En stedfar indrømmer: „Jeg var slet ikke forberedt på at tackle alle de problemer der opstod i forbindelse med opdragelsen af mine stedbørn. Jeg gik ind i forholdet med den tanke at nu hvor jeg havde giftet mig med deres mor, var jeg også deres far. Så enkelt var det, troede jeg — og forstod ikke børnenes kærlighed til deres biologiske far. Jeg begik mange fejl.“

En stedfar fortæller om de problemer han har kæmpet med: „Jeg var ofte for optaget af mine egne følelser til at lægge mærke til hvordan mine stedbørn eller min kone havde det. Jeg måtte lære at være mindre følsom. Og endnu vigtigere: Jeg måtte lære at være ydmyg.“ Kærligheden hjalp ham til at gøre de nødvendige forandringer.

Den biologiske far eller mor

Kærlighed kan hjælpe stedforældre til at vise forståelse for børnenes forhold til deres biologiske far eller mor som ikke længere bor hos dem. En stedfar indrømmer: „Jeg ønskede at mine stedbørn skulle elske mig højere end deres rigtige far. Når de besøgte ham, skulle jeg virkelig tage mig i ikke at kritisere ham. Når de vendte hjem efter en vellykket dag, havde jeg det frygteligt. Når besøget ikke havde været så godt, var jeg helt opstemt. Jeg var bange for at miste dem. Noget af det sværeste var at skulle acceptere at børnenes biologiske far betød meget for dem.“

Ægte kærlighed hjalp denne stedfar til at indse at det var urealistisk at forvente at børnene automatisk ville elske ham. Han burde ikke have følt sig vraget da børnene ikke straks tog godt imod ham. Han blev klar over at hans stedbørn måske aldrig ville komme til at elske ham lige så højt som de elskede deres rigtige far. Børnene havde jo kendt deres biologiske far siden de blev født, mens stedfaderen var en nyankommen som først måtte gøre sig fortjent til børnenes kærlighed. Forskeren Elizabeth Einstein taler på manges vegne når hun siger: „Den biologiske far eller mor kan aldrig erstattes — aldrig. Selv om han eller hun er død eller har forladt børnene, indtager vedkommende stadig en vigtig plads i børnenes liv.“

En kristen ældste fortæller at han ofte havde svært ved at få sine stedbørn til at stå op søndag morgen og gøre sig klar til mødet i rigssalen. I stedet for at skælde ud prøvede han at behandle dem kærligt. Han stod tidligt op, lavede morgenmad og kom med noget varmt at drikke til dem. Som følge heraf blev det meget nemmere at få dem til at gøre som han sagde, og stå op.

Men siger Bibelen ikke at det er faderen der er familiens overhoved? Jo. (Efeserne 5:22, 23; 6:1, 2) Men en stedfar kan i et stykke tid overdrage ansvaret for opdragelsen til moderen, især når det drejer sig om at skride ind over for børnene. Han kan lade børnene adlyde ’deres moders lov’ mens han skaber et grundlag for at de senere vil ’høre på deres [nye] faders tugt’. (Ordsprogene 1:8; 6:20; 31:1) Intet tyder på at det i det lange løb har nogen negativ indflydelse på ledelsens princip. En stedfar siger: „Jeg huskede på at tugt indbefatter tilskyndelse, formaning og retledning. Når den udøves på en retfærdig og kærlig måde af forældre der sætter et godt eksempel, giver det som regel gode resultater.“

En mor der har giftet sig igen, siger: „Noget af det sværeste for en mor er at overvære når stedfaderen irettesætter hendes børn, især hvis hun føler at han handler overilet eller ikke er helt retfærdig. Hun bliver meget ked af det og har lyst til at forsvare børnene. I sådanne tilfælde kan det være svært at underordne sig sin mand og støtte ham.

Engang var der noget mine to sønner på 12 og 14 ville have deres stedfars tilladelse til at gøre. Han sagde bare nej og forlod stuen uden at give drengene lejlighed til at begrunde hvorfor det de havde bedt om, havde så stor betydning for dem. Drengene var lige ved at græde, og jeg var målløs. Den ældste dreng kiggede på mig og sagde: ’Mor, så du hvad han gjorde?’ Jeg svarede: ’Ja, det gjorde jeg. Men han er familiens overhoved, og ifølge Bibelen skal vi respektere hans myndighed.’ Fornuftige som de var, gav de mig ret og faldt lidt til ro. Samme aften forklarede jeg sagen for min mand, og han indså at han havde været for autoritær. Han gik straks ind på drengenes værelse og gav dem en undskyldning.

Denne episode lærte os en hel del. Min mand lærte at lytte før han traf en beslutning. Jeg lærte at respektere ledelsens princip, selv når det gør ondt. Drengene lærte betydningen af at underordne sig. (Kolossenserne 3:18, 19) Og min mands uforbeholdne undskyldning lærte os alle en vigtig lektion i ydmyghed. (Ordsprogene 29:23) I dag virker begge sønner som ældste i den kristne menighed.“

(Stedfædre bør naturligvis respektere de grænser der er i forholdet til deres steddøtre, så de ikke føler sig ubehageligt til mode.