Sierra Leone — De dyrebareste „diamanter“ af alle
I 1462 vovede nogle dristige portugisiske søfarere sig langt ned ad den afrikanske vestkyst, helt ned til 900 kilometer nord for ækvator. De lod sig ikke skræmme af sagnene om at der syd for Marokko fandtes et mørkt hav fyldt med uhyrer. De godtog heller ikke den almindelige overtro at solen var så gloende varm nær ækvator at havet kogte.
Og deres vovemod blev belønnet. Deres træskibe blev ikke flammernes bytte, ej heller så de det mindste til sagnverdenens hovedløse uhyrer. Tværtimod mødte der dem smukke hvide sandstrande med dybgrønne, skovklædte bjerge knejsende i baggrunden. Og når troperegnen fossede ned og lynglimt flængede himmelen, buldrede og bragede tordenen i disse bjerge så det lød som et vilddyrs brølen. Var det mon derfor de opdagelsesrejsende kaldte området for Sierra Leone — „Løvebjergene“?
Som årene gik opdagede man at Sierra Leones naturskønhed ikke var landets eneste rigdom. Der fandtes også mineraler: Jern, bauxit, rutil, chromit, platin og guld. Men først i 1930 blev der gjort et fund som for alvor vakte forretningsverdenens interesse for dette lille land. Det år blev der nemlig fundet diamanter! Udsigterne til at finde disse kostbare ædelsten lokkede i tusindvis af skattejægere til.
Nogle har bogstavelig talt kunnet samle diamanter op fra den bare jord. En kvinde fandt for eksempel en stor diamant da hun vaskede tøj i et vandløb. En mand afdækkede en 153-karats diamant da han lagde kartofler. I de fleste tilfælde indebærer det dog store kraftanstrengelser at finde disse kostbare sten. Eftersom nogle diamanter ligger indlejret i kimberlitsten dybt nede i undergrunden, er det et stort arbejde at hente dem op. Der må graves, sprænges, knuses og sorteres, og det kræver både dygtighed, viden og tålmodighed.
Selv om der stadig foregår en omfattende diamantminedrift i Sierra Leone, er der siden 1915 blevet søgt efter en anden slags ædelsten — nemlig åndelige diamanter af langt større værdi. I det år gik en mand ved navn Alfred Joseph om bord på en damper og sejlede fra Barbados til Sierra Leone. Her begyndte han at søge — ikke efter diamanter, men efter mennesker som ønskede at tjene Gud „i ånd og sandhed“. (Johannes 4:24) Eftersøgningen foregik efter samme mønster som blandt de kristne i det første århundrede, det vil sige „offentligt og fra hus til hus“. (Apostelgerninger 20:20) Syv år senere fik Alfred Joseph følgeskab af en anden vestinder, William R. Brown.
Sidst i 1923 blev der oprettet en lille menighed i hovedstaden, Freetown. I den var der fjorten nydøbte. I dag er der 632 Jehovas vidner fordelt på 30 menigheder som tager aktivt del i forkyndelsen. Deres arbejde med at finde og fremgrave hvad man kunne kalde Sierra Leones værdifulde åndelige diamanter, giver et stort udbytte.
Nogle der aktivt søger sandheden
Nogle nye disciple af Jesus Kristus har vist sig at være som diamanter der så let som ingenting kunne samles op fra jorden. De har selv opsøgt Jehovas Vidner. En af dem, en damefrisør ved navn Joan, ringede selv til Jehovas Vidners lokale afdelingskontor i Freetown og bad om et bibelstudium.
Hvad var det der fik Joan til at gøre dette? „Jeg kan ikke huske at der har været noget tidspunkt i livet hvor jeg ikke har søgt efter Gud,“ siger hun. „Siden jeg var barn har jeg været tilsluttet mange forskellige kirker og religiøse grupper men er aldrig blevet tilfredsstillet i åndelig henseende.
For ti år siden hørte jeg for første gang om Jehovas Vidner, men uden nogen som helst grund tænkte jeg ved mig selv at det var mennesker man skulle undgå for enhver pris. Da en ven af familien blev et Jehovas vidne begyndte jeg at abonnere på bladene Vagttårnet og Vågn op!, men kun for at glæde hende. Jeg drømte ikke om at læse dem. Faktisk brugte jeg dem til at pudse vinduer med! Et nummer af Vågn op! fangede imidlertid min interesse. Den ledende artikel handlede om vores behov for kærlighed. [8. december 1986] Jeg læste den, og den gjorde et stort indtryk på mig. Det var det nummer som fik mig til at bede om et bibelstudium.“ Joan gjorde hurtigt fremskridt og blev snart et døbt Jehovas vidne.
En anden som søgte efter sandheden var en ung mand ved navn Manso. Han ville gerne være præst og begyndte derfor på præsteseminariet. Men da han så lærernes hykleri, blev han nedslået og holdt op igen. Derefter begyndte han at komme til forskellige religiøse møder. En dag da han var på vej til sin onkel, så han en bog ligge i en mudderpøl. Det var Er Bibelen virkelig Guds ord?, der er udgivet af Vagttårnsselskabet. Eftersom Manso fandt titlen interessant, fiskede han bogen op, tørrede den og læste den. Her var sandheden som han havde søgt efter! Bogen tilskyndede læseren til at overvære møderne i den lokale rigssal. Så det gjorde Manso. Han begyndte at studere Bibelen med Jehovas vidner og blev hurtigt døbt. I dag tjener han som pioner (heltidsforkynder).
Tålmodig indsats belønnes
Andre nye disciple har bedre kunnet sammenlignes med diamanter der ligger gemt dybt nede i et stenlag. Det har virkelig krævet en indsats at „grave dem frem“. Donald, der er ældste, fortæller hvilken tålmodighed det krævede at hjælpe en kvinde ved navn Martha. Han siger: „Selv om hun gik ind på at studere, lod hun os altid vente længe før vi kunne komme i gang. Somme tider sørgede hun med vilje for at der lige var noget hun først måtte have klaret, noget hun sagtens kunne have ordnet i forvejen. Nogle gange ventede vi over en time. Hun håbede at vi ville opgive og gå, men hver uge forsøgte vi at gennemgå i det mindste nogle få vigtige tanker. Og med tiden voksede hendes værdsættelse.
Den næste vanskelighed var at få Martha med til møderne. Jeg tog forskellige forkyndere med til bibelstudiet for at hun skulle føle sig mere hjemme når hun kom hen i rigssalen. Men hun blev ved at udskyde det. Da hun endelig kom kendte hun stort set hele menigheden!“ Tålmodigheden lønnede sig. Martha er nu døbt og har et godt omdømme i menigheden.
Pius var til at begynde med imod sandheden. Da et missionærægtepar oprettede bibelstudium med ham, var han oppe i halvfjerdserne, stærkt politisk engageret og desuden kasserer i en kirke. „Han argumenterede heftigt imod alt hvad vi sagde,“ fortæller missionærerne. „Det var det samme hver uge. Til at begynde med var han stille og rolig, men efterhånden hidsede han sig op. Det var noget af en kamp hver eneste gang, og ofte var vi på nippet til at hejse det hvide flag og give op. Det eneste der gjorde at vi blev ved at komme, var at han altid var så velforberedt.
Efter at dette havde stået på et års tid bekendtgjorde Pius at han havde besluttet at foretage nogle undersøgelser på egen hånd. Eftersom han var forhenværende lærer vidste han hvordan han skulle gå til værks. Hver eneste dag i to uger vandrede han op ad bjerget til universitetsbiblioteket, hvor han fordybede sig i bibelkommentarer og opslagsværker. Bagefter erklærede han: ’Nu er jeg overbevist om at alt det I har fortalt mig er sandt. Gud er ikke en treenighed, der findes intet helvede, og sjælen er ikke udødelig. Selv nogle i min kirke indrømmer at det forholder sig sådan.’ Siden gjorde Pius lynhurtigt fremskridt, og meldte sig både ud af parti og kirke. Efter sin dåb tjente han som hjælpepioner, ved at forkynde 60 timer om måneden, så ofte han kunne lige til sin død i 1987.“
Missionærerne som studerede med Pius fortæller videre: „Noget vi længe var uvidende om var at hans moder havde haft kontakt med Jehovas vidner. Han kunne huske at han som barn havde været med hende til møde. Men da hun døde gik han sine egne veje. Efter sin dåb sagde Pius: ’Det eneste jeg er ked af er at min moder ikke kan se mig lige nu.’ Men så lyste hans ansigt op og han tilføjede: ’Men hun vil få mig at se i den nye verden!’“
Den dag i dag søges der efter både diamanter og disciple. Farvestrålende reklamer fortæller at „diamanter varer evigt“. Men ejeren af en sådan udsøgt ædelsten kan ikke nyde dens skønhed for evigt, for uden Guds frelsesforanstaltning er døden alle syndige menneskers lod. (Johannes 3:16, 17) Jehovas vidner i Sierra Leone finder skatte der er langt mere dyrebare end diamanter, nemlig mennesker der ønsker at tjene Gud og blive disciple af Jesus Kristus! Og Jehovas ord lover: „Den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ — 1 Johannes 2:17.
[Illustrationer på side 22, 23]
I omgivelser som disse finder forkynderne i Sierra Leone åndelige diamanter