I 1905 var far arbejdsløs og rejste derfor til Amerika. Tre år senere vendte han tilbage med en stor kuffert fuld af spændende gaver til os børn og silkestoffer og andre ting til mor. Det bedste han havde med hjem, var dog nogle bind af bogserien Studier i Skriften, som var skrevet af Charles Taze Russell.

Far begyndte at fortælle venner og slægtninge om det han havde lært ud fra disse bøger. Ved de lokale gudstjenester brugte han Bibelen til at vise at der ikke fandtes et brændende helvede. (Prædikeren 9:5, 10) I 1909, året efter at far var vendt hjem fra Amerika, aflagde broder Russell et besøg i Norge og holdt foredrag i Bergen og Kristiania, nu Oslo. Far rejste til Bergen for at høre det.

„Kom herhen, Ottilie,“ sagde han kærligt, „og se hvad Bibelen siger.“ Så læste han op for mig fra Bibelen. Det medførte at jeg fik større og større tillid til ham og til det han forkyndte. Han tilskyndede mig til at læse bogserien Studier i Skriften. Så i sommeren 1914 sad jeg ofte og læste på en fjeldtop hvorfra der var udsigt over byen.

I august 1914 stimlede folk sammen uden for lokalavisens bygning og læste om den første verdenskrigs udbrud. Far kom og så hvad der var på færde. „Tak til Gud!“ udbrød han. Han forstod at krigens udbrud var en opfyldelse af de bibelprofetier han havde forkyndt om. (Mattæus 24:7) Mange bibelstudenter troede dengang at de snart ville blive oprejst til himmelen. Da det ikke skete, blev nogle af dem skuffede.

Jeg tager standpunkt for sandheden

I 1915 blev jeg som 17-årig færdig med mellemskolen og fik et kontorjob. Nu begyndte jeg at læse Vagttårnet jævnlig. Men det var først i 1918 at man holdt regelmæssige møder i Kopervik. I begyndelsen var vi kun fem der overværede møderne. Vi læste Vagttårnsselskabets publikationer, som for eksempel Studier i Skriften, og gennemgik stoffet ved hjælp af spørgsmål og svar. Mor talte altid positivt om bibelstudenterne over for andre, men sluttede sig aldrig selv til organisationen.