En lille ø vi kan lære noget af

RAPA NUI, en 170 kvadratkilometer stor vulkansk ø praktisk talt uden træer, er verdens mest afsidesliggende samfund.a I dag er hele øen nationalpark, blandt andet på grund af nogle stenstatuer der kaldes moai, frembragt af en førhen mægtig kultur.

Moai er hugget ud af vulkansk tuf. Nogle af dem ligger så dybt begravet at kun deres enorme hoveder er synlige. I andre tilfælde rager kroppen frem af jorden, og nogle moai bærer stadig deres stenparyk kaldet pukao. Langt de fleste statuer ligger ufærdige i stenbrud eller rundt omkring på gamle veje, som om håndværkerne blot havde smidt deres værktøj og var gået fra deres bestilling. De der står oprejst, står enten isoleret eller i rækker med op til 15 i hver, alle med ryggen til havet. Forståeligt nok har moai længe vakt forundring hos de besøgende.

I de senere år er forskere begyndt at løse statuernes gåde og forstå hvorfor deres bygmestre, der i fortiden tilhørte en stærk kultur, bukkede under. Det er værd at bemærke at forskningsresultaterne har mere end blot historisk værdi. Ifølge Encyclopædia Britannica afslører de „et budskab som er af stor betydning for vor tid“.

Arkæologerne og palæontologerne fokuserer på bosteder, brugsgenstande, moai og levninger af de dyr man spiste. Eftersom Rapa Nui-folkets eneste skriftlige optegnelser står på et hieroglyfagtigt skriftsprog, og dermed er vanskelige at tyde, er alle årstal inden europæernes ankomst cirkatidspunkter, og mange af teorierne er vanskelige at bevise.

Træerne bruges også som råmateriale til det udstyr øboerne bruger når de skal flytte og rejse stenstatuerne, som man nu er kommet godt i gang med at producere. Opdyrkningen af ny landbrugsjord og behovet for brænde gør fortsat indhug i skovene.

1200-1500 Fremstillingen af statuer er på sit højeste. Rapa Nui-folket bruger massevis af ressourcer på at lave moai og de ceremonielle platforme de står på. Arkæologen Jo Anne Van Tilburg skriver: „Rapa Nui-folkets sociale struktur ansporede dem til at bygge stadig flere og større statuer.“ Hun tilføjer: „Der blev fremstillet omkring 1000 statuer i en periode på 800 til 1300 år . . ., én for hver syvende eller niende indbygger på det tidspunkt hvor man skønner at indbyggertallet var højest.“

Statuerne blev ikke tilbedt, men de sættes i forbindelse med begravelses- og jordbrugsriter. Man har muligvis betragtet dem som tilholdssteder for ånder. De har tilsyneladende også været symbol på bygmestrenes magt, status og herkomst.

1770 Omkring dette tidspunkt begynder rivaliserende klaner blandt den resterende Rapa Nui-befolkning at vælte hinandens statuer. Da den britiske opdagelsesrejsende kaptajn James Cook besøger øen i 1774, ser han mange væltede statuer.

1804-63 Øget kontakt med andre civilisationer. Slaveri er nu almindeligt i Stillehavsområdet, og sygdom tynder stærkt ud i befolkningen. Den traditionelle Rapa Nui-kultur møder sit endeligt.

1864 På nuværende tidspunkt er alle statuerne væltet, og flere af dem er med forsæt blevet halshugget.

1872 Der er kun 111 indfødte tilbage på Rapa Nui.

I 1888 annekterer Chile Rapa Nui. I de senere år har øen været beboet af en sammensat befolkning på omkring 2100. Chile har erklæret hele øen for nationalpark. For at bevare Rapa Nui-folkets unikke særpræg og historie har man genrejst mange statuer.

„Vi må skifte religion“

Bogen tilføjer: „Hvis der er noget håb, består det sikkert i at vi skifter religion. Lige nu er vore guder økonomisk vækst, videnskab og teknologi samt en stadig stigende levestandard, og vores dyd er konkurrenceevnen. Disse guddomme, som vi anser for almægtige, kan sammenlignes med kæmpestatuerne på Påskeøen. Hver landsby konkurrerede med nabobyerne om hvem der kunne rejse den største statue. . . . Der blev brugt flere og flere kræfter på noget så ressourcekrævende og meningsløst som at udhugge, transportere og rejse statuer.“