Fred i ’nysammensatte’ familier

• ’27-årig mand sigtet for drab på sin treårige stedsøn.’

• „17-årig holbækker myrdet af stedmoder.“

• ’16-årig stak stedfader ned med køkkenkniv.’

„DER kan herske meget spændte forhold i ’nysammensatte’ familier,“ siger dr. John Visher, der er medstifter af en amerikansk forening for nydannede familier — det vil sige familier hvori der er en stedfader eller en stedmoder. „Når folk går ind i et sådant forhold med urealistiske forventninger, vil de sandsynligvis begynde at beklage sig over at de udsættes for et betydeligt pres.“ På grund af det voksende antal skilsmisser er der sket en drastisk stigning i antallet af ’nysammensatte’ familier. Men desværre opløses 44 procent af disse familier inden for de første fem år! Tilbage bliver dog mange for hvem det er lykkedes at løse de særlige problemer der er forbundet med at få to familier til at blive til én. Når man forsøger at løse denne opgave er det af altafgørende betydning at man anvender følgende bibelske principper.

„Afslutningen på en sag er bedre end begyndelsen på den. Den der har tålmods ånd, er bedre end den der har hovmods ånd. Vær ikke hastig . . . til at ærgre dig.“ (Prædikeren 7:8, 9) Ja, det er meget vigtigt at man er tålmodig! De forhold der kan tages for givet i ’naturlige’ familier, må gradvis opbygges i en ’nysammensat’ familie. Familien begynder ikke helt af sig selv at fungere som sådan. Eksperter siger at det kan tage mellem fire og syv år at udvikle en følelse af fællesskab. I begyndelsen bør stedfaderen eller stedmoderen tage situationen afslappet. De bør ikke tage sig det for nær hvis stedbørnene i første omgang afviser deres forsøg på at blive gode venner med dem.

„Ved overmod gives kun kamp, men hos dem der rådslår er der visdom.“ (Ordsprogene 13:10) Stædighed og overmod — hos børnene eller hos de voksne — resulterer i konflikter. Man bør sørge for at samles regelmæssigt for at ’rådslå’ og gennemdrøfte problemer og at lære at give udtryk for sine følelser på en hensynsfuld måde. Jo bedre man lærer sine „nye“ familiemedlemmer at kende gennem åben kommunikation, jo nærmere et forhold vil man få til dem.

„Den der har indsigt i en sag vil finde det gode, og lykkelig er den der stoler på Jehova.“ (Ordsprogene 16:20) Hvis man har indsigt vil man kunne se bag om det der falder i øjnene og forstå hvad årsagen er til en bestemt holdning eller adfærd. (Se interviewet på modsatte side.) Indsigt kan hjælpe en til at lægge mærke til andres gode sider.

Under en voldsom diskussion brød en stedmoder for eksempel ind og foreslog: „Lad os nu alle nævne en ting som vi ikke bryder os om hos de andre, og lige efter nævne noget som vi virkelig godt kan lide.“ Senere skrev hun: „Vi var forbløffede over alle de gode træk vi havde bemærket hos hinanden.“ Diskussionen endte i glædestårer og omfavnelser. En halvvoksen dreng ved navn Jeff var imod at hans moder giftede sig igen, men da han opnåede „indsigt“ ændrede han holdning. „Efter nogle få måneder gik det op for mig at denne mand gjorde min moder lykkelig,“ siger Jeff. „Og alt andet er jo ligegyldigt.“

Om man vælger at følge disse principper eller ikke, afhænger i virkeligheden af ens åndelige modenhed. Nøglen til et fredeligt forhold i enhver familie er at alle familiens medlemmer „stoler på Jehova“ og ønsker at være ham til behag.

Få den ’nysammensatte’ familie til at fungere

— Et interview med lederen af Stepfamily Foundation

Jeannette Lofas, der er leder af Stepfamily Foundation og medforfatter til bogen Living in Step (Livet i en ’nysammensat’ familie), har studeret de særlige problemer der gør sig gældende i sådanne familier. I det følgende interview med en Vågn op!–korrespondent fortæller hun hvordan de kan løses.

Sp. Jeannette Lofas, hvorfor er det så svært at være stedfader eller stedmoder?

Sv. I begyndelsen må en stedfader eller stedmoder ofte kæmpe med det traditionelle dårlige ry — senere gør han eller hun sig måske fortjent til det. De fleste stedfædre og stedmødre håber at høste samme anerkendelse som biologiske forældre, men det lykkes dem som regel ikke. Bevidst eller ubevidst forsøger de så godt som altid at vise deres værd, og i mange tilfælde vil stedbørnene afvise al denne spillen fader eller moder fordi de føler at de ellers vil svigte den af de biologiske forældre som ikke længere er hos dem. De biologiske forældre indtager en særlig plads som ikke kan overtages af andre. I begyndelsen må en stedfader eller stedmoder sandsynligvis finde sig i en del. Det går ikke altid efter devisen: ’Hvis du elsker mig, vil du også elske mine børn.’

Sp. Hvorfor er stedbørn ofte fjendtlige?

Sv. En skilsmisse tager hårdt på børn. Det er svært for dem at acceptere at mor er rejst eller at far ikke længere er der til at vise dem opmærksomhed. Børnene vil ofte overføre disse negative følelser på stedfaderen eller stedmoderen. Dette kaldes forskydning. Som stedfader eller stedmoder kan man altså let blive gjort til syndebuk. Lige pludselig bliver børnene måske direkte uforskammede over for en.

Sp. Hvordan kan man hjælpe børn til at overvinde disse negative følelser?

Sv. Først og fremmest må både forældrene og børnene forstå at sådanne følelser er en normal del af den dynamik eller det adfærdsmønster der opstår i ’nysammensatte’ familier. Hvis man bebrejder børnene eller stedfaderen/stedmoderen i stedet for at give selve adfærdsmønsteret skylden, skaber man store problemer for sig selv og for resten af familien. Man må hjælpe børnene til at forstå at det, i begyndelsen, er ganske normalt at være ude af balance, vred og skuffet. Blot det at hjælpe børnene til at indse hvad årsagen er til deres følelser og at lade dem vide at man forstår dem, er et skridt i den rigtige retning. Den biologiske fader eller moder bør overbevise børnene om at de altid vil indtage en særstilling og derfor ikke behøver at være bange for at stedfaderen eller stedmoderen vil tilrane sig deres position eller ’område’.

Sp. Kan stedfaderen/stedmoderen på nogen måde opdrage stedbørnene?

Sv. Ja, ved at fastsætte nogle ’husregler’ lige fra begyndelsen. Hvis man elsker børnene vil man sætte nogle grænser for dem og ikke lade dem ’vokse vildt’. Der må naturligvis være en god balance mellem disciplin og kærlighed, ligesom i enhver anden familie. I en ’nysammensat’ familie kan det imidlertid være svært for børnene at forstå at der ligger kærlighed bag opdragelsen. Familiens medlemmer knyttes ikke sammen af ’blodets bånd’ eller af fælles minder. En stedfader eller stedmoder kan derfor let komme til at overreagere, og stedbørnene vil måske protestere mod at blive opdraget af ’en fremmed’. En stedfader bør befæste sin myndighed ved at gå foran, og ikke ved at kommandere.

Sp. Hvad kan forårsage alvorlige problemer i forbindelse med afstraffelse?

Sv. At faderen og moderen viser at de er uenige mens børnene er til stede. For et barn er noget af det værste der kan ske at de voksne i dets liv er uenige. Sker det, har barnet ikke nogen at vende sig til. Det virker nedbrydende hvis en familie ikke har nogen „firmapolitik“. Forældrene bør for alt i verden diskutere under fire øjne hvilke normer der skal gælde i hjemmet og hvad konsekvensen er hvis disse normer ikke respekteres — og de bør være enige i dette spørgsmål. Derefter må de understrege dette over for børnene. En stedfader udtrykker det på denne måde: „Det er helt ideelt når moderen siger: ’Han er min mand, og han er jeres stedfader. Vi opdrager jer i fællesskab.’“

Sp. Hvor stor betydning har parrets indbyrdes forhold?

Sv. Det er parrets indbyrdes forhold der har allerstørst betydning, og det skal være stærkt; ellers kan familien ikke fungere. Det er simpelt hen nødvendigt at forældrene opbygger et stærkt forhold til hinanden. Dette skaber en sammenhængende familie. Findes dette stærke forhold ikke, vil forældrene ikke blot udsende uklare signaler til børnene, men børnene vil også kunne drive en kile ind mellem forældrene. Gå ud sammen som par. Glæd jer over børnene som par, så det ikke bliver den ene af parterne der kommer til at tage hele slæbet.

Sp. Er det en hjælp at have nogle religiøse normer?

Sv. Ja, absolut. De hjælper en til at sætte sig ud over de små forurettelser man uvilkårligt vil tilføje hinanden. For eksempel kan en mand fra tid til anden komme til at favorisere sit biologiske barn. Hans kone skummer af raseri. Vil hun nu overvinde sin vrede fordi hun indser at sagen i virkeligheden ikke har så stor betydning, eller vil hun ’blive hængende’ i problemet? Han har begået en fejl. Og hvad så? Sket er sket. Hvordan kommer vi videre? Hvis hun har nogle religiøse værdinormer vil de hjælpe hende til at tænke: ’Hvad er Guds vilje? At vi får familien til at fungere. Hvad kan vi gøre nu for at nå det mål? Vi må oprigtigt forsøge at følge Guds vilje. Så vil det lykkes os.’