Den Gyldne Tidsalder skulle bruges til at igangsætte noget helt nyt – en kampagne hvor man gik fra hus til hus for at samle abonnenter. Da tilhørerne blev spurgt om hvor mange der ønskede at deltage, rejste de sig ifølge beretningen fra stævnet alle som én. Derefter sang de “med en Lyst og Iver som kun kendes af dem der følger i Jesu Fodspor, de smukke Ord: ‘Send ud dit Lys, din Sandhed, Gud.’” Judge Norris har fortalt: “Jeg glemmer det aldrig – det var nærmest så træerne skælvede.”

Efter programafsnittet stod stævnedeltagerne i kø i flere timer for at tegne abonnement på bladet. Mange havde det som Mabel Philbrick, der sagde: “Hvor var det vidunderligt at vide at vi igen havde et arbejde at udføre!”

“Så snart vi var vendt hjem, fik vi alle travlt med abonnementskampagnen,” fortalte Herman Philbrick. Overalt var folk lutter øren. “Efter krigen og al dens gru virkede det til at tanken om en ny og gylden tidsalder tiltalte alle,” bemærkede Beulah Covey. Arthur Claus skrev: “Hele menigheden var forbløffet over hvor mange abonnementer der blev tegnet.” Bare to måneder efter første udgave var der blevet uddelt næsten en halv million prøvenumre, og bladet havde fået 50.000 abonnenter!