-
Kampen for at opnå succesVagttårnet – 1988 | 15. august
-
-
Hvad er prisen?
Succes kan give én en vis glæde, men man bør aldrig glemme hvilken pris den ofte kræver. Spalteredaktøren Achike Okafo siger således: „Hver dag er der veletablerede familier . . . der bryder sammen, ofte på grund af penge eller det man kan få for penge. . . . Og de ægtefæller der klarer skærene taler sjældent om deres forpligtelser som forældre . . . de har alt for travlt med at skaffe sig de materielle ejendele der skal sikre familiens levestandard.“ Føjer man hertil problemerne med forsømte børn der løber hjemmefra, tyer til stoffer eller kommer ud i kriminalitet, forstår man at succesens pris kan være meget høj.
Kampen for at opnå succes har desuden ført nogle ambitiøse mennesker ud i uærlighed og umoralitet. Unge kvinder har endog prostitueret sig for gode eksamenskarakterer eller et godt job. Og selv om man opnår succes på ærlig vis, vil andre som det ikke er gået så godt, måske blive misundelige eller ligefrem hadefulde. Nogle foregiver måske hyklerisk at være ens venner fordi de tiltrækkes af den rigdom og prestige man har opnået. (Prædikeren 5:11) Men kan dette egentlig kaldes succes?
Den vise forfatter til Prædikerens bog i Bibelen svarer nej. Efter at have betragtet den store rigdom, magt og berømmelse han havde opnået, og den glæde der var forbundet dermed, nåede han frem til den konklusion at det alt sammen var „tomhed og jag efter vind“. — Prædikeren 2:3-11.
-
-
Succes for enhver pris?Vagttårnet – 1988 | 15. august
-
-
På grund af den udbredte fattigdom har mange gjort det til deres livsmål at opnå økonomisk succes. Nogle har endog grebet til uærlighed for at nå deres mål. Men de der ønsker at praktisere sand kristendom bør for altid lægge denne indstilling bag sig; kun da kan de være i harmoni med Bibelens retfærdige normer.
Men nogle inden for den kristne menighed har på ny ladet verdslig stræben indtage førstepladsen i deres liv. For nogle har denne stræben efter succes ført til en ukristen adfærd. Forældre har forsømt deres børn, mens andre har forsømt deres tjeneste for Gud. Tror du at en sådan adfærd vil føre til større lykke og tilfredshed?
Bibelen fortæller os hvad resultatet vil blive. Den siger advarende: „De der gerne vil være rige, falder i fristelse og en snare og mange uforstandige og skadelige ønsker. . . . For kærligheden til penge er en rod til alt muligt skadeligt, og ved at tragte efter denne kærlighed er nogle blevet ført vild fra troen og har stukket sig selv overalt med mange smerter.“ — 1 Timoteus 6:9, 10.
„Alt muligt skadeligt.“ ’Stukket overalt med mange smerter.’ Lyder det som opskriften på tilfredshed og lykke? De erfaringer millioner af mennesker har gjort sig ned gennem århundrederne og frem til i dag, viser at Bibelen taler sandt. Hvordan bør kundskaben om dette berøre den kristnes mål og livsførelse?
Hvordan man kan blive ført vild
Hvordan kan den kristne blive ført vild fra troen? For nogle er det kommet så vidt at vedkommende fuldstændig har fornægtet Gud og hans moralnormer. I andre tilfælde er kristne blevet ført bort fra en gudhengiven kurs og ind på et sidespor, ved at bruge gudhengivenheden til at opnå indflydelse på andre. Bibelen siger at sådanne mennesker „er fordærvede i sindet og har mistet sandheden, idet de mener at gudhengivenhed er et middel til vinding“. (1 Timoteus 6:5) De forlader måske ikke den sande kristne menighed helt, men overtræder alligevel nogle vigtige bibelske principper.
Jesus befalede sine disciple ikke at være som folk i verden der spillede herrer over andre. Han sagde: „Sådan er det ikke blandt jer; tværtimod, enhver der ønsker at blive stor blandt jer, skal være jeres tjener.“ Og i sin fordømmelse af jødernes religiøse ledere gik Jesus endnu videre. Han viste at et stærkt ønske om at opnå verdslig anseelse ville medføre Guds mishag. (Mattæus 20:26; 23:6-9, 33) Kristne skulle altså søge at tjene andre i stedet for at spille herrer over dem eller stille dem i skyggen. Den der har kærlighed til penge og som søger at opnå succes for enhver pris, kunne let blive ført bort fra denne kurs.
Hvordan forholder det sig med dig? Måler du din succes i forhold til hvor stor myndighed du har over andre? Omgår du de kristne principper og lærepunkter for at opnå større magtbeføjelser eller gøre din indflydelse gældende? Føler du altid at du må udrette mere end dine ligemænd — koste hvad det vil? Finder du stor fornøjelse ved at tale om dine materielle midler eller dit verdslige arbejde? Hvis du gør, har du behov for at analysere om du er ved at blive ført vild fra troen.
„Succesens“ smerter
Jesus sagde endvidere: „Hold op med at samle jer værdier her på jorden. . . . For dér hvor dine værdier er, dér vil dit hjerte også være. . . . I kan ikke trælle både for Gud og for Rigdom.“ (Mattæus 6:19-24) Kan man sige at forældre der opfordrer deres børn til først og fremmest at stræbe efter en verdslig karriere og materielle mål følger dette råd? Er succes i verden prisen værd hvis den medfører at børnene forlader sandheden og tillægger sig en ukristen livsførelse? Er det værd at samle sig „værdier her på jorden“ på bekostning af børnenes åndelige velfærd? Forældre der bærer sig sådan ad opdager ofte at de „har stukket sig selv overalt med mange smerter“. Hvordan? På grund af bekymringer for deres børn og af sorg over at børnene har mistet troen og i nogle tilfælde også livet.
Kærlighed til penge er en streng herre der kræver ens tid, energi og evner, hvilket helt kan kvæle gudhengivenheden. Denne kærlighed kan lokke en til at stræbe efter endnu større rigdom og verdslig anseelse, hvilket blot kan trække os længere bort fra troen. Bibelen siger, som sandt er: „Den der elsker sølv, bliver ikke mæt af sølv, og den der elsker overflod, bliver det heller ikke af indtægt.“ — Prædikeren 5:10.
En afrikansk forretningsmand fortsatte, selv efter at han var blevet kristen, med at lade ønsket om økonomisk succes dominere sin tilværelse. Han forsømte sine kristne forpligtelser til fordel for samvær med sine forretningsforbindelser. Han gjorde ikke fremskridt i åndelig henseende, skønt menighedens ældste forsøgte at hjælpe ham. Han befandt sig faktisk i et åndeligt dilemma — i en slags ingenmandsland hvor han næppe kunne kaldes en kristen, skønt han gerne ville regnes som sådan. Det er ikke svært at forstå at dette hverken gav ham varig glæde eller tilfredshed i tilværelsen. Eksempler som dette kunne nævnes fra mange andre lande.
En sådan handlemåde vil uvilkårligt medføre åndelig smerte. Hvis man plejer selskabeligt eller forretningsmæssigt samvær med folk der ofte er uærlige eller har en flosset moral, udsætter man sig selv for en dårlig påvirkning. Foruden at skulle kæmpe mod en dårlig indflydelse, må kristne der befinder sig i en sådan situation som regel også kæmpe med deres samvittighed. Nogle bliver efterhånden som dem de omgås, og føres fuldstændig vild fra troen. (1 Korinther 15:33) Hvad gavn har man af en økonomisk succes der fører til åndelig og moralsk skibbrud? Som Jesus sagde: „Hvad gavner det nemlig et menneske om han erhverver sig hele verden men sætter sin sjæl til?“ — Mattæus 16:26.
-