Rumfærgeprogrammet — til krig eller fred?

NASA’s historie handler om det konstante tovtrækkeri mellem dem der har betragtet rumfartsadministrationen som et middel til fredelig udforskning af rummet og dem der hovedsagelig har set den som en mulighed for at få overtaget over Sovjetunionen i den kolde krig. I 1982 sammenfattede Harold C. Hollenbeck, medlem af Repræsentanternes Hus, denne interessekonflikt da han om Videnskabernes Hus og Det Teknologiske Udvalg sagde: „Det er en tragedie at det amerikanske folk ikke er klar over den civile rumfartsadministrations politisering og militarisering. . . . Det er et civilt team som sætter os på Månen . . . Jeg ønsker ikke et rumprogram som koster det hvide ud af øjnene og som indgår i Pentagons stjernekrigsprogram. . . . Jeg håber blot at den næste generation af amerikanere ikke vil se tilbage på os her i dag som de ledere der passivt så til mens Amerika forvandlede sig fra en ædel forsker til en interstellar krigsmaskine.“

Han sagde endvidere at mennesket var ved at ødelægge sin fremtid: „Vi drog ud i rummet for at flytte grænser — og fører nu hadet og bitterheden fra Jorden ud i himlene som om det var menneskets ret at føre krig overalt.“ Økonomiske, politiske og militære interesser har forsøgt at overtage NASA. Milliarder af dollars og tusinder af arbejdspladser (og stemmer) var knyttet til dens fremtid.

Det er logisk at spørge hvilken gavn vi har haft af rumforskningen. Og hvad vil fremtiden bringe?

Rumforskning — hvad vil fremtiden bringe?

EFTER sammenbruddet af det kommunistiske Sovjetimperium er konkurrenceelementet næsten forsvundet ud af rumkapløbet. Nogle forskere har nu mistet deres vigtigste motivation — at komme før de andre. I stedet for at kappes taler russiske og amerikanske rumforskere nu om at samarbejde og forene deres viden og dygtighed. Men der er stadig mål at nå og mange uløste spørgsmål. Ét er: hvad gavn har menneskeheden haft af hele det vældige og bekostelige apparat man har stablet på benene for at udforske det ydre rum?

Ifølge en NASA-publikation er der i løbet af de sidste tre årtier „blevet opsendt mere end 300 [ubemandede fartøjer] som led i programmer der drejer sig om alt lige fra udforskning af solsystemet, forudsigelse af vejret, global kommunikation og til studier af Jordens ressourcer“. Har resultaterne retfærdiggjort de store pengesummer der er blevet bekostet på disse programmer? NASA hævder at nationens investering i disse projekter „har tjent sig hjem flere gange både hvad angår tid, penge og teknisk kunnen“. NASA begrunder endvidere udgifterne ved at sige: „Cirka 130.000 amerikanere er beskæftiget ved rumprogrammerne. De forsker i forbedring af brandsikre stoffer og malinger, mindre og mere holdbare radio- og tv-apparater, hårdere plasticer, stærkere klæbestoffer, elektroniske overvågningssystemer til hospitalspatienter, mere avanceret computerteknologi og meget andet.“

Et andet afkast af rumprogrammet er en mere detaljeret kortlægning af Jordens overflade, ja, selv undergrunden. På rumfærgens anden tur skulle man udføre et eksperiment ved hjælp af „et relativt primitivt optisk måleinstrument“. Det „var tænkt som en simpel geologisk undersøgelse med et radar-altimeter“. (Prescription for Disaster af J. J. Trento) Imidlertid gjorde man en uventet opdagelse. „Da rumfærgen vendte hjem og billederne . . . blev fremkaldt, kunne man se veje og gader i en gammel by begravet i Saharas sand. En svunden kultur var fundet.“ Også på anden måde har vi haft gavn af rumforskningen.

Hvordan bliver vejret?

De daglige vejrudsigter med kort og billeder er noget de fleste der har fjernsyn tager for givet. Men hvor har de stor betydning for vores daglige planlægning! Hvis der er stormvejr, regn eller sne på vej, vil man få det at vide i god tid — takket være de vejrsatellitter som kredser om Jorden.

I de sidste 30 år har meteorologiske satellitter transmitteret informationer om Jordens vejrlig. I en NASA-publikation siges der: „Disse satellitter gør det ikke kun muligt for os at forstå vore omgivelser bedre, de hjælper os også til at beskytte os mod farer.“ For eksempel nævnes en orkan som i 1969 ramte Mississippi-deltaet og forårsagede ejendomsskader for 1,4 milliarder dollars. „Men takket være vejrudsigter baseret på satellitfotos, mistede kun 256 mennesker livet, og de fleste af dem kunne have overlevet hvis de i tide havde lyttet til advarslerne om at forlade området.“ Ja, sådanne vejrmeldinger kunne også komme til gavn de steder hvor man regelmæssigt hærges af monsunregn og storme.

Men rumforskere er ikke blot interesserede i hvad der gavner Jordens beboere. De har langt mere ambitiøse mål.

Bosættelser på planeterne

Andre visioner taler til manges fantasi — nemlig planerne om at befolke og udnytte andre planeter. George Henry Elias skriver i sin bog Breakout Into Space — Mission for a Generation: „Skabelsen af interplanetarisk civilisation er afgørende for at vore arter kan overleve. . . . Vi mennesker har nu bredt os ud over hele planeten, og det er på tide at vi flytter til et større opholdssted. Et tomt solsystem venter os.“ I første omgang har han kig på planeten Mars.

Én der fuldt og fast tror at mennesker en dag vil flytte til Mars er forhenværende astronaut Michael Collins. Han var pilot på Gemini 10 i 1966 og senere pilot i kommandomodulet på Apollo 11, som bragte mennesket til Månen. I sin bog Mission to Mars siger han: „Mars virker venlig, tilgængelig, ja endda beboelig.“

Bruce Murray, langvarig direktør for Laboratoriet for Jetdrift i Pasadena, taler varmt for en fælles russisk-amerikansk ekspedition til Mars. Som medstifter af Det Planetariske Selskab har han for nylig forsøgt at fremskynde programmet „Til Mars . . . i fællesskab“. Han siger: „Mars er fremtidens planet. Den vil blive en tumleplads for eventyrlystne fremtidige generationer.“

Marshall Brement, tidligere amerikansk ambassadør i Island, skriver: „De to lande kan lære meget af hinanden inden for rumfart. Sovjetunionens bemandede rumprogram overgås ikke af nogen andre. De sovjetiske kosmonauter har alle rekorder i ophold i rummet. . . . Begge nationers tilsagn om sammen at bygge en månestation, rejse rundt om Venus og lande på Mars kan have stor videnskabelig betydning.“

Det Planetariske Selskab, hvis stifter er astronomen Carl Sagan fra Cornell University, har udgivet „Mars-deklarationen“ som lyder: „Mars er den verden vi bor dør om dør med, den nærmeste planet som det er muligt for menneskelige opdagelsesrejsende at lande sikkert på. . . . Mars indeholder et lager af videnskabelige oplysninger — af stor betydning i sig selv, men også af betydning for de oplysninger vi måske kan få om livets opståen og om hvordan vi bedre kan beskytte Jordens miljø.“

Som vi allerede har set har nogle forskere stor tiltro til at mennesker kan komme til Mars og bosætte sig dér. Den menneskelige nysgerrighed og kundskabstørst vil sikkert fortsat anspore mænd og kvinder til at flytte grænser. Et af formålene med Hubble-rumteleskopet var ifølge en meddelelse fra NASA at „søge efter andre verdener, andre galakser og selve universets oprindelse“. NASA siger også: „Perspektiverne for rumfarten i det 21. århundrede er spændende og udfordrende. Vi kan se frem til at skabe fabrikker i kredsløb om Jorden, månebaser og bemandede ekspeditioner til Mars. Nu hvor grænsen til rummet er blevet overskredet er der ingen vej tilbage.“