den 40-årige George Storrs, højt respekteret præst i den episkopale metodistkirke, i 1837 fandt et eksemplar under en togrejse. Storrs var født i byen Lebanon i New Hampshire og boede nu i Utica i staten New York.

Det gjorde et stærkt indtryk på ham at læse en så fyndig gendrivelse af disse grundlæggende lærepunkter i kristenheden, som han hidtil ikke havde tvivlet på. Han vidste ikke hvem forfatteren var, og traf ham først nogle år senere, senest i 1844, da de begge boede i Philadelphia i Pennsylvania. Storrs fordybede sig imidlertid på egen hånd i emnerne i tre år og drøftede dem kun med præstekolleger.

Eftersom ingen kunne gendrive den lære som Storrs havde antaget, blev han enig med sig selv om at han ikke kunne være tro mod Gud hvis han fortsat stod i metodistkirken. Han meldte sig derfor ud i 1840 og flyttede til Albany i staten New York.

I det tidlige forår i 1842 holdt Storrs i løbet af seks uger seks forelæsninger over emnet „Et spørgsmål: Er de onde udødelige?“ Interessen var så omfattende at han omarbejdede stoffet så det kunne udgives i trykt form, og i løbet af de følgende 40 år blev tryksagen udbredt i 200.000 eksemplarer i USA og Storbritannien. Storrs og Grew anfægtede i fællesskab læren om sjælens udødelighed i flere debatter. Grew prædikede flittigt indtil sin død den 8. august 1862 i Philadelphia.

Kort efter at Storrs havde offentliggjort de seks føromtalte forelæsninger, blev han grebet af William Millers lære. Miller mente at Kristi synlige genkomst kunne forventes i 1843. I omtrent to år medvirkede Storrs til at udbrede dette budskab i den nordøstlige del af De Forenede Stater. Efter 1844 ville han ikke længere gå med til at tidsfæste Kristi genkomst, men han havde intet at indvende mod andres ønske om at granske kronologien. Storrs mente at Kristi genkomst var nært forestående, og at det var vigtigt for kristne at holde sig vågne og åndeligt agtpågivende, beredte på den dag hvor de ville blive inspiceret. Han trak sig imidlertid tilbage fra Millers tilhængere fordi de antog ubibelske lærepunkter, såsom at sjælen er udødelig, at verden skal brændes op, og at der ikke er noget håb om evigt liv for dem der dør uvidende.

Hvad måtte Guds kærlighed medføre?

Storrs følte sig frastødt af adventisternes lære om at Gud ville oprejse de onde blot for at lade dem lide døden på ny. Han kunne ikke finde noget bibelsk belæg for en så meningsløs og hævngerrig handlemåde hos Gud. Storrs og hans meningsfæller gik til den modsatte yderlighed og sluttede at de onde slet ikke ville opstå. De havde ganske vist vanskeligt ved at forklare visse skriftsteder der omtaler de uretfærdiges opstandelse, men deres konklusion forekom dem at stemme bedre overens med Guds kærlighed. Snart skulle de komme et skridt videre i forståelsen af Guds hensigt.

I 1870 blev Storrs alvorligt syg og var uarbejdsdygtig i nogle måneder. Imens havde han lejlighed til at tage alt det han havde lært i sine 74 leveår, op til fornyet overvejelse. Han drog den slutning at han havde overset en vigtig del af Guds hensigt med mennesker som den kom til udtryk i Abrahamspagten, der indeholdt løftet om at ’alle jordens slægter skulle velsignes fordi Abraham havde hørt efter Guds røst’. — 1 Mosebog 22:18; Apostelgerninger 3:25.

En ny tanke slog ned i ham. Hvis „alle jordens slægter“ skulle velsignes, var det da ikke nødvendigt at alle hørte den gode nyhed? Hvordan skulle de komme til at høre den? Var millioner og atter millioner af mennesker ikke døde uden at have hørt den? Efter at have ransaget Bibelen igen drog Storrs den slutning at der blandt de døde var to kategorier af „onde“: De der endegyldigt havde kastet vrag på Guds kærlighed, og de der var døde i uvidenhed.

Storrs konkluderede at de sidstnævnte måtte blive oprejst fra de døde for at kunne drage nytte af Jesu Kristi genløsningsoffer. De der tog imod det, ville komme til at leve evigt på jorden, mens de der afviste det, ville blive tilintetgjort. Storrs mente ikke at Gud ville oprejse nogen som ikke havde et reelt håb. Med tiden ville ingen andre end Adam være døde på grund af Adams synd. Men hvad med dem der levede på den tid hvor Herren Jesus kom igen? Storrs erkendte efterhånden nødvendigheden af en verdensomspændende forkyndelseskampagne hvis man skulle nå ud til dem alle. Han havde ingen anelse om hvordan det skulle kunne gennemføres, men skrev i tro: „Dog er der for mange som forkaster muligheden af noget som de anser for uigennemførligt, som om det var umuligt for Gud at udvirke det blot fordi de ikke kan se hvordan det skal kunne lade sig gøre.“

George Storrs døde i december 1879 i sit hjem i Brooklyn, New York, blot nogle få gader fra det sted der siden skulle blive arnestedet for den verdensomspændende forkyndelse som han så ivrigt havde set frem til.

Mere lys var nødvendigt

Forstod mænd som Henry Grew og George Storrs sandheden lige så klart som vi forstår den i dag? Nej. De erkendte hvor brydsom en opgave de var gået i gang med, hvilket fremgår af noget som Storrs skrev i 1847: „Vi gør vel i at erindre os at vi kun lige er trådt ud af kirkens åndelige mørke; og det bør på ingen måde undre os hvis vi finder nogle ’babyloniske klædningsstykker’ som vi bærer i den tro at de udgør sandheden.“

Også George Storrs lå under for nogle urigtige anskuelser på nogle vigtige felter. Han havde blik for falske læresætninger som gejstligheden udbredte, men gik til tider i den modsatte grøft. For eksempel overreagerede han tilsyneladende på den opfattelse gejstligheden i almindelighed havde af Satan, og forkastede tanken om Djævelen som en virkelig person. Han tog afstand fra treenighedslæren, men formåede indtil kort før sin død ikke at tage stilling til hvorvidt den hellige ånd var en person. Han ventede at Kristi genkomst skulle have en usynlig begyndelse, men antog at mennesker på et tidspunkt ville få ham at se bogstaveligt.