægte interesse, kan modtage litteratur uden at betale for det. Forkynderne ville fremover opfordre dem de besøgte, til at yde et lille bidrag til vores verdensomspændende forkyndelsesarbejde.

Denne frivillige bidragsordning har vist sig at være gavnlig for såvel dem i distriktet som for brødrene. Tidligere havde mange ikke råd til at betale for de publikationer der skulle bruges ved vagttårnsstudiet og menighedsbogstudiet. I nogle menigheder med 100 forkyndere havde kun omkring 10 deres eget eksemplar af Vagttårnet. Nu kan alle have et personligt eksemplar.

Eksportafdelingen på Betel har fået meget mere at lave i de senere år. I maj 2002 blev der sendt i alt 432 tons gods til andre afrikanske lande, hvoraf det meste var bibelske publikationer.

Afdelingskontoret i Sydafrika har nu litteratur på lager for afdelingskontorerne i Malawi, Mocambique, Zambia og Zimbabwe. Dette indbefatter litteratur på alle de sprog der tales i disse lande. De enkelte menigheders litteraturbestillinger pakkes på lastbiler på en sådan måde at de kan læsses direkte over på andre køretøjer og blive kørt ud til depoterne når de er blevet leveret på afdelingskontorerne.

Efter at den frivillige bidragsordning er blevet indført, er efterspørgselen efter litteratur steget betydeligt. Bladproduktionen i Sydafrika er steget fra en million til 4,4 millioner pr. måned. Litteraturordrerne er nået op på 3800 tons pr. år, i forhold til 200 tons i 1999.

Også byggematerialer bliver sendt til andre afrikanske lande. Desuden har Sydafrika organiseret nødhjælp til brødre andre steder. Gentagne gange har man ydet hjælp til brødrene i Malawi, der på grund af alvorlig forfølgelse måtte flygte fra deres hjem og bosætte sig i lejre. Der er også blevet sendt nødhjælpsforsyninger til Angola, som i 1990 blev hærget af en streng tørke. Borgerkrigen i dette land efterlod også mange brødre forarmede, og lastbiler fyldt med mad og tøj er blevet sendt af sted til dem. I år 2000 blev der ydet hjælp til brødrene i Mocambique efter at der havde været voldsomme oversvømmelser. Mere end 800 tons majs blev sendt til brødrene i Zimbabwe, som i 2002 og i begyndelsen af 2003 led under en slem tørke.

FREMSKRIDT INDEN FOR OVERSÆTTELSE

Afdelingskontoret i Sydafrika har en stor oversættelsesafdeling. For nogle år siden blev den udvidet til at tage sig af det voksende behov for bibeloversættelse. I øjeblikket arbejder 102 oversættere med at fremstille litteratur på 13 sprog.

Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter er nu tilgængelig på syv lokale sprog. En broder sagde følgende om Bibelen på tswana: „Den er let læselig og er en fryd for både øjet og øret. Jeg vil gerne takke Jehova og den organisation han leder ved sin ånd, for den åndelige næring vi får.“

Der bliver gjort god brug af moderne teknologi for at hjælpe oversættere. Samtidig med at brødre i Sydafrika arbejdede på at udvikle noget software som skulle hjælpe oversætterne, blev der oprettet en afdeling med et lignende mål i Brooklyn. De programmer der blev udviklet, blev til sidst sat sammen til ét system der kaldes Watchtower Translation System. Programmørerne i Sydafrika ydede et værdifuldt bidrag til den software der bruges i dette system.

Brødrene prøvede ikke at fremstille computerprogrammer der direkte skulle oversætte, sådan som nogle verdslige firmaer har forsøgt uden særlig stor succes. De koncentrerede sig derimod om at udvikle nogle redskaber til oversættere. For eksempel gjorde man bibler elektronisk tilgængelige. Oversættere kan også udarbejde deres egne elektroniske ordbøger. Disse er meget værdifulde eftersom der ikke findes egnede ordbøger på alle de lokale sprog.

DØVE ’HØRER’ SANDHEDEN

Forkyndere af den gode nyhed om Riget forsøger at nå ud til alle. At kommunikere med døve har været en udfordring, men resultaterne er meget opmuntrende. I 1960’erne begyndte June Carikas at studere Bibelen med en døv dame. Damen og hendes mand, der også er døv, gjorde fremskridt og blev døbt.

Siden da har et voksende antal døve taget imod sandheden, og der er blevet oprettet grupper for døve i byer rundt om i landet. Brødrene er blevet vant til at have en tegnsprogssektion ved stævnerne. Det er rørende at se de tilstedeværende synge med på sangene ved hjælp af tegnsprog og at „klappe“ sammen med resten af tilhørerskaren ved at vinke med begge hænder oppe i luften.

Den første gruppe for døve blev oprettet i Brixton menighed i Johannesburg under opsyn af Junes mand, George, der er ældste. Der blev givet undervisning i tegnsprog til de brødre i menigheden der havde lyst, deriblandt nogle betelitter. Nu er der én tegnsprogsmenighed og fem grupper i det område som afdelingskontoret i Sydafrika tager sig af.

FORKYNDELSEN OM RIGET BÆRER FRUGT I ANDRE LANDE

Afdelingskontoret i Sydafrika fører tilsyn med forkyndelsesarbejdet i fem andre lande. Her følger en kort oversigt over den fremgang Rigets arbejde har haft i disse områder.

Namibia

Dette land strækker sig fra Atlanterhavet til Botswanas vestlige grænse. Efter Første Verdenskrig blev Namibia gjort til et mandatområde under Folkenes Forbund, styret af Sydafrika. Endelig, efter megen uro og mange blodsudgydelser, opnåede Namibia uafhængighed i 1990. Størstedelen af landet er meget tørt og tyndt befolket, men der er også områder med en betagende naturskønhed, et righoldigt dyreliv og et væld af særegne planter. Namibørkenen tiltrækker utallige turister, som måske bliver overraskede over den forbløffende variation af vilde dyr der formår at overleve under disse barske forhold. Namibias spektakulære landskaber modsvares af landets farverige folkeslag der taler ni nationale sprog.

Første gang der blev gjort en indsats for at sprede den gode nyhed om Riget i Namibia, var i 1928. Det år sendte afdelingskontoret i Sydafrika en stor sending bibelsk litteratur til folk som man ikke personligt kunne nå ud til. Omkring dette tidspunkt lærte den første mand der blev en indviet kristen i Namibia, sandheden at kende på en usædvanlig måde. Bernhard Baade købte nogle æg der var pakket ind i sider fra en af vores publikationer. Han læste ivrigt disse sider, uden at vide hvor de stammede fra. Endelig var et af æggene pakket ind i den sidste side fra publikationen, og her stod adressen på afdelingskontoret i Tyskland. Bernhard skrev og bad om noget mere litteratur. En kredstilsynsmand der besøgte Bernhards menighed, bemærkede at han i alle årene indtil sin død havde været med i forkyndelsen hver eneste måned.

I 1929 blev Lenie Theron sendt til Namibias hovedstad, Windhoek. Denne pionersøster rejste rundt med tog eller postvogn og forkyndte i alle Namibias større byer. På fire måneder spredte hun 6388 bøger og brochurer på afrikaans, engelsk og tysk. Selvom der i perioder var pionerer der forkyndte i Namibia, blev ingen af dem i landet for at pleje interessen. Det ændrede sig i 1950 da der kom missionærer til landet. Blandt disse var Gus Eriksson, Fred Hayhurst og George Koett, som alle udførte en trofast tjeneste indtil deres død.

I 1953 var der otte missionærer i landet, deriblandt Dick Waldron og hans kone, Coralie.f De måtte kæmpe med stærk modstand fra både kristenhedens gejstlige og de lokale myndigheder. Selvom ægteparret Waldron gerne ville forkynde Bibelens budskab for de indfødte, måtte de have tilladelse fra regeringen hvis de skulle ind i de sorte områder. Dick ansøgte, men uden held.

Da Waldrons fik en datter i 1955, måtte de opgive missionærtjenesten, men Dick fortsatte som pioner et stykke tid. I 1960 fik Dick endelig tilladelse til at komme ind i en af de sorte townships, Katutura. Han fortæller: „Der var en enorm interesse.“ Inden længe overværede mange fra Katutura møderne. Nu, mere end 50 år senere, tjener Dick og Coralie stadig trofast i Namibia. De har ydet et værdifuldt bidrag til fremme af Rigets interesser i dette område.

Det var en udfordring at bringe Bibelens sandheder ud til de mange forskellige racegrupper i Namibia. Der fandtes ingen bibelsk litteratur på de lokale sprog, såsom herero, kwangali og ndonga. Til at begynde med oversatte veluddannede folk der studerede Bibelen, nogle traktater og brochurer under tilsyn af lokale Jehovas Vidner. Esther Bornman, der dengang var specialpioner, studerede et af de andre lokale sprog, kwanyama, og med tiden blev hun i stand til at tale både dette og et andet lokalt sprog. Hun og Aina Nekwaya, en ndonga-talende søster, oversatte Vagttårnet, som både indeholder artikler på kwanyama og ndonga. Begge disse sprog tales og forstås af størstedelen af befolkningen i Ovamboland.

I 1990 blev der oprettet et veludstyret oversættelseskontor i Windhoek. Flere oversættere blev føjet til staben, og nu bliver der foruden de førnævnte sprog oversat litteratur til herero, kwangali, khoekhoegowab og mbukushu. André Bornman og Stephen Jansen fører tilsyn med dette kontor.

Namibia er storproducent af diamanter. Vagttårnet for 15. juli 1999 omtalte dette i artiklen „Der findes levende ædelsten i Namibia“. Artiklen kaldte retsindige mennesker for „levende ædelsten“ og konstaterede at selvom der var blevet udført meget forkyndelsesarbejde, var nogle dele af landet stort set urørte. Der blev givet denne indbydelse i artiklen: „Har du mulighed for at tjene hvor behovet for nidkære forkyndere er stort? Så kom til Namibia og hjælp os med at finde og slibe flere åndelige ædelsten.“

Reaktionen på denne opfordring var meget hjertevarmende. Der kom 130 forespørgsler fra brødre i forskellige lande, deriblandt Australien, Japan, Tyskland og nogle sydamerikanske lande. Det førte til at 83 Jehovas Vidner besøgte Namibia, og af disse blev de 18 boende. Seksten af dem var almindelige pionerer da de ankom, og nogle af dem er siden blevet udnævnt som specialpionerer. Den ånd disse villige forkyndere lægger for dagen, virker meget smittende på andre. Selv nu modtager afdelingskontoret breve med forespørgsler angående den indbydelse der blev bragt i Vagttårnet. William og Ellen Heindel har siden 1989 tjent som missionærer i den nordlige del af Namibia. De måtte lære sproget ndonga som tales af ovambofolket i det område. Deres udholdenhed og hårde arbejde i dette usædvanlige distrikt har bragt dem rige velsignelser. William fortæller: „Vi har set drenge vokse op og blive åndeligsindede mænd, og nogle af dem har vi selv studeret med. Flere af dem tjener som ældste og menighedstjenere. Vi er utrolig stolte når vi ser dem holde foredrag ved kreds- og områdestævner.“

I de senere år er en del brødre der har gennemgået Skolen for Udnævnte Tjenere, blevet sendt til Namibia. De har gjort en stor indsats for at opdyrke interesse for Bibelens budskab og betjene menighederne. I 2006 var der 1264 forkyndere i Namibia, hvilket var en 3 procents vækst i forhold til året før.

Lesotho

Det lille land Lesotho har et befolkningstal på 2,4 millioner og er helt omkranset af Sydafrika. Det ligger midt i Drakensberge, hvilket gør at landet byder på storslåede udsigter for den uforfærdede bjergbestiger.

På trods af den rolige atmosfære der sædvanligvis præger landet, har det været plaget af mange politiske uroligheder. I 1998 førte uro efter et parlamentsvalg til kampe mellem hæren og politiet i hovedstaden, Maseru. På det tidspunkt var Veijo Kuismin og hans kone, Sirpa, missionærer i Lesotho. Veijo fortæller: „Lykkeligvis blev kun få brødre såret under kampene, og vi organiserede nødhjælp til dem der ikke havde mad og brændsel. Det styrkede enheden i menighederne, og mødedeltagelsen steg i hele landet.“

Lesothos økonomi er hovedsagelig afhængig af landbrug. På grund af den dårlige økonomi arbejder mange mænd som migrantarbejdere i Sydafrikas miner. Men selvom dette bjergrige land er materielt fattigt, findes der dyrebare åndelige rigdomme, og mange mennesker har taget imod sandheden fra Bibelen. I 2006 var der 3101 forkyndere af Riget, hvilket var en 2 procents vækst i forhold til året før. I øjeblikket tjener seks missionærer — ægteparrene Hüttinger, Nygren og Paris — i Maseru.

Abel Modiba virkede som kredstilsynsmand i Lesotho fra 1974 til 1978. Nu er han på Betel i Sydafrika sammen med sin kone, Rebecca. På sin rolige og sindige facon fortæller han om noget af det han oplevede i Lesotho: „I de fleste af landområderne var der ingen veje. Jeg måtte gå i op til syv timer for at nå frem til en gruppe isolerede forkyndere. Ofte kom brødrene med et par heste til mig, en jeg kunne ride på, og en der kunne bære min bagage. Nogle gange havde vi endda en lysbilledfremviser og et 12-volts batteri at slæbe på. Når en flod var løbet over sine bredder, måtte vi vente i nogle dage indtil vandet sank igen. I nogle landsbyer inviterede høvdingen alle til at komme og høre det offentlige foredrag.

Flere måtte vandre i timevis for at komme til møderne, og derfor var det kutyme at de der kom langvejsfra, blev indlogeret hos brødre der boede i nærheden af rigssalen, i den uge kredstilsynsmanden var på besøg. Det gjorde besøget til noget helt særligt. Om aftenen mødtes vennerne for at fortælle oplevelser og synge Rigets sange, og næste dag gik de ud i forkyndelsen.“

Per-Ola og Birgitta Nygren har tjent som missionærer i Maseru siden 1993. Birgitta fortæller følgende oplevelse der viser hvor stor værdi bladene har i forbindelse med at hjælpe andre: „I 1997 fik jeg bibelstudium med en kvinde der hed Mapalesa. Hun begyndte at overvære møderne. Men det var ikke altid hun var hjemme når vi kom, og ofte gemte hun sig for os. Jeg holdt derfor op med at studere med hende, men blev ved med at komme med bladene. Flere år senere dukkede hun op til et af vores møder. Hun forklarede at hun en dag havde læst en artikel i Vagttårnet om hvordan man styrer sin vrede. Hun følte at det var Jehovas svar på hendes problem, da hun og hendes familie altid skændtes. Studiet blev genoptaget, og siden da har hun ikke forsømt et eneste møde. Hun begyndte også at tage aktivt del i forkyndelsen.“

I mange år havde brødrene kun nogle interimistiske mødesteder. Men her i de senere år har afdelingskontoret i Sydafrika hjulpet menighederne i Lesotho med at finansiere byggeri af rigssale.

Rigssalen i byen Mokhotlong ligger i en højde af omtrent 3000 meter og er dermed den højest beliggende rigssal i Afrika. Da den skulle bygges, kom frivillige arbejdere tilrejsende så langt væk fra som Australien og Californien. Brødre fra provinsen KwaZulu-Natal i Sydafrika ydede økonomisk støtte og stillede også køretøjer til rådighed som kunne transportere udstyr og materialer til byggepladsen. De frivillige byggearbejdere boede under meget primitive forhold. De skulle selv medbringe soveunderlag, sengetøj og kogegrej. Rigssalen blev færdiggjort på ti dage. En ældre lokal broder, der er født i 1910, kom hver eneste dag hen på byggepladsen for at følge med i hvad der foregik. Han havde ventet på at få en rigssal lige siden han blev en tjener for Jehova i 1920’erne, og han var henrykt da „hans“ rigssal endelig blev opført.

I 2002 blev Lesotho ramt af tørke. Majsmel og andre basale fødevarer blev kørt ind i landet på lastbiler og delt ud til Jehovas Vidner i de ramte områder. Et takkebrev lød: „Jeg blev meget forbavset da brødrene kom hjem til mig for at aflevere majsmelet. Hvordan vidste de hvad jeg havde brug for? Jeg takkede Jehova for at have fået en hjælp som jeg aldrig havde drømt om at jeg skulle få. Dette har styrket min tillid til Jehova Gud og hans organisation, og jeg er besluttet på at tjene ham af hele mit hjerte.“

Botswana

Dette land omfatter det meste af Kalahariørkenen og har en befolkning på over 1,7 millioner. Klimaet er generelt varmt og tørt. Talrige parker og vildtreservater trækker turister til landet. Det naturskønne Okavango Delta er et populært sted på grund af dets uspolerede ro og rige dyreliv. Et traditionelt transportmiddel på vandvejene i deltaet er mokoroerne, kanoer der er lavet af udhulede træstammer fra området. Botswana har en sund økonomi, hovedsagelig på grund af diamantminedrift. Efter opdagelsen af diamanter i Kalahariørkenen i 1967 er Botswana blevet en af verdens førende eksportører af diamanter.

Det ser ud til at budskabet om Guds rige første gang nåede Botswana i 1929 da en broder var der og forkyndte i nogle få måneder. I 1956 blev Joshua Thongoana udnævnt til kredstilsynsmand i Botswana.g Han mindedes hvordan Jehovas Vidners litteratur var forbudt i landet på daværende tidspunkt.

Entusiastiske missionærer har høstet gode resultater i dette frugtbare distrikt. Blake og Gwen Frisbee har sammen med Tim og Virginia Crouch slidt i det for at lære tswana. I den nordlige del af landet gør Veijo og Sirpa Kuismin en stor indsats for at hjælpe folk åndeligt.

Hugh og Carol Cormican tjener i landets sydlige del, og de lægger en glødende missionærånd for dagen. Hugh fortæller: „I vores menighed har vi en broder på 12 år der hedder Eddie. Lige fra han var lille, har han gerne villet lære at læse så han kunne komme på Den Teokratiske Skole og være med i forkyndelsen. Så snart han havde kvalificeret sig til at blive udøbt forkynder, begyndte han at bruge meget tid i forkyndelsen, og han oprettede et bibelstudium med en af sine klassekammerater. Efter sin dåb har Eddie ofte været hjælpepioner.“

Mange af menighederne i Botswana ligger i eller i nærheden af den blomstrende hovedstad, Gaborone, i nærheden af landets østlige grænse. I denne tæt befolkede del af landet bor de fleste af indbyggerne. Resten bor i landsbyer ude mod vest og i Kalahariørkenen, hvor nogle få familier af san-folket stadig strejfer om og lever af at dyrke jorden og gå på jagt med bue og pil. Der har været særlige forkynderkampagner i isolerede distrikter hvor brødrene har gjort en stor indsats. De har rejst i tusindvis af kilometer for at bringe Bibelens sandheder ud til nomadiske kvægfarmere langt ude på landet. Disse folk er travlt optaget af at dyrke deres afgrøder, bygge hytter af naturligt forekommende materialer og indsamle brænde. De har kun lidt tid tilovers til andre aktiviteter. Men når en fremmed kommer med et forfriskende budskab fra Bibelen, siger de villigt ja til at tale med ham under åben himmel på det bløde ørkensand.

Stephen Robbins, der sammen med fem andre rejste ud som midlertidig specialpioner, fortæller: „Folk her er altid på farten. Det virker nærmest som om de krydser landegrænserne som vi andre krydser gaden. Da vi sejlede over Okavangofloden med en færge, mødte vi Marks, som vi studerer med. Vi glædede os over at høre at han havde taget fri fra sit arbejde for at rejse rundt og fortælle sine venner og slægtninge om sandheden fra Bibelen. Marks bruger al sin fritid på at forkynde.“

Det er opmuntrende at se den reaktion der er på forkyndelsen i Botswana. I 2006 nåede man et nyt højdepunkt på 1497 forkyndere, en 6 procents stigning i forhold til året før.

Swaziland

Dette lille monarki har en befolkning på omkring 1,1 million. Det er hovedsagelig et landbrugsland, men mange af mændene søger beskæftigelse i Sydafrika. Swaziland er et naturskønt land med adskillige vildtreservater. Swazifolket er venlige mennesker som stadig følger mange af deres gamle traditioner.

Den tidligere konge, Sobhuza II, var positivt indstillet over for Jehovas Vidner og havde meget af vores litteratur. Hvert år indbød han ikke blot præsterne, men også et af Jehovas Vidner, til at komme op til hans palads og tale om Bibelen. I 1956 talte den broder der var blevet indbudt, om troen på sjælens udødelighed og om religiøse lederes brug af ærestitler. Bagefter spurgte kongen de religiøse ledere om de ting der var blevet sagt, var sande. De var ikke i stand til at modbevise det broderen havde sagt.

Vores brødre måtte tage klart afstand fra sørgeskikke der var baseret på forfædredyrkelse. I nogle dele af Swaziland jog stammehøvdinger Jehovas Vidner væk fra deres hjem fordi de nægtede at følge de traditionelle sørgeskikke. Deres åndelige brødre i andre områder tog sig altid af dem. Swazilands højesteret afgjorde sagen til Jehovas Vidners fordel og bestemte at de skulle have deres hjem og jordstykker tilbage.

James og Dawne Hockett er missionærer i Swazilands hovedstad, Mbabane. De udgik fra Gileadskolen i henholdsvis 1971 og 1970. James nævner følgende eksempel på hvordan missionærer må tilpasse sig forskellige skikke: „Vi arbejdede i et isoleret distrikt, og en høvding ville gerne have mig til at holde et offentligt foredrag. Han kaldte så folkene sammen. Vi sad i et område hvor der var noget byggeri i gang, og hist og her lå der nogle cementblokke. Da jorden var fugtig, fandt jeg en cementblok at sidde på, og Dawne satte sig ved siden af mig på blokken. En af swazisøstrene kom hen til Dawne og bad hende om at komme og sidde ved siden af hende. Dawne sagde at hun sad godt nok, men søsteren insisterede på at hun skulle følge med. Bagefter fik vi at vide at kvinderne aldrig må sidde højere oppe end mændene, og nogle af mændene sad på jorden. Sådan er skikken i landområderne.“

James og Dawne besøgte en skole for at tale med en lærerinde der tidligere havde vist interesse. Hun sendte en dreng ud for at sige til dem at tidspunktet ikke var belejligt. De besluttede sig for at tale med drengen, som hed Patrick, og spørge ham om han vidste hvorfor de var kommet. Efter samtalen gav de ham bogen Unge spørger — Svar der duer og påbegyndte et bibelstudium med ham. Patrick var forældreløs og boede i et værelse i tilknytning til sin farbrors hus. Han måtte klare sig selv, lave sin egen mad og arbejde halvdags for at betale for sin skolegang. Han gjorde gode fremskridt, blev døbt og tjener nu som ældste i menigheden.

Det er opmuntrende at se den reaktion der har været på forkyndelsesarbejdet i Swaziland lige siden det begyndte i 1930’erne. I 2006 var der 2292 der aktivt var med til at forkynde den gode nyhed om Guds rige i dette distrikt, og der blev ledet 2911 bibelstudier.

Sankt Helena

Denne lille ø, der er 17 kilometer lang og 10 kilometer bred, ligger vest for Afrikas sydvestkyst. Klimaet er generelt mildt og behageligt. De cirka 4000 indbyggere har europæiske, asiatiske og afrikanske rødder, og de taler engelsk med en særegen accent. Der er ingen lufthavn, men en færgeforbindelse til Sydafrika og England. Først midt i 1990’erne blev det muligt for øens beboere at se fjernsyn, takket være en satellitforbindelse.

Den gode nyhed om Guds rige nåede første gang Sankt Helena i begyndelsen af 1930’erne, da to pionerer var på et kort besøg. Tom Scipio, der var politimand og diakon i baptistkirken, fik noget litteratur af dem. Han begyndte at tale med andre om det han lærte, og fra prædikestolen gjorde han det klart at der hverken fandtes en treenighed, et helvede eller en udødelig sjæl. Han og andre der stod op for sandheden fra Bibelen, blev bedt om at forlade kirken. Inden længe gik Tom ud og forkyndte sammen med en lille gruppe, og de gjorde brug af tre grammofoner. De tog rundt på hele øen til fods og på æselryg. Tom sørgede også for at give sine seks børn en grundig oplæring i sandheden.

I 1951 blev Jacobus van Staden sendt fra Sydafrika til Sankt Helena for at opmuntre og styrke gruppen af loyale Jehovas Vidner på øen. Han hjalp dem til at blive mere effektive i forkyndelsen og organiserede regelmæssige menighedsmøder. George Scipio,h en af Toms sønner, mindes et af de problemer de havde med at få alle til møderne: „Kun to af alle de interesserede havde bil. Terrænet er ujævnt og bakket, og dengang var der kun få gode veje. . . . Nogle gik hjemmefra tidligt om morgenen. Jeg hentede tre i min lille bil. Efter at have kørt et stykke tid satte jeg dem af, hvorefter de gik resten af vejen. Jeg vendte bilen og hentede tre mere, som også blev sat af efter et stykke tid. Og sådan fortsatte jeg indtil alle til sidst var kommet hen til mødet.“ Senere var George pioner i 14 år, selvom han var gift og havde fire børn. Tre af hans sønner tjener som ældste.

Jannie Muller besøgte Sankt Helena som kredstilsynsmand nogle få gange i 1990’erne sammen med sin kone, Anelise. Han siger: „Når man følges med en forkynder i tjenesten, vil han uvægerlig fortælle en hvem der bor i det næste hus, og hvordan reaktionen vil være. Da vi besøgte øen og uddelte Rigets Nyheder med titlen ’Kærlighed mellem alle mennesker — et realistisk håb?’ blev hele øen gennemarbejdet på én dag, mellem klokken 8.30 og 15.00.“

Jannie husker især tilbage på hvordan det var når de ankom til øen og rejste derfra igen. Han fortæller: „Når båden lagde til, stod de fleste af brødrene samlet på kajen for at byde os velkommen. De beskrev den dag vi tog af sted, som en tårevædet dag, og det blev det også for os når vi så dem alle sammen stå på kajen og vinke farvel.“

I 2006 var der 125 forkyndere på hele øen. Mindehøjtiden blev overværet af 239. Forholdstallet mellem forkynderne og befolkningen er 1 til 30, hvilket er det bedste forholdstal i verden.

FREMTIDSUDSIGTER

Midt i Sydafrikas racemæssige stridigheder er Jehovas Vidner bundet sammen af en helt unik enhed skønt de tilhører forskellige racer. (Kol. 3:14) Det er noget andre har kommenteret. I 1993 kom mange gæster fra andre verdensdele til landet for at overvære de internationale stævner. Omkring 2000 Jehovas Vidner tog ud i lufthavnen i Durban for at byde delegerede fra USA og Japan velkommen. De sang Rigets sange da gæsterne ankom. Brødrene hilste hjerteligt på hinanden med varme omfavnelser. En af dem der iagttog hvad der foregik, var en fremtrædende politiker. I en samtale med nogle af brødrene sagde han: „Hvis vi havde den samme enhedens ånd som jer, ville vi for længst have løst vores problemer.“

De internationale stævner i 2003 med temaet „Giv Gud ære“ gav alle de tilstedeværende en åndelig saltvandsindsprøjtning. I Sydafrika afholdt man internationale stævner i nogle af storbyerne, og derudover var der talrige mindre områdestævner. To medlemmer af Det Styrende Råd, Samuel Herd og David Splane, betjente de internationale stævner. Der var delegerede fra 18 lande. Nogle var klædt i deres traditionelle dragter, hvilket bidrog til den internationale atmosfære. I alt overværede 166.873 stævnerne, og 2472 blev døbt.

Janine, der overværede det internationale stævne i Cape Town, gav udtryk for sin værdsættelse af bogen Lyt til den store Lærer: „Jeg kan slet ikke finde ord der beskriver hvor taknemmelig jeg er for denne gave. Bogen er lige hvad vi behøver for at nå ind til vores børns hjerte. Jehova ved hvad hans folk har behov for, og Jesus, menighedens hoved, ser den kamp vi har i denne gudløse verden. Jeg takker Jehova og hans tjenere her på jorden af hele mit hjerte.“

Når vi ser tilbage på Jehovas Vidners historie i Sydafrika i de sidste hundrede år, glæder vi os over den udholdenhed og urokkelige tro vores trofaste brødre og søstre har vist. I 2006 var der 78.877 forkyndere der ledede 84.903 bibelstudier. Mindehøjtiden blev i 2006 overværet af 189.108. Meget tyder på at Jesu ord stadig gælder denne del af den verdensomspændende arbejdsmark: „Se, jeg siger jer: Løft jeres blik og betragt markerne: de er hvide til høst.“ (Joh. 4:35) Der er endnu meget at gøre. De overvældende vidnesbyrd om at Jehova leder arbejdet, får os til sammen med vores brødre overalt på jorden at sige: „Bryd ud i hyldest til Jehova, I der bor på hele jorden. Tjen Jehova med fryd.“ — Sl. 100:1, 2.

[Fodnoter]

a I Sydafrika blev dette ord brugt om folk af blandet race.

b Paul Smits livsberetning blev bragt i Vagttårnet for 1. november 1985, side 10-13.

c George Phillips’ livsberetning blev bragt i The Watchtower for 1. december 1956, side 712-19.

d Piet Wentzels livsberetning blev bragt i Vagttårnet for 1. juli 1986, side 9-13.

e Frans Mullers livsberetning blev bragt i Vagttårnet for 1. april 1993, side 19-23.

f Ægteparret Waldrons livsberetning blev bragt i Vagttårnet for 1. december 2002, side 24-28.

g Joshua Thongoanas livsberetning blev bragt i Vagttårnet for 1. februar 1993, side 25-29.

h George Scipios livsberetning blev bragt i Vagttårnet for 1. februar 1999, side 25-29.

[Tekstcitat på side 174]

Sankt Helena har et forholdstal mellem forkynderne og befolkningen på 1 til 30, det bedste forholdstal i verden

[Ramme på side 68, 69]

Hvad var apartheid?

Ordet „apartheid“ betyder ordret „adskillelse“ og blev første gang brugt af Nationalistpartiet under parlamentsvalget i 1948. Dette år vandt Nationalistpartiet valget, og regeringen gjorde en skarp raceadskillelse i Sydafrika til sin officielle politik, med sikker støtte fra den hollandsk reformerte kirke. Denne politik, der udsprang af ønsket om at sikre de hvides overherredømme, førte til at der blev vedtaget love som havde indvirkning på vigtige områder af borgernes liv — deres bopæl, job, uddannelse, færden på offentlige steder og politiske rettigheder.

De store racegrupper var inddelt i følgende kategorier: hvide, bantu (sorte afrikanere), farvede (dem af blandet herkomst) og asiatere (indere). Fortalere for apartheid erklærede at racerne skulle have hver deres afgrænsede områder, kaldt hjemlande, hvor de kunne bo og udfolde sig i overensstemmelse med deres kultur og skikke. Det som for nogle måske har set gennemførligt ud i teorien, virkede ikke i praksis. Mange sorte blev skræmt bort fra deres hjem med geværer, tåregas og snerrende hunde og blev med deres få ejendele tvangsforflyttet til andre områder. På de fleste offentlige steder, såsom banker og postkontorer, var der separate sektioner for henholdsvis hvide og ikkehvide. Restauranter og biografer var forbeholdt de hvide.

De hvide var stadig afhængige af billig sort arbejdskraft, både i deres virksomheder og i hjemmene. Det førte til at familier blev splittet. For eksempel havde sorte mænd lov til at tage ind til byområderne for at arbejde i miner eller på fabrikker. De blev indlogeret på herberg for mænd, mens deres koner var tvunget til at blive i hjemlandene. Det bevirkede at familier gik i opløsning, og førte til udbredt umoralitet. Sorte tjenestefolk der var ansat hos hvide, boede som regel i et kammer hos arbejdsgiveren. Deres familie havde ikke lov til at bo i de hvide forstæder, og i lange perioder så forældre derfor ikke deres børn. På alle tidspunkter af døgnet var de sorte tvunget til at have et specielt pas på sig som identifikation.

Apartheid kastede en skygge over mange sider af tilværelsen, derunder uddannelse, ægteskab, beskæftigelse og ejendomsret. Skønt Jehovas Vidner var kendt for deres racemæssige enhed, adlød de regeringens love så længe disse ikke hindrede dem i at yde Gud hellig tjeneste. (Rom. 13:1, 2) De søgte efter muligheder for at nyde fællesskabet med deres trosfæller fra de forskellige racegrupper når som helst det var muligt.

Fra og med begyndelsen af 1970’erne indførte regeringen en række reformer der gjorde racepolitikken mindre restriktiv. Den 2. februar 1990 bekendtgjorde den daværende præsident, F.W. de Klerk, at regeringens mål var at afskaffe apartheid, og at man blandt andet ville gøre de sorte politiske organisationer lovlige og løslade Nelson Mandela fra fængselet. Med det demokratiske valg af en sort flertalsregering i 1994 blev apartheid officielt afskaffet.

[Ramme/kort på side 72, 73]

Kort fortalt om Sydafrika

Geografi

Sydafrikas kystzone består af et smalt lavland afgrænset af bjerge der hæver sig til et vidtstrakt plateaulandskab som udgør størstedelen af landet. Mod øst, hvor plateauet er højest, afgrænses det af Det Indiske Ocean. Her når bjergkæden Drakensberge en højde af over 3400 meter. Sydafrika er omkring fire gange større end De Britiske Øer og 28 gange større end Danmark.

Befolkning

Landets 44 millioner indbyggere kommer fra mange forskellige befolkningsgrupper. I 2003 offentliggjorde regeringen resultaterne af en folketælling hvor indbyggerne var delt op i følgende fire grupper — sorte afrikanere: 79 procent; hvide: 9,6 procent; farvede: 8,9 procent; og indere eller asiatere: 2,5 procent.

Sprog

Landet har 11 officielle sprog, men mange taler engelsk. Her nævnes sprogene efter hvor mange der taler dem: zulu, xhosa, afrikaans, pedi, engelsk, tswana, sotho, tsonga, swazi, venda og ndebele.

Erhverv

Landet har store naturrigdomme og er verdens største producent af guld og platin. Millioner af sydafrikanere arbejder i miner, på farme eller på fabrikker der fremstiller fødevarer, biler, maskiner, tekstiler og andre produkter.

Klima

Den sydlige spids af landet, derunder Cape Town, har Middelhavsklima med regnfulde vintre og tørre somre. Indlandshøjsletten har et andet vejrmønster; her bringer tordenbyger forfriskende kølighed om sommeren, men om vinteren er dagene forholdsvis varme, og der er ikke en sky på himmelen.

[Kort]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

NAMIBIA

NAMIBØRKENEN

Katutura

WINDHOEK

BOTSWANA

KALAHARIØRKENEN

GABORONE

SWAZILAND

MBABANE

LESOTHO

MASERU

Teyateyaneng

SYDAFRIKA

Kruger National Park

Nylstroom

Bosbokrand

PRETORIA

Johannesburg

Klerksdorp

Dundee

Ndwedwe

Pietermaritzburg

Durban

DRAKENSBERGE

Strand

Cape Town

PRETORIA

Midrand

Krugersdorp

Kagiso

Johannesburg

Elandsfontein

Soweto

Eikenhof

Heidelberg

[Illustrationer]

Cape Town

Kap det Gode Håb

[Ramme/illustrationer på side 80, 81]

Mit første forsøg på at være et vidne for Jehova

ABEDNEGO RADEBE

FØDT 1911

DØBT 1939

PROFIL Tjente i den første sorte menighed i Pietermaritzburg, KwaZulu-Natal, og døde trofast i 1995.

JEG er født og opvokset i nærheden af Pietermaritzburg. Min far var metodistpræst. I midten af 1930’erne fik jeg noget læsestof der var udgivet af Jehovas Vidner. Jeg syntes godt om det jeg læste, men havde ingen mulighed for at få kontakt med Jehovas Vidner.

En eller anden på det herberg hvor jeg boede, gav mig brochuren Heaven and Purgatory (Himmelen og skærsilden). Jeg havde aldrig før læst noget lignende. Brochuren hjalp mig til at forstå hvad Bibelen siger om opstandelsen og det jordiske håb. Det fik mig til at skrive til afdelingskontoret i Cape Town og bestille nogle bøger.

Jeg tøvede med at henvende mig til de Jehovas Vidner jeg så i byen. Blandt zuluerne hed det sig: „Tag aldrig initiativet til at henvende dig til en hvid mand. Vent på at han henvender sig til dig.“

En aften da jeg kom hjem fra arbejde, så jeg at Vidnernes højttalerbil stod parkeret uden for det herberg hvor jeg boede. Da jeg nåede hen til porten, kom en velvoksen ældre mand klædt i sommerhabit og henvendte sig til mig. Han præsenterede sig som Daniel Jansen. Jeg besluttede mig for at tiden nu var inde til at lære Jehovas Vidner at kende, så jeg bad om at høre et af broder Rutherfords foredrag. En stor flok stimlede sammen omkring os. Da foredraget var slut, gav Daniel Jansen mig en mikrofon i hånden og sagde: „Fortæl disse mennesker på zulu hvad der blev sagt i foredraget, så de også kan få gavn af det.“

Jeg svarede: „Men jeg kan ikke huske alt hvad der blev sagt i foredraget.“

Broder Jansen sagde: „Bare sig det du kan huske.“

Mine hænder rystede mens jeg fremstammede nogle få ord i mikrofonen. Det var mit første forsøg på at være et vidne for Jehova. Daniel Jansen inviterede mig derpå til at følges med ham i forkyndelsen. Først tjekkede han min forståelse af grundlæggende lærepunkter for at se om den var helt i harmoni med Bibelens lære. Han var tilfreds. I fire år kom jeg i en menighed af hvide, hvor jeg var den eneste sorte. Vi var en lille gruppe, og vi mødtes i en broders hjem.

Dengang fik hver forkynder udleveret et vidnesbyrdskort som han brugte når han præsenterede Bibelens budskab for beboeren. Vi medbragte også en grammofon, plader med foredrag af fire minutters varighed og en taske med litteratur.

For at spare tid havde forkynderen i forvejen trukket pladespilleren op og var parat med en ny stift. Når døren blev åbnet, hilste forkynderen på beboeren og viste ham et vidnesbyrdskort, som introducerede det foredrag der var på grammofonpladen. Halvvejs inde i foredraget åbnede forkynderen sin taske således at han når pladen var færdig, kunne tilbyde beboeren den bog som taleren havde annonceret i foredraget.

[Ramme/illustrationer på side 88, 89]

Et eksempel i trofasthed

GEORGE PHILLIPS

FØDT 1898

DØBT 1912

PROFIL Begyndte som almindelig pioner i 1914. Tjente som afdelingstilsynsmand i Sydafrika i næsten 40 år og døde som en trofast tjener for Jehova i 1982.

GEORGE PHILLIPS var født og opvokset i Glasgow, Skotland. Han begyndte som pioner i 1914, 16 år gammel. I 1917 blev han fængslet fordi han holdt fast ved sin kristne neutralitet. I 1924 indbød broder Rutherford ham til at tjene i Sydafrika. Han sagde: „George, du skal måske være der i et års tid eller lidt længere.“

George har beskrevet sit første indtryk af Sydafrika således: „Sammenlignet med forholdene i Storbritannien var alting her anderledes, og der blev forkyndt i langt mindre omfang. På det tidspunkt var der kun 6 i heltidstjenesten og kun omkring 40 der udførte en lille smule forkyndelse. Vores distrikt omfattede alt fra Cape til Kenya. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre at komme rundt i hele dette distrikt og aflægge et grundigt vidnesbyrd i løbet af et enkelt år? Men hvorfor bekymre sig om det? Det var bare med at komme i gang, bruge de midler der var til rådighed, og så lade resultaterne være op til Jehova.

Sydafrika er et land fuld af modsætninger, med mange racer og sprog. Det var en virkelig stor glæde at lære disse forskellige befolkningsgrupper at kende. At få arbejdet organiseret i så enormt et område og at lægge det nødvendige fundament som vi kunne bygge videre på, var ikke nogen nem opgave.

I årenes løb har Jehova kærligt sørget for at dække alle mine behov; han har beskyttet mig og ledet mig, og der har altid været en overflod af vidnesbyrd om hans velsignelse. Jeg har lært at ’gudsfrygt sammen med tilfredshed er en stor vinding’, og at man, hvis man vil forblive i „den Højestes skjul“, må holde sig til hans organisation og flittigt arbejde på at udføre hans gerning på den måde han ønsker.“ — 1 Tim. 6:6, King James Version; Sl. 91:1.

[Ramme/illustration på side 92-94]

Jeg hjalp min familie åndeligt

JOSEPHAT BUSANE

FØDT 1908

DØBT 1942

PROFIL Familiefar der lærte sandheden at kende mens han arbejdede i Johannesburg, langt fra sit hjem i Zululand i KwaZulu-Natal.

JEG blev født i Zululand i Sydafrika i 1908. Selvom min familie var godt tilfreds med det enkle liv som bønder, begyndte jeg i en alder af 19 år at arbejde som ekspedient i byen Dundee. På et tidspunkt hørte jeg at mange unge mænd tjente gode penge i Johannesburg, som var centret for Sydafrikas guldmineindustri. Så flyttede jeg dertil og arbejdede i mange år med at sætte reklameskilte op. Jeg var betaget af alle de forlystelser og muligheder som Johannesburg kunne byde på, men det gik snart op for mig at bylivet undergravede mit folks traditionsbestemte moral. Mange af de unge mænd glemte alt om deres familier ude i landsbyerne, men jeg glemte aldrig min familie og sendte regelmæssigt penge hjem til den. I 1939 giftede jeg mig med Claudina, en pige fra Zululand. Skønt jeg nu var gift, fortsatte jeg med at arbejde i Johannesburg, 400 kilometer hjemmefra. Det samme gjorde de fleste af mine jævnaldrende. Selvom det pinte mig at være væk fra min familie i lange perioder ad gangen, følte jeg mig forpligtet til at hjælpe den til at få en højere levestandard.

Mens jeg var i Johannesburg, besluttede jeg sammen med en ven der hed Elias, at søge efter den sande tro. Vi besøgte kirker i nabolaget, men fandt ikke det vi søgte. Så mødte Elias Jehovas Vidner. Han og jeg begyndte regelmæssigt at overvære møder i Jehovas Vidners første menighed af sorte i Johannesburg. Jeg indviede mig til Jehova, og i 1942 blev jeg døbt i Soweto. På mine besøg hjemme i Zululand gjorde jeg hvad jeg kunne for at fortælle Claudina om min tro, men hun var dybt engageret i kirkelige aktiviteter.

Hun begyndte imidlertid at sammenholde vores publikationer med sin bibel, og lidt efter lidt nåede sandheden fra Guds ord hendes hjerte. I 1945 blev hun døbt. Claudina blev en nidkær kristen forkynder som fortalte sine naboer om sandheden fra Bibelen og indprentede den i vores børns hjerter. I mellemtiden havde jeg den forret at hjælpe nogle i Johannesburg til at få kundskab om sandheden fra Bibelen. I 1945 var der fire menigheder af sorte i nærheden af Johannesburg, og jeg virkede som kredstjener [nu præsiderende tilsynsmand] i menigheden Small Market. På et tidspunkt blev der givet bibelsk vejledning til ægtemænd som arbejdede langt væk hjemmefra, om at vende tilbage til deres familier og tage deres ansvar som familieoverhoveder mere alvorligt. — Ef. 5:28-31; 6:4.

I 1949 sagde jeg derfor mit job i Johannesburg op for at tage mig af min familie på den måde Jehova ønsker det. I Zululand blev jeg ansat som medhjælper hos en mand der tilså husdyrbesætninger. Mit arbejde bestod i at sænke kvæget ned i en insektdræbende væske. Det var svært at forsørge en kone og seks børn med den ringe løn jeg fik. For at kunne klare udgifterne solgte jeg derfor også hjemmedyrkede grøntsager og majs. Selvom vores familie ikke var materielt rig, var den rig på åndelige værdier, for vi fulgte Jesu råd i Mattæus 6:19, 20.

At erhverve sig disse åndelige værdier kræver hårdt arbejde — ligesom hvis man skal grave efter guld i minerne omkring Johannesburg. Hver aften læste jeg et stykke fra Bibelen højt for mine børn og bad dem hver især fortælle mig hvad de havde lært. I weekenden tog jeg dem på skift med ud i forkyndelsen. Mens vi gik fra farm til farm, drøftede jeg bibelske spørgsmål med dem og prøvede at indprente Bibelens høje moralnormer i deres hjerter. — 5 Mos. 6:6, 7.

I mange år var vores familie den eneste der havde mulighed for at have de rejsende tilsynsmænd og deres koner boende. Disse ægtepar øvede en god indflydelse på vores børn og opelskede et ønske hos dem om at blive heltidsforkyndere. Vi har i alt fem drenge og en pige. Alle seks børn er nu voksne og er åndeligt stærke mennesker. Jeg er dybt taknemmelig for at Jehovas organisation tilskyndede fædre som mig til at være mere opmærksomme på deres families åndelige behov! De velsignelser det har resulteret i, er af langt større værdi end noget som helst der kan købes for penge. — Ordsp. 10:22.

Broder Josephat Busane tjente Jehova trofast indtil sin død i 1998. Hans voksne børn sætter fortsat pris på deres åndelige arv. En af sønnerne, Theophilus, tjener som rejsende tilsynsmand. En mere detaljeret beretning om broder Busane findes i „Vågn op!“ for 8. oktober 1993, side 19-22.

[Ramme/illustration på side 96, 97]

„Heltidstjenesten har hjulpet mig til at komme nær til Jehova“

THOMAS SKOSANA

FØDT 1894

DØBT 1941

PROFIL Lærte fem sprog for at kunne hjælpe folk i sit pionerdistrikt.

I 1938 gav en skolelærer mig nogle brochurer som var udgivet af Jehovas Vidner. Dengang var jeg præst i den wesleyanske kirke i Delmas, omkring 60 kilometer øst for Johannesburg. Igennem længere tid havde jeg interesseret mig meget for Bibelen. Kirken lærte at sjælen er udødelig, og at de onde bliver pint i helvede. Men disse brochurer viste ud fra Bibelen at det ikke forholder sig sådan. (Sl. 37:38; Ez. 18:4) Jeg forstod også at de fleste af Guds tjenere ikke kommer i himmelen, men vil få evigt liv på jorden. — Sl. 37:29; Matt. 6:9, 10.

Jeg var meget lykkelig for at lære disse sandheder at kende og ønskede at fortælle menigheden i min kirke om dem, men det protesterede mine præstekolleger mod, og de planlagde at få mig ekskluderet. Derfor forlod jeg kirken og begyndte at komme sammen med den lille gruppe Jehovas Vidner i Delmas. Jeg blev døbt i 1941 og begyndte som pioner i 1943.

Jeg flyttede til Rustenburg, hvor der var behov for forkyndere. Eftersom jeg var fremmed i byen, skulle jeg henvende mig til den lokale politichef for at få et sted at bo og bede om tilladelse til at blive i byen. Han sagde at jeg skulle betale 12 pund for at få tilladelsen. Det kunne jeg ikke, men en venlig hvid broder i byen betalte pengene og hjalp mig økonomisk så jeg kunne fortsætte som pioner. En af de mænd jeg studerede med, gjorde gode fremskridt, og efter at jeg var flyttet, blev han udnævnt som tjener i menigheden.

Så flyttede jeg længere mod vest, til Lichtenburg. Denne gang skulle jeg aflevere en ansøgning til en hvid politiinspektør for at få lov til at bo i den sorte del af byen. Det nægtede han mig. Jeg anmodede en hvid pionerbroder i den nærliggende by Mafikeng om at hjælpe mig. Sammen gik vi op til politiinspektøren, men han sagde: „Jeg vil ikke have dig her. I lærer folk at der ikke findes noget helvede. Hvordan vil folk kunne gøre det rigtige hvis de ikke er bange for helvede?“

På grund af dette afslag flyttede jeg til Mafikeng, hvor jeg stadig tjener som almindelig pioner. Mit modersmål er zulu, men kort tid efter at jeg havde lært sandheden at kende, besluttede jeg mig for at lære engelsk så jeg kunne læse alle Jehovas Vidners publikationer. Det hjalp mig til at vokse åndeligt.

For at kunne være effektiv i forkyndelsen lærte jeg også at tale sotho, xhosa, tswana og en lille smule afrikaans. I årenes løb har jeg haft den forret at hjælpe mange til at kunne indvi sig til Jehova, og fire af dem tjener nu som ældste i menigheden. Heltidstjenesten har også gavnet mit helbred.

Jeg takker Jehova for at han har ladet mig tjene ham helt op i alderdommens dage. Det er ikke i kraft af mig selv at jeg har fået kundskab og opnået gode resultater i forkyndelsen. Jehova har hjulpet mig gennem sin hellige ånd. Frem for alt har heltidstjenesten hjulpet mig til at komme nær til Jehova, og jeg har lært at sætte min lid til ham.

Ovennævnte interview fandt sted i 1982. Som en salvet tjener for Gud fortsatte broder Skosana trofast sin tjeneste indtil sin død i 1992.

[Ramme/illustrationer på side 100, 101]

Sydafrikas første områdetilsynsmand

MILTON BARTLETT

FØDT 1923

DØBT 1939

PROFIL Første gileaduddannede missionær der blev sendt til Sydafrika. Han arbejdede flittigt for at fremme Rigets interesser, især blandt sorte befolkningsgrupper.

I DECEMBER 1946 ankom Milton Bartlett til Cape Town som den første gileaduddannede missionær i Sydafrika. Han havde fået til opgave at sætte gang i kreds- og områdetjenesten, og det gjorde han. På dette tidspunkt tjente broder Bartlett som landets eneste områdetilsynsmand. I årene der fulgte, gjorde rejsende tilsynsmænd meget for at fremme Rigets interesser i Sydafrika, især blandt den sorte befolkning.

Milton var meget afholdt af brødrene i Sydafrika. Han var en tålmodig mand der lyttede opmærksomt når brødrene drøftede deres problemer med ham. Derfor kunne han sende detaljerede og nøjagtige rapporter til afdelingskontoret i Sydafrika om problemer der kunne være aktuelle for brodersamfundet som et hele. Det hjalp brødrene til at bringe deres adfærd og gudsdyrkelse mere i harmoni med Bibelens principper.

Milton var i stand til at yde sine brødre en sådan hjælp fordi han var godt kendt med Bibelen og var en dygtig lærer. Han havde også den beslutsomhed og tålmodighed der skulle til for at han som en hvid mand kunne opnå apartheidmyndighedernes tilladelse til at komme ind i de sorte townships. Fordomsfulde embedsmænd nægtede ofte at give Milton en tilladelse, og han måtte derfor søge hjælp hos højere myndigheder, såsom byrådet. Så måtte han vente indtil byrådet holdt sit næste møde og omstødte de andre embedsmænds ufordelagtige beslutninger. På en eller anden måde lykkedes det ham at få adgang til de fleste sorte townships.

Undertiden blev nogle af politiets hemmelige agenter sendt af sted for at finde ud af hvad Miltons foredrag handlede om. En af grundene til dette var at kristenhedens præster falskeligt anklagede Jehovas Vidner for at være kommunistiske oprørsstiftere. Engang fik en sort politibetjent til opgave at overvære et stævne og aflægge rapport. „Det kom der noget rigtig godt ud af,“ skrev Milton omkring 20 år senere, „for politibetjenten tog imod sandheden på grund af det han hørte denne weekend, og han er stadig en trofast broder.“

Da Milton kom til landet som en ugift mand på 23 år, var der 3867 forkyndere. Efter at Milton havde tjent i Sydafrika i 26 år, var forkyndertallet nået op på 24.005. I 1973 måtte Milton og hans kone, Sheila, og deres et år gamle søn, Jason, rejse tilbage til USA for at tage sig af Miltons gamle forældre. Billedet på denne side viser Milton og Sheila på besøg i Sydafrika i 1999 da de overværede indvielsen af afdelingskontoret. Efter at have været borte fra landet i 26 år var det gribende for dem at møde mange fra gamle dage som huskede deres kærlighedsgerninger!

[Illustration]

Milton og Sheila Bartlett, 1999

[Ramme/illustration på side 107]

En unik beliggenhed

Taffelbjerget danner en smuk baggrund for Cape Town og er et iøjnefaldende vartegn for byen. Nogle betragter Cape Town som Afrikas smukkeste by.

Om sommeren kan bjergets flade top nogle gange være nydeligt dækket af en tyk sky som meget passende kaldes „borddugen“. Fænomenet forårsages af stærke vinde der tvinges op ad bjergskråningerne, hvorved fugten fortættes til en tyk sky som lægger sig over Taffelbjerget.

[Ramme/illustrationer på side 114-117]

Bevarede sin uangribelighed under internering

INTERVIEW MED ROWEN BROOKES

FØDT 1952

DØBT 1969

PROFIL Var interneret fra december 1970 til marts 1973 på grund af sin kristne neutralitet. Begyndte som almindelig pioner i 1973 og kom på Betel i 1974. Er nu medlem af afdelingskontorets udvalg.

Hvordan var forholdene på interneringskasernerne?

Kasernerne bestod af lange blokke, hvor der på hver side af en midtergang var 34 celler, og i midten af gangen var der en rende til regnvand. Når vi sad i isolation, havde vi hver en celle på 1,8 gange 2 meter. Vi havde kun lov til at komme ud af vores celle to gange daglig: om morgenen for at vaske og barbere os og for at tømme vores toiletspand og om eftermiddagen for at tage brusebad. Vi kunne hverken skrive eller modtage breve. Vi måtte ikke have andre bøger end Bibelen og ingen kuglepenne eller blyanter, og vi måtte ikke modtage besøg.

Inden brødrene blev interneret, havde de fleste af dem bundet deres bibel ind sammen med andre bøger, såsom Hjælp til forståelse af Bibelen. Vagterne anede ikke uråd, for det lignede deres store, gamle familiebibler på afrikaans og hollandsk.

Kunne I få fat på bibelsk læsestof?

Ja, vi smuglede litteratur ind når det var muligt. Alle vores ejendele blev opbevaret i kufferter i en af de tomme celler. Det gjaldt også toiletartikler. En gang om måneden lod en vagt os komme ind til kufferterne så vi kunne forsyne os med nye toiletartikler fra vores lager. Vi havde også litteratur i disse kufferter.

Mens en af os snakkede med vagten for at distrahere ham, gemte en anden broder en bog i sine shorts eller inden under sin undertrøje. Når vi var kommet tilbage til cellen, skilte vi bogen ad i mindre dele, som var nemmere at skjule. Disse lod vi gå på omgang så alle kunne læse dem. Vi fandt mange gemmesteder. Nogle af cellerne var i en meget dårlig stand, og der var huller alle vegne.

Vores celler blev jævnlig ransaget, nogle gange midt om natten. Vagterne fandt altid noget af litteraturen, men aldrig det hele. En af de vagter der var positivt indstillet over for os, advarede os ofte inden ransagningen fandt sted. Så pakkede vi litteraturen ind i plastic og skubbede den op i nedløbsrørene. En dag var der et voldsomt uvejr, og til vores ærgrelse kom en af disse pakker flydende i regnvandsrenden inde i celleblokken. Nogle af militærfangerne begyndte at spille fodbold med den. Pludselig dukkede en vagt op og beordrede fangerne tilbage til deres celler. Til vores store lettelse var der ingen som tog yderligere notits af pakken, og det lykkedes os at få fat i den igen da vi kort efter blev lukket ud af vores celler.

Blev din uangribelighed sat på prøve mens du var interneret?

Ja, konstant. Fængselsbetjentene prøvede hele tiden på at knække os. For eksempel kunne de være rigtig venlige mod os — ved at give os ekstra mad, lade os komme ud og motionere og endda lade os ligge og dase i solen. Men pludselig efter et par dage krævede de så at vi iførte os militæruniformen. Når vi nægtede, behandlede de os endnu værre end før.

Herefter blev vi beordret til at gå med militærets plastichjelme, hvilket vi nægtede. Kaptajnen blev så rasende at han fra da af ikke engang lod os tage brusebad. Vi fik i stedet en spand hver så vi kunne vaske os i cellen.

Vi havde ingen sko, og nogle af brødrenes fødder blødte. Derfor lavede vi selv nogle sko. Vi indsamlede stumper af gamle tæpper som ellers blev brugt til at polere gulve med. Derefter fandt vi noget kobbertråd, hamrede den ene ende flad og gjorde den anden ende spids. Med en stift lavede vi et hul i den flade ende, og så kunne vi bruge kobbertråden som synål. Vi trak tråde ud af vores tæpper og syede mokkasiner af tæppestumperne.

Uden varsel blev vi på et tidspunkt beordret til at være tre i én celle. Selvom pladsen var meget trang, kom der noget godt ud af det. Vi sørgede nemlig for at brødre der ikke var så åndeligt stærke, kom til at være sammen med nogle der var mere erfarne. Vi studerede Bibelen sammen og øvede os i at forkynde. Det styrkede hurtigt vores moral, og det var en torn i øjet på kaptajnen.

Da han måtte erkende at planen var mislykkedes, befalede han at hvert Jehovas vidne skulle dele celle med to ikkevidner. Selvom disse havde fået strenge ordrer til ikke at tale med os, begyndte de at stille spørgsmål, og vi havde rig mulighed for at aflægge vidnesbyrd. Resultatet blev at en eller to af disse indsatte nægtede at være med til visse militære aktiviteter. Der gik ikke lang tid før vi igen kun var en i hver celle.

Kunne I holde møder?

Ja, vi holdt vores møder regelmæssigt. Over hver celledør var der et vindue med et trådnet og syv lodrette stænger. Vi bandt enderne af et tæppe rundt om to af de lodrette stænger og lavede på den måde en lille hængekøje som vi kunne sidde i. Deroppefra kunne vi se den broder der var i cellen over for os, og når vi råbte, kunne de andre i blokken høre os. Vi drøftede dagsteksten hver dag, og hvis vi havde bladet, holdt vi vagttårnsstudiet. Hver dag sluttede vi af med på skift at bede en bøn højt. Vi lavede endda vores eget kredsstævneprogram.

Vi var ikke sikre på om en ældste kunne få lov til at komme ind og holde mindehøjtiden sammen med os. Derfor traf vi selv nogle forberedelser. Vi lavede vin ved at bløde nogle rosiner ud i vand og maste noget af vores brød fladt og tørrede det. Ved én lejlighed fik vi tilladelse til at få en lille flaske vin og noget usyret brød fra brødrene udenfor.

Ændrede forholdene sig med tiden?

Ja, de blev efterhånden bedre. Loven blev ændret, og vores gruppe blev løsladt. Fra da af blev de der nægtede at udføre militærtjeneste af religiøse grunde, idømt straffe af en fastsat længde, uden senere at blive idømt nye straffe. Efter at vores gruppe på 22 brødre var blevet løsladt, blev de 88 brødre som stadig sad i forvaring, tilkendt almindelige fængselsrettigheder. De fik lov til at få ét besøg om måneden og kunne nu skrive og modtage breve.

Var det vanskeligt at vænne sig til livet uden for fængselet?

Det tog tid at tilpasse sig livet udenfor. Det var for eksempel temmelig skræmmende at være sammen med mange mennesker ad gangen. Vores forældre og brødrene i menighederne hjalp os venligt til lidt efter lidt at kunne påtage os mere ansvar.

Selvom det var vanskelige tider, var det vi kom ud for, til gavn for os. Trosprøverne styrkede os åndeligt og lærte os udholdenhed. Vi kom virkelig til at sætte pris på Bibelen og lærte værdien af at læse i den og grunde over den hver dag. Noget andet vi lærte, var at stole på Jehova. Efter at have bragt alle disse ofre for at bevare vores loyalitet over for Jehova var vi fast besluttede på at holde ud og give ham det bedste vi havde, så vidt muligt i heltidstjenesten.

[Ramme/illustration på side 126-128]

Vi stolede på Jehova i farefulde tider

ZEBLON NXUMALO

FØDT 1960

DØBT 1985

PROFIL Var rastafarianer før han lærte sandheden at kende. Kort efter sin dåb begyndte han i heltidstjenesten. Nu virker han og hans kone, Nomusa, i kredstjenesten.

EFTER at min pionermakker og jeg havde været med til at bygge Betel i Krugersdorp, fik vi til opgave at tjene hvor behovet var større, i townshippen KwaNdengezi i nærheden af havnebyen Durban. Nogle få dage efter vores ankomst sendte en politisk gruppe fem af deres unge mænd ud til vores hjem for at indsamle nogle oplysninger om os. De ville have os til at hjælpe dem med at beskytte KwaNdengezi mod en rivaliserende politisk gruppe. Fjendskabet mellem disse to zulutalende grupper havde forårsaget store blodsudgydelser i denne del af Sydafrika. Vi spurgte dem om hvordan de mente at problemet med al denne vold skulle løses. De sagde at hovedårsagen var den hvide mands herredømme. Så henviste vi til andre krigshærgede lande i Afrika hvor indbyggerne var plaget af dyb fattigdom. Og vi mindede dem om det gamle ord der siger at historien altid gentager sig. De indrømmede at selv hvis de sorte fik magten i landet, ville der fortsat være kriminalitet, vold og sygdom. Dernæst slog vi op i Bibelen og viste dem at Guds rige er den eneste regering der kan løse menneskehedens problemer.

Nogle få aftener senere hørte vi en gruppe unge synge frihedssange, og vi så mænd gå rundt og skyde med deres geværer. Huse blev sat i brand, og folk blev dræbt. Grebet af frygt bad vi Jehova om at give os styrke så vi ikke mistede modet eller brød vores integritet på grund af trusler og forsøg på at skræmme os. Vi huskede også på martyrer som under lignende omstændigheder ikke havde fornægtet Jesus. (Matt. 10:32, 33) Pludselig kom en flok børn og voksne og bankede på vores dør. Uden så meget som at hilse forlangte de at få penge til at købe intelezi for. På zulu betegner det et tryllemiddel der er fremstillet af en heksedoktor og angiveligt skal virke som beskyttelse. Vi bad dem indtrængende om at være tålmodige og spurgte: „Mener I at det er rigtigt af heksedoktorerne at fremme myrderier ved hjælp af trolddom?“ Vi sagde også til dem: „Forestil jer at et af jeres familiemedlemmer som I holder meget af, bliver offer for trolddom. Hvordan ville I have det med det?“ De var alle enige om at det ville være forfærdeligt. Vi slog så op i Bibelen og bad gruppens leder om at læse Femte Mosebog 18:10-12, der beskriver hvordan Gud ser på trolddom. Da han havde læst versene højt, spurgte vi de forsamlede hvad de sagde til det. De var lamslåede. Vi udnyttede den efterfølgende tavshed til at spørge dem om de syntes vi gjorde klogest i at lytte til Jehova eller til dem. De drog alle af sted uden at sige et ord.

Vi overlevede mange lignende situationer og blev forvisset om at Jehova var med os. En aften blev vi for eksempel opsøgt af en anden gruppe der kom for at bede om penge til at købe våben for så de kunne „beskytte“ borgerne. De klagede over den usikkerhed de følte på grund af en rivaliserende politisk gruppe, og sagde at løsningen var at gå til modangreb med mere avancerede våben. De forlangte at vi gav dem penge; ellers ville det få konsekvenser for os. Vi mindede dem så om at deres organisation havde underskrevet en erklæring der garanterede overholdelse af menneskerettighederne og respekt for andres samvittighed. Vi spurgte dem om en person skulle være villig til at dø frem for at gå imod den grundlov han tror på. Det svarede de ja til. Så forklarede vi dem at vi tilhører Jehovas organisation, at vores „grundlov“ er Bibelen, og at Bibelen fordømmer mord. Til sidst sagde lederen af gruppen til sine kammerater: „Jeg kan godt sætte mig ind i disse menneskers synspunkter. Hvis vi ønskede penge til at bygge et plejehjem for, eller hvis en af deres naboer manglede penge til en hospitalsindlæggelse, ville de ikke have noget imod at yde et bidrag. Men de vil ikke give penge til at dræbe for.“ Herefter rejste gruppen sig, vi gav dem hånden og takkede for deres tålmodighed.

[Ramme/illustrationer på side 131-134]

Ugifte søstre med tilsammen 100 års erfaring som oversættere

En del brødre og søstre i den sydafrikanske betelfamilie har brugt den ugifte stands gave i tjenesten for Riget. (Matt. 19:11, 12) Følgende tre søstre har brugt i alt 100 år på at oversætte åndelig føde fra „den trofaste og kloge træl“. — Matt. 24:45.

Maria Molepo

Jeg er født i høvdingedømmet Molepo i provinsen Limpopo i Sydafrika. Min storesøster Aletta lærte mig sandheden at kende mens jeg stadig gik i skole. Da jeg var færdig med skolen, tilbød en anden af mine søstre, der ikke er et af Jehovas Vidner, at betale en treårig videregående uddannelse for mig så jeg kunne blive en dygtig lærer. Jeg afslog hendes venlige tilbud fordi jeg ønskede at tjene Jehova sammen med mine to storesøstre, Aletta og Elizabeth, der var pionerer. Jeg blev døbt i 1953, og i de næste seks år nåede jeg fra tid til anden pionermålet. I 1959 udfyldte jeg så en ansøgning og blev officielt udnævnt som almindelig pioner.

I 1964 indbød afdelingskontoret i Sydafrika mig til at arbejde halvdags med at oversætte åndelig føde til pedi. Dette gjorde jeg alt imens jeg fortsatte som pioner. I 1966 blev jeg så indbudt til at blive medlem af betelfamilien i Sydafrika. Beteltjenesten var ikke som jeg havde forestillet mig. Jeg savnede at kunne gå i forkyndelsen hver dag. Men inden længe fik jeg det rigtige syn på min tjeneste ved at betragte weekenderne, fra lørdag eftermiddag til søndag aften, som pionertid, skønt jeg ikke kunne nå timemålet for pionerer. Jeg nød min weekendforkyndelse så meget at jeg ofte kom for sent hjem til aftensmad lørdag og søndag. Da det blev indført at betelsøstre over en vis alder kunne holde fri lørdag formiddag, var jeg lykkelig for at kunne bruge denne ekstra tid i forkyndelsen.

I de første otte år jeg var på Betel, delte jeg værelse med en anden oversætter i en bygning der lå adskilt fra betelhjemmet. Til at begynde med tillod apartheidmyndighederne os at bo i nærheden af vores hvide brødre, men det blev ændret i 1974. Alle sorte oversættere blev tvunget til at bo i områder der var forbeholdt sorte. Jeg boede hos en familie af Jehovas Vidner i Tembisa og måtte rejse langt for at komme til og fra Betel hver dag. Da det nye betelhjem i Krugersdorp var blevet opført, var apartheidregeringen begyndt at lempe på reglerne, og jeg kunne bo sammen med resten af betelfamilien.

Jeg er meget taknemmelig mod Jehova for at han har gjort det muligt for mig at arbejde som oversætter på Betel helt frem til i dag. Han har virkelig velsignet mig fordi jeg har brugt den ugifte stands gave i tjenesten for ham, og det har fået min yngre søster, Annah, til også at forblive ugift. Hun glæder sig over at hun har været i heltidstjenesten i de sidste 35 år.

Tseleng Mochekele

Jeg er født i byen Teyateyaneng i Lesotho. Min mor var meget religiøs, og som regel tvang hun mig og mine søskende til at gå med hende i kirke. Jeg hadede det. Så blev min moster et af Jehovas Vidner, og hun fortalte min mor om sin tro. Jeg var lykkelig da min mor holdt op med at gå i kirke, men sandheden interesserede mig ikke, for jeg elskede verden og de forlystelser den havde at byde på.

I 1960 flyttede jeg til Johannesburg for at færdiggøre min skolegang. Da jeg tog af sted, sagde min mor indtrængende til mig: „Når du kommer til Johannesburg, Tseleng, så vær på udkig efter Jehovas Vidner, og forsøg selv at blive en af dem.“ Da jeg kom til Johannesburg, blev jeg dybt fascineret af alle de muligheder der var for at more sig. Men da det gik op for mig hvordan folk levede, blev jeg chokeret over hvor almindelig kønslig umoralitet var. Så huskede jeg min mors ord og begyndte at komme til Jehovas Vidners møder i Soweto. Ved det første møde jeg var til, bad jeg til Gud og sagde: „Hjælp mig, Jehova, for jeg ønsker at blive et af dine vidner.“ Snart begyndte jeg at gå med i forkyndelsen, og i juli samme år blev jeg døbt. Da jeg var færdig med skolen, rejste jeg tilbage til min mor i Lesotho. På det tidspunkt var hun også blevet døbt.

I 1968 indbød afdelingskontoret i Sydafrika mig til at oversætte til sproget sotho på heltidsbasis. I mange år udførte jeg denne opgave mens jeg boede hjemme hos min mor. I en periode med økonomiske vanskeligheder foreslog jeg min familie at jeg kunne holde op i heltidstjenesten og få et arbejde så jeg kunne være med til at forsørge familien. Men det ville hverken min mor eller min yngste døbte søster, Liopelo, høre tale om. De betragtede det som en stor ære at kunne støtte mig i min opgave som oversætter på fuldtid.

I 1990 blev jeg medlem af den sydafrikanske betelfamilie på det nye afdelingskontor i Krugersdorp, hvor jeg stadig glæder mig over det privilegium at arbejde som oversætter. Jeg fortryder ikke at jeg har valgt at forblive ugift. Tværtimod føler jeg mig dybt taknemmelig mod Jehova fordi han har velsignet mig med et så lykkeligt og meningsfyldt liv.

Nurse Nkuna

Jeg er født i den nordøstlige del af Sydafrika i byen Bosbokrand. Min mor var et af Jehovas Vidner, og hun opdrog mig i sandheden samtidig med at hun havde fuldtidsarbejde for at supplere min fars indkomst. Mor lærte mig at læse før jeg kom i skole. Det hjalp mig til at deltage i forkyndelsen sammen med en ældre pionersøster i hverdagene. Hendes syn var meget dårligt, så det at jeg kunne læse, hjalp hende i tjenesten. Selv efter at jeg begyndte at gå i skole, fortsatte jeg med at følges med hende i forkyndelsen hver eftermiddag. Samværet med heltidstjenere fik mig til at elske forkyndelsen. At se folk tage standpunkt for sandheden er noget der fylder mig med glæde. Da jeg var omkring ti år gammel, nævnte jeg i en bøn til Jehova at jeg ønskede at bruge mit liv i heltidstjenesten. Jeg blev døbt i 1983, og i nogle få år havde jeg et arbejde for at kunne bidrage til familiens underhold. Jeg bad min mor om at forvalte min løn for mig så jeg ikke fik kærlighed til penge og blev hindret i at nå mit mål, heltidstjenesten. I 1987 sagde jeg så mit arbejde op da jeg blev indbudt til at blive medlem af den sydafrikanske betelfamilie for at oversætte til zulu.

At tjene på Betel som ugift søster har bragt mig mange glæder. Kommentarer ved dagstekstdrøftelsen om morgenen har hjulpet mig til at blive en dygtigere forkynder. Og det nære samarbejde jeg har haft med trosfæller med vidt forskellig baggrund, har hjulpet mig til at forbedre min kristne personlighed. Det er sandt at jeg ikke selv har nogen børn, men jeg har mange åndelige børn og børnebørn som jeg måske ikke ville have haft hvis jeg havde valgt at blive gift og stifte familie.

Disse tre ugifte søstre har samtidig med at de har arbejdet flittigt som oversættere på Betel, tilsammen hjulpet 36 til at blive indviede, døbte tjenere for Jehova.

[Ramme/illustrationer på side 146, 147]

Majestætiske bjerge

Bjergkæden Drakensberge strækker sig cirka 1100 kilometer gennem Sydafrika. Men den del af bjergkæden der danner den naturlige grænse mellem KwaZulu-Natal og Lesotho, er uden tvivl den mest imponerende. Den kaldes ofte for Sydafrikas Schweiz.

Udfordrende tinder — som for eksempel bjergtoppen Sentinel, den glatte og farlige Monk’s Cowl og den forræderiske Devil’s Tooth med sine lodrette sider — tiltrækker eventyrlystne bjergbestigere. Det kan være farligt at bestige sådanne bjerge. Man kan imidlertid færdes på flere af de stejle men sikre pas der fører op til de bratte skråninger, uden at bruge særligt klatreudstyr. Det er naturligvis vigtigt at indrette sig efter forholdene. Varmt tøj er livsvigtigt, såvel som et telt og ekstra proviant. På de bratte skråninger kan der være frygtelig koldt med kraftige vindstød om natten.

Hvert år søger i tusindvis af vandrere, campister og bjergbestigere væk fra byernes stress og forurening og kommer hertil for at indånde den rene bjergluft, smage det krystalklare kildevand og nyde de majestætiske bjerges pragt.

[Illustration]

Klippemalerier udført af buskmænd

[Ramme/illustrationer på side 158, 159]

Frigjort for spiritisme og polygami

ISAAC TSHEHLA

FØDT 1916

DØBT 1985

PROFIL Var desillusioneret over kristenheden og blev en velhavende heksedoktor før han lærte sandheden at kende.

ISAAC og tre af hans venner — Matlabane, Lukas og Phillip — voksede op i Sekhukhunebjergene i den nordøstlige del af Sydafrika. Disse fire unge mænd besluttede sig for at forlade den apostolske kirke på grund af det hykleri de så blandt kirkemedlemmer. Sammen begyndte de at lede efter den sande tro. Med tiden mistede de dog forbindelsen med hinanden.

Tre af de fire venner blev senere Jehovas Vidner, sammen med deres koner. Men hvad skete der med Isaac? Han valgte samme livsvej som sin far, der var en berømt heksedoktor. Isaacs motiv til dette var at tjene penge, og han blev meget velhavende. Han ejede hundrede stykker kvæg og havde mange penge i banken. Som det er almindeligt blandt rige i det område, havde Isaac også to koner. På et tidspunkt besluttede Matlabane at finde Isaac og fortælle ham hvordan hans tre ungdomsvenner havde fundet den sande tro.

Isaac var glad for at gense Matlabane og var ivrig efter at finde ud af hvorfor hans gamle venner var blevet Jehovas Vidner. Der blev påbegyndt et bibelstudium med Isaac over brochuren Evigt liv på jorden. Billede nr. 17 i brochuren på det lokale sprog viser en afrikansk heksedoktor der kaster nogle knogler på jorden for at fremsige en spådom som svar på en persons spørgsmål. Isaac var forbavset over at læse i Femte Mosebog 18:10, 11 som der var henvist til, at sådanne spiritistiske handlinger mishager Gud. Han blev foruroliget over billede nummer 25 der skildrer en polygam mand og hans koner. Ved billedet er der en henvisning til Første Korintherbrev 7:1-4 som viser at en sand kristen ikke må have mere end én kone.

Isaac var opsat på at adlyde Bibelen. I en alder af 68 år sendte han derfor kone nummer to bort og fik legaliseret ægteskabet med sin første kone, Florina. Han holdt også op med at praktisere som heksedoktor og smed sine spådomsknogler ud. En dag mens Isaac sad og studerede Bibelen sammen med brødrene, kom to af hans kunder til ham langvejsfra. De var kommet for at betale ham 550 rand (cirka 800 kroner på daværende tidspunkt) som de skyldte ham for hans trolddomskunster. Isaac afslog at tage imod pengene og aflagde et vidnesbyrd over for mændene. Han forklarede dem at han var ophørt med at praktisere heksekunst og nu studerede Bibelen fordi han ønskede at blive et af Jehovas Vidner. Inden længe nåede Isaac sit mål. I 1985 blev han og Florina døbt, og i de senere år har Isaac, der nu er 90, tjent som ældste i den kristne menighed.

[Oversigt/grafisk fremstilling på side 124, 125]

KRONOLOGISK OVERSIGT — Sydafrika

1900

1902 Bibelsk læsestof kommer til Sydafrika.

1910 William W. Johnston opretter et afdelingskontor i Durban.

1916 „Skabelsens Fotodrama“ kommer til landet.

1917 Afdelingskontoret flyttes til Cape Town.

1920

1924 En trykkemaskine sendes til Cape Town.

1939 Første nummer af Ny Verden trykkes på afrikaans.

1940

1948 Rigssal bygges i nærheden af Cape Town.

1949 Vagttårnet trykkes på zulu.

1952 Betelhjem færdiggøres i Elandsfontein.

1979 En TKS-trykkemaskine bliver installeret.

1980

1987 Et nyt betelhjem opføres i Krugersdorp; udvides i 1999.

1992 Den første hurtigbyggede rigssal opføres i Soweto.

2000

2004 Trykkeriet udvides. MAN Roland Lithoman-trykpresse i funktion.

2006 Højeste antal forkyndere er 78.877.

[Grafisk fremstilling]

(Se publikationen)

Antal forkyndere

Antal pionerer

80.000

40.000

1900 1920 1940 1980 2000

[Oversigt/illustrationer på side 148, 149]

En mangfoldighed af sprog

Afdelingskontoret i Sydafrika trykker „Vagttårnet“ på 33 sprog

Stor variation i klædedragt

I Afrika kan man finde en farverig variation af etniske klæder, smykker og tekstildesign

Zulu

HILSEN „Sanibona“

MODERSMÅL FOR 10.677.000i

FORKYNDERE 29.000j

Sotho

HILSEN „Lumelang“

MODERSMÅL FOR 3.555.000

FORKYNDERE 10.530

Pedi

HILSEN „Thobela“

MODERSMÅL FOR 4.209.000

FORKYNDERE 4410

Tsonga

HILSEN „Xewani“

MODERSMÅL FOR 1.992.000

FORKYNDERE 2540

Xhosa

HILSEN „Molweni“

MODERSMÅL FOR 7.907.000

FORKYNDERE 10.590

Afrikaans

HILSEN „Hallo“

MODERSMÅL FOR 5.983.000

FORKYNDERE 7510

Tswana

HILSEN „Dumelang“

MODERSMÅL FOR 3.677.000

FORKYNDERE 4070

Venda

HILSEN „Ri a vusa“

MODERSMÅL FOR 1.021.800

FORKYNDERE 480

[Fodnote]

i Alle tal er omtrentlige.

j Alle tal er omtrentlige.

[Helsides illustration på side 66]

[Illustration på side 71]

Nåletræet Podocarpus

[Illustration på side 74]

Stoffel Fourie

[Illustration på side 74]

„Studier i Skriften“

[Illustration på side 74]

Durban menighed sammen med William W. Johnston, 1915

[Illustration på side 74, 75]

Johannes Tshange med familie

[Illustration på side 75]

Det første afdelingskontor bestod af et lille værelse i denne bygning

[Illustration på side 77]

Japie Theron

[Illustration på side 79]

Henry Myrdal

[Illustration på side 79]

Piet de Jager

[Illustration på side 82]

Henry Ancketill, 1915

[Illustration på side 82]

Grace og David Taylor

[Illustration på side 82]

Denne brochure som udkom i 1931, indeholdt resolutionen om at antage navnet Jehovas Vidner

[Illustrationer på side 84]

Betelfamilien i 1931 i Cape Town, deriblandt George og Stella Phillips

[Illustration på side 87]

Indspilning af grammofonplade på xhosa

[Illustration på side 87]

Andrew Jack og Frontex-trykkemaskinen, 1937

[Illustration på side 87]

Første udgave af „Ny Verden“ og „Vagttårnet“ på afrikaans

[Illustration på side 90]

Delegerede ved stævnet i Johannesburg, 1944

[Illustration på side 90]

Foredrag averteres med plakater, 1945

[Illustration på side 90]

Frans Muller og Piet Wentzel med grammofoner, 1945

[Illustration på side 95]

Gert Nel, vennetjener, 1943

[Illustration på side 95]

Forkyndelse i landdistrikt, 1948

[Illustration på side 99]

Andrew Masondo og hans anden kone, Ivy

[Illustration på side 99]

Luke og Joyce Dladla

[Illustration på side 99]

Første udgave af „Vagttårnet“ på zulu

[Illustration på side 102]

Velloo Naickers eksempel hjalp 190 af hans familiemedlemmer til at tage imod sandheden

[Illustrationer på side 102]

Gopal Coopsammy som 21-årig og i dag med sin kone, Susila. De har hjulpet 150 mennesker frem til dåb

[Illustration på side 104, 105]

Isabella Elleray

Doreen Kilgour

[Illustration på side 108, 109]

første bygning, 1952

Betel, Elandsfontein, 1972

[Illustrationer på side 110]

Højdepunkter fra områdestævner

(Øverst) Frigivelse af bogen „Børn“, 1942; (i midten) dåbskandidater, 1959; (nederst) xhosa-kor byder delegerede velkommen, 1998

3428 blev døbt sidste år!

[Illustration på side 120]

Elijah Dlodlo udholdt piskeslag

[Illustration på side 121]

Florah Malinda, almindelig pioner. Hendes datter blev brutalt myrdet

[Illustration på side 122]

Moses Nyamussua blev dræbt af en pøbelskare

[Illustrationer på side 140, 141]

Hurtigbyggeri af rigssale

Menigheden i Kagiso fik hjælp til at få en ny rigssal

Før

Under

Efter

Rathanda-menigheden i Heidelberg elsker deres nye rigssal

Der er blevet opført 7207 rigssale i 37 afrikanske lande; endnu 3305 er planlagt!

[Illustration på side 147]

Familien Rossouw i dag

[Illustrationer på side 150]

Stævnehallen i Midrand

[Illustration på side 155]

Nødhjælp til Zimbabwe, 2002

[Illustration på side 155]

Der er blevet udviklet computersoftware til hjælp for oversættere

[Illustrationer på side 156, 157]

Afdelingskontoret i Sydafrika, 2006

Beboelses- og kontorbygninger, den nye trykkemaskine og forsendelsesafdelingen

[Illustrationer på side 156, 157]

Afdelingskontorets udvalg

Piet Wentzel

Loyiso Piliso

Rowen Brookes

Raymond Mthalane

Frans Muller

Pieter de Heer

Jannie Dieperink

[Illustrationer på side 161, 162]

Namibia

William og Ellen Heindel

Coralie og Dick Waldron, 1951

Oversættelseskontoret i Namibia

[Illustrationer på side 167]

Lesotho

(Øverst) Abel Modiba i kredstjenesten på hesteryg; (herover) huleboere stimler sammen omkring en missionær; (til venstre) Per-Ola og Birgitta Nygren

[Illustrationer på side 168]

Botswana

Ægteparret Thongoana forkynder for en gadesælger

Forkyndelse fra hytte til hytte

[Illustrationer på side 170]

Swaziland

James og Dawne Hockett

Forkyndelse på et marked i Mbabane

[Illustrationer på side 170]

Sankt Helena

Kampagnen med „Rigets Nyheder“ blev færdiggjort på én dag; (herunder) havnebyen Jamestown

[Illustration på side 175]

Internationalt stævne, 1993

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del