Hvordan kan evangeliet gavne dig?
BIBELEN skattes højt for sin litterære værdi — selv blandt ateister. Det er imidlertid de færreste der ønsker at indrette deres liv efter det de læser. Eftersom Bibelens gode nyhed er næsten to tusind år gammel, mener mange at den burde moderniseres, gøres tidssvarende. Men er evangeliet forældet og gammeldags? Nej, slet ikke.
Millioner af mænd og kvinder, unge som gamle, ved at Bibelen er en uvurderlig kilde til hjælp. Det er som der siges i forordet til Today’s English Version: „Bibelen er ikke blot et litterært mesterværk som skal beundres og æres, den er en god nyhed for mennesker overalt — et budskab der både skal forstås og efterleves i hverdagen.“
Hvad betyder evangeliet for dig? Bruger du det som en rettesnor i hverdagen? Læg mærke til hvordan den gode nyhed har været til gavn for nogle der var lydhøre i det første århundrede og hvordan det samme er tilfældet i vor tid.
Mennesker der er blevet hjulpet af evangeliet
På Jesu tid blev hårdtarbejdende fiskere og husmødre tiltrukket af den gode nyhed og lærte sandheden om Guds hensigt med menneskene at kende. Den gode nyhed ændrede deres liv radikalt og virkede ofte som en stor befrielse. Maria Magdalene blev for eksempel helbredt for dæmonbesættelse. Zakæus, der var overskatteopkræver, forlod sin begærlige livsform. (Lukas 8:2; 19:1-10) De blinde og spedalske blev hjulpet når de kom til Jesus, han som forkyndte den gode nyhed. (Lukas 17:11-19; Johannes 9:1-7) Jesus kunne med rette sige: „Blinde ser igen og halte går omkring, spedalske bliver renset og døve hører, døde bliver oprejst og fattige får den gode nyhed forkyndt.“ — Mattæus 11:5.
Det der betød mest for disse dårligt stillede mennesker var imidlertid ikke at de blev helbredt rent fysisk men at deres personlighed blev ændret som følge af den gode nyhed. Retsindige fik derved et håb for fremtiden. De satte deres lid til evangeliet om Guds rige — hvilket er langt bedre end noget som helst socialt evangelium. (Mattæus 4:23) Deres håb bristede ikke da Jesus døde. I Apostelgerninger 5:42 finder vi en beskrivelse af situationen efter Jesu død. Her står: „Hver dag fortsatte de med, i templet og fra hus til hus, uden ophør at undervise og at forkynde den gode nyhed om Messias, Jesus.“ I det første århundrede reagerede folk i mange lande positivt på denne forkyndelse og modtog åndelig hjælp.
Riget var den bedste nyhed dengang. Er Rigets budskab stadig en god nyhed?
Hvad betyder den gode nyhed i dag?
Hvis du længes efter en fredfyldt og sikker verden, er Rigets nyheder noget for dig. Ja, i en verden med hundreder af millioner underernærede og sultende mennesker, med skræmmende sygdomme der truer alle, med en alarmerende stigning i kriminaliteten og en omsiggribende politisk ustabilitet, er det den eneste virkelige og vedvarende gode nyhed. Den repræsenterer det eneste sande håb om en ægte forbedring.
Det er derfor Jesus forudsagde dette om vor tid: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Mattæus 24:14) Disse ord bliver på en bemærkelsesværdig måde opfyldt ved at Jehovas vidner forkynder den gode nyhed i mere end 200 lande. En katolsk publikation, Nova Evangelização 2000, roser Jehovas vidner for dette og siger: „Hvor finder vi Jehovas vidner? På dørtrinnet ved hjemmene. Og for at være et vidne for Jehova, og i øvrigt tilhøre Jehova, må man være en forkynder. Derfor ser vi dem forkynde, bekendtgøre og præsentere deres erfaringer.“
Ingen høster dog helt automatisk gavn af den gode nyhed. Den hjælper kun dem der lytter og adlyder. For at illustrere dette fortalte Jesus en lignelse om en mand der gik ud for at så. De forskellige slags jord sæden faldt i, skulle illustrere den forskel der er på hjertetilstanden blandt dem der lytter til den gode nyhed. Jesus sagde: „Hvor nogen hører rigets ord men ikke får fat i meningen, dér kommer den onde og river det der er sået i hans hjerte bort . . . Men den der blev sået i den gode jord, det er den der hører ordet og får fat i meningen og som virkelig bærer frugt, én hundrede fold, én tres og én tredive.“ — Mattæus 13:18-23.
Ligesom i det første århundrede anstrenger de fleste mennesker i dag sig ikke særlig meget for at forstå den gode nyhed. De får ikke fat i meningen og går derfor glip af goderne. Andre, derimod, viser værdsættelse af den gode nyhed og lærer hvordan de kan bringe deres liv i harmoni med Guds vilje. Dette er til velsignelse for dem. Hvilken af de to grupper hører du til?
Evangeliets kraft i vor tid
Erfaringerne viser at forståelse af den gode nyhed hjælper dem som ’intet håb har og er uden Gud’. (Efeserne 2:12; 4:22-24) Roberto fra Rio de Janeiro havde brug for hjælp. Lige fra sine unge år havde han ført et udsvævende liv og var involveret i narkotikamisbrug, umoralitet og tyveri. Til sidst endte han i fængsel. I fængselet studerede Roberto Bibelen med et Jehovas vidne der var på besøg. Han gjorde så gode åndelige fremskridt at hans fængselsstraf blev kraftigt nedsat.
Efter løsladelsen mødte Roberto en ung pige som han tidligere havde overfaldet og truet med en pistol. Hun studerede også Bibelen med Jehovas vidner. Hvad skete der? Det fremgår af dette lille afsnit af et brev: „De mødte hinanden i rigssalen for første gang siden overfaldet. Det var et rørende gensyn. De græd begge af glæde og omfavnede hinanden som bror og søster. Nu er både den forhenværende tyv og hans offer lovprisere af Jehova.“
Et andet eksempel er Isabel. Hun havde også brug for hjælp eftersom hun var kendt for at have et hidsigt temperament. Isabel var dybt involveret i spiritisme og magi og blev plaget af dæmoner. Mens hun studerede Bibelen med Jehovas vidner fandt hun ud af at den gode nyhed virkelig hjælper. Efter nogen tid gjorde hun sig fri af dæmonernes indflydelse og ændrede sin personlighed — til sidst lærte hun at beherske sit temperament. Nu er hun en trofast kristen der er kendt for at være venlig over for andre.
Ja, den gode nyhed er ikke blot teori. Den har virkelig kraft til at ændre menneskers liv. (1 Korinther 6:9-11) Men den gør mere end det. Den peger også frem til kommende velsignelser.
Velsignelser i fremtiden
Ifølge Guds ord har vi fantastiske fremtidsudsigter i vente. Jesu bøn om at Guds rige må komme og at hans vilje må ske på jorden som den sker i himmelen vil blive opfyldt for øjnene af os. (Mattæus 6:10) Inden længe vil den nuværende tingenes ordning med dens nedbrydende fordærv og vold blive fjernet, og Guds himmelske regering, hans rige, vil herske over retsindige mennesker som har været villige til at lytte til og adlyde den gode nyhed. — Daniel 2:44.
Det vil betyde radikale forandringer når trofaste mennesker bliver tilskyndet til at omdanne jorden til et paradis hvor de sagtmodige skal leve til evig tid. (Salme 37:11, 29) Det er afgjort en god nyhed at kriminalitet, sygdom, hungersnød, forurening og krig vil forsvinde for stedse! Kan du se dig selv og din familie i denne nye verden hvor der vil råde fred og hvor I vil have et fuldkomment helbred, og aldrig behøve at frygte for sygdom og død? — Åbenbaringen 21:4.
Mange opfatter en sådan god nyhed som letkøbt eller utopisk. Men heri tager de fejl. Den gode nyhed er grundlagt på de bedste beviser, og den har allerede forandret millioner af menneskers liv. Bliv derfor aldrig foruroliget hvis andre ikke tror på budskabet.
Forestil dig at en besindig person køber et stykke jord i et industriområde idet han regner med at tjene penge på sin investering. Ville nogen mon bebrejde ham for at have investeret sine penge på denne måde? Nej. Folk ville snarere sige at han havde handlet klogt. Hvorfor så ikke være forudseende med hensyn til Riget og investere, så at sige, i den gode nyhed? Eftersom det at tage imod den gode nyhed betyder frelse, kan man ikke investere i noget der giver et bedre afkast. — Romerne 1:16.
Hvordan kan du investere i den gode nyhed? Først og fremmest må du være villig til at blive oplært af Gud. Derefter må du handle i overensstemmelse med det du lærer. Du må følge de grundlæggende krav som en af fortidens hebraiske profeter har nævnt: „Hvad kræver Jehova af dig andet end at du øver ret og elsker loyal hengivenhed og vandrer beskedent med din Gud?“ (Mika 6:8) Det tager tid og kræver en indsats at lære at vandre med Gud. Jehovas vidner vil med glæde hjælpe dig — ligesom de har hjulpet Roberto og Isabel og millioner af andre gennem årene.
Mens du venter på opfyldelsen af Guds løfter, må du pleje din investering ved at leve i overensstemmelse med den gode nyhed, opdyrke fred i sindet og opbygge et nærmere forhold til Gud. På den måde kan du sikre din investering; ingen økonomisk depression eller politisk omvæltning vil true den. Og sidst, men ikke mindst, vil den give et uvurderligt udbytte. Hvordan? Apostelen Johannes skrev: „Verden forsvinder, og det gør dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ — 1 Johannes 2:17.
[Illustration på side 7]
Den gode nyheds sæd falder i forskellige slags jord
[Kildeangivelse]
Garo Nalbandian