Hvilken plads bør sporten have?

SKABEREN beskrives i Bibelen som ’den lykkelige Gud’, og han ønsker at hans skabninger skal være lykkelige. (1 Timoteus 1:11) Det er derfor han har skabt menneskene med evnen til at glæde sig over sport og leg. The New Encyclopædia Britannica skriver: „Sportens og idrættens historie er en del af menneskets historie.“

Fremkomsten af bolden siges at have været en revolution i sportens historie. Ovennævnte opslagsværk siger: „Den kendsgerning at dyr nyder at tumle med legesager, tyder på at bolden eller en erstatning for den til enhver tid er blevet trillet eller kastet.“

Interessant nok har man også i umindelige tider haft noget man slår til bolden med. „Perserne, grækerne og de amerikanske indianere havde boldtræsspil,“ oplyser opslagsværket. „Polo, et ord af tibetansk oprindelse, var tilsyneladende velkendt i en eller anden form blandt perserne på Darius I’s tid (regerede 522-486 f.v.t.). Golfspillet, som i sin moderne form hævdes at stamme fra Skotland, havde respektable forløbere i romersk tid og i mange europæiske lande.“

Idrættens tidlige historie

Århundreder før De Hebraiske Skrifter („Det Gamle Testamente“) blev fuldført, var organiseret sport populært. For eksempel blev der afholdt idrætslege hvert fjerde år i Olympia i Grækenland. The New Encyclopædia Britannica fortæller: „Der findes lister over Olympias mestre fra 776 f.v.t. til 217 e.v.t.,“ altså næsten tusind år! De olympiske lege spillede så stor en rolle i grækernes tilværelse at man målte tiden ved hjælp af dem. Hver fireårs periode mellem legene blev kaldt en olympiade. Ifølge den græske tidsregning blev Jesus Kristus født i den 194. olympiade.

De Hebraiske Skrifter taler ikke om organiserede sportslege, skønt en af profeterne siger at Jerusalems torve „vil være fyldt med drenge og piger der leger“. (Zakarias 8:5) Over et hundrede år før Jesu fødsel blev der introduceret græske atletikkonkurrencer i Israel. I Jerusalem opførte man en idrætsplads, og selv nogle af præsterne forsømte deres pligter for at deltage i legene. — 2 Makkabæerbog 4:12-15.

Augustus, der var romersk kejser da Jesus blev født, var en stor ynder af idræt og gjorde sportslege populære i Rom. Størst interesse havde de romerske borgere imidlertid for kamplege som boksning og brydning. Ofte udartede sportskampene sig til voldelige, blodige bataljer hvor mænd kæmpede til døden mod hinanden eller mod dyr.

Sport i „Det Nye Testamente“

Men at der fandt sådanne rå tvekampe sted betød ikke at der var noget galt med sporten som sådan. Vi læser ikke i Bibelen at Jesus eller hans disciple fordømte sportslege. Apostlene hentede ofte billeder fra sportsverdenen når de skulle illustrere lærepunkter.

Det var tydeligvis løbene ved de olympiske lege apostelen Paulus havde i tanke da han tilskyndede kristne: „Ved I ikke at løberne i et løb alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb på en sådan måde at I kan opnå den.“ Han tilføjede: „Enhver som tager del i en idrætskamp, viser selvbeherskelse i alt. De gør det naturligvis for at få en forgængelig krone, men vi en uforgængelig.“ — 1 Korinther 9:24, 25.

Ved en anden lejlighed sagde Paulus at kristne skulle løbe beslutsomt for at vinde livets sejrspris. „Jeg [jager] frem mod målet efter sejrsprisen, kaldet opad fra Gud,“ skrev han. (Filipperne 3:14) Da Paulus gjorde Timoteus opmærksom på nødvendigheden af at leve et moralsk rent liv, skrev han: „Og det gælder også hvis nogen tager del i kamplegene: han krones ikke medmindre han har kæmpet efter reglerne.“ (2 Timoteus 2:5) Apostelen Peter skrev at kristne hyrder som røgter deres ansvar vil „modtage herlighedens uvisnelige krone“. — 1 Peter 5:4.

Den unge Timoteus har sikkert også været hyrde for unge kristne som var sportsinteresserede. Paulus skrev derfor til ham at „legemlig opøvelse [som gymnast] er gavnlig til lidt,“ og anerkendte dermed at de legemsøvelser grækerne dyrkede med så stor strenghed havde en vis værdi. „Men,“ tilføjede Paulus straks, „gudhengivenhed er gavnlig til alt, idet den indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme.“ — 1 Timoteus 4:8; se The Kingdom Interlinear Translation of the Greek Scriptures.

Motionens berettigelse

Bibelen viser at legemlig opøvelse har sin berettigelse. Men der er behov for en ligevægtig holdning. „Lad jeres rimelighed blive kendt for alle mennesker,“ tilskyndede Paulus. (Filipperne 4:5) Men det kan være svært at finde den rette balance.

Grækerne lagde alt for stor vægt på sport, og romerne afholdt bloddryppende sportskampe der var til skade for såvel deltagerne som tilskuerne. Omvendt har nogle i religionens navn bekæmpet og endog forbudt idrætslege. The New Encyclopædia Britannica siger: „Den puritanske atmosfære i det 17. århundrede lagde en dæmper på morskaben i Europa og Amerika.“

Sporten har i de senere år fået et comeback uden sidestykke i historien. „Næst efter vejret,“ bemærker The World Book Encyclopedia, „er sporten nok et af de emner folk snakker mest om.“ Sport er endda blevet kaldt for „massernes opium“.

Hvilke problemer har den store sportsinteresse affødt? Mærker du eller din familie noget til bivirkningerne? Hvordan kan man holde sporten på dens rette plads?

Sportens skyggesider i dag

TIDLIGERE sagde man at det var sundt at dyrke idræt fordi det øgede ens karakterstyrke. Man mente at sportslige dyster fremmede arbejdsomheden, sportsånden og legeglæden. Men i dag lyder sådanne argumenter søgte og endda hykleriske i manges ører.

Især ’vinde for enhver pris’-mentaliteten skaber problemer. Bladet Seventeen kalder den for „sportens skyggeside“. Hvorfor? Ifølge bladet fordi „ønsket om at vinde har førsteprioritet på bekostning af ærlighed, skolearbejde, sundhed, lykke og de fleste andre vigtige aspekter af livet. Alt går ud på at vinde.“

Det der skete med Kathy Ormsby, en fremragende amerikansk løbepige, viser hvilke tragiske konsekvenser det kan få når der lægges for stor vægt på sportslige præstationer. Den 4. juni 1986, få uger efter at Kathy havde sat USA-rekord i 10.000-meter-løb for studiner, drejede hun midt under et landsstævne i atletik væk fra banen, løb hen til en nærliggende bro og sprang ud i et forsøg på at begå selvmord. Hun overlevede men blev lam fra bæltestedet og nedefter.

Scott Pengelly, der er sportspsykolog, siger at Kathy ikke er noget særtilfælde. Efter Kathys selvmordsforsøg fik han telefonopringninger fra sportsfolk der sagde: „Jeg har det på samme måde.“ En anden sportskvinde, Mary Wazeter fra Georgetown-universitetet, der satte landsrekord i halvmaratonløb for sin aldersklasse, forsøgte også at begå selvmord ved at springe ud fra en bro og blev lammet for livstid.

Kampen for at vinde, for at leve op til forventningerne, kan være utrolig hård, og konsekvenserne ved at tabe kan være fatale. Donnie Moore, elitekaster for baseballholdet California Angels, var i 1986 ét kast fra at sende sit hold i World Series. Men slåeren på modstanderholdet fra Boston nåede hele banen rundt på sit slag, og Boston-holdet vandt USA-ligamesterskabet. Utrøstelig over sit dårlige kast gik Donnie hjem og skød sig.

Konkurrencemomentet tager overhånd

En anden skyggeside ved nutidens sport er den ekstreme konkurrenceånd. Det er ingen overdrivelse at sige at sportsfolk kan blive forvandlet til rene uhyrer. Mens Larry Holmes var verdensmester i sværvægtsboksning sagde han at han fuldstændigt måtte forandre sig hver gang han gik i ringen. „Jeg må lade godheden blive ude,“ forklarede han, „og bringe alt det dårlige med ind, ligesom en anden Dr. Jekyll og Mr. Hyde.“ Mange sportsfolk bliver ondskabsfulde i deres kamp for at vinde.

„Ilden må brænde i dig,“ har en tidligere træner inden for amerikansk fodbold sagt, „og intet nærer denne ild bedre end had.“ Selv den tidligere amerikanske præsident Ronald Reagan skal engang have sagt til et college-fodboldhold: „I kan føle et rent og ufordærvet had mod jeres modstander. Hadet er ufordærvet fordi det kun er symboliseret i trøjen.“ Men er det sundt at nære et sådant had til modstanderen?

Bob Cousy, en tidligere spiller for basketballholdet Boston Celtics, sagde engang om sin opgave som mandsopdækker af Dick Barnett, en af topscorerne for Los Angeles Lakers: „Jeg sad på mit værelse fra morgen til aften og spekulerede kun på Barnett, dels for at gennemtænke hvordan jeg skulle stoppe ham, dels for at oparbejde had til ham. Da jeg kom ind på banen var jeg så hadefuld at hvis Barnett havde så meget som hilst på mig, ville jeg sikkert have stukket ham en på tæven.“

Faktisk forsøger spillere ofte bevidst at skade modstanderne, og de bliver belønnet for det. Ira Berkow, der er sportsskribent for en avis, siger at en spiller som kan ’uskadeliggøre’ en modspiller i amerikansk fodbold bliver „omfavnet [af holdkammeraterne] for veludført gerning. Hvis han har leveret tilstrækkelig mange ødelæggende spark, . . . bliver han ved fodboldsæsonens slutning belønnet med forhøjet gage, og for periferispillernes vedkommende bliver de belønnet med en forlænget kontrakt. Som var det distinktioner bærer spillerne stolt øgenavne som ’Stygge’ Joe Greene, Jack ’Morder’ Tatum,“ og så videre. — The New York Times for 12. december 1989.

Fred Heron, der har været forsvarsspiller for St. Louis’ fodboldhold (amerikansk fodbold), beretter: „Trænerne fortalte os at [Cleveland Browns’] quarterback havde en sårbar hals. De foreslog at jeg, hvis jeg fik chancen, skulle forsøge at få ham sat ud af spillet. Under kampen brød jeg derfor igennem linjen, løb forbi centeren og guarden — og dér stod han! Med armen forsøgte jeg at rive hans hoved af led, og han tabte bolden. Mine holdkammerater tiljublede mig. Men da jeg så quarterbacken ligge på jorden og vride sig af smerte, spurgte jeg mig selv: ’Er jeg blevet forvandlet til et dyr? Dette her er en leg, men jeg forsøger at radbrække et andet menneske.’“ Heron tilføjer: „Der kom en bifaldsstorm fra publikum.“

Mange beklager alle de skader den stærkt konkurrencebetonede sport nu om dage afstedkommer. Desværre skades også millioner af børn som tidligt i livet begynder at dyrke konkurrencesport. Ifølge Det Amerikanske Forbrugerråd er der hvert år fire millioner børn i USA som behandles for sportsskader på skadestuer og cirka otte millioner mere som behandles af de praktiserende læger.

Penge og snyderi

Et andet problem inden for sporten er pengenes altoverskyggende rolle. Sporten domineres af pengebegær snarere end sportsånd og fair play. „Sporten har desværre fuldstændig mistet sin uskyld i løbet af 80’erne,“ siger Jay Mariotti, der er columnist ved The Denver Post, beklagende. „Sporten går ind i 90’erne som en betydelig magtfaktor i vor kultur, en mastodont, en milliardindustri (i USA med en omsætning på 63 milliarder dollars, og dermed landets 22. største industri) som i visse tilfælde snarere burde betegnes som et svindlerforetagende.“

Sidste år tjente 162 baseballstjerner — mere end hver femte af alle topspillere i De Forenede Stater — over en million dollars, og mindst én tjente op til tre millioner dollars. Nu, et år senere, vil mere end 120 spillere årligt tjene over to millioner dollars, heraf 32 over tre, samt mindst én over fem, lige til 1995. Jagten på penge og høje lønninger er også et gennemgående træk inden for andre sportsgrene.

Selv i amatørsport lægges der ofte stor vægt på penge. Det lønner sig at være træner for et vinderhold, idet man kan tjene op til 6,5 millioner kroner om året, reklamepenge iberegnet. Skoler hvis fodboldhold kvalificerer sig til årets pokalturneringer modtager enorme summer — i et enkelt år for nylig 55 millioner dollars. „Der skal tjenes penge på fodbold og basketball,“ forklarer college-rektor John Slaughter, „men det kan kun ske hvis turneringerne vindes.“ Dette ender i en ond cirkel idet konkurrencen bliver hårdere og hårdere — med katastrofale konsekvenser til følge.

Eftersom professionelle boldspilleres fortsatte ansættelse er betinget af deres succes, gør de ofte alt for at vinde. „Det er ikke længere sport,“ siger den tidligere baseballstjerne Rusty Staub. „Det er ondskabsfuld, benhård business.“ Tendensen til at snyde griber om sig. „Hvis man ikke snyder, gør man ikke alt for at vinde,“ forklarer baseball-outfield-spilleren Chili Davis. „Man kan tillade sig hvad som helst, bare det ikke bliver opdaget,“ siger New York Mets-infield-spilleren Howard Johnson.

Moralen er således gået fløjten, også inden for amatørsporten. „Nogle trænere og sportsledere snyder, mens formænd og bestyrelsesmedlemmer kigger den anden vej,“ indrømmer Harold L. Enarson, der er tidligere rektor for Ohios Statsuniversitet. Et år blev 21 universiteter i De Forenede Stater dømt af Det Nationale College-sportsforbund for snyderi, og 28 andre universiteter var under anklage.

Det kan derfor ikke undre at de unge spilleres værdinormer sænkes, hvilket er en anden udpræget skyggeside ved sporten i vore dage. Det er almindeligt at bruge doping for at øge de sportslige præstationer. Ofte dyrkes sporten på bekostning af uddannelsen. En større undersøgelse bekræfter at spillere på universiteter med store sportsprogrammer bruger mere tid på sport end på at studere og følge med i undervisningen. En landsdækkende undersøgelse fra USA viser at ved en tredjedel af de amerikanske colleger og universiteter med et større basketballprogram for herrer, gør færre end 1 ud af 5 spillere uddannelsen færdig.

Selv de få studerende som bliver professionelle og tjener godt, ender ofte som tragiske skæbner. De kan ikke styre deres økonomi og ser ikke realistisk på tilværelsen. Travis Williams, der i februar døde fattig og boligløs, 45 år gammel, er blot ét eksempel. Da han i 1967 spillede for fodboldholdet Green Bay Packers satte han en stadig bestående rekord inden for professionel amerikansk fodbold ved i snit at returnere modstandernes kick-off (startspark) 37,4 meter. Han fortalte engang at mens han gik på college „behøvede han aldrig at møde op til timerne. Han skulle bare vise sig ved træningen og kampene“.

Tilskuerproblemer

I dag bruger folk mere tid på at se sport end på selv at udøve den. Også dét har uheldige virkninger. Ved sportskampe opfører tilskuerne sig ofte voldeligt. I den følelsesladede atmosfære der omgiver sportsbegivenheder, er slåskampe almindelige, og hundreder af tilskuere er blevet såret og nogle dræbt.

Men i dag er de fleste tilskuere ikke fysisk til stede ved sportsbegivenhederne — de ser dem i fjernsynet. I nogle lande har man endda fjernsynskanaler som sender sportsnyheder døgnet rundt! Men er det problemfrit at se sport i fjernsynet derhjemme?

Langtfra. „I årevis har min mand kendt alle de professionelle sportsfolk ved navn,“ forklarer en kvinde, „og han er ikke noget isoleret tilfælde. Det er kun få af hans venner som ikke regelmæssigt ser sport. Det uheldigste ved det hele er at det påvirker børnene.“ Hun tilføjer: „Jeg er krænket over at min mand bruger sin fritid på at se sport uden at tage hensyn til mig eller børnene.“

En ’enlig svale’? Nej, bestemt ikke. Overalt i verden er der mennesker som bruger meget tid på at se sport og derved forsømmer deres familie. En brasiliansk husmoder peger på en farlig følge heraf: „Kærligheden og tilliden mellem mand og kone kan gradvis blive undermineret, hvilket kan bringe ægteskabet i fare.“

Sportsentusiaster er også ofte uligevægtige på andre områder. De idoliserer måske spillere, hvilket nogle spillere selv betragter som et problem. „Da jeg kom til min hjemby stod folk og gloede på mig som om de forventede en velsignelse fra paven,“ siger den tyske tennisstjerne Boris Becker. „Når jeg kiggede mine fans i øjnene . . . tænkte jeg ved mig selv at de ikke lignede mennesker. Deres øjne var stirrende og uden liv.“

Det er hævet over enhver tvivl at sport kan have en magnetisk tiltrækningskraft. Sport kan være spændende og fremelske en stærk loyalitetsfølelse. Folk bliver ikke alene fascineret af spillernes samarbejde og dygtighed men også af spillets uforudsigelige udfald. De vil gerne vide hvem der vinder. Desuden tjener sport som adspredelse for millioner af mennesker i en grå og trist dagligdag.

Men gør sport folk lykkelige? Kan den være til gavn? Og hvordan kan man undgå snarerne ved at dyrke sport?

[Ramme på side 9]

Sporten som religion

Canadieren Tom Sinclair-Faulkner siger at ishockey „i Canada ikke blot er et spil — for mange er det en religion“. Dette er også tilfældet i andre lande.

Amerikansk sport er blevet kaldt „en respekteret verdslig religion“. Sportspsykologen David Cox siger at „der er mange ligheder mellem sport og ordbogens definition af en religion“. Nogle „behandler sportsfolk som guder eller helgener,“ tilføjer David Cox.

Sportsfanatikere bringer store ofre, bruger meget tid og mange penge på deres sport, ofte på familiens bekostning. Fans tilbringer utallige timer med at se sportsbegivenheder på fjernsyn. De går stolt i yndlingsholdets farver og bærer offentligt sportsemblemer. De viser deres hengivenhed for sportsholdet ved at synge slagsange og istemme heppekor.

Mange sportsfolk beder om Guds velsignelse før en kamp og knæler ned for at takke Gud efter at have scoret et mål. I VM i fodbold i 1986 sagde en argentinsk fodboldspiller at et af hans mål skyldtes Guds hånd. Ligesom andre religiøse mennesker bliver sportsfanatikere endog kaldt „dogmatiske fundamentalister“. Deres fanatisme har ført til blodige kampe mellem rivaliserende fangrupper, til tider med dødelig udgang.

Ligesom falsk religion har sportens „verdslige religion“ sine „helgener“, traditioner, relikvier og ritualer som ivrige tilhængere ærer og højtideligholder, men som ikke giver deres liv virkeligt indhold.

[Illustration på side 7]

Det hænder at spillere gøres ukampdygtige

[Illustration på side 8]

Det kan give splid og ufred i familien hvis man ser for meget sport i tv

Hold sporten på den rette plads

DET er dejligt for en sportsmand at mærke at han bliver dygtigere eller mere udholdende. Gud har skabt os til at finde glæde ved fysisk udfoldelse. Endnu flere holder af at se andre dyrke sport. Som så meget andet er sport af det gode når det holdes på den rette plads.

Hvad sker der til sammenligning hvis folk får for meget sol når de er på stranden? De bliver forbrændt — hvilket tager noget af glæden og endda kan være farligt. Det samme gælder sport. Lidt er godt, men for meget er skadeligt.

At dyrke sport kan være en glimrende måde at slappe af og more sig på, men sporten bør ikke være ens et og alt. Sport i sig selv kan ikke give et menneske sand tilfredshed eller varig glæde. Desværre skal der ofte en tragedie til før man erkender dette. „Alle mine trofæer og medaljer er værdiløse,“ forklarer Mary Wazeter, den kvindelige atlet som sprang ud fra en bro og blev lam.

„Jeg har lært mange sandheder om livet,“ fortæller hun. „Én er at sand tilfredshed ikke opnås ved, som så mange tror, at stræbe efter det fuldkomne, efter præstationer. Det gav mig ikke tilfredshed at få topkarakterer, at vinde medaljer i løb eller at have en flot figur.“

Sociologen John Whitworth siger det endnu mere uforbeholdent: „Efter kampen er man blot et tal i en statistik. Det virker alt sammen overfladisk, men jeg går ud fra at det er typisk for vort samfund.“ Når sporten tillægges for stor betydning forvrænger det perspektivet.

Efter sin sejr i 200-meter-sprint ved de olympiske lege i 1964 udtalte Henry Carr: „Mens jeg kørte tilbage til den olympiske by så jeg for første gang rigtigt på guldmedaljen. . . . Jeg spurgte faktisk mig selv: ’Hvad i alverden! Har jeg slidt i alle de år, bare for at få denne her?’ Jeg var vred da jeg skulle have været lykkelig. Det var en virkelig skuffelse.“ Marlon Starling havde det på samme måde efter at han i 1987 havde vundet verdensmestertitlen i weltervægtsboksning. „Titlen,“ sagde han, „kan ikke måle sig med når mit barn siger: ’Far, jeg elsker dig.’“

Heraf kan man lære at produktivt arbejde, familieliv og især tilbedelsen af Gud bør have førsteprioritet. Bibelen har ret når den siger: „Legemlig opøvelse [som opnås ved sport] er gavnlig til lidt.“ (1 Timoteus 4:8) Dette viser hvor sporten rettelig hører hjemme i vort liv. Den må have en underordnet betydning. Eftersom man let kan blive grebet af sporten, må man altid passe på at vigtigere gøremål ikke forsømmes.

Tag dig derfor i agt hvis din familie klager over at du bruger for meget tid på at tale om, se eller dyrke sport. En kvinde hvis mand lagde sine sportsvaner om, siger taknemmeligt: „Nu tilbringer han mere tid sammen med børnene og mig. Somme tider ser vi en kamp i fjernsynet, men de fleste aftener går vi en tur og taler om dagens begivenheder. Det er dejligt, og det hjælper os til at bevare lykken.“

Hvad med konkurrenceånden?

Det er kun sundt at dyrke sport så længe konkurrencemomentet holdes på et fornuftigt plan. „Trænere, gymnastiklærere, forældre og børn er så opsatte på at vinde at de helt har glemt formålet med [de unges] sportsudøvelse,“ siger en læge ved et professionelt ishockeyhold beklagende. Formålet med sport, siger han, burde være „at opdyrke holdånd, disciplin, fysisk form og, frem for alt, at have det sjovt“.

Desværre har den hårde kamp for at vinde i mange tilfælde kvalt glæden. Sportspsykologen Bruce Ogilvie bemærker: „Da jeg engang interviewede nybegynderne på 10 større baseballhold sagde 87 procent af dem at de ønskede at de aldrig havde spillet i turnering for det havde taget spilleglæden fra dem.“ Et andet problem er at den benhårde konkurrence giver mange skader.

Bibelen råder: „Lad os ikke blive selvoptagne, så vi udfordrer hinanden og misunder hinanden.“ (Galaterne 5:26) Ifølge en græsk-dansk ordbog er grundbetydningen af det græske ord der her gengives med „udfordrer“ egentlig „kalder frem . . . til kamp“. An American Translation oversætter passagen sådan: „Lad os ikke i vor forfængelighed udfordre hinanden.“ Og fodnoten i studieudgaven af New World Translation har følgende alternative gengivelse: „Tvinger hinanden til en styrkeprøve.“

Det er altså ikke klogt at udfordre eller tvinge andre til at konkurrere. Det skaber ikke gode venskaber. Det kan være ydmygende at blive besejret i en påtvunget styrkeprøve hvis sejrherren bagefter praler af sin sejr. Det er ukærligt at være besat af konkurrenceånden. (Mattæus 22:39) Hvis konkurrencen imidlertid holdes på et venskabeligt og naturligt plan, kan det gøre spillet sjovt og spændende.

Nogle forsøger at reducere konkurrencemomentet til et minimum. „Jeg tror fuldt og fast på sport for sportens skyld op til 13-14-års alderen,“ siger en engelsk fodboldtræner. Han mener at det ville være bedre hvis der ikke blev ført kontrol med holdenes point og resultater og der ikke var forskellige serier og finalekampe, ja, at der kun blev lagt lidt eller slet ingen vægt på at vinde.

Holdningen til sportsstjerner

For at kunne holde sporten på den rette plads må man også have det rette syn på berømte sportsstjerner. Forståeligt nok beundrer man deres sportslige formåen. Men skal man gøre dem til idoler? Ofte har unge plakater med sportsfolk hængende på værelset. Men gør det som disse mennesker har udrettet dem virkelig fortjent til en sådan ære? Nej, måske tværtimod.

En ny spiller på et elitefodboldhold så til at begynde med op til mange af sine holdkammerater. Men på grund af deres opførsel og indstilling, siger han, „mistede jeg enhver følelse og respekt for dem.“ Han forklarer: „For eksempel kunne en sige: ’Hej, jeg gjorde det med fem piger sidste uge, min kone ikke iberegnet.’ Jeg kiggede på ham og tænkte ved mig selv: ’Det er den fyr jeg har beundret.’“

Det er forkert at gøre noget menneske til sit idol, især hvis vedkommende beskæftiger sig med noget som Bibelen siger kun har lidt værdi. Guds tjenere opfordres til at ’flygte fra afgudsdyrkelsen’. — 1 Korinther 10:14.

Hvordan sport er gavnlig

Bibelen siger som sagt at fysisk opøvelse, deriblandt sport, „er gavnlig til lidt“. (1 Timoteus 4:8) På hvilke måder? Hvordan kan man have gavn af sport?

Den græske læge Galenos, som i det andet århundrede var livlæge for den romerske kejser Marcus Aurelius, understregede at det er vigtigt med motion hvis man skal bevare et godt helbred. Han anbefalede at man dyrkede boldspil da man derved ville få rørt hele kroppen på en naturlig måde. Og da det sædvanligvis er sjovt at deltage i boldspil, er det desuden ikke så stor en overvindelse at skulle motionere.

Mange føler at sporten øger deres velbefindende. Efter en omgang workout eller en fodboldkamp føler de sig forfriskede. Dette kan ikke overraske, for, som dr. Dorothy Harris siger, „er motion naturens bedste beroligende middel.“

Fysisk træning, for eksempel ved gymnastik, jogging eller boldspil, bliver almindeligvis anset for sundt. „Mennesker der er i god form kan nemt klare deres daglige opgaver uden at blive udmattede og samtidig have energi tilovers til andre interesser,“ skriver World Book Encyclopedia. „De kan også bedre forhale ældningsprocessen end de der er i dårlig form.“

Men uanset hvor meget det gavner et menneske at dyrke sport, er sportens værdi begrænset. Alle mennesker ældes og dør til sidst. Efter at have anerkendt at „legemlig opøvelse er gavnlig til lidt“, siger Bibelen imidlertid: „Men gudhengivenhed er gavnlig til alt, idet den indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme.“ — 1 Timoteus 4:8.

Kun Jehova Gud, Skaberen, kan give os livet. Intet er derfor vigtigere end at vise „gudhengivenhed“, altså at ære, tilbede og tjene Gud. De der viser gudhengivenhed vil først og fremmest ønske at gøre Guds vilje. De vil anstrenge sig i Guds tjeneste og bruge deres ungdom som Jesus Kristus gjorde, til at fortælle andre om Gud og hans rige.

Ved at sætte Guds interesser først kan mennesker vinde hans gunst og opnå evigt liv i hans retfærdige nye verden. Dér vil den lykkelige gud, Jehova, sørge for at de erfarer sand lykke og tilfredshed.