Hvordan måler du succes?

JESSE LIVERMORE, der af nogle betragtes som den mest succesrige børsspekulant på Wall Street nogen sinde, var kendt for sine kloge forretningsdispositioner, som gjorde ham meget rig. Han gik i de fineste skræddersyede habitter, boede i en fornem villa med 29 værelser og kørte i en sort Rolls-Royce med privatchauffør.

Davida fulgte en lignende kurs. Han var direktør og bestyrelsesmedlem i en stor grafisk virksomhed og var på vej til at blive administrerende direktør for sin egen division af firmaet. Stor rigdom og prestige vinkede forude. Men David besluttede at kvitte sit job. „Jeg ved at jeg aldrig får en topstilling igen,“ siger han. Synes du det var en forkert beslutning David traf?

Mange betragter rigdom, popularitet og prestige som kriterier for succes. Men selvom man har stor velstand, udelukker det ikke at man kan føle livet tomt og meningsløst. Sådan forholdt det sig åbenbart i Jesse Livermores tilfælde. Trods sine mange penge var hans liv fyldt med hjertekval, tragedie og sorg. Han led af depression, havde forliste ægteskaber bag sig og et køligt forhold til sine sønner. Efter at have mistet en stor del af sin formue sad han en dag på en elegant hotelbar og begræd sin situation. Han bestilte en drink, trak sin læderindbundne notesbog frem og skrev et afskedsbrev til sin kone. Da det var gjort, tømte han sit glas, gik hen til en dunkelt oplyst garderobe og tog sit eget liv.

For eksempel forventedes det af David, som er omtalt i den forrige artikel, at han påtog sig overarbejde og foretog hyppige forretningsrejser. „Ofte rejste jeg tidligt mandag morgen og kom hjem torsdag aften,“ fortæller han. I den tro at sådanne ofre er nødvendige for at gøre karriere, tilskyndede Davids venner, familie og arbejdskammerater ham til at „gøre det for familiens skyld“. De regnede ikke med at det skulle vare mere end nogle få år, indtil han havde etableret sig. David siger: „De mente at det ville være en fordel for min familie fordi det ville give os flere penge — og fremme min karriere. Selvom jeg sjældent var hjemme, overbeviste mine venner mig om at dét jeg gjorde, var til gavn for min familie.“ Mange slider i det ligesom David for at give familien alt hvad de tror den har brug for. Men fører det til et godt resultat at lytte til sådanne råd? Hvad har en familie mest behov for?

Det fandt David ud af da han var på forretningsrejse. Han fortæller: „Under en telefonsamtale med min datter Angelica spurgte hun: ’Far, hvorfor har du ikke lyst til at være hjemme hos os?’ Det ramte mig hårdt.“ Datterens bemærkning gjorde sit til at David tog sin afsked. Han besluttede at give sin familie det den virkelig havde brug for — ham selv.