-
Hvad er ægte succes?Vågn op! – 2014 | Oktober
-
-
HOVEDARTIKEL
Hvad er ægte succes?
HVAD er værre end fiasko? Det er falsk og overfladisk succes. Når noget mislykkes for en, kan man jo gøre noget for at rette op på situationen. Man kan i det mindste lære af sin erfaring og beslutte sig for at gøre det bedre næste gang.
Det forholder sig anderledes med den overfladiske succes. Hvis man er forblændet af den, tror man måske at det går rigtig godt for en, mens det i virkeligheden forholder sig lige modsat. Når man så opdager at der er brug for at gøre nogle forandringer, kan det være for sent.
Lad os se på et eksempel. Jesus Kristus spurgte engang: „Hvad gavner det nemlig et menneske om han erhverver sig hele verden men sætter sin sjæl til?“ (Mattæus 16:26) Det kunne passe på dem der kun går op i penge og det man kan købe for dem — indbegrebet af overfladisk succes. „Hvis tankerne udelukkende kredser om den næste store forfremmelse, at tjene flere penge eller skaffe sig flere ting, gør det ikke én virkelig glad og tilfreds,“ skriver karrierecoachen Tom Denham. „På længere sigt efterlades man med en følelse af tomhed hvis man kun måler succes i kroner og ører.“
Det er mange åbenbart enige i. I en spørgeundersøgelse i USA rangerede „det at have mange penge“ på en tyvendeplads ud af 22 „faktorer der bidrager til et succesrigt liv“. Tættere på førstepladsen lå sådan noget som et godt helbred, et godt forhold til ens nærmeste og et job man kan lide.
Mange kan altså godt skelne mellem falsk succes og ægte succes — i hvert fald når de bliver spurgt. Men det er langt sværere også at træffe beslutninger der afspejler det rigtige syn på succes.
-
-
Hvad er dine kriterier for succes?Vågn op! – 2014 | Oktober
-
-
HOVEDARTIKEL | HVAD ER ÆGTE SUCCES?
Hvad er dine kriterier for succes?
For at teste dig selv kan du overveje følgende scenarier.
Hvem vil du mene har opnået ægte succes?
ALEX
Alex har et firma. Han er ærlig, hårdtarbejdende og betænksom. Det går godt for hans firma, og derfor har han og hans familie et komfortabelt liv.
CARL
Carl har et lignende firma, men han tjener meget mere end Alex. Fordi Carl gerne vil klare sig mod konkurrenterne, er han blevet arbejdsnarkoman og har nu store problemer med helbredet.
JANE
Jane går i niende klasse, er flittig i skolen og elsker at lære nyt. Derfor får hun også gode karakterer.
ELLEN
Ellen får endnu bedre karakterer og bliver anset for at være en af de dygtigste elever på skolen — men hun snyder i prøverne og går ikke rigtig op i sin uddannelse.
Hvis du mener at det er Carl og Ellen — eller alle fire — der har succes, måler du måske succes på resultaterne alene, uanset hvordan de er opnået.
Hvis du derimod kun har valgt Alex og Jane, måler du sandsynligvis succes ud fra en persons karaktertræk og arbejdsmoral. Det giver god mening. Tænk for eksempel over følgende:
Hvad er bedst for Jane på langt sigt — at hun får de højeste karakterer, eller at hun bliver ved med at have lyst til at lære?
Hvad er bedst for Alex’ børn — at de har alt det man kan købe for penge, eller at de har en far der viser at han godt kan lide at bruge tid sammen med dem?
Pointen er: Falsk og overfladisk succes bygger kun på dit image udadtil, mens ægte succes bygger på gode værdier.
-
-
Hvordan man får ægte succesVågn op! – 2014 | Oktober
-
-
HOVEDARTIKEL | HVAD ER ÆGTE SUCCES?
Hvordan man får ægte succes
Bibelen kan hjælpe mennesker til at få det rigtige syn på succes. Den lærer ikke at succes er noget som kun nogle få heldige kan opnå. På den anden side støtter den heller ikke den eventyragtige forestilling om at hvis man blot følger sine drømme, vil alle ens ønsker blive opfyldt. Denne opfattelse — som børn alt for ofte bliver opflasket med — vil højst sandsynligt føre til skuffelse.
I virkeligheden har alle mulighed for at opnå ægte succes — men det kræver at man anstrenger sig. Tænk over følgende principper.
HVAD BIBELEN SIGER:
„Den der elsker sølv, bliver ikke mæt af sølv, og den der elsker overflod, bliver det heller ikke af indtægt.“ — Prædikeren 5:10.
HVAD DET BETYDER. En materialistisk livsstil er ikke en garanti for at man bliver tilfreds. Som regel forholder det sig lige modsat. „Folk der først og fremmest er drevet af ønsket om at tjene penge, har langt større sandsynlighed for at blive ramt af angst og depression end dem der lægger vægt på at have stærke relationer til andre,“ skriver ph.d. Jean M. Twenge i sin bog Generation Me. Hun tilføjer: „Undersøgelser viser igen og igen at man ikke kan købe lykken for penge — når folk har en levestandard over eksistensminimummet, er deres tilfredshed i livet ikke specielt afhængig af deres indkomst.“
HVAD DU KAN GØRE. Stil efter noget der er mere tilfredsstillende end penge og ejendele. Jesus sagde: „Vogt jer for enhver form for havesyge, for selv om et menneske har overflod, hidrører hans liv ikke fra det han ejer.“ — Lukas 12:15.
HVAD BIBELEN SIGER:
„Stolthed går forud for fald, og en hovmodig ånd forud for snublen.“ — Ordsprogene 16:18.
HVAD DET BETYDER. At have høje ambitioner eller for høje tanker om sig selv vil ikke føre til ægte succes. Det har faktisk vist sig at virksomhedsledere der har opnået langvarig succes, „udviser en påfaldende beskedenhed, er selvudslettende og underspillende. I modsætning hertil har [to tredjedele af] sammenligningsvirksomhederne ledere med et enormt personligt ego, der har bidraget til virksomhedens nedtur eller vedvarende middelmådighed“. (Bogen Good to Great; på dansk med samme titel) Hvad kan man lære af det? Hvis man har for høje tanker om sig selv, vil det snarere føre til fiasko end til succes.
HVAD DU KAN GØRE. I stedet for at gå op i prestige så læg vægt på at være beskeden. Bibelen siger: „Hvis nogen mener at han er noget, skønt han intet er, bedrager han sit eget sind.“ (Galaterne 6:3) Det er i hvert fald ikke et tegn på succes.
HVAD BIBELEN SIGER:
„Der er intet bedre for et menneske end at ... nyde godt af sin møje.“ — Prædikeren 2:24.
HVAD DET BETYDER. Hvis du sørger for at have en god arbejdsmoral, vil du sikkert glæde dig mere over dit arbejde. I bogen Teach Your Children Well skriver ph.d. Madeline Levine: „Følelsen af at have succes med noget afhænger til dels af at man er god til det, og det at være god til noget afhænger i høj grad af at man er vedholdende og anstrenger sig.“ Det indbefatter at man ikke lader sig slå ud når man indimellem oplever nederlag.
HVAD DU KAN GØRE. Læg dig i selen for at blive god til dit arbejde, og giv ikke op selvom du møder forhindringer. Hvis du har børn, så giv dem chancen for selv (alt efter deres alder og evner) at få styr på deres problemer. Vær ikke hurtig til at gribe ind og løse alle problemerne for dem. Unge finder stor tilfredsstillelse ved at lære ikke at give op — og det er en god forberedelse til voksenlivet.
HVAD BIBELEN SIGER:
„En levende hund er bedre stillet end en død løve.“ — Prædikeren 9:4.
HVAD DET BETYDER. Hvis du har et arbejde, indtager det en vis plads i dit liv, men det må ikke være hele dit liv. Hvor succesrig ville du egentlig føle dig hvis du var nået til tops på dit job, men havde mistet dit gode helbred eller din families respekt? De der virkelig har succes, forsøger at holde en god balance mellem deres arbejde, helbred og familieliv.
HVAD DU KAN GØRE. Pas på dig selv. Få tilstrækkelig med hvile. Du vinder jo ikke noget ved at ende som en arbejdsnarkoman der ofrer alt — helbred, familie og venskaber — for at opnå en falsk og overfladisk succes.
HVAD BIBELEN SIGER:
„Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov.“ — Mattæus 5:3.
HVAD DET BETYDER. At studere Bibelen og følge dens principper er væsentlige faktorer for at opnå ægte succes. Millioner af Jehovas Vidner har opdaget at de ikke længere har så mange bekymringer angående det materielle når de sætter åndelige anliggender først i deres liv. — Mattæus 6:31-33.
HVAD DU KAN GØRE. Find ud af hvordan Bibelen kan hjælpe dig til at få ægte succes. Du kan få flere oplysninger ved at kontakte de lokale Jehovas Vidner eller besøge hjemmesiden www.pr2711.com.
-