Mennesket — den største fare

Menneskenes fremfærd i Drakensberg har ofte været voldsommere end de uvejr der raser i bjergene. I 1818 begyndte en periode med indædte stammekrige blandt de sorte, og de smukke bjerge blev skueplads for mange grufulde handlinger mennesker imellem. I 1823 var Natals befolkning skrumpet ind fra omkring én million til nogle få tusind. De overlevende fra de spredte stammer søgte tilflugt i bjergene.

Da de første hvide fra omkring 1837 begyndte at bosætte sig i området, måtte de forskellige interesser uundgåeligt kollidere. Buskmændene holdt ikke kvæg, men betragtede alle dyr, både kvæg og vildt, som noget der skulle være til alle menneskers rådighed. Til gengæld anerkendte de at nogle kunne have retten til at jage på bestemte områder. At fremmede gik på jagt på deres område var således det samme som en krigserklæring. De hvide jagede for sportens skyld og dræbte derved det vildt buskmændene levede af. Buskmændene gjorde gengæld ved at stjæle den hvide mands kvæg. Den hvide mand svarede igen ved at jage og udrydde buskmændene, der blev betragtet som en laverestående race som ikke var bevaringsværdig. De små mennesker blev også angrebet af sorte stammer. Følgelig blev buskmændene udryddet i dette område.