Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • 1 Pligtfølelse
    Vågn op! – 2018 | Nr. 2
    • Et anker der holder en båd forankret under en storm

      Pligtfølelse er som et anker der holder jeres ægteskab sammen i stormfulde tider

      TIL ÆGTEPAR

      1 Pligtfølelse

      HVAD DET VIL SIGE

      Ægtefæller der føler sig forpligtet over for hinanden, betragter deres ægteskab som noget permanent, og det er noget der skaber tryghed. De føler sig begge overbevist om at deres ægtefælle vil leve op til sit løfte, selv i svære tider.

      Nogle ægtepar føler sig tvunget til at blive sammen på grund af pres fra deres familie eller omgangskreds. Det er dog meget bedre at man føler sig forpligtet fordi man elsker og respekterer hinanden.

      PRINCIP FRA BIBELEN: ‘En mand må ikke forlade sin hustru.’ – 1. Korinther 7:11.

      “Hvis man føler sig forpligtet i sit ægteskab, finder man sig i at blive trådt over tæerne. Man er hurtig til at tilgive og hurtig til at sige undskyld. Og man betragter problemer som udfordringer, ikke som en undskyldning for at gå fra hinanden.” – Micah.

      HVORFOR DET ER VIGTIGT

      Når der opstår problemer i et ægteskab, vil ægtefæller der ikke føler sig forpligtede, ofte tænke ‘Vi passer bare ikke sammen’ og prøve at komme ud af ægteskabet.

      “Mange tænker allerede inden de bliver gift, at de altid bare kan blive skilt igen hvis de får problemer. Hvis man fra starten ser skilsmisse som en mulighed, føler man sig overhovedet ikke forpligtet over for hinanden.” – Jean.

      HVAD DU KAN GØRE

      SE INDAD

      Når der opstår uoverensstemmelser mellem mig og min ægtefælle ...

      • fortryder jeg så nogle gange at vi blev gift?

      • begynder jeg så at dagdrømme om at være sammen med en anden?

      • siger jeg så ting som “Jeg har fået nok, jeg smutter” eller “Jeg finder en der værdsætter mig”?

      Hvis du svarede ja til et eller flere af de her spørgsmål, er det nu du skal arbejde på din pligtfølelse.

      TAL MED DIN ÆGTEFÆLLE

      • Føler vi os mindre forpligtet over for hinanden end før? Hvis ja, hvorfor?

      • Hvad kan vi gøre for at forbedre situationen?

      PRØV FØLGENDE

      • Skriv en sød hilsen til din ægtefælle fra tid til anden

      • Vis at du føler dig forpligtet, ved at have et billede stående af din ægtefælle på din arbejdsplads

      • Ring til din ægtefælle hver dag når du er på arbejde, eller når I af andre grunde ikke er sammen

      PRINCIP FRA BIBELEN: “Hvad Gud har forenet, må intet menneske skille ad.” – Matthæus 19:6.

  • 2 Teamwork
    Vågn op! – 2018 | Nr. 2
    • Et ægtepar samarbejder ligesom piloten og andenpiloten i et fly

      Teamwork kan sammenlignes med samarbejdet mellem piloten og andenpiloten i et fly

      TIL ÆGTEPAR

      2 Teamwork

      HVAD DET VIL SIGE

      Teamwork i et ægteskab kan sammenlignes med samarbejdet mellem piloten og andenpiloten i et fly. Begge ægtefæller vil tænke “vi” i stedet for “jeg”, selv når der opstår problemer undervejs.

      PRINCIP FRA BIBELEN: ‘De er ikke længere to, men ét.’ – Matthæus 19:6.

      “Ægteskabet er ikke et sololøb. Man er nødt til at samarbejde om at få tingene til at køre.” – Christopher.

      HVORFOR DET ER VIGTIGT

      Når en mand og en hustru der ikke samarbejder, får problemer, har de tendens til at fokusere på hvem der har skylden, i stedet for at fokusere på selve problemet. Små ting bliver blæst op til noget stort.

      “Teamwork er essentielt i et ægteskab. Hvis min mand og jeg ikke var et team, ville vi bare være bofæller i stedet for ægtefæller – altså to mennesker der bor sammen, men som ikke nødvendigvis er sammen om at træffe vigtige afgørelser.” – Alexandra.

      HVAD DU KAN GØRE

      SE INDAD

      • Betragter jeg de penge jeg tjener, som “mine” og ikke “vores”?

      • Har jeg brug for at være væk fra min ægtefælle for rigtigt at kunne koble af?

      • Holder jeg en vis afstand til min ægtefælles familie selvom han eller hun har et nært forhold til dem?

      TAL MED DIN ÆGTEFÆLLE

      • På hvilke områder er vi et godt team?

      • Hvilke områder kunne vi arbejde på?

      • Hvad kan vi gøre for at føle os mere som et team?

      PRØV FØLGENDE

      • Forestil dig en tenniskamp hvor du og din ægtefælle står på hver sin side af nettet. Hvad kan du gøre for at I kommer til at stå på samme side af nettet, så I spiller mod problemerne i stedet for hinanden?

      • I stedet for at tænke ‘Hvordan kan jeg vinde?’, prøv så at tænke ‘Hvordan kan vi vinde?’

      “Glem alt om hvem der har ret, og hvem der tager fejl. Det er slet ikke så vigtigt som at der er fred og enhed i ægteskabet.” – Ethan.

      PRINCIP FRA BIBELEN: “Vær ikke kun optaget af det der gavner jer selv, men tænk også på det der gavner andre.” – Filipperne 2:3, 4.

  • 3 Respekt
    Vågn op! – 2018 | Nr. 2
    • Et ægtepar der bruger mørtel til en mur de er ved at bygge

      Respektfuld tale er den mørtel der holder jeres ægteskab sammen

      TIL ÆGTEPAR

      3 Respekt

      HVAD DET VIL SIGE

      Ægtefæller der respekterer hinanden, viser hensyn selv når de er uenige. “I sådanne ægteskaber holder man ikke stejlt på sin ret,” står der i bogen Ten Lessons to Transform Your Marriage. “Derimod bliver man ved med at tale med hinanden om de problemer der opstår. Man lytter respektfuldt til hinandens synspunkter og finder kompromiser der virker for begge parter.”

      PRINCIP FRA BIBELEN: “Kærligheden ... er ikke selvisk.” – 1. Korinther 13:4, 5.

      “At jeg respekterer min hustru, betyder at jeg forstår hvor værdifuld hun er, og at jeg ikke ønsker at gøre noget der kunne såre hende og skade vores ægteskab.” – Micah.

      HVORFOR DET ER VIGTIGT

      Hvis ægtefæller ikke respekterer hinanden, kan deres samtaler blive gennemsyret af kritik, sarkasme og endda foragt – noget der ifølge eksperter ofte fører til skilsmisse.

      “Hvis du kommer med spydige kommentarer eller hentydninger eller gør grin med din kone, vil det give hende lavt selvværd, ødelægge hendes tillid til dig og tære på jeres ægteskab.” – Brian.

      HVAD DU KAN GØRE

      SE INDAD

      Vær opmærksom på din måde at tale på og dine handlinger i en uge. Spørg derefter dig selv:

      • Hvor ofte kritiserede jeg min ægtefælle, og hvor ofte gav jeg komplimenter?

      • Hvordan har jeg helt konkret vist respekt for min ægtefælle?

      TAL MED DIN ÆGTEFÆLLE

      • Hvad kan I gøre og sige for at I begge føler jer respekteret?

      • Hvilke ord og handlinger får jer til at føle at I ikke bliver respekteret?

      PRØV FØLGENDE

      • Notér tre områder hvor din ægtefælle kan blive bedre til at vise dig respekt. Få din ægtefælle til at gøre det samme. Byt notater, og arbejd på de områder I hver især har noteret.

      • Skriv en liste med de egenskaber du beundrer din ægtefælle for. Fortæl din ægtefælle hvor meget du værdsætter disse egenskaber.

      “At jeg respekterer min mand, betyder at jeg gør noget for at vise at jeg værdsætter ham, og at jeg ønsker at han skal være glad. Det er ikke altid noget stort der skal til – tit og ofte er det gennem de små ting man viser ægte respekt.” – Megan.

      I sidste ende handler det faktisk ikke om at du betragter dig selv som respektfuld. Spørgsmålet er om din ægtefælle føler sig respekteret.

      PRINCIP FRA BIBELEN: ‘Ifør jer inderlig medfølelse, godhed, ydmyghed, mildhed og tålmodighed.’ – Kolossenserne 3:12.

  • 4 Tilgivelse
    Vågn op! – 2018 | Nr. 2
    • Et ægtepar der samarbejder om at slukke en brand

      Tilgivelse kan slukke de flammer der kan opstå under en konflikt

      TIL ÆGTEPAR

      4 Tilgivelse

      HVAD DET VIL SIGE

      Det at tilgive betyder at man lægger det der er sket, bag sig og holder op med at være vred. Tilgivelse betyder ikke at man bagatelliserer det der er sket, eller lader som om det aldrig har fundet sted.

      PRINCIP FRA BIBELEN: “Bliv ved med at bære over med hinanden og at tilgive hinanden villigt, selv hvis I har en grund til at klage over en anden.” – Kolossenserne 3:13.

      “Når man elsker en, fokuserer man ikke på vedkommendes fejl men på den person han eller hun arbejder på at være.” – Aaron.

      HVORFOR DET ER VIGTIGT

      Hvis man bliver ved med at være vred, kan det skade en både fysisk og følelsesmæssigt – og det går også ud over ens ægteskab.

      “På et tidspunkt sagde min mand undskyld for noget der sårede mig dybt. Det var virkelig svært for mig at tilgive ham. Med tiden gjorde jeg det, men jeg fortryder at jeg ikke gjorde det noget før, for det var en unødvendig belastning for vores forhold.” – Julia.

      HVAD DU KAN GØRE

      SE INDAD

      Næste gang du føler dig såret over noget din ægtefælle har sagt eller gjort, så spørg dig selv:

      • Er jeg for nærtagende?

      • Er det så alvorligt at jeg må have en undskyldning, eller kan jeg bare lægge det bag mig?

      TAL MED DIN ÆGTEFÆLLE

      • Hvor lang tid plejer det at tage os at tilgive hinanden?

      • Hvad kan vi gøre for at blive hurtigere til at tilgive hinanden?

      PRØV FØLGENDE

      • Tillæg ikke din ægtefælle dårlige motiver når du føler dig forurettet.

      • Prøv at undskylde din ægtefælles opførsel, og husk: “Vi begår jo alle mange fejl.” – Jakob 3:2.

      “Det er lettere at tilgive når begge parter er lige gode om det, men det er straks sværere når det virker som om det kun er den andens skyld. Det kræver ægte ydmyghed at tage imod en undskyldning og at tilgive.” – Kimberly.

      PRINCIP FRA BIBELEN: “Vær hurtig til at opnå forlig.” – Matthæus 5:25.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del