Mere lys var nødvendigt

Forstod mænd som Henry Grew og George Storrs sandheden lige så klart som vi forstår den i dag? Nej. De erkendte hvor brydsom en opgave de var gået i gang med, hvilket fremgår af noget som Storrs skrev i 1847: „Vi gør vel i at erindre os at vi kun lige er trådt ud af kirkens åndelige mørke; og det bør på ingen måde undre os hvis vi finder nogle ’babyloniske klædningsstykker’ som vi bærer i den tro at de udgør sandheden.“

Også George Storrs lå under for nogle urigtige anskuelser på nogle vigtige felter. Han havde blik for falske læresætninger som gejstligheden udbredte, men gik til tider i den modsatte grøft. For eksempel overreagerede han tilsyneladende på den opfattelse gejstligheden i almindelighed havde af Satan, og forkastede tanken om Djævelen som en virkelig person. Han tog afstand fra treenighedslæren, men formåede indtil kort før sin død ikke at tage stilling til hvorvidt den hellige ånd var en person. Han ventede at Kristi genkomst skulle have en usynlig begyndelse, men antog at mennesker på et tidspunkt ville få ham at se bogstaveligt.

Omkring 1835 forfattede Grew et betydningsfuldt skrift der afslørede læren om sjælens udødelighed og læren om et brændende helvede som ubibelske. Han fandt disse lærepunkter gudsbespottelige.

Traktaten skulle få vidtrækkende følger, idet den 40-årige George Storrs, højt respekteret præst i den episkopale metodistkirke, i 1837 fandt et eksemplar under en togrejse. Storrs var født i byen Lebanon i New Hampshire og boede nu i Utica i staten New York.

Det gjorde et stærkt indtryk på ham at læse en så fyndig gendrivelse af disse grundlæggende lærepunkter i kristenheden, som han hidtil ikke havde tvivlet på. Han vidste ikke hvem forfatteren var, og traf ham først nogle år senere, senest i 1844, da de begge boede i Philadelphia i Pennsylvania. Storrs fordybede sig imidlertid på egen hånd i emnerne i tre år og drøftede dem kun med præstekolleger.

Eftersom ingen kunne gendrive den lære som Storrs havde antaget, blev han enig med sig selv om at han ikke kunne være tro mod Gud hvis han fortsat stod i metodistkirken. Han meldte sig derfor ud i 1840 og flyttede til Albany i staten New York.

I det tidlige forår i 1842 holdt Storrs i løbet af seks uger seks forelæsninger over emnet „Et spørgsmål: Er de onde udødelige?“ Interessen var så omfattende at han omarbejdede stoffet så det kunne udgives i trykt form, og i løbet af de følgende 40 år blev tryksagen udbredt i 200.000 eksemplarer i USA og Storbritannien. Storrs og Grew anfægtede i fællesskab læren om sjælens udødelighed i flere debatter.

[Ramme/illustration på side 28]

George Storrs’ synspunkter

Jesus betalte med sit liv løsesummen for menneskeheden.

Forkyndelsen af den gode nyhed var endnu ikke blevet udført (i 1871).

Som følge af foregående punkt kunne enden ikke være nær dengang (i 1871). Der måtte komme en tidsalder hvor forkyndelsen ville blive udført.

Nogle mennesker vil arve evigt liv på jorden.

Alle der er døde uvidende, vil opstå. De der tager imod Kristi genløsningsoffer, vil komme til at leve evigt på jorden, mens de der afviser det, vil blive tilintetgjort.

Læren om sjælens udødelighed og om et brændende helvede er vranglære der vanærer Gud.

Herrens aftensmåltid skal fejres én gang om året, den 14. nisan.

[Kildeangivelse]

Foto: SIX SERMONS af George Storrs (1855)