På rejse for at søge efter meningen med livet

JEG havde boet i en fiskerlandsby på Sri Lanka en måneds tid. Der var stille og roligt, ja rigtig idyllisk. Jeg boede i en lille hytte, og for kun 70 amerikanske cents om dagen forsynede min nabo mig med ris, grøntsager og ind imellem også med fisk.

Så en morgen kom pludselig en solbrændt, europæisk udseende mand gående i sandet hen imod mig. Min første tanke var at han måtte være newzealænder ligesom jeg selv, men hans hilsen røbede med det samme at han var australier.

„Har du et sted at bo?“ spurgte jeg, helt overrasket over hvordan østerlændingenes gæstfrihed allerede havde smittet af på mig.

Han blev glad for tilbudet om logi og gav sig til at pakke sine få ejendele ud for at flytte ind. Blandt dem fik jeg øje på en grøn, indbundet bog.

„Hvad er det?“ spurgte jeg.

„En bibel,“ svarede han.

Nu kom jeg fra en familie der gik i kirke og mente at jeg vidste alt om hvad „Vestens religion“ havde at tilbyde. Det havde fået mig til at forkaste den som helt igennem hyklerisk.

„Hvorfor slæber du rundt på sådan en klods?“ spurgte jeg lidt kynisk.

„Der står meget godt i den,“ svarede Adrian. „Den taler endda om at verden, sådan som vi kender den, vil få en ende.“

Jeg var skeptisk. „Kan du vise mig det?“

Det gjorde han så, og jeg blev meget forbløffet!

Hvordan min rejse begyndte

Hvad lavede jeg, en 21-årig newzealænder, dér på Sri Lanka i november 1976? Jeg var rejst ud for at søge større indsigt, og denne rejse skulle bringe mig vidt omkring: Lige fra pragtfulde, månebeskinnede sandstrande i det tropiske Asien til snuskede opiumshuler i Penang; og fra noget nær skibbrud ud for Afrikas kyst til myldrende markeder i Port Sudan.

I 1975 havde jeg sagt farvel til mine forældre og mit karrierejob og var taget til Australien. Min plan var at tjene penge til en jordomrejse ved at arbejde i de australske miner. Alt gik planmæssigt. Jeg fik arbejde i en uranmine og tjente gode penge. Men allerede inden jeg påbegyndte rejsen var min tankegang begyndt at ændre sig. Jeg var begyndt at spekulere på hvad meningen med tilværelsen mon kunne være. I håb om at finde svar gav jeg mig til at læse bøger om filosofi og religion.

Derefter Sri Lanka

Flere måneders anstrengende rejse, den trykkende hede og den dårlige kost, tog hårdt på mig fysisk. Jeg trængte til at komme et sted hen hvor jeg kunne hvile ud. Men mere end noget andet følte jeg behov for at finde en fornuftig grund til at gøre det jeg gjorde, ja til alt hvad jeg foretog mig. Jeg havde kort sagt behov for at finde en grund til at leve.

Jeg havde hørt om den skønne natur på Sri Lanka, den pæreformede ø lige ud for Indiens sydspids. Jeg havde fået den beskrevet som en tropisk ø med sandstrande, koralrev i krystalklart vand, høje bjergtinder og kølige sletter med teplantager. Hvor kunne man finde et sted der var bedre egnet til hvile og meditation?

Jeg havde fået anbefalet østkysten, så der slog jeg mig ned i en lille fiskerlandsby. Det var her jeg tilfældigvis mødte Adrian. Men hvorfor blev jeg så forbløffet da Adrian læste op fra Bibelen som svar på mit spørgsmål? Fordi han viste to passager fra henholdsvis det 24. kapitel hos Mattæus og det 3. kapitel i Andet Timoteusbrev. Jeg havde aldrig hørt de vers oplæst i kirken, og her var endda forudsagt at „de sidste dage“ ville være præget af tiltagende kriminalitet, mangel på kærlighed, konstante skærmydsler mellem nationerne, menneskers frygt og så videre! Jeg kunne slet ikke skjule min forbavselse.

Adrian lo. „Ork, der er meget mere,“ sagde han.

Vi sad på stranden under stjernehimmelen og betragtede månen, der som en orangefarvet kæmpekugle steg op af havet. Adrian forklarede det han vidste om den storslåede hensigt Gud havde med vor planet. Selv om denne hensigt af forskellige årsager var blevet udskudt, ville den blive gennemført, og dét meget snart.

Jeg forstod ikke alt hvad Adrian fortalte, men der var noget ved hele denne samtale som rørte mig på en måde jeg aldrig før havde oplevet. Næste dag skrev jeg i min dagbog: „For første gang i mit forhold til kristendommen har jeg på fornemmelsen at der er noget sandt i den. Profetierne er indlysende; systemet vil snart blive bragt til ophør.“

Det begyndte at gå op for mig at hvis den almægtige Gud havde en hensigt og vi handlede i overensstemmelse med denne hensigt, kunne vi også få en mening med livet. Skønt tanken om at kunne leve evigt på en paradisisk jord stadig forekom mig noget fjern, ville det afgjort være en storslået hensigt med livet. Derfor besluttede jeg at undersøge sagen nærmere.

Der var også et andet skriftsted som overraskede mig en del. Adrian fortalte at Gud har et personligt navn og viste mig Salme 83:18: „Så man kan vide at du, hvis navn er Jehova, du alene er den Højeste over hele jorden.“ Jeg begyndte nu at forstå at denne Skaber ikke blot var en kraft, men en virkelig person med et personligt navn.