TUNNELUDGRAVERNE stirrede på det de havde afdækket. De kunne ikke tro deres egne øjne. De var under udvidelserne i 1912 af den nylig anlagte undergrundsbane i New York stødt på et stort, skjult rum. Rummet var smukt indrettet — som var det et palads. Alle vegne var der spejle, lysekroner og fresker. En træbeklædning, mørnet af ælde, prydede væggene. I midten af rummet stod et dekorativt springvand som i lange tider havde været ude af funktion.

Rummet mundede ud i en tunnel. Og dér, midt på et jernbanespor, så arbejderne til deres store forbavselse en smukt dekoreret undergrundstogvogn med plads til 22 passagerer. Havde der været en undergrundsbane under New York før den man nu anlagde? Hvem havde mon bygget dette sted?

New Yorks første undergrundsbane

En anden dygtig opfinder, Alfred Ely Beach, der befandt sig på den modsatte side af Atlanten, nemlig i New York, brød sin hjerne med at løse trafikproblemer der var lige så kritiske og problematiske som dem i London. Beach var, som udgiver af tidsskriftet Scientific American, en mand der fremmede anvendelsen af nye løsninger på gamle problemer, som for eksempel overbelastede veje. I 1849 fremlagde han en radikal plan: „Gennembor Broadway“ — på det tidspunkt en af de mest belastede gader i byen — „med trappenedgange på hvert gadehjørne. Anlæg dobbeltspor med gangsti på begge sider af sporet i denne underjordiske passage.“

I løbet af de følgende tyve år gav andre opfindere med interesse i passagerbefordring forslag til hurtig afvikling af pendultrafikken i New York. Alle disse forslag blev i sidste instans nedstemt. Den korrupte og politisk stærke mand Boss Tweed ønskede nemlig ikke at få konkurrenter til overfladetransportselskaberne, som var hans illegale hovedindtægtskilde. Men den snarrådige Alfred Beach, som aldrig havde opgivet sin idé, narrede den højrøstede Boss.

Beach opnåede en koncession på at grave to tunneler under Broadway der flugtede med hinanden, og som var for små til befordring af passagerer. Disse tunneler skulle anvendes til „forsendelse af breve, pakker og handelsvarer“ til det centrale posthus. Derpå ansøgte han om tilladelse til at ændre den tidligere indgåede aftale og i stedet få grønt lys for én stor tunnel. Det ville nemlig være en besparelse, påstod han. Mærkeligt nok var der ingen som gennemskuede hans listige forslag, og det blev derfor godkendt. Beach gik straks i gang med projektet og uden at nogen bemærkede noget, begyndte han at grave med udgangspunkt fra en kælder under en tøjbutik. Om natten fjernede han jorden i vogne med lydisolerede hjul. Den 95 meter lange tunnel blev gjort færdig på kun 58 nætter!

En „luftdreven“ vogn

Beach var vel vidende om den kvælende høje forurening der var i Londons undergrundsbane på grund af dens kulfyrede damplokomotiver. Hans vogn blev „drevet“ af luft — lufttrykket fra en stor blæser der var bygget ind i væggen i den ene ende af tunnelen. Luften skubbede vognen nænsomt fremad med en fart af 10 kilometer i timen. Den var dog bygget til at køre ti gange så hurtigt. Når vognen nåede den anden ende, indstillede man blæseren til at suge så vognen på den måde kom retur. Beach gjorde det tiltrækkende for skeptikerne at begive sig ned i tunnelen ved at opsætte mange zirkonlamper af den bedste slags til at lyse op i den rummelige ventesal. Og han indrettede salen med elegante stole og statuer og hængte gardiner op over kunstige vinduer. Der manglede end ikke et flygel og et bassin med guldfisk. Det kom helt bag på folk da den korte linje åbnede i februar 1870, og den blev med det samme en overvældende succes. På ét år besøgte 400.000 mennesker undergrundsbanen.

Boss Tweed blev rasende! Ved hjælp af politiske intriger overtalte han guvernøren til at godkende en plan om at opføre en højbane der ville koste 16 gange så meget som den af Beach foreslåede luftdrevne undergrundsbane. Kort efter blev der rejst tiltale mod Tweed, og resultatet blev en livstidsdom. Panik på børsmarkedet i 1873 vendte investorernes og embedsmændenes opmærksomhed væk fra idéen med undergrundsbaner, og til sidst forseglede Beach tunnelen. Den gik i glemme indtil den ved et tilfælde blev genopdaget i 1912, og det var mere end syv år efter åbningen af New Yorks nuværende undergrundsbane i 1904. Noget af Beachs oprindelige tunnel blev senere en del af den nuværende City Hall Station på Manhattan.